Tudefjæs

Jeg er blevet sendt i seng. Dog ikke uden aftensmad, men alligevel lidt som et uartigt barn, der har fået besked på, ikke at komme ud til resten af familien igen, før jeg har sovet 10 timer og er parat til at opføre mig som et nogenlunde almindeligt civiliseret væsen.

Så nu ligger jeg her og surmuler, mens jeg i smug har taget mobilen med mig. Det er manden, der har sendt mig i seng, efter et mindre sammenbrud, som vist kom nogenlunde lige meget bag på os begge to.

Om det var den manglende oprydning derhjemme, det lorteprojekt som jeg bliver ved med at udskyde på arbejdet, træthed, hormoner, ventetid, overfortolkning af kroppen, eller hvad pokker det var, ved jeg ikke. Men pludselig gav jeg mig til at max flæbe midt i en snak om indkøb og madplaner. C var lagt og alt åndede egentlig fred og ro, men på et splitsekund blev ALT komplet uoverskueligt, jeg blev uduelig til alt hvad jeg foretager mig og manden blev en følelseskold idiot, der ikke forstod mig. Synes jeg.

Eller også var det bare mig. Det er ikke hundrede procent umuligt. Men jeg troede egentlig, at jeg var mere okay. Åbenbart ikke helt. Så nu ligger jeg her, mussestille. Og skammer mig en lille bitte smule.

I morgen er alt nok bedre.

Advertisements

Sådan blev det alligevel…

Det ser rigtig fint ud, den arter sig fuldstændig som den skal, så I skal bare komme kl. 11.30 som aftalt. Vi ses. Hej hej“.

Manden min stirrede vantro på telefonen, efter at den søde dame havde lagt på. Alt så fint ud, sagde hun. Vores blastocyst var tøet op på fineste vis og vi kunne komme til oplægning samme formiddag. Hun lød ikke nær så overrasket i telefonen, som udtrykket på min kærestes ansigt ellers lagde op til.

På én eller anden måde, kom det ret bag på os begge to. Dels har optakten til dette forsøg været præget af ups and downs – og været tæt på en aflysning og udskydning af projektet til det nye år. Dels har mine æg bare ikke tidligere været særlig glade for hverken at blive taget ud eller blive frosset ned, sådan som vi også måtte sande det i sidste forsøg. Og i de mange friske forsøg før da.

Så selvom jeg havde håbet inderligt, og holdt igen med vinen til julefrokosten på arbejdet dagen forinden, så lå det hele tiden i mit baghoved, at det formentlig ville blive jul uden at vi havde gennemført forsøget. At vi måtte prøve, at få det bedst mulige ud af ventetiden og starte igen efter nytår. Jeg havde forberedt mig på, at det måtte være sådan det blev og lovet mig selv at køle ned indvendig, i forhold til stress over endnu en standby-periode. Det haster ikke, det haster ikke, det haster ikke (!!!).

Men, sådan blev det så ikke. Og det er virkelig godt. Vi satte C af hos mine forældre og kørte spændte mod klinikken. Her herskede en hyggelig weekendstemning, faktisk præcis som dengang vi lavede C (noget som jeg helt sikkert kun selv kan overskue, når jeg er i nogenlunde godt humør). Der var lidt ventetid, men selve oplæsningen gik relativt hurtigt og blastocysten var, som damen i telefonen havde påstået, i virkelig fin stand. Lille, rund og sort/hvid, var den lige der midt på skærmen. Så da vi kørte derfra, var det med en mærkelig blanding af mistro og lettelse, at det blev sådan alligevel. Det blev faktisk til et forsøg.

Så nu skal vi bare udholde to uger i uvishedens ulidelige ventetilstand. Jeg ved ikke, hvordan jeg har det med, at svaret kommer til at falde lige op til jul. Det har jeg jo sådan set selv rodet mig ud i – og det er måske meget godt, at der er fuld fart på både familie-, arbejdsliv og sociale arrangementer. Så må jeg jo finde en måde at samle mig selv op på i juledagene, hvis det viser sig at det heller ikke bliver denne gang.

 

 

 

Stadig på vej

Håbet for denne cyklus er ikke komplet slukket. Seneste visit på klinikken gav langt om længe udslag i en beslutning om, at vi forsøger at gennemføre en oplægning i weekenden. Hvis kroppen stadig vil – og hvis ægget vil tø op og overleve.

Tvivlen havde gået på, om min cyklus var ved at blive for lang til, at man turde gøre forsøget. Ved en (for) lang cyklus er der åbenbart en risiko for, at kroppen ikke tager ordentligt imod. Så vil man hellere afbryde forsøget og gå ind i næste cyklus (læs: næste igen, grundet juleferien) og stimulere et forsøg forfra. Jeg forsøger at æde min irritation over, at denne model tidligere blev afvist, da jeg foreslog klinikken den som en mulighed, grundet netop lang cyklus. De gør jo, hvad de kan.

Og de vurderer, at vi godt kan prøve i denne omgang. Så det gør vi. Og jeg forsøger at slukke for bekymringerne og de mange spørgsmål, som banker omkring inde i hovedet. Ville det være bedre at vente? Give større chancer? Eller være spild af tid, fordi det overhovedet alligevel ikke lykkes? Og vi således alligevel skal forberede os på IVF engang i det nye år? Skal vi have tålmodighed? Skal vi klø på og få det overstået?

Jeg kom til at gå ind og kigge på statistikkerne. Et gammelt reaktionsmønster, som jeg genkender fra sidst. Det er virkelig ikke hensigtsmæssigt, og det gør mig rystende angst. Angst for at det aldrig bliver til noget godt med os og de små på frys.

Kun 30 % af oplagte fryseæg blev til hjerteblink i 2016, kan jeg se. Over 60 % havde vist positivt HcG, men blev med andre ord alligevel ikke til noget. Den statistik har jeg jo mange gange været en del af – senest i sidste forsøg.

Andre mennesker synes, at det er gode odds. De synes, at jeg helt sikkert bliver en del af den heldige tredjedel. Jeg synes, at det er elendige odds. Og at jeg helt sikkert ikke bliver en del af noget som helst positivt i statistikkerne. Og hvad kan jeg uanset hvad, bruge den statistiske viden til? Intet som helst. Det siger intet om mig, eller om vores chancer. Statistikkerne har ingen værdi eller forudsigelseskraft for vores specifikke tilfælde. Og alligevel bliver jeg så uendeligt nedslået. Nedslået over at chancerne for at det ikke går godt, er så meget større, end chancerne for at det gør…

Politik og polemik

Er af de ældre indlæg på bloggen, som stadig er mest velbesøgt, handler rettigheder i fertilitetsbehandling. Flere gange har jeg på bloggen ytret holdninger til de (manglende) politiske prioriteringer på området, til nedskæringer og den manglende anerkendelse af infertilitet som en “reel” sygdom.

Nu er der jo så gået en rum tid, siden jeg sidst for alvor befandt mig midt i “gamet” – og der har løbende været regelændringer i forhold til, hvad man tilbyder patienter på fertilitetsområdet. Enkelte større klinikker er blevet nedlagt/sammenlagt, med øgede ventelister og rejsetid for patienterne til følge. Brugerbetaling på inseminationsbehandling har været både indført og sløjfet igen, osv.

Så jeg brygger på et indlæg om netop udviklingen i de rettigheder, vi som patienter i behandling stilles overfor. Dog mangler jeg inspiration og kilder i min research – og måske nogen af jer kan hjælpe?

Kender I til regelændringer/lovgivning på området i nyere tid? Klinikker eller behandlingsformer, der er lukket ned eller oprettet? Ændringer i egenbetaling, adgangskrav til behandling? Så smid det meget gerne i min retning. Jeg vil forsøge at samle det  sammen og “gøre status” over, hvilke centrale udviklingspunkter og ændringer, som har betydning for hvordan man er stillet som patient fertilitetsbehandling i dag.

Min ambition er, at tegne et billede af netop de politiske prioriteringer af et område, som i mine øjne langt fra får nok opmærksomhed, sat i relation til de store omkostninger som ufrivillig barnløshed har, både på individniveau og på samfundsplan.

God weekend!

Små svingture

Det svinger op og ned. Optimismen altså. Jeg går fra en rolig fortrøstning og en tro på at alt nok skal løse sig, til spekulation og tristhed ved tanken om, at det ikke gør. Og bekymring. For hvad der venter og hvordan det ender.

Egentlig ved jeg godt, at det nok bare skyldes at sidste lægebesøg var ret antiklimaks. At jeg havde håbet på noget mere medvind, og at andet fryseforsøg ville være ligeså ligetil som det første. Nu er jeg i tvivl, om det overhovedet bliver til noget – og derpå følger alle de gamle velkendte “hvad nu hvis ikke”-tanker.

Jeg er hammer bange for tanken om, at vi skal ud i friske IVF-behandling til næste år. Og endnu mere bange for, at de (heller) ikke vil ende med noget godt. Og det er jo alt for tidligt. Det er sorgerne på forskud for fuld udblæsning. Men de er der alligevel, tankerne. Selvom slaget slet ikke er tabt endnu, og selvom jeg alligevel ikke kan gøre hverken fra eller til, før vi på onsdag ved mere om, hvordan kroppen arter sig.

Samtidig prøver jeg at lægge is på. Tænke, at jeg jo netop ikke kan gøre hverken til eller fra. At selv nye IVF-forsøg også er noget vi overkommer. Og at jeg allerede har verdens dejligste lille familie, som jeg skal huske at sætte pris på. Der gør jeg selvfølgelig også, det behøver jeg næppe at forklare. Men de modstridende følelser bor lige ved siden af hinanden indeni mig, præcis som jeg oplevede det dengang for længe siden, da vi kæmpede for at få C.

Så ja, det svinger. Op og ned. Og her til aften er det vist desværre mest ned. Tomorrow is another day, som man siger.

Lægebesøg på en søndag

Ikke umiddelbart noget dramatisk i det – som resultat af det første visit på klinikken i tirsdags, blev aftalen, at jeg skulle komme igen søndag. Grundet min smålange cyklus, er det altid sådan lidt en dans frem og tilbage at finde frem til det pokkers tidspunkt for æggeløsninger – og dette forsøg synes ikke at blive undtagelsen. Lægen ville indledningsvis give mig en tid til næste tjek i morgen, mandag. Det ville være cyklusdag nr. 18 – og lige præcis den dag, hvor det i sidste forsøg viste sig at jeg var tæt på æggeløsning – og jeg derfor skulle tage ægløsningssprøjten om aftenen.

Jeg stoler mindre på min cyklus end lægen med al den medicinske erfaring og en scanner i hånden, tydeligvis. Jeg skal ikke nyde noget af, at vi risikerer at komme en dag for sent. Hurtig hovedregning fortæller mig, at vi så begynder at ramme jul, nytår og alt muligt andet, som jo er noget ubelejligt rod for en fertilitets-behandlings-ramt type som jeg. Så som den irriterende og vedholdende patient jeg er, spurgte jeg flere gange, om det kunne være en idé at være på den sikre side, og tage en kontrol om søndagen? Den stakkelse, trætte, tålmodige mand, gav mig til sidste en tid med kommentaren “nå ja, det værste der kan ske er jo så, at du må komme ind flere gange”.

“Solgt til Signe”, tænkte jeg – tog imod tiden, og skyndte mig ud af døren.

Derfor startede min søndag med et lægevisit – som desværre ikke gjorde mig meget klogere. Det var en venlig og sikkert dygtig vikar på afdelingen, som tog i mod mig. Jeg gør altid hvad jeg kan for at undertrykke det, men uanset hvordan jeg vender og drejer det, bliver jeg en minimal smule utryg. Han kender ikke min sag, han stiller spørgsmål jeg har besvaret tusinde gange, og han er endnu en fremed, som jeg skal indvie i det mest personlige. Men der var ingen vej udenom.

Besøget tog lang tid. Lægen kunne ikke finde min ene æggestok. Det har de haft problemer med før, formentlig grundet de tidligere operationer og kejsersnittet, som åbenbart kan gøre at tingene “rykker lidt på sig” dernede. Good to know. Han fandt den endelig – og konstaterede at jeg enten ikke var så langt i min cyklus, som vi troede, eller at det er en ikke egnet cyklus, som gør at vi måske kan risikere at blive aflyst i denne måned. Måske synes han, at man så skulle overveje et stimuleret fryseforsøg næste gang, tilføjede han.

Det gav lidt et sug i maven på mig. Jeg ved jo godt at det er en risisko – og jeg ved at jeg har lovet mig selv, at det ikke haster. Men for pokker.

“Vi holder jo åbent over nytår, og ellers kommer der jo også muligheder i det nye år”, forsøgte lægen at berolige. Jeg skulle holde mig meget fattet, for ikke bævre, at dels at der er fuldstændig vanvittig længe til januar, og dels kan jeg på ingen måder bære at skulle gå hjem og fortælle min lille familie, at vi ikke skal på nytårsferie i år, fordi mor hellere vil i behandling. Men jeg holdt det tilbage. Det er jo som det er, og hvad skal lægen svare? Han kan jo hverken gøre til eller fra. For ham er det jo bare et par måneder.

Så nu venter vi et par dage, endnu engang. Jeg skal ind onsdag, og håbet er at vi ikke i mellemtiden overser en æggeløsning, samt at folikler og slimhinde blot har været ekstra sløve i optrækket i denne måned. Jeg ville ønske, at det havde været min egen læge, der havde haft os i dag. Så havde jeg ikke været så pokkers nervøs for, om vikaren nu har overset noget, som i værste fald kan betyde at denne måned er forgæves. Det vil tiden vise.

Lortesøndag.

 

 

 

Skal man have søskende?

Det tror jeg, at nogen synes, sådan helt som automat-refleks-holdning og uden at tænke over normativiteten i et sådan udsagn. Eller på biologien, for den sags skyld.

Flere gange end jeg kan tælle, har jeg hørt ytringer i retning af at “det er den største gave, man kan give sine børn” eller at “det er så sundt for børn, at få søskende”. De har ligefrem godt af det, forstår man – og hvis man er en god forældre, som gerne vil sikre at ens barn udvikler sig som et godt og helstøbt menneske, der har lært at dele sit legetøj med andre, ja så skylder man dem det altså, på en eller anden måde.

“Av”. Sådan på flere planer, “av”. Selvfølgelig det helt åbenlyse “av” ved, at jeg ikke aner om jeg kommer til at kunne levere de her søskende, som mit barn åbenbart afhænger af at få, hvis det skal gå hende bare nogenlunde godt. Men også en lillebitte smule “av” fordi jeg selv er vokset op som enebarn, indtil jeg som 18-årig opdagede, at jeg havde verdens bedste halvstoresøster. Manden i mit og C’s er også vokset op som enebarn (her viste det sig mærkeligt nok også, at der var flere “halve” ude i verden, men det er en historie til en anden gang). Egentlig synes jeg jo, at vi er sluppet meget godt fra det begge to – og vi er også blevet nogenlunde i stand til at indgå nogenlunde normalt  i sociale sammenhænge.

Så er der selvfølgelig den med den fælles livshistorie og baggrund. Den forstår jeg godt. Men i og med at jeg aldrig selv har hverken haft den, eller har savnet den, så ved jeg også at vigtigheden af livslange venskaber, eller en tæt fætter eller kusine at vokse op med, i lang udstrækning kan give én nogelunde samme fornemmelse af, at nogen kender ens baggrund og har været vidne til ens liv. Det er måske bare slet ikke det sammen, det ved jeg ikke… Men jeg tænker at der alligevel findes så mange tusindvis af voksne mennesker, som har brudt med deres søskende, eller blot ikke bryder sig særlig meget om dem, så det at være helblodssøskende er alligevel ikke nogen garanti for et tæt sammenhold. Uanset perspektivet, står jeg nu engang i den situation, at det kan være, at jeg slet ikke selv kommer til at bestemme, hvorvidt C ender som enebarn eller ej.

Om det bare er en selvbeskyttende refleks at tænke lidt kritisk ift. “behovet for søskende”, det ved jeg ikke rigtig. Faktum er jo, at jeg brænder inderligt og dybtfølt for at få flere børn. Og det var i flertal, ja tak. Men jeg må erkende at det dybt inderst inde nok mere er et egoistisk projekt, end det er fordi jeg tænker, at det uomtvisteligt vil være for C’s skyld. Jeg håber på, at hun nok skal få det godt, uanset om kampen lykkes eller ej. Faktisk er jeg overbevist om, at hun vil være bedre tjent med, at det ikke bliver for enhver pris, at vi kæmper os frem mod nummer to.

Men så er der jo så mig tilbage. Mig der gerne vil være gravid igen, have en nyfødt igen og have samme sindssyge oplevelse af at se et barn vokse op lige for øjenene af mig, med alt hvad det medfører af gylp, kaos og kærlighed. Jeg vil så gerne tage hele turen igen – for vores alle sammens skyld, men bestemt også bare fordi det brænder i mig på den dårlige måde, ved tanken om aldrig at få lov … måske er det forkælet? Skal man bare være glad for det man fik? Er jeg måske lidt “enebarn” alligevel, og nægter at indse, at jeg bare skal være taknemmelig. Eller er det rimeligt nok, at jeg ligesom så mange andre forældre, bare gerne vil opleve det hele igen. Og igen, og igen, og igen…

Så er det måske i virkeligheden mest af alt bare mig, der vil have godt af at hun får en søskende? Fordi jeg synes at vi har tiden, rummet (altså ikke fysisk – det har vi faktisk overhovedet ikke) og mest af alt lysten til at tage os af endnu en lille krabat. Vi er tre i vores lille hule her midt i byen, og der er mere end rigeligt plads nok til én til.

Tankerne sværmer rundt. Jeg bliver irriteret og såret, når nogle insinuerer, at det er synd for børn, hvis de ikke får søskende. At de har ret til det eller krav på det. Og jeg tror ikke at jeg er enig. Men det bliver flettet sammen med tankerne om, at det da er pisse uretfærdigt at årsagen til at C får eller ikke får lov til at vokse op med søskende, handler om at hendes mor har uduelige æggeledere. Hvad helvede er retfærdigheden i det? Og endnu engang vender jeg tilbage til følelsen af urimelig magtesløshed – hvorfor helvede må vi ikke bare gerne selv få lov til at bestemme, hvordan vi ønsker at vores familie kommer til at se ud, og hvor mange vi skal være i den?

Det er måske lidt en blanding af alle disse overvejelser, der til tider gør mig ekstra sprød overfor folks åbenlyse lyst til at fortælle mig, at “børn da har bedst af at få søskende”.