Gråzoner…

Der er gået knapt en uge, men det er på ingen måder sunket ind, at vi nu er vel ovre den forjættede nakkefoldsscanning, som på mange måder er så symbolsk for mange. For mig betyder den selvfølgelig noget, det gør hver eneste scanning som vi går fra med “livet i behold”, sådan helt bogstaveligt og melodramatisk formuleret.

Men at passere uge 12 … 13 … 14 … det har ikke den effekt på mig, som det har på de fleste andre “normale” gravide. Det har jeg skrevet om tusinde gange før. Der er ingen følelse af, at “nu er den sikker” – slet ikke.

Bevares, som ugerne går kommer vi jo unægteligt nærmere målet, på den gode måde. Men jeg er smerteligt bevidst om, at abortrisikoen ikke forsvinder ved uge 12, selvom mange fejlfortolker statistikkerne lige på dét område.

Jeg har gudskelov været forskånet for sen-borter, som det hedder. Men frygten sidder der alligevel, dybt inde.

I disse dage tænker jeg meget på en kvinde jeg mødte til blodprøvetagning på klinikken, for efterhånden mange uger siden. Man sidder i sådan et åbent rum – og det var midt i den underlige HCG-periode, som vi troede betød at det var ved at være slut.

Så jeg var påvirket og bange – og da sygeplejersken sagde noget omsorgsfuldt, kom jeg til at snøfte højlydt. Jeg undskyldte lidt og samlede mig sammen, mens hende kvinden kiggede på mig et par meter derfra. Venligt og stille sagde hun noget i retning af “vi har vist alle sammen siddet og tudet i det her rum, det skal du ikke tænke på”.

Hun var sød, og vi småsnakkede lidt på vejen ud. Mærkeligt så fortrolig man bliver på et sekund, når man mødes sådan et sted, der på kanten. Vi stoppede ved vores cykler og hun fortalte kort, at hun ingen børn havde endnu. Hun havde været gravid en enkelt gang, men havde mistet i uge 14. Tre dage efter en nakkefoldsscanning, som ellers viste alt fint.

Mit hjerte synker, når jeg tænker på hende. Ikke fordi hendes historie gør mig mere skræmt for at der samme sker for mig – jeg kender risikoen bedre end de fleste. Men mere fordi jeg kunne mærke hendes sorg helt inde i maven, og fordi jeg simpelthen ikke ved, hvordan man samler sig selv op efter sådan en oplevelse. Jeg ved ikke, om vi ville kunne. Altså ud over alt det der med, at det ville vi jo, for man og vi bliver ved med at rejse sig og os, hver gang livet spytter lort ud i meterlange baner.

Jeg håber at hun er okay, den kvinde jeg mødte. Og jeg håber at vi bliver ved med at være okay også. Skridt for skridt.

Advertisements

Virvar…

Her til morgen er jeg vågnet op, og har næsten ikke kunne tro det. Tro og huske på alt det som lægen fortalte os i går. Jeg bliver overrasket på timebasis, når det går op for mig.

Lægen siger, at jeg er gravid – at der ligger en tilsyneladende rask og sund baby i min mave, med en lav risikovurdering og en størrelse, der nu på milimeter passer på det korrekte befrugtningstidspunkt.

Hvordan er vi kommet hertil?

Min hjerne forsøger at absorbere nyheden. Forsøger at acceptere påstanden og forsøger at forstå, at det er grunden til det kronisk fjogede smil på min mands ansigt. At det er grunden til, at min mor tuder ustandseligt af glæde. At det er grunden til, at jeg ikke kan være i mine bukser.

Jeg er forundret, lettet, lykkelig, mistroisk.

Mener de det?

Hvide rum…

Heldigvis har jeg aldrig lidt af generel angst for hverken læger eller hospitaler. Men tanken om det hvide scanningsrum, der venter på Riget senere i dag, giver mig lyst til at stikke af fra det hele.

Jeg kan mærke kroppens alarmer bimle, og jeg husker hvordan venteværelset giver mig klaustrofobi og kvalme.

Der sidder folk og griner og glæder sig – klapper de voksende maver og ser forventningsfulde ud – hvilket jo giver god mening! Men jeg bliver alligevel næsten vred på dem i min afmagt, selvom det er urimeligt. Forstår de ikke, at det handler om liv eller død?

Vi er snart et skridt nærmere, eller fjernere fra målet. Snart ved vi en smule mere, end vi gjorde igår. Jeg lige dele længes efter og frygter den potentielle afklaring.

Få timer endnu, så er det overstået for denne gang, på godt eller ondt.

Det fordømte arbejdsliv…

Det er en næsten umulig kunst, ikke at lade livet i fertilitetsbehandling påvirke arbejdslivet. Det har jeg ynket over før, og jeg ved at det er et vilkår for så godt som alle der trasker rundt i mine fertilitetshæmmede sko. Mellem behandlinger, lægebesøg, kontroller, hormoner og ægudtagninger (for slet ikke at tale om det mentale fravær), er det stort set umenneskeligt at forvente, at ens arbejdsindsats fortsætter upåvirket.

Sidste gang vi var i behandling, begik jeg som bekendt den fejl at tro, at jeg selv kunne klare det hele på ubestemt tid. Det kunne jeg ikke. Efter to år i behandling og med gentagende operationer løb jeg til sidst tør for undskyldninger og forklaringer og måtte bekende kulør overfor på min arbejdsplads, så alt mit sygefravær blev forklaret og så min arbejdsgiver fik kompensation for mit fravær. Det var ikke en fed situation – og mit forhold til min daværende arbejdsplads led et knæk. Det var vist i forvejen alligevel ikke min helt rette hylde, og jeg havde på intet tidspunkt ambition om at blive hængende efter min kontrakt udløb.

I denne omgang er det anderledes. I sommer begyndte jeg på en arbejdsplads, som jeg længe har haft i kikkerten, og som jeg ikke helt havde turde tro på var realistisk. Men det var det – og skæbnen ville at vi stort set samtidig gik i gang med fertilitetsbehandling version 2.0. Vi havde allerede ventet og tøvet længe og frygten for hvad der ventede (og hvor længe) fortrængte rationalet om at vente til arbejdslivet var helt på plads.

Dårlig samvittighed har der været en del af i den forbindelse, men heldet har villet, at mange behandlinger er faldet i weekenderne og på dage, hvor jeg har kunnet arbejde hjemmefra. Ud over en enkelt hvid løgn ved sidste ægudtagning, tror jeg faktisk ikke, at min arbejdsindsats har været væsentligt forringet. Jeg har været meget ambivalent omkring at informere min nye chef – for på den ene side er jeg overbevist om at det ville blive mødt med rummelighed og opbakning, men på den anden side er det bare de færreste som drømmer, om at råbe op til sin nye arbejdsgiver om, at man forsøger at blive gravid. Nej tak, ellers tak – alle andre får lov at holde den slags i privaten, og det ville jeg også bare så mægtig gerne. Så jeg er blevet ved med at udskyde det; “Jeg siger det næste gang, hvis det virkelig bliver nødvendigt, lige om lidt, lige om lidt”.

Nu er jeg så i den situation, at jeg muligvis ikke behøver at fortælle om behandlingen, men i stedet meget snart må forklare årsagen til min pludselige forkærlighed for absurd store og løse trøjer. Min krop er forræderisk gravid at se på, og jeg visuelt set ikke længe at løbe på endnu.

Det generer mig ikke at melde en graviditet ud på arbejdet, selvom jeg er ny. Dertil er jeg blevet for hårdkogt og kynisk – graviditet er aldrig et problem, og lavpraktik ordner sig altid. Der vil blive fundet en vikar og min arbejdsgiver vil kunne klare sig uden mig for en stund. Næ, det er sgu mere min egent angst, som får mig til at tøve med at melde ud. For pokker, hvis jeg nu siger det, og det så ikke bliver alligevel. Det føles forbudt at sige det højt, når man på ingen måder er tryg ved at det ender godt. Andres glæde på ens vegne er også sindssygt svær at tackler – særligt i en kontekst hvor de ikke kender forhistorien.

Med første graviditet trak jeg den absurd langt. Jeg var tæt på MD-scanning, før jeg tøvende måtte traske ind til chefen og meddele omstændighederne. Det ville jeg have det fint med at gøre igen, altså trække den så langt, men der er no way. Det nærmer sig allerede absurd-teater, når jeg hver morgen ligger på stuegulvet og forsøger at orme mig ned i en normal buksestørrelse. Hvis jeg ikke skal risikere en fornærmelse af mine kollegaers intelligensniveau, bliver jeg nødt til snart at bekende kulør.

Men hvornår gør man det, når man slet ikke har lyst? Lige Nakkefold i morgen? Ugen efter? Ugen efter igen? Når man nu bare gerne vil holde det for sig selv bare lidt endnu – bare indtil jeg når et eller andet magisk punkt, hvor jeg selv begynder at tro lidt på projektet?

Indtil videre er morgendagens scanning selvfølgelig et milepæl af de store. Kun én gang før har en graviditet holdt så længe, og resultater er en lille lyshåret energibombe med forkærlighed for bananmuffins og Gurli Gris. Så selvfølgelig er det stort, angstfyldt og en vigtig dag. Men selvom resten af verden vil ånde lettet op hvis det går godt, ligger der en lang og tiltagende ensom vej for mig forude, før jeg hopper nogenlunde med på accepten af, at voksende mave måske = baby.

Så hvornår må verden vide det? Jeg ved blot, at jeg ikke er meget for at dele min “hemmelighed” med nogen. Ikke endnu, jeg er sgu ikke klar!

En del af forklaringen …

Kan man have dårlig samvittighed overfor en blog? Eller rettere; overfor læserne af en blog? For det har jeg lidt, tror jeg – på en underlig måde. Ikke fordi der har været lidt langt mellem indlæggene den sidste tid, det er egentlig ok tænker jeg – men fordi der er en lille ting igennem de seneste mange uger, som jeg har undladt at fortælle nogen om, heruden også undladt at skrive om herinde.

Vi har spillet højt spil. Og det viser sig måske nu, at vi sidder med en del af forklaringen på, hvorfor den lille spir i maven ikke har udviklet helt som den skulle i de første spæde uger af denne graviditet. Det er mest på spekulations-stadiet, men mistanken blev bestyrket hos en gynækolog i sidste uge (rutinetjek, scanning, var gået i panik uden årsag, alt var fint), som selv bragte teorien på banen. “Det viser sig nogle gange ved tidlige tvillingegraviditeter, at når den ene går til, så bliver den anden lidt en “slow starter”, før den catcher up og ender med normal størrelse”…

Ovenstående kræver forklaring. I know. Det kræver en tilståelse af, at manden og jeg tilbage i februar måned overtalte lægerne til oplægning af ikke ét, men to befrugtede æg af relativ fornuftig kvalitet. Vi havde åbne øjne og følte os bevidste om, hvad vi gik ind i. Men vi aftalte også, at det blev mellem os. Indtil videre. At det ville skabe for meget snak, for mange holdninger og for mange forhåbninger blandt dem vi elsker, hvis der pludselig gik tvillinge-feber i den.

Sagen er lidt forenklet sagt den, at tvillinger på ingen måder skræmmer mig. Jeg er rædselsslagen for ikke at få de børn, jeg så inderligt ønsker mig, for at skulle være i behandling på ubestemt tid, for hvordan det slider på vores familie… men jeg er ikke bange for at få for mange, eller for at skulle igennem nogle potentielt udmattende år, med alt for mange blebørn – that shit I can handle! Så derfor beslutningen, i sidste øjeblik, da jeg bogstavelig talt lå med benene i bøjlerne, og indså at lægen godt kunne overtales.

Men jeg kunne ikke overskue at omverdenen fandt endnu mere grund til at finde forløbet “spændende”. For det har ikke været spændende, det har været rædsomt og jeg har haft brug for fred til at lade tiden gå. Derfor har vi knapt nok talt om beslutningen siden vi tog den. Vi vidste godt, at det var en chance at tage, på en kvindekrop som jo trods alt bliver gravid oftere end gennemsnittet.

Og ja, begge æg satte sig fast. Måske derfor var min HCG stigning lidt besynderlig og måske derfor kunne jeg teste positiv allerede 3+4. Måske. Men allerede inden vi næsten selv forføjede hvad der foregik, indså vi at næsten-spir nummer 2 var gået i stå igen. I nogen tid var den under observation – det kunne jo være, men til sidst forsvandt den endegyldigt i det sort/hvide flimmer på lægens skærm. Ved siden af den bankede til gengæld et stædigt lille hjerte – og det hjerte banker endnu. Så måske skyldes den svære opstart, at der har hersker mild forvirring i min livmoder den seneste tid. Lægerne er uenige og det er egentlig ikke vigtigt. Men jeg havde nu for første gang lyst til at fortælle om det – og så sagt så gjort. Undskyld, at jeg glemte at sige det noget tidligere.

At hive plasteret af…

Ligesom dengang ved C, er jeg kommet til et punkt hvor det ikke lader sig gøre, at trække den længere. Hvor jeg (på glædelig vis) er nået så langt i en graviditet, at jeg er nødt til at tage nogle små forsigtige skridt ind i den verden, der ellers for mig er forbeholdt de almindelige gravide. De “rigtige” gravide. Det handler om lægebesøg, tilmelding til jordemoder, booking af nakkefoldsscanning. Alt dét som man vel egentlig burde glæde sig til og se frem mod.

Det husker jeg også, at jeg gjorde ved min allerførste graviditet. At jeg synes, at det var lidt spændende, også selvom det er jo mildest talt er begrænset hvad sådan et første lægebesøg egentlig dækker over, meget andet end en blodprøve og en snak om, at man skal forsøge at holde sig fra euforiserende stoffet (duh!).

Men så skete der bare lige dét, gang på gang, at jeg skulle gå en rigtig tung og svær gang, når hver graviditet gik i vasken. Så skulle jeg ringe 2-3 foreskellige steder hen og aflyse aftalerne igen og gang på gang forklare, “at det desværre ikke blev til noget alligevel”. En enkelt gang eller to er den tilmed smuttet i systemet, så jeg er blevet ringet op af en lægesekretær som glad ønsker tillykke med graviditeten, og lige vil meddele ét eller andet. Og så har jeg måtte fortælle hende, at jeg var midt i en a) abort, b) graviditet udenfor livmoderen, C) operation. Av.

Så ja… jeg har vel mine grunde til at være forbeholden, og intet kunne falde mig fjernere end at traske ned til egen læge i uge 8 og få lavet vandrejournal og blodprøver. Jeg skal ikke nyde noget, nej tak ellers tak. Men nu er jeg så i 12. uge, tyder det på. Og tiden begynder at tikke derud af. Første undersøgelse hos egen læse skulle være sket inden uge 10 og nakkefold skal bookes inden det er for sent at bruge den til noget. Osv.

Så afsted måtte jeg jo.

Jeg har skrevet om det før, det med de fysiske reaktioner og med at kroppen husker forbandet godt, alle de traumer den har været budt. Hele dagen op til et lægebesøg er jeg rastløs og nervøs, kan ikke koncentrere mig. Det føles ubeskriveligt ubehageligt at skulle “sidde der og lege gravid”, når man er så fandens bange for, at den lille spir river sig løs i næste sekund. Løsningen plejer at være: book en morgentid, sørg for at det er hos egen læge som kender dig, hav en ren bluse med i tasken, så den der bliver gennemblødt af koldsved kan skiftes ud, inden du skal tilbage på arbejde. Alle tre ting fejlede selvfølgelig i sidste uge, da jeg endelig fik sjosket ned til mit lægehus.

Den yngre mandlige lægevikar var til gengæld ligeså sød som har blev forskrækket over min historie, da jeg satte mig ned og på de første 14 sekunder oversvømmede hans kontor i snot og tåre. Han fangede sjovt nok hurtigt, at jeg ikke synes, vi var på hyggevisit. Så han gjorde kort process; blodprøve, enkelte spørgsmål, udfyld de mest nødvendige papirer. Færdig. “Er der noget jeg kan gøre for dig”, sluttede han af. “Nej, jeg tror ikke rigtig, at der er nogen der kan gøre så meget de kommende uger, mumlede jeg”. Jeg så godt, at han klikkede af ved “udvidet basistilbud” i min vandrejournal, men kommenterede det ikke – jeg forstår godt hvis han på baggrund af min reaktion tænker at jeg er småskør. Han tilbød at vente med at sende mig vandrejournal videre i systemet, hvis jeg ikke var klar. Men jeg var nødt til at booke nakkefoldsscanning, så det var alligevel for fjollet, bestemte jeg mig for. Afsted kom den.

Derpå tog jeg på job. Som det første jeg gjorde, da jeg tændte computeren, bookede jeg den skide nakkefoldsscanning. “Hold nu op med at skabe dig – du bliver ked af det uanset om du skal afmelde den skide scanning eller ej. Hvis det går galt, går det galt”, skældte min rationelle hjernehalvdel ud inde i hovedet på mig. Som sagt, så gjort. Igår landede indkaldelsen så i min Eboks med blandede føleleser. Men det skal jo gøres for pokker. Og det skal gå godt, skal det. Ligesom sidst. There is no such thing as a jinx.

Alt det som ikke kan forklares…

Tak for jeres mange omsorgsfulde beskeder og hilsner igennem det seneste døgn. De har varmet og jeg har glædet mig over hver og én.

En lang historie lort: Vi har det godt, baby er okay. Den lidt længere version af den korte fortælling, handler om at vores læge ved gårsdagens scanningen frikendte os for umiddelbar bekymring, og at han ikke ønsker at se os igen, før på den anden side af en nallefoldsscanning. Med mindre der opstår noget uventet.

Jeg var som bekendt taget alene afsted, hvilket jeg kun kortvarigt fortrød, da jeg sad i venteværelset og kæmpede for at trække vejret normalt. Vi kom heldigvis hurtigt til sagen, og lægen bad mig beholde tøjet på, så han kunne gennemføre en udvendig scanning. Han vidste det ikke, mens hans ord har en kæmpe symbolsk betydning for mig. Kun én gang før har jeg været så langt i en forhåbentlig sund graviditet, at jeg ikke længere skulle lægge krop til dildo-scanneren. At jeg i stedet kunne blive scannet som en “rigtig gravid”, en helt almindelig gravid…Han konstaterede hurtigt at baby var i live, med hjerteblink og bevægelse. Gudskelov. Derpå målte han blot en enkelt gang, før han lidt hovedrystende meddelte, at han ikke kunne forklare det, men at baby nu kun lå ganske få millimeter fra optimalen, og at alt tilsyneladende var i orden.

Da vi kort efter sad ved hans skrivebord, gentog han beskeden. Og jeg spurgte ham igen, og igen, mens hans tålmodigt forklarede dét, som han netop ikke kunne forklare. Vi ved ikke, hvorfor udviklingen ham været atypisk, vi ved ikke, om det har betydning – men vi ved at tingene lige nu ser tæt på normale ud og at baby tilsyneladende er okay.

Jeg spurgte ham om han var overrasket. Han svarede tøvende, at han ikke rigtig havde turde tro på, at den lille var blevet hængende, dengang han for efterhånden en del uger siden konstaterede, at den var for lille. Jeg ved ikke rigtig, om den udmelding er positiv eller negativ, men ærlig var den da.

Efter at have ringet til manden og mine forældre og gjort en ende på deres lidelser, som de hver især sad klistrede til deres telefoner, gik jeg hjem og faldt omkuld. Selvom jeg havde planlagt lidt arbejde, var jeg fuldstændig drænet for enhver evne til at tænke eller handle, sådan som jeg har oplevet det før, når min krop har været i alarmberedskab og derpå finder afklaring og lettelse.

Og lettelsen holder endnu. Jeg ved godt, at lægens ord over den kommende uge vil glide mere og mere i baggrunden af min hukommelse, og derpå erstattes af nyopfundne bekymringer. Men for nuværende kan jeg stadig huske, at han sagde at alt så fint ud, at der var gode chancer. Og det vil jeg forsøge at nyde, så længe min hjerne og krop tillader.

Næste stopprøve bliver Nakkefold… om to meget lange uger.