Små glimt af noget lykkeligt …

Tjah… når jeg sådan skimmer igennem bloggen over tid, kan jeg godt se at de tunge indlæg fylder væsentligt mere end de lette. Bekymringer fylder ofte mere end glæder. Sorg mere end lykke. Det er såmænd også okay – og andet ville måske være påfaldende, på en blog der handler om ufrivillig barnløshed og livet i fertilitetsbehandling.

Men det er ikke sort det hele, selvfølgelig er det ikke dét! Og i dag er én af de dage, der er både lyse og lette – og det fortjener måske også en lille plads, især nu hvor MD-scanningen lurer om hjørnet i næste uge og sikkert nok skal få mig til at gå i selvsving.

I dag skinner solen – bogstavelig talt – på mig og min familie. Vi er flygtet til et af byens hemmelige åndehuller, som vi elsker mere end meget andet. Vi har smidt et badebassin op, smurt ungen ind i solcreme og tændt grillen. Forskellige venner med og uden børn har meldt deres ankomst dagen igennem – og lige nu, hvor den mindste sover middagslur, kaffen er varm, damebladet tilpas underholdende på den uforpligtende måde, og hvor baby sparker i maven… ja, der er det sgu svært at være meget andet end taknemmelig.

Super-pessimisten inde i mig må overgive sig og erkende, at livet ikke kun domineres af de mørke skygger.

Er vi mon ude på den anden side? Blev vi de forældre, hvor både parforhold, arbejdsliv og psyke alligevel holdt til mange år i helvedets forgård, og som endte med to sunde og raske børn?

Ej, så langt får mine tanker alligevel ikke lov til at løbe. Ro på, der er lang vej endnu. Men lige nu, lige her, vil jeg blive resten af dagen og holde fast i den lille lykke-bobbel.

Advertisements

Trodsige barn…

Måske er det en modreaktion på mine to forrige indlæg om, hvordan hovedet har lidt svært ved at følge med og hvordan følelsen af at være tæt knyttet til det liv, som har taget bo i min livmoder, fortsat lader vente på sig. For siden slutningen af arbejdsugen har den bitte orm derinde forsøgt at sparke sig vej til min opmærksomhed. Det er på ingen måder som jeg husker det med C, men der er ikke noget at tage fejl af. Der er nogen derinde og vedkommende er nu langt om længe blevet stærkt nok til at gøre opmærksom på sin eksistens.

Det er en underlig oplevelse – både forundrende og livsbekræftende – som jeg ville ønske inderligt at jeg kunne dele med min mand. Men C kunne han mærke sparkene udenpå maven i løbet af ganske få dage fra jeg selv mærkede hende første gang. Men nye babys spark ligger så langt inde og nede, at jeg vil skyde på, at der går en rum tid endnu før han kommer med.

Det får det hele til at rykke tættere på – herunder MD-scanningen, der truer lige om hjørnet. Den skal jeg lige arbejde lidt med, kan jeg god mærke. Jeg glæder mig dels til at få det overstået – jeg gruer samtidig fordi jeg godt ved hvad den slags læge besøg aktiverer i mig og hvor udmattende det bliver i dagene omkring, at være i fuldblæst alarmberedskab.

Men for nuværende er babyen ligeglad. Den sparker bare. Som om den insisterer på at sparke sig vej ind i min tungnemme bevidsthed. Det er jeg på én eller andne måde meget taknemmelig for.

Det er lidt svært at forklare…

I forlængelse af forrige indlæg, får jeg lyst til at skrive om noget, som egentlig ikke er så let at formulere. Jeg ved endnu ikke, hvordan det kommer til at se ud på skrift, og jeg er bekymret for, at der er meget som let lader sig misforstå. Virke utaknemmeligt – eller måske dårlig-mor-agtigt? Men nu prøver jeg lige alligevel.

Selvom jeg vokser, selvom ugerne går, selvom jeg mærker liv… så mærker jeg… ikke rigtig noget. Det har jeg det ambivalent med at skrive, for det er både sandt og forkert på samme tid. Jeg er taknemmelig, jeg er lidt spændt – men der er også alt for meget ved vores fremtidige liv, som jeg endnu har til gode at forholde mig til. Og så er der den der følelse af tilknytning, af sammenhørighed og intimitet med dét lille væsen, som vokser i min krop… den er der bare ikke helt. Ikke endnu i hvert fald. Omsorg, ja. Forsigtig glæde, måske. Men afgrundsdyb kærlighed og forestillinger om et barn i mine arme? Nej, ikke rigtig.

Jeg kan se på andre omkring mig, at de når dertil meget tidligere i deres graviditeter. At der opstår ét eller andet bånd mellem mor og ufødt barn. Og hvis jeg ikke havde prøvet det med C, ville jeg nok være endnu mere bekymret. Men med hende måtte jeg sande, at det at være gravid under disse betingelser og med den konkrete forhistorie, gør noget ved den måde, man udvikler sig på undervejs. Og at knytte sig følelsesmæssigt til noget, som man har været så dødsensagst for at miste, er en øvelse der kræver mere, end hvad der rimeligt kan klares på 18 uger. En sød jordemoder sagde dengang med C til mig, at jeg var ca. et trimester længere om at “rykke” end normalt, grundet alt det jeg havde været igennem – og at det var helt normalt.

Så det tager tid.

Og den er der som sagt ikke rigtig endnu.

Forsigtigt nævnte jeg det for min nye jordemoder. Hun var (heller) ikke synderligt bekymret. Vi har tidligere talt om, at man ved kvinder i min situation er ekstra opmærksom på risikoen for fødselsdepressioner (ja, det er lidt paradpoksalt, men den er god nok) og at jeg derfor også bliver fulgt efter fødsel, ved det mindste tegn på noget svært. Men for nuværende så hun ingen alarmklokker. Så langt så godt…

Så selvom jeg tænker over alt det, jeg har skrevet om ovenfor, så prøver jeg for alvor at undlade bekymring i nogen tid endnu. Jeg stoler på de som siger, at det nok skal komme. Og hvis det ikke er nok, tænker jeg på, hvordan det var med C. Jeg husker på hvordan alting faldt på plads den tidlige morgen, hvor hun landede i mine arme. Hvordan ingen eller intet har kunnet skille os ad siden da.

Sådan tror jeg også på, at det bliver med den lille, det tager åbenbart bare noget tid endnu.

Når hovedet slet ikke er med…

Kalenderen siger 18+0 og lige meget hvor meget jeg stirrer vantro ned på min telefon, ændrer det sig ikke. Jeg er slet ikke med på, at det skulle kunne være rigtigt, og jeg fyldes af lige dele mistro og lettelse. “Der er fandme gode odds for, at det her kunne blive til en baby”, tænker jeg (på de gode dage).

Når jeg spejler mig i min omverden, ved jeg det jo godt – jeg har allerede en pæn størrelse fodbold på maven, som folk kommenterer gladeligt. Det har i øvrigt altid undret mig, at man som gravid sættes til offentlig skue, og at det på én eller anden måde er socialt vedtaget, at man gerne må kommentere uopfordret på gravides kroppe med sine uforbeholdne indskydelser om mavens form og størrelse: “Hvor er du stor”, “Hvor er du lille”, “Hvor sidder den højt/lavt – det er nok en dreng” osv. Og så min favorit: “Er du sikker på at der ikke er tvillinger”. Høhø – skide sjovt – det var der faktisk på et tidspunkt, narrøv! Nå, men det er da godt, at man rent fysisk har det nogenlunde rart i sin gravide hylster, ellers ville selvbevidstheden hurtigt kunne sættes på prøve.

På arbejdet snakker de om, at jeg “snart” skal på barsel. Min familie snakker om, hvor spændende det bliver med en lille ny. Snart skal vi til MD-scanning. Snart skal jeg til fødselssamtale med en læge på Riget (mere om det i et kommende indlæg), snart skal jeg til tryghedssamtale med jordemoderen. Alt sammen tegn på, at jeg ganske rigtigt er gravid og indenfor overkommelig fremtid er nået halvvejs mod målet.

Men mit hoved, det er en anden historie. Mit hoved ved endnu ikke helt, hvad det er, der er på spil. På den ene side, er angsten stille og roligt ved at blive en kamp, jeg tror på, at jeg kan vinde. Det er længe siden, at jeg har panikket. Og selvom jeg stadig pr. refleks tjekker papir for blod når jeg er på toiletter, er det længe mellem de absolutte anfald af sindssyge og gråd.

Jeg tror i øvrigt også, at jeg mærker liv. I samme uge, som jeg husker at det var tilfældet med C, faktisk. Det gør mig lige overrasket hver gang, for det er jo endnu en reminder om dét, som mit hoved ikke har forholdt sig tilstrækkeligt til: At der bor en baby inde i min mave, som hvis alt går vel, kommer ud til oktober og binder endnu en sinddsyg usandsynlig og lykkelig krølle på hele vores absurde historie.

Sommerfugle i kroppen

På torsdag sætter jeg mig ind i en flyvemaskine, og flyver til den anden ende af landet. Det har jeg gjort så ofte før, som en del af mit arbejde. Men denne gang er det anderledes. Jeg skal nemlig op og holde foredrag om ufrivillig barnløshed – og det giver godt nok sommerfugle i hele kroppen- også selvom jeg har prøvet det før.

Det er foregår i Hånbæk-kirken ved Frederikshavn, torsdag 24. maj kl. 17-19 og er åbent for alle. Det er et initiativ foretaget af den lokale præst, som ønsker at starte en samtalegruppe for kvinder i behandling – og mit oplæg skal være med som en kick-starter.

Det er nok unødvendigt at sige, at jeg glæder mig virkelig meget. Og er virkelig spændt, for jeg skal selvsagt tale om emner, der ligger allerdybest inde. Og jeg håber sådan, at der kommer nogle modige kvinder, som vil snakke med. Wich me luck!

PS: Og kig da lige forbi, hvis du bor på de kanter…

En lille tur…

Selvom klokken nærmest nærmer sig normal sengetid, sidder jeg ret op og ned og med sommerfugle i maven, i en metro på vej mod lufthavnen. Forude venter 4-dages venindetur med to af de bedste jeg kender.

Vi har besluttet os for, at vi alle tre har haft de ture til Berlin, Paris og Barcelona, som vi behøver i dette årti. At vi hellere ville prøve noget helt nyt … og derfor er vi nu på vej til Island. Her står den på masser af regnvejr, lange vandreture, hvaler, varme kilder og alt muligt andet jeg endnu ikke kender.

Bagude et sted ligger den 2-årige og sover trygt i sin seng, uvidende om min afgang. Det stak mere i hjertet end det plejer, at forlade hende og hendes far, jeg ved ikke hvorfor. Måske hormoner, måske erkendelsen af at hun er gammel nok til at spørge efter mig utallige gange frem til mandag, og så måske også en lille fornemmelse af, at der vil gå lidt tid før jeg sådan igen kan stikke af fra det hele derhjemme.Skæbnen vil, at 2/3 af rejsegruppen er gravide. Min ene veninde og jeg har termin i samme måned og selvsagt en hel masse babysnak til gode lige under overfladen, som jeg har lovet hende, at jeg snart blive klar til… jeg skal bare lige have lidt tid… bare lige lidt længere ind i min graviditet. Men det skal (heller) ikke være på denne tur, at alt går op i graviditet og baby. For én af os er ikke gravid. Én af os er single og savner lidt en kæreste. Er måske endda bekymret for, hvad livet vil bringe i forhold til familieliv og børn. Og den følelse kender jeg kun alt for godt. Den kan godt gøre andres babylykke en lille smule besværlig at blive mødt for meget af (ok, for eget vedkommende ganske rædsom, men det må stå for egen regning). Og uden at skulle trække egne traumer ned over hovedet på hende, tror jeg at vi dæmper os lidt. Og det passer mig faktisk (stadigvæk) rigtig fint.Jordemoder-besøget er i øvrigt vel overstået, og fortjener sit eget indlæg i næste uge, når jeg er hjemme igen. Island, vis mig hvad du har!

Mere øvelse …

“Hvordan er det muligt, at du er gået fra overhovedet ikke at være gravid sidst, til at være mega gravid nu”, spurgte én af mine studerende i dag i en pause fra undervisningen.

En sandhed med modifikationer, for jeg var selvsagt også gravid for en måned siden, da jeg sidst underviste hendes hold – men da var temperaturen en anden, og trangen til at gemme mig bag store sweatre langt mere påtrængende. Men i dag skinnende solen – og jeg havde vovet en halvstram højtaljet nederdel og kort skjorte, som gav frit udsyn til bulen på maven.

Den hastigt voksende bule, vel at mærke. Som kommer bag på folk, fordi jeg dels skjulte det så længe jeg orkede, og dels er fyldt godt ud på den sidste korte tid. Og det både nyder jeg og skræmmes af på samme tid. Nyder det, fordi jeg godt kan lide at være gravid, når bare for pokker jeg får lov til at blive ved med at være det. Og godt kan lidt at jeg nu er kommet så langt, at man ikke er i tvivl. Og er taknemmelig for, at bulen vokser, osv.

Men den søde opmærksomhed gipper også i mig. Giver mig stadig lyst til at tage forbehold, en trang som jeg behændigt undertrykker. Jeg øver mig hver dag i at forstå, at jeg er gravid og i at begrænse “hvad nu hvis”… og det går fremad, tror jeg – langsomt og stødt. Men det kræver meget af mig, og der skal ikke meget til at puste korthuset omkring.I morgen er første jordemoderbesøg – en ambivalent størrelse. Ved sidste graviditet var det som bekendt end rigtig positiv oplevelse og et møde med den helt rigtige jordemoder, som jeg aldrig glemmer. Hun forstod at støtte på den helt rigtige måde undervejs i graviditeten, og hun hjalp C til verden med forbilledlig ro og overblik under det akutte kejsersnit for godt to år siden.Men hun arbejder ikke længere i afdelingen (ja, jeg har fandme’ Googlet hende – go ahead and judge me!!). Det betyder, at i morgen også er en dag, hvor jeg for 1732. gang skal åbne op og forklare om mit livs største sorg og angst. Det er udmattende at tænke på, især fordi jeg er smerteligt bevidst om, at hverken jordemødre eller læger kan forhindre de ting, jeg frygter allermest. Sker de, så sker de. Og derfor virker en times snak om kost, motion og graviditetsgener også en smule omsonst. Jeg er helt med på de to førstnævnte, det er som bekendt ikke raketvidenskab – og sidstnævnte har jeg ingen nævneværdige af. Fødslen behøver vi for min skyld ikke at beskæftige os med, den ligger årevis ude i fremtiden, så den tager vi, når vi måtte komme så langt – og bekymrer mig i øvrigt heller ikke synderligt.Så i morgen skal blot overstås på en så god og rolig måde, som det nu er muligt. Og selvfølgelig er den nye jordemoder ligeså sød og ligeså dygtig som den sidste. Og selvfølgelig kan jeg nå at tørre de røde øjne, og gemme mig bag solbrillerne, på vej på cykelturen til job efterfølgende. Det skal nok gå.