Lettere

Så ligger jeg her. På Rigshospitalet. 1,6 liter fostervand lettere end for et par timer siden. Det hele er gået lidt stærkt de seneste dage, men vi har det godt under omstændighederne.

Onsdag: Plukveer på stribe dagen igennem. Tænkte godt, at det var lidt meget, men slog det hen og så an. Da jeg havde hentet C, leget lidt og lavet aftensmad, synes jeg dog pludselig at de var nærmest regelmæssige. På med tegnefilm til den mindste, ligge ned, tage tid på dem.

De kom hvert 2.-3. minut. Ikke okay. Ringer til fødegangen med rolig stemme, for ikke at alarmere den 2-årige. Kan mærke adrenalinen og de vil selvfølge gerne se mig. Ringer manden hjem og tager stille og roligt derover. Som så mange gange før taknemmelig for, at vi bor hvor vi gør.

Bliver undersøgt i begge ender, scannet, målt og derpå glemt i et baglokale for at vente på en læge det skulle tilse og afslutte mig. Vågnede kl. 01.00 og spurgte om jeg måtte tage hjem. Plukveerne var gået i sig selv igen, jeg var træt. Lægen kom, tjekkede at alt var godt og hjem kom jeg.

Torsdag: Ugentlig kontrol af mig og semi-ugentlig kontrol af lillens tilvækst. Han var lige som han skulle være, følger sin kurve, alt er godt og det var selvsagt en stor lettelse. Min livmoderhals arter sig indtil videre også. Men forstervandet stiger stødt. De vil gerne tappe for at lette presset og forhåbentlig mindske plukveerne. Vi accepterer.

Fredag: Indlagt til tapning. Fastende, kaffetørstig og lidt nervøs. Gøres klar, får lagt venflon til vehæmmende og lungemodner til den lille. Ubehaget ved tanken om hvorfor det er nødvendigt, skubber jeg til side. Der er lidt ventetid, fordi der under en tapning skal være en operationsstue ledig til akut kejsersnit. Just in case. De er søde på stuen: jordemoder, læge og sygeplejerske. Koncentrerede og omsorgsfulde. Kanylen er voldsom og jeg må puste lidt, men de er gode og hurtige. Efter et kvarter er vi færdige. Køres tilbage til min stue til afslapning og kontrol, hjertelyd, og et håb om at blive smidt hjem i aften.

Det er okay. Vi er okay og vi skal forhåbentlig snart hjem <3

Advertisements

Hvad så nu…

Det er meget mærkeligt, at tusse rundt herhjemme. Der hersker på én og samme tid ro og kaos. For selvfølgelig kan jeg mærke, at jeg pludselig har fået foræret 37 ugentlige ekstra timer, som før gik med at arbejde. Og selvom jeg var skeptisk – fordi mit arbejde ikke på særlig mange områder føles som en belastning men snarere som noget, jeg er temmelig glad for og optaget af – så er det da svært at benægte, at dagene er sat i et noget andet gear, nu hvor hver dage har fået tillagt +8 timers ekstra frihed. Det der skal nås, kan spredes ud over en hel dag, og jeg kan tage en middagslur eller to, præcis når det passer mig. Ikke at det er forekommet en eneste gang indtil nu, mens altså… jeg kunne hvis jeg ville.

Det er underligt uforløst, at gå fra før tid på denne måde. Det kom jo så pludseligt. Fredag morgen havde jeg telefonmøder, mailbehandling og planlægning af ugen der skulle komme. Fredag eftermiddag ringede jeg til min chef og fuldtidssygemeldte mig. Jeg havde egentlig nogle ret spændende uger foran mig, med meget overkommelige opgaver og nogle gode afslutninger på en række projekter, som jeg har set frem til. Så der er ikke på den måde nogen lettelse forbundet med, ikke at skulle tilbage på arbejdet i op mod et år. Det er mest bare sådan… underligt og tomt.

Jeg bruger en del af tiden på at afrunde en sidste stor opgave, lidt i det skjulte, som jeg er færdig med 30. august. Derefter skal jeg … ikke rigtig noget.

Intet andet end på én eller anden måde at vente. Være i den usikkerhed, der pludselig er blevet definitionen på denne graviditet og det forløb som venter efter fødslen. En fødsel som jeg heller ikke har nogen chance for at spå om formen på eller udfaldet af. Det er blot endnu et vilkår. -Selvfølgelig skal jeg fylde tiden med alle mulige gode ting for både mig selv og min familie. Men eftersom vi samtidig lever lidt fra “lægebesøg til lægebesøg”, er det svært at give sig hen i langtidsplanlægningen.

I nat kørte tankerne lidt ekstra hurtigt. Det var som om det gik endeligt op for mig, at den første tid med vores søn bare uigenkaldeligt bliver en anden, end den jeg gerne ville have givet ham. Og som jeg lå der i mørket, følte jeg mig pludselig afsindig snydt for den første tid med min lille kommende nyfødte baby. Den tid som var så magisk med C, så fyldt med intense øjeblikke og førstegangs-oplevelser. Så skæv, skøn og herlig – hvor vi gemte os i en lille kærlighedsbobbel alle tre, og bare sugede ugerne til os.

Dem tid får vi bare ikke lov til at få med Sylvester. Der bliver ingen lange dage i dobbeltsengen de første uger, ingen ro og dæmpet lys, lange dage i nattøj med putte i sengen, amning og nærkontakt, eller tid og fokus på den nybagte storesøster. I stedet venter et inferno af skarpe lysstofrør, adskillelse, bibbende maskiner og fremmede mennesker der vælter ind og ud af vores søns liv i de første uger, i en kombination af kuvøse, respirator og sondemad. Det er overvældende at tænke på.

Vi får ikke lov til at gøre tingene selv. I den første tid med C var jeg fyldt af en særlig fornemmelse – måske var jeg nærmest flyvende på adrenalin og kærlighedshormoner. Jeg oplevede, at jeg som regel godt vidste, hvad jeg foretog mig – at jeg havde styr på hende og hendes trivsel – at jeg fandme nok skulle lære det her med at være hendes mor. Så meget at manden nogle gange gloede mistroisk på mig, når jeg uden tøven fortalte, hvad der var op og ned på det lille væsen, som vi havde fået med hjem. For det kunne jeg mærke.

Men nu venter en hel anden usikker oplevelse. Hvortil vi primært får lov til at være magtesløse tilskuere, der ikke bliver alene om at træffe afgørende beslutninger på vores søns vegne. Vi bestemmer ikke, hvordan han skal have det, hvad han skal spise, hvordan han skal plejes, puttes, ammes, lægges. Vi bestemmer ikke, hvem der må røre ham, hvornår han skal gøres det ene eller andet med – vi skal bare sidde ved siden af med håb og angst i hånden, og vente på at han forhåbentlig skal med os hjem i god behold. For først derefter rigtigt at kunne tage hul på livet som en familie på fire. Vi får heller ikke lov til at skabe gode rammer for storesøter, lade hende langsomt og roligt finde sin nye plads og rolle, lade dem “lære hinanden og kende”. Hendes uger bliver planlagt i et logistisk puslespil mellem bedsteforældre, vuggestue og en far der pendler mellem hospital og hjem, for at gøre omvæltingen for hende så tryg, som den nu engang måtte være mulig.

Alt det lå og snurrede lidt rundt i hovedet på mig i nat. Og jeg blev fyldt med en følelse af uretfærdighed, som først blev afløst da C vågnede med mareridt og kaldte. Jeg var ikke sen til at acceptere, at hun blev puttet midt i dobbeltsengen, selvom det plejer at være på bekostning af søvnkvaliteten. For jeg havde akut behov for at ligge og bore næsen ned i håret på hende ekstra meget og lade tankerne forsvinde. Og det bliver jeg nok ved med at have en hel del brug for i den kommende tid. Det er godt, at hun ikke protesterer spor over den plan.

Bølgeskvulp

Der er flere som i de seneste dage, i bedste mening, har komplimenteret min ro og rationalitet omkring alt det der foregår lige nu. Ha! Ro? Damn, de skulle bare vide.

Spøg til side. Jeg forstår godt lidt hvad de mener, selvom den dominerende følelse i min krop for tiden bestemt ikke er betonet af det meditative. Men der hersker heller ikke komplet kaos, det gør der faktisk ikke. Måske primært fordi der er en 2-årig om benene på os, som på aller måder fungerer både som drivkraft og livsbekræfter på én og samme tid.

Samtidig tror jeg, at vi betjener os af at være en del hærdede efter mange års voldsomme oplevelser. Så selvom jeg er bekymret og bange helt ind bag huden, og selvom jeg synes, at der er ufatteligt mange ubekendte foran os, har jeg en tanke i baghovedet som hele tiden messer:

Hvis bare alle slipper ud af det her med liv og sundhed i behold, så er alt andet svært, besværligt og hårdt… men det er ikke en katastrofe“.

Eventuelt at få ønsket om en vaginal fødsel erstattet af et kejsersnit er hårdt og kræver accept – men det er ikke en katestrofe.

At være adkilt fra sin nyfødte i de første sårbare og magiske timer, der burde emme af lykke og ro river mit hjerte i tu. Men hvis bare han kommer tilbage til mig igen i god behold, er skaden ikke uoprettelig.

At skulle se sin nyfødte blive opereret og i narkose er rædsomt og sorgfyldt, men det er (forhåbentlig) ikke et altødelæggende traume.

En indlæggelse er voldsom og besværlig – en helt anden start på familien på fire, end den vi drømte om. Men det er ikke en tragedie, hvis vi ender i god behold alle sammen, sammen. Et barn med sonde er så hårdt og vanskeligt, men det er ikke en tragedie. Mislykket amning vil være trist og ærgerligt, men det er ikke en katestrofe.

Og.så.fremdeles.

Hvert af ovenstående punkter (og mange flere) er nogle, som jeg skal tygge på og bearbejde. Ét af gangen, skridt for skridt, og med den bekymring og frustration, som de hver medfører.

Jeg vil have lov til at synes at det er pisse svært. Det betyder ikke at jeg kaster håndklæddet i ringen eller giver op, den mulighed findes jo ikke alligevel. Og jeg oplever  også en enorm forståelse og trøst fra dem omkring mig.

Min hjerne messer videre: Det er ikke en katestrofe. Ikke hvis alle slipper godt ud af det i sidste ende. Vi kan godt klare det. Vi skal klare det. Andet nytter ikke noget. Rejs dig op og gå videre.

Bid for bid

Vi sluger informationer i disse dage. Én af gangen, stødt og roligt. Vi har ikke rigtig noget andet valg end at spørge og tage svarene ind på bedste beskub. Samtidig skal vi hele tiden acceptere, at alle nye svar efterlader flere spørgsmål. Flere bidder, mere information.

Vi har talt med børnekirurgen. Efter tilknytningen til en tilsyneladende meget proaktiv overlæge på ultralydsklinikken, fik vi tilbudt en akut tid og sprang til. Samtalen bød på en helt masse faktuelle oplysninger, og i den forbindelse også en lidt bedre mulighed for, at forberede os på, hvad der skal ske med den lille, når han kommer ud til os. Det er svære informationer at modtage, og de må fordøjes én for én.

Han skal opereres indenfor 48 timer fra han bliver født. Sådan er det. Det er ikke fordi de flår han ud af armene på os, men gøres skal det temmelig hurtigt, for han kommer ikke til at kunne spise eller få sonde før det er gjort. Vi får lov til at følge ham ned på operationsstuen indtil narkosen er lagt, og skal derpå forlade ham blandt fremmede mennesker, sovende og skrøbelig, og på én eller anden måde helt alene. Det tager et par timer, siger de. De siger også, at det ikke er en kompliceret operation. Det vil man jo gerne høre. Men alligvel.

Derpå lægger de han i respirator. Han kan ikke trække vejret selv. Det kan små børn åbenbart ikke, når de er påvirket af narkose og smerter. Så sådan er det, siger de. Det var frygteligt da lægen lod ordene falde, og jeg ved heller ikke hvad jeg ellers havde regnet med. Men det tog pusten fra mig. Det giver billeder i hovedet, som jeg ikke rigtig kan slippe.

Han får sondemad, fordi hans mave og tarme er umodne, når han bliver født. Forsnævringen gør, at intet er sluppet ind imens han har ligget i livmoderen. Ingen bakterier eller fostervand, ikke noget ikke til at forberede hans lille krop på livet uden navlestrengens tilførsel af næring.

Hvor længe han skal have sonde, ved jeg ikke. Jeg fik ikke spurgt. Men han og jeg skal være indlagt på neonentalafdelingen i tre uger efter fødslen, så helt hurtigt overstået er det ikke. Tre uger. En evighed. Ved siden af min lille baby i en kasse og fyldt med slanger. Væk fra C, væk fra hjem og alt det vi skulle nyde og hygge os med den første tid. Bum, væk med den drøm. Find en ny.

Slut på ugen er vi inviteret til rundvisning på neonental. Det har vi selvfølgelig takket ja til. Håbet er at afmystificere det hele lidt og fjerne endnu en ubekendt, siger kirurgen. Og det er jo nok en meget god idé.

Det bobler i hovedet med flere spørgsmål. Men de må vente.

Man kan kun spise en elefant i meget små bidder.

En mail fra nogen

Der er lige tikket en mail ind i min e-boks. Jeg ligger hjemme på mit gamle børneværelse med C klistret på maven. Vi er taget hjem til mormor og morfar, for at blive forkælet og pylret lidt om over weekenden, mens manden får lidt luft sammen med gode venner. Det er virkelig dejligt, og C nyder det i udstrakt stil. Min mor vimser omkring os; sød, betænksom og lige tilpas bekymret uden at det er for meget. Min far brummer mest bare og klapper mig på kinden. Og tonser rundt med C, hvilket letter min dårlige samvittighed virkelig meget. Alting har unægteligt været lidt skævt i de seneste dage.

E-boks fortæller mig, at det er en indkaldelsen til samtale og scanning hos børnekirurgen på Rigshospitalet i slutningen af næste uge.

Det smager ubehageligt, det ord. Børnekirurg. Altså en person, der skærer i små børn. Nå ja, også en person der lever af at redde små liv hver eneste dag, selvfølgelig – men det lyder bare stadig helt forkert på en eller anden måde.

Det gør mig nervøs at blive indkaldt. Selvom der er så mange spørgsmål og faktuelle ting, jeg virkelig har behov for at komme nærmere et svar på.

Hvornår, hvor længe, hvor vanskeligt, hvor farligt, hvor ondt?

Samtidig er jeg drøn bange for, hvad vedkommende vil fortælle os. Hvad nu hvis det er pisse svært og komplekst, hvad nu hvis de er i tvivl om en hel masse? Hvad nu hvis det er så banalt, at jeg bare ikke kan lide vedkommende, eller føler tillid til ham/hende? Hvad nu, hvis de slet ikke kan svare på alle mine tanker og at vi efterlades med en million ubekendte?

Mine tanker virrer lidt rundt, som jeg ligger her og egentlig ellers er tryg og tilpas.

C er tydeligt irriteret i søvne over, at min mave har en anden form end den plejer – at bulen efterlader langt mindre plads til at bruge hendes mor som hovedpude, end hun gerne ville have. Sylvester puffer lidt rundt derinde et sted, lige under hendes hoved.

Han har det godt, så længe han er der, tænker jeg.

Lang vej hjem

Vi er hjemme igen, efter en af de længste dage i lange tider. Jeg er så udmattet, at det snurrer i kroppen. Men både vi og den lille i maven er her endnu. Og der er sket så meget i dag og vi har modtaget så mange informationer, at det fortsat er helt uvirkeligt.

De beskeder I har efterladt på sidste indlæg gjorde stort indtryk på mig, også selvom jeg ikke har fundet kræfterne til at svare hver at jer. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal svare, andet end et dybfølt og oprigtigt tak for medfølelsen og alle de fine tanker.

Vi tog på arbejde og i vuggestue som normalt i morges. Jeg ved knapt nok hvorfor, men tanken om at sidde derhjemme og tælle timerne, var endnu værre end alternativet. Så afsted, formiddagen gik nogenlunde og jeg løg som en besat, da en god kollega spurgte mig, hvordan jeg havde det. Jeg kunne ikke sige noget som helst, bare tanken om at åbne op fik min hals til at snurre sig sammen.

Tårerne stod lige bag øjelågene hele eftermiddagen, indtil jeg endelig smækkede computeren i og cyklede mod Riget. På vej ind af svingdøren spurgte manden mig, hvordan jeg havde det, og jeg kunne ikke svare ham, uanset at jeg prøvede.

Vi var de sidste på afdelingen og sekretæren var nærmest irriteret, da vi kom op til skranken. Jeg så lige igennem hende og meddelte vores ærinde. Ud på toilettet og koldt vand i hovedet. Lægen kom ligeså hurtigt som min tårer, og jeg tudede lydløst hele vejen igen på hendes kontor og under den første del af scanning og undersøgelser.

Jeg var så bange for, hvad hun skulle fortælle mig. Mest af alt forestillede jeg mig, at hun ville fortælle os, at vores søn ikke ville komme med os hjem. Dernæst tænkte jeg i kromosomfejl og alle tænkelige diagnoser og handicap, alt imens alle de mindre skræmmende scenarier næsten føltes utopiske i baghovedet.

Lægen var fantastisk. Lige på og lige frem, ikke så mange omsvøb, lige som jeg kan lide det. Hun startede med at sige, at hun mente at vores søns misdannelser lå i den milde ende. At hun troede på et godt udfald (hvad det så end betød). At hun nu ville undersøge alt, hvad hun kunne komme omkring, og dernæst skulle vi snakke muligheder. Hun undersøgte og undersøgte, mens hun remsede listen af udfordringer op:

Misdannelser sidder på en mindre del af tarmen. Dette skaber stigende mængder fostervand, fordi den lille ikke kan “forbruge” alt det fostervand han får tilført. Det er derved forbundet med stort pres på livmoderen. Mange plukveer. Deraf risiko for tidlig fødsel og komplikationer. Ingen tegn på andre misdannelser. Ingen tegn på Downs. Formentlig er det manglende kar i navlesnoren sammenhængende med ovenstående, omend usikkert hvordan.

Hun mente, at det kunne hænge sammen med, at han ganske tidligt har været tvilling. At denne slags mindre misdannelser var hende bekendt i denne situation. Måske forårsaget af en lille blødning i de helt tidlige stadier af graviditeten.

Kombinationen af skræk og lettelse var så syret i situationen, og hun tog sig uendelig god tid til vores mange spørgsmål. Også selvom langt de fleste først vil kunne besvares af specialister henover den kommende lange tid, og selvom mange ting for nuværende bliver nødt til at stå åbne.

Det er ganske sikkert, at han skal opereres, så snart han er født. Det er formentlig en enkeltstående operation. Det er uvist, om jeg kan gå graviditeten ud, hvor længe kroppen kan holde til trykket, og om jeg skal have tappet fostervand undervejs. De vil formentlig være nødt til at tage ham ved kejsersnit. Han vil skulle have mad gennem sonde i sin første levetid. I morgen skal jeg sygemeldte mig fra arbejde, siger hun. I næste uge skal vi tale med en børnekirurg. Derpå følger yderligere udredning og løbende kontroller. Vi er tilbudt fostervandsprøve eller NIFT, hvis vi ønsker de sidste minimale kromosom-bekymringer aflivet. Andre ting såsom amning, tilknytning, indlæggelse, narkose og 110 andre følelsesmæssigt betonede spørgsmål må blive afklaret skridt for skridt.

Vi gik derfra og var rundtossede, men inde i mig var også en form for lettelse. Det sidste døgn har jeg frygter helt ind i knoglerne, at han ville blive taget fra mig, og selvom tanken om sygemelding, risiko for tidlig fødsel, operation og hele det efterfølgende forløb virker skræmmende og uoverskueligt, så bliver jeg også utrolig lavpraktisk tænkende: Det er ting vi kan forsøge at gøre noget ved, der er noget vi kan forsøge at forberede, det er noget vi kan prøve at arbejde os ud af. Den følelse er langt at foretrække fremfor håbløsheden ved de værre scenarier.

Det vil tage tid, sorg og kræfter – men hvis alle går derfra med livet i behold, så vil hverken operation, kejsersnit, sygemelding eller sondemad være uoprettelige katastrofer. Lige nu venter mange ugers udredning, planlægning og åbenbart også sygemelding. Alt sammen noget, der kræver mental omstilling og som skal bearbejdes. Vi vil blive klogere uge for uge, forhåbentlig, og resten må vente, til han er ude hos os. Frygten er ikke væk, men den er for nuværende rammet mere ind, end den har været det seneste døgn.

Uanset hvad, er han vores baby, vores lille dreng. Han har i løbet af det seneste døgn også fået sit navn, uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Manden har længe foreslået det, men jeg har været ligeså meget i tvivl, som han har været begejstret – og især jeg har derfor gerne villet vente.

Men nu hedder han Sylvester. Og nu handler de næste uger og måneder om, at bringe ham sikkert til verden.

Slået ud. Slået hjem.

Det er længe siden, at jeg tudet imens ordene slap ud mellem fingrene på mig. Længe siden, at jeg har brugt bloggen til at gispe efter luft. Men nu er vi her på én eller anden surrealistisk måde igen. Jeg føler mig uretfærdigt behandlet, selvom jeg ikke ved, hvem jeg er vred på. Mig selv måske? Verden? Så snydt, så naiv og så dum.

Jeg har lige genlæst mit sidste indlæg, med al dets blåøjede ro og optimisme – jeg kan nærmest stadig genkende følelserne i maven, men alligevel er det som om de med ét ubarmhjertigt hug er blevet skyllet væk.

I morges sad jeg hos min søde og forstående jordemoder og fortalte, hvordan jeg langsomt oplevede at denne graviditet gav mig bedre og bedre greb om angsten. At jeg nød at have rykket mig så langt. At jeg følte mig normal og sund og rask gravid, stolede på min krop, nød de mange spark i maven, glædede mig over fremskridtene. Jordemoderen nikkede anerkendende: “hvor var det dog dejligt”, sagde hun. Og nu skulle vi jo scannes ved middagstid også, hvilken dejlig tryghed, selvom det jo nærmest var unødvendigt.

Så gik vi derfra – opløftede, hyggesnakkende og kaffedrikkende fordrev vi ventetiden i solen. Talte om C’s fødsel, vores kommende familie på fire, forventninger, spænding. Jeg tror bestemt, at jeg var en lille bitte smule lykkelig lige dér på bænken i solen.

Vi blev scannet af en sympatisk og dygtig jordemoder – og jeg passerede endnu en mental milepæl, da jeg konstaterede min egen manglende nervøsitet i både venteværelse og scanningsrum. Han var så fin derinde, sagde hun – aktiv, sprællende og næsten svær at scanne. Han vejede hvad han skulle, hjertet hamrede rytmisk afsted, hjerne, fingre, tæer og blodgennemstrømning var præcis som man gerne vil have det. Det var lige vel meget fostervand, men det ville hun lige måle om lidt. Vi smilede, grinede og nød det undervejs. Jeg fattede ingen som helst mistanke, men drog blot lettelsens suk. Paraderne var nede.

Så slukkede hun scanneren og aede mig forsigtigt på hånden. “Der er en årsag til, at der er for meget fostervand”, sagde hun så, og så medlidende på os. “Der er en misdannelse på hans tarm og mave, som vi bliver nødt til at få en mere erfaren læge til at diagnosticere, og forklare jer noget mere om konsekvenserne af”, fortsatte hun. Ordene rungede i det grå lokale med de kolde lysstofrør, og blev hængende alt for længe i luften.

Og så gik verden i stå. Rummet drejede rundt omkring mig. Og den har været gået i stå sådan cirka lige siden. Jeg ved, at jeg fik et angstanfald af en art, mens jeg lå på en briks med en sygeplejerske ved min side, og en mand der kæmpede tappert for ikke at vise, hvor bange han var. Vores forhistorie og alle de gamle traumer væltede mig fuldkommen omkuld. Hvad fanden var det, hun havde sagt til os?

Er min lille dreng syg? Er det alvorligt? Kan de hjælpe ham?

Jeg ved, at vi lå halvanden time i det rum, og at jeg to gange prøvede at samle mig sammen til at spørge, om han skulle dø.

Det ville hun ikke svare på, det kunne hun selvsagt ikke svare på – hun var for pokker jordemoder og ikke børnelæge. Hun kunne alene trøste os igen og igen, og love at lægen under samtalen ville gennemgå det hele grundigt med os. At vi nok skulle få noget afklaring.

Hun og manden snakkede om diagnoser, muligt behov for fostervandsprøve, eventuel kromosomfejl, operationer når han blev født. Men det var alt sammen gætterier. Dumme ord. Uvisheder. Vi måtte vente, til vi kunne snakke med den speciallæge.

I morgen. De havde først tid i morgen – og nu ville de sende os hjem i sort bekymring og uklarhed, sådan som vi har prøvet det så mange gange før – men alligevel på mange måder endnu mere umenneskeligt.

Vi spiste noget mad på vejen hjem, da vi opdagede, at vi hverken havde fået vådt eller tørt i timevis. Vi trak tiden lidt mere, og cyklede ned forbi Den Lille Havfrue. Vi spiste is mellem alle turisterne og kiggede på både. Manden talte om en vandflyver til Århus, og synes at det var mægtig smart. Jeg stirrede ud i luften og tænkte som besat på, hvordan vi skulle kommer igennem en nogenlunde aften med C, som altid mærker de mindste ændringer i mit humør. Fandens også.

Det gik nogenlunde, da vi kom hjem. Med god opbakning fra Gurli Gris, kartoffelmos og saftevand uden begrænsninger. Den 2-årige fjollede ubemærket omkring. Jeg kunne knapt få nok af at have hende tæt på mig, mens tankerne væltede rundt. Hvad vil det betyde det for hende, hvis lillebror er alvorligt syg? Hvor meget vil hun kunne forstå? Jeg var dybt taknemmelig for, at jeg ikke havde fortalt hende, hvad vi skulle i dag. En sidste-sekunds-indskydelse i morges havde afholdt mig.

Hun gik samarbejdsvilligt i seng og opdagede ikke, hvor meget min stemme knækkede, da jeg sang godnatsang for hende.

Se min kjole, den er blå som havet, alt hvad jeg ejer…

Nu ligger jeg i sengen og stirrer skiftevis på telefon og op i loftet. Jeg har en overvældende følelse af tømmermænd: koldsved, dunkende hovedpine… tomhed. Men jeg har ikke tømmermænd. Jeg er bare knust. Bange. Tom. Jeg aner ikke, hvor på panik-skalaen vi er henne. Jeg aner ikke, hvad noget af det her betyder – for ham, for os. Jeg aner ikke, om jeg skal gøre mig klar til at kæmpe eller til at flygte. Alt er helt igennem sløret og uvirkeligt.

Jeg er, vi er, helt og aldeles slået hjem.