Timerne der fulgte

Nogen sov på en briks. En anden gik lidt i ring og skiftevis gloede på telefonen og ud af vinduet. Jeg endte med at gå i bad, mest for at holde mig vågen og optaget af et eller andet. Ikke underligt at tiden sneglede sig afsted. Jeg tjekkede igen telefonerne for lyd og strøm. Stadig var begge dele, underligt nok, som sidst jeg tjekkede.

Sms’ede med et par medfølende veninder. Hentede kaffe. Pludselig vibrerede mandens telefon er sted under ham. Jeg sparkede ham op, og eftersom han ikke have sovet meget i det foregående halvandet døgn, var han temmelig desorienteret, da kirurgens stemme mødte ham i den anden ende af røret. De var færdige med operationen, og hun ville nu komme op til os på vores stue og fortælle nærmere. “Okay”, svarede manden og afsluttede den korte samtale.

Jeg kunne have revet hovedet af ham i småbitte stykker. Hvorfor helvede spurgte han ikke, hvordan det var gået? Det er sgu da kun de dårlige nyheder, de kommer og overleverer personligt, det ved alle og enhver!! Mine tanker berørte et flygtigt minde, fra dagen efter C kom til verden. Jeg lå med hende i hospitalssengen og browsede Facebook, da et opslag tog vejret fra mig. En gammel bekendt fra min efterskoletid meddelte, at hun og hendes mand havde mistet deres nyfødte søn under en operation på Rigshospitalet samme nat. Dengang lukkede jeg browseren ned. Jeg kunne ikke gå rumme, at gå på Facebook længe derefter. Nu tænkte jeg på dem igen, to et halvt år efter deres tragedie. Hvordan mon de har overlevet?

Kirurgen kiggede ind og min mave knugede sig sammen, indtil jeg aflæste hendes ansigt. Hun var tilfreds, sagde hun. Det var gået godt.

Det var gået godt, det sagde hun. Det var gået godt.

Hans misdannelse havde siddet øverst i tarmen, og havde relativt nemt lade sig ordne. De have gennemgået alle andre dele af mave og tarm, uden at finde yderligere komplikationer. Så de havde lappet ham sammen igen, uden stomi, uden problemer, uden noget uforudset.

Vandet stod igen ud af ansigtet på mig, som vi takkede hende igen og igen. Hun fortalte, at han nu har under opvågning og på vej tilbage mod neonatal. De ville ringe, når vi kunne komme op til ham og havde fået tildelt en stue. Manden faldt om på sengen og vi kiggede lettede på hinanden, krammede og tudede noget mere. Det var vist det bedst tænkelige af udfald. “Så må vi nok bare vente, til de tilkalder os”, ræsonnerede manden.

Men da var jeg allerede halvt ude af døren og på vej på neonatal. Op til min dreng.

Da vi ankom og hastede ned af gangen, mødte vi den kvindelige anæstesilæge, som pegede os i retning af stue 4. Alt var gået så fint, gentog hun. Vi måtte gerne gå ind. Jeg sugede luft ind og klargjorde hjernen til det scenarie, der havde fyldt i min bevidsthed længe. Respiratoren, lydene, rummet han ville ligge i. Hvor lidt tiltalende det end lyder i enhver forældres øre, måtte vi jo ind til ham.

Men rummet var ikke fyldt med lyde. Der var ikke noget respirator? Der lå en fin lille baby i en åben kuvøse-lignende plastikkasse. Men alt det andet var fraværende. Jeg var lige ved at bakke ud af lokalet igen, forlegen over at været gået forkert. Men vi var ikke gået forkert. For det var Sylvester, som lå lige der og sov rusen ud så tungt.

Sygeplejersken det overvågede ham, kom os til undsætning med en forklaring. Han var kommet ud af operationen med evnen til selv at trække vejret. Ham var stabil. Så de havde fjernet respiratoren allerede da han kom ind på stue 4. Den stod nu og så slukøret ud ovre i hjørnet.

Vi turde næsten ikke tro det. Den sidste lægesamtale vi havde haft forinden, havde forberedt os på 3-4 dage i maskinen. Nu påstod de, at det ikke blev nødvendigt.

Vantro og lettede kyssede vi det lille menneske fra top til tå, med en blanding af frygtsomhed og lysten til at knuselske ham så meget han nu kunne tåle.

Derefter landede vi lidt i rummet. Vi havde ikke set os meget omkring og ingen havde rigtig spist noget siden … det kunne vi ikke huske. Men nu var vi her. Nu var han her og det første og farligste bump på vejen var vel tilbagelagt. Nu skulle vi rundvises og lære noget om, hvordan man tilbringer tiden på en intensiv afdeling for små mennesker.

Og det bliver et kapitel for sig :)

Advertisements

De første timer

Han lå helt stille på min mave, og stirrede på mig. Han havde vrælet højt idet han kom ud, men nu var verden helt bogstavelig talt gået i stå omkring os i det ellers fyldte lokale. Fødselslægerne og assistenterne bakkede ubemærkede ud sammen med afdelingsjordemoderen.

Vi var kun få mennesker tilbage, mens manden og jeg kyssede, tudede og én eller anden tog et par billeder. Jeg forstod mildest talt ikke, hvad der var sket.

Men Sylvester var blevet født, og endda med rekordfart, i det som endte med at være en omend voldsom, så også god fødselsoplevelse. Ikke mindst i lyset af, at vi nu lå her. Mave mod mave, et kejsersnit fattigere end frygtet, tættere på hinanden end vi havde turde håbe. Også selvom jeg hverken havde nået at få min egen bluse ordentligt af, eller på anden måde gøre klar til at få en baby lagt på mig.

Forklaringen på den hidsige udvikling af de foregående minutter faldt kort efter: De store mængder blod, den hastige fødsel og moderkagens udseende tydede på, at den havde delvist løsrevet sig indenfor de seneste dage. Det kunne skyldes mængden af fostervand igennem de mange uger – og eftersom en sådan løsrivelse er noget skidt for baby, kan kroppen lidt forenklet sagt reagere ved temmelig prompte at sørge for, at få baby ekspederet ud i verden. Egentlig virkelig praktisk, omend en kende overvældende at lægge krop til.

Vi lå sammen i et lille kvarter tid, tror jeg, måske endda mere. Derpå trådte en sød yngre børnelæge frem og præsenterede sig med rolig og syngende accent. Jeg vidste godt at det var tid, og hun spurgte forsigtigt, om jeg var klar. Hun ville have Sylvester med på neonatal til undersøgelser, klargørelse og en række prøver, således at der kunne lægges en plan for vores videre behandling.

Klar til at afgive sin nyfødte bliver man næppe nogensinde. Men det hele var alligevel roligt og respektfuldt, mens manden fik ham i armene og bar afsted med ham. “Du kommer ikke tilbage og kigger til mig”, var min sidste kommando inden døren lukkede sig. “Du skal blive hos ham, og du skal huske, at han skal ligge på din mave”, kommanderede jeg, i et sidste forsøg på at gøre et eller andet godt for den lille frø.

Dørene lukkede sig bag dem og der var kun Marie og jeg tilbage på fødestuen. Jeg havde født moderkagen og skulle nu undersøges. Af en eller anden grund var jeg helt afklaret med, at alt måtte være komplet ødelagt dernede, og jeg var mest bare imponeret over, at jeg ikke rigtig kunne mærke det. Da det stod klart at jeg var sluppet med et par smårifter, gav den del væsentligt mere mening.

Mødre der er adskilt fra deres spædbørn, rejser sig formentlig fra barselslejet lidt hurtigere end de ellers ville. Min motivation lå på en afdeling i opgangen ved siden af, og det rev og sled i de fleste af kroppen fibre for at haste efter de to. Men jeg vidste jo godt, at jeg ikke ville slippe så let. Der skulle sys, måles blodtab, tisses, spises og drikkes lidt, trykkes på livmoder og så fremdeles. Så som den lydige og dygtige pige jer er, gik jeg metodisk til værks og slæbte mig igennem listen punkt for punkt. Et halvhjertet bad blev det også til og efter at have tvangsspist de tarveligste stykker toastbrød med smør, synes jeg selv, at jeg var klar til afgang. Marie synes nok at jeg var lige vel optimistisk, men måtte også sande, at jeg havde det okay, da jeg kom på benene og demonstrativt præsterede endnu et selvstændigt toiletbesøg.

Turen ned af gangene var lang og selvfølgelig var vi blevet indkvarteret på den stue, der lå allerlængst væk. Men som bekendt kan man drives langt på motivation, så vi nåede frem til stue 14, og der sad de så. Den stor og den lille. Mave mod mave og småsov i en lænestol, ganske som hønemoderen desperat havde befalet.

To timer efter fødslen, blev jeg således genforenet med mine drenge. Så fine og smukke og mine.

Vel oppe i hospitalssengen var jeg mere end klar til at få baby tilbage på brystet. Det føltes allerede som uendelige timers adskillelse, selvom alt var gået meget mere roligt for sig, end overhovedet drømt om. Da den lille fyr endelig kom over til mig, blev jeg ramt af præcis de samme overvældende følelser, som dengang jeg lå på opvågningsstue med C. Så meget forløsning af de seneste mange måneders bekymringer kombineret med en fødsels- og kærlighedsrus som man næsten ikke tror muligt.

Vi lå helt tæt og rockede frem og tilbage. Måske småsov vi lidt nu og da alle tre, Sylvester og jeg i sengen og manden siddende på en stol. Ingen af os havde lyst til udnytte den seng, som stod klar til os nede på barselsgangen. Så vi lå og sad bare sådan. I mange timer. Nogen kom og tog flere prøver, stillede et par spørgsmål, og gav nogle informationer som vi nikkede til.

Kort før middagstid, kom en kvindelig kirurg på besøg og oplyste, at de nu ønskede at gøre klar til operation. Det gav et sug i maven. Vi havde talt så meget om, hvornår det mon skulle – og det skulle så være nu. Vi havde frygtet, ventet og håbet. Grædt og forsøgt at være optimistiske. Vi havde fået mere tid sammen, end jeg havde turde tro. Mere ro og kontakt, end mine mareridt havde levnet plads til. Og nu var det så åbenbart snart tid.

Efter yderligere klargøring og en lægesamtale, skulle vi afsted. En lidt brovten men venlig sygeplejerske skulle køre ham afsted og spurgte, om jeg helst bare ville blive liggende. Det kunne selvfølgelig ikke komme på tale, så med manden under armen stavrede jeg afsted, ned af lange gange, ind og ud at elevatorer, flere neon-oplyste gange og så et ophold foran den operationsstue, som skulle varetage mit nye kæreste eje i de kommende timer.

Her kunne tårerne ikke længere holdes indenbords, og det var ikke længere de forløsende kærligheds-nogen af slagsen. Nok var der stadig kærlighed i dem, men nu var det bange tåre, og tåre som kun alt for godt var klar over, at tingene var komplet ude af mine hænder for en stund. Der var kun få minutters ventetid, inden vi kunne komme ind og mine følelser stak af med mig. Det var så frygteligt uretfærdigt det hele, og min krop skreg på at gribe ham og løbe tilbage ned af den lange kolde gang og væk, langt væk. Min hjerne lod heldigvis være, og imens jeg samlede mig, blev vi vist ind i operationsstuens sterile lys og præsenteret for et team af kirurger, sygeplejersker og assistenter, hvis navne jeg aldrig vil være i stand til at gentage.

De var søde, selvfølgelig var de det, men det var bare så forkert. Han var jo alt for lille til den store briks. Hvordan skulle de kunne alle de ting inde i hans lillebitte mave? Hvordan skulle de kunne sikre, at han ikke gik i stykker?

Han fik en lillebitte maske på, og faldt straks i søvn. Et sidste kys imens mine tåre strømmede ned over hans små runde kinder. Så lukkede dørene sig bag os og jeg hulkede lydløst ind i armen på manden, indtil vi på en eller anden måde var kommet tilbage til vores stue på barselsgangen.

Der ville gå 3-4 timer, havde de sagt. Så ville de ringe. Eller komme op til os. Manden faldt i søvn på briksen og jeg stirrede ud af vinduet. Tjekkede telefonerne for lyd og strøm for syvende gang. Der var ikke meget tilbage at gøre, andet end at vente.

Sylvester er landet…

Jeg ligger på samme side af Rigshospitalets Juliane Marie Center, med adgang til selvsamme solopgang, som jeg husker fra opvågningsstuen efter kejsersnittet med C.

Dengang var det forår. Nu er det efterår, og babyen er en anden en dengang. Han hedder Sylvester.

Han kom væltende til verden for et par dage siden. Lille og fin med sine 2650 gram. Ligeså forbavset og overrasket som sin mor, landede han på min mave kl. 02.59. Her er hans fødselsberetning.

Efter at den manglende igangsættelse og pladsmanglen på Neonatalafdelingen, var jeg slået ud af kurs allerede inden vi var kommet i gang. Jeg tvivlede oprigtigt på projektet og var flere gange ved at trække “kejsersnit-kortet”. Så lidt skulle der åbenbart til, før jeg vaklede.

Kunstig igangsættelse, deres manglende tid og ressourcer, den stadig alt for store mængde fostervand, hans misdannelse, operationen forude, min tidligere marathon-fødsel og det akutte kejsersnit med C. Bunken af elementer, der talte for at noget kunne gå galt, var ved at stige mig over hovedet.

En god veninde kom mig til undsætning. Hun pressede på for, at jeg ringede og talte tingene igennem med en jordemoder en sidste gang. Derpå hev hun mig ud til en stille gåtur i solen og lyttede, mens jeg drak kaffe og jamrede. På vejen hjem var jeg klar igen. Det skulle ikke ændre vores planer, at tingene var blevet rykket 24 timer. Det var hverken en sværere eller nemmere fødsel jeg stod overfor, og min motivation for at undgå kejsersnit og dermed også adskillelsen fra Sylvester umiddelbart efter fødslen, var intakt.

Vi spiste aftensmad med to lidt stille og søde bedsteforældre, som derefter blev tilbage med C. Da vi ramte afsnittet for igangsættelse vidste vi endnu ikke, om jeg ville blive indlagt til udvidelse med ballonkateder først, sådan som mit jordemoderbesøg et par dage forinden havde indikeret – eller om de kunne tage vandet direkte den følgende morgen.

Men ved ankomsten og efter en hurtig undersøgelse stod vi pludselig overfor et uventet valg.

Jeg var 3-4 cm. åben og skulle i hvert fald ikke have ballonkateder. Skulle de tage vandet med det samme, eller ville vi hjem og sove først og komme igen i morgen?

Vi kiggede på hinanden. Fandens til tidspunkt at skulle til at føde på, her hvor aftenen og natten stod på spring. Min hjerne kørte på højtryk, for kunne jeg holde til endnu en marathon-distance ovenpå en halvdårlig nattesøvn?

Omvendt kunne vi allerede mærke adrenalinen pumpe. Tanken om at C lå trygt og sov, og at både hun og bedsteforældre først ville opdage, hvad der foregik når de vågnede, var også tillokkende. Mindre tiltalende var det, at skulle hjem igen og skabe unødvendig forvirring, og derpå afsted igen næste morgen i håbet om, at der ikke natten over var kommer noget akut ind, der ville udskyde os endnu engang.

Således blev beslutningen truffet, og vi grinede vantro over vores projekts begyndelse. Vandet blev taget af to jordemødre, meget forsigtigt for at undgå at navlesnoren kom med ud i vandmasserne – der ganske som diagnosticeret var temmelig omfangsrige. Faktisk så meget, at jordemoderen senere betroede mig, at hun nænsomt havde skubbet en lille barnehånd tilbage, som var på vej med ud, da vandet gik. Måske var det første tegn på, at Sylvester var mere end klar.

Jordemoderen viste os herefter direkte ind på en fødestue. Hun var en munter og lidt pudsig type, og pludselig dæmrede det for mig, at vi havde mødt hende før. Et hurtigt kig i journalerne afslørede, at det var den selvsamme Karen, som var den første jordemoder under fødslen med C for præcist 2,5 år siden.

Klokken var blevet midnat og jeg kunne mærke at vis utålmodighed og ængstelse. Hvis ikke veerne kom af sig selv, vidste jeg godt, at vi kun ville få ganske kort tid at løbe på, før der ville blive taget skrappere midler i brug.

Den nye jordemoder som mødte os ved vagtskiftet, Marie, synes dog at tage det helt roligt. Faktisk slog hun mig som typen, der tog det meste her på jorden temmelig roligt – næsten så roligt at jeg overvejede, om det var noget jeg i et presset øjeblik ville se mig sur på.

Omkring kl. 01 havde små-veerne meldt sig, og jeg begyndte så småt at turde håbe på, at kroppen selv kunne finde vej. Jeg snakkede godt med jordemoderen om mine bekymringer for al den overvågning og de mange mennesker en sådan fødsel ville involvere – og tabte mit hjerte mere og mere til hende. Hun forstod! Jeg ville have arbejdsro, jeg ville støttes i at kunne komme bedst muligt rundt, og lade min krop finde ud af at arbejde selv. Jeg ville i bund og grund gerne være i fred og som sagt – hun forstod.

Jeg fik lidt akupunktur. Veerne var bedst og mest regelmæssige, når jeg blev på benene og svejede lidt fra side til side. Så dér blev jeg – der skulle jo gerne gang i sagerne, og jeg vidste fra de tog vandet, at han stadig stod højt i bækkenet. Jeg tænkte, at om ikke andet måtte tyngdekraften hjælpe os lidt.

Under veerne småsnakkede vi lidt om akupunktur og jordemoderfaget, drak kaffe og talte lidt om uddannelsesvalg. Da det undervejs viste sig, at Marie var gode veninder/kollegaer med fantastiske Amalie, som bragte C til verden dengang på fødestuen ved siden af, kunne verden alligevel snart ikke blive mindre. Nu følte jeg mig af én eller anden grund helt sikker på, at jeg var 110% i trygge hænder.

Klokken 01.30 har Marie noteret i min journal, at jeg holder op med at smalltalke under veerne. Jeg husker selv, at jeg på dette tidpunkt tuller lidt rundt og øver min vejrtrækning, mens manden og Marie fortsætter hyggesnakken. Alt er roligt. Vi drikker mere kaffe og spiser croissanter. Marie undersøger mig, og konstaterer til gensidig forbavselse, at jeg er intet mindre end 7 cm. åben.

Jeg husker, at jeg ikke helt forstod hvad hun mente, og spurgte flere gange om det betød, hvad jeg troede – for jeg havde jo ikke haft nogen “ordentlige” veer. Marie fortalte efterfølgende, at hun omkring dette tidspunkt begyndte at fornemme, at den resterende del af fødslen kunne komme til at tage fart. Jeg husker også at jeg undrede mig svagt over, at hun heromkring begynder at køre udstyr frem til afnavling, dog uden at jeg lægger meget mere i det.

Kl. 02.00 begynder veerne at kunne mærkes godt. Nu begynder det lange seje træk, tænker jeg og lægger mig op og rundt på siden for at aflaste kroppen lidt, og får samtidig lidt frisk ilt i masken. Det føles godt, mens veerne tager yderligere til. Jeg indstiller mig på arbejds-mode og er dybt koncentreret om vejrtrækningen. Manden husker mig på afspænding; sænk skuldrene, gør dig ting, slappe hænder, træk vejret.

Kl. 02.30 konstaterer Marie, at jeg er fuldt udvidet, at livmoderhalsen er udslettet, at jeg er tiltagende smertepåvirket og bekymret, samt at jeg har indikationer på begyndende pressetrang. Hun kan høre det på mine lyde, og opmuntrer mig undervejs – “Det er gode veer, de gør hvad de skal, det er dem du føder af, kom så”.

Selv er det på dette tidspunkt nok begyndt at dæmre for mig, at noget går usædvanlig hurtigt. Veerne gør nas og hamrer derudaf i hastigt tempo uden mange pauser. Jeg begynder mister overblikket og føler under flere veer, at jeg kun lige med nød og næppe hænger i med neglene. Mine teknikker begynder at svigte mig.

Det er for sent med smertelindring og selv det at skrige på kejsersnit forekommer uoverskueligt.

Jeg er til sidst kun nogenlunde opretholdt ved en fornemmelse af mandens og jordemoderens guidning og trøst. Ellers føles alt som om, det er ved at gå fra hinanden.

Kl. 02.45 tilkalder Marie hjælp og uden at jeg opfatter det, fyldes fødestuen med afdelingsjordemoderen, en fødselslæge, to børnelæger og en assistent, foruden min egen jordemoder, manden og jeg selv.

Kl. 02.50 husker jeg stemningen i rummet som koncentreret og en anelse presset. Jeg er bange, og bliver ved med at spørge ud i runmet, om der var lang vej igen. Sylvester sidder nu samme sted i bækkenet som hans søster gjorde, dengang alt gik i stå. Da hans hjertelyd dykker lidt for drastisk, begynder jeg at lugte gentagelse. Det kan ikke passe.

Lægen anlægger en kop, den hårde af slagsen og beder mig trykke med. Jeg når at tænke, at det jo er den slags, man går i stykker af. Men jeg kunne samtidig se alvoren i de mange fremmede ansigter, og jeg accepterer, at det må koste hvad det må. Han skal ud nu.

Jeg fattede knapt, at vi var nået hertil og anede stadig ikke, om vi om et sekund måtte drøne mod operationsstuen. Tempoet igennem den sidste halve time havde taget mig så meget med storm, at alt forekom uvirkeligt og trance-agtigt. Jeg var presset som aldrig før under veerne, som stadig kom uden pauser. Min krop rystede ukontrollerbart igennem hver eneste af dem, og lydene de frembragte, ville jeg aldrig kunne gengive. Denne del af fødslen var af gode grunde komplet fremmed for mig. Det her jeg aldrig nåede til med C, hvor alting gik i stå. Dengang blev vi blev snydt for den store finale, efter en ellers dejlig og rolig fødsel.

Manden holdt mine ben, mens jeg rystede og forsøgte selv at få fat. Marie guidede mig roligt og bestemt: “Træk vejret ind. Hold det. Ikke sige lyde, tryk nedad, nedad, bagud”.

Ét træk med cuppen – pres. Den smuttede af. De forsøgte igen. Fødselslægen ville klippe, for at give plads. Jeg evnede ikke at reagere. Men Marie modsatte sig med rolig og bestemt overbevisning: “Hun går ikke i stykker. Der er fin plads. Giv hende tiden”. De lagde cupper igen. Træk. Pres. Marie guidede: “Hold lidt igen. Hold lidt igen. Pres”.

Og så et sekunds stilhed, mens jeg pressede det sidste luft ud af min prøvede krop. Plask. I en bølge af blod landede Sylvester i armene på Marie, som lagde ham direkte op på min mave.

Klokken viste 02.59.

Det var 5 timer siden de tog vandet. Halvanden times tid siden, at jeg gik i aktiv fødsel og ifølge journalen, var det præcis 9 minutter efter, at jeg havde fået presseveer.

Herefter gik tiden i stå.

For nu lå han der så. Lillebitte og med de samme dybblå øjne som sin søster. Vi stirrede måbende og vantro på hinanden, han og jeg, mens jeg igen og igen gentog “Du kom ud til mig? Du kom jo lige der? Du kom jo ud til mig?

Først lige dér, forstod jeg, at han var kommet til verden. At jeg havde født ham. At han var hos os.

Sylvester var landet 🍀

Lad os prøve at lege…

At jeg var blevet sat i gang som planlagt, og var i fuld gang med at føde.

Og at fødselslægen ikke havde ringet to timer før vi skulle møde op på Riget, og udskudt hele showet mindst 24 timer.

Således at jeg ikke havde måtte sætte mig ned (midt i min meget lidt lydtætte baggård i indre by) og skiftevis true ham med bål og brænd over telefonen, og tude som en stukket højgravid gris.

At jeg ikke i afmagt med skinger stemme halvråbte “Så kalder jeg fandme’ et kejsersnit, hvis det skal være på den måde” ind i telefonen.

Og alt muligt andet, der ville have været meget bedre, end at ligge her og stirre ud i luften, mens tankerne vælter rundt.

Lige op til at telefonen ringede, følte jeg mig velforberedt og klar på at tingene måtte gå deres gang, og indforstået med at alle muligheder var åbne. Men denne mulighed havde jeg overset. Risikoen for en overfyldt børneafdeling og læger så travle, at de ikke tør igangsætte min fødsel før de er sikre på, at have plads til S, havde jeg ikke for alvor overvejet, så jorden rystede lidt under mig, da jeg først opfattede meldingen.

Det er ikke manden i telefonens skyld. Det er sådan vi har politisk og økonomisk har valgt at skrue vores velfærdssystem sammen. Det mindste uforudsete pust, så vælter det hårdt pressede korthus, der er vores sundhedsvæsen.

Og jeg forstår godt, at det er fordi der er små børn, der lige nu er mere akut syge end mit barn er. Og jeg ville som forældre til sådan et barn sætte pris på, at sådan nogen som mig blev skubbet om bag i køen, for det sker der jo sandsynligvis ikke noget farligt ved. Uanset hvad det måtte koste af ressourcer, psykisk og fysisk. Jeg ved det godt, for pokker, men…

Vi var lige så klar. Så klar som man nu kan blive, til at tage kampen. Og jeg kan regne ud, at en “sag” som vores kun rykkes, når det er absolut nødvendigt.

Det er ikke fordi, at dagens besøg hos jordemoderen ikke i sig selv var hård kost. Efter virkelig mange forsøg (fire, mere præcist), på at få nogen til at svare mig på nogle meget konkrete spørgsmål om tiden efter fødslen og inden operation, havde jeg ikke i sinde at forlade konsultationen uden mere klarhed.

Jeg frygtede helt præcist, at vi ville havne i en situation, hvor vi efter 20 timers fødsel kl. 4 om morgenen skulle til at finde hoved og hale i mine spørgsmål, som ingen rigtig havde villet besvare – og det ønskede jeg selvsagt ikke.

Det jeg gerne ville vide var, om Sylvester må bliver lagt til ved mit bryst, når han er kommet til verden. Dertil ville jeg gerne snakke lidt med dem om, hvor mange læger, sygeplejersker, jordemødre og andet personale, jeg kunne forvente ville deltage i selve fødslen, for mentalt at kunne forberede mig lidt. Og allervigtigst, ville jeg gerne vide noget mere om, hvorvidt og hvornår de umiddelbart forventer at han og jeg bliver adskilt efter fødslen.

Efter lidt snak frem og tilbage idag, bed min elskelige jordemoder sig endelig fast. Det krævede hende tre telefonopkald og en meget bestemt og myndig stemme, før en træt børnekirurg i anden ende af røret endelig tog sig tid til at tage stilling til spørgsmålene. Og svarene er desværre tilsvarende nedslående.

S må ikke blive lagt til. Dels kan hans mave ikke optage mad, dels skal han faste forud for operationen. Der vil være en børnelæge, en jordemoder, afdelingsjordemoder og 1-2 sygeplejerske til stede, når han kommer ud. Som minimum. Og ja. Værst af alt, så skal vi forberede os på, at de tager ham med på neonatalafdelingen indenfor meget kort tid efter han er kommet ud til os. Alt for kort tid. Måske når vi en kort stund på maven, hvis han har det godt. Måske ikke. Men han skal afsted til behandling, og jeg skal blive på ubestemt tid til jeg er klar til at følge efter ham. Sådan bliver det, ligemeget hvordan det vender sig i hele min krop ved tanken.

Tårerne trillede ukontrolleret, da jeg kunne høre på jordemoderen, hvordan svarene faldt. Samtidig havde jeg triumferende lyst til at banke i bordet og råbe noget om, at hvis ikke jeg var så forbandet stædig, så havde det faktisk været en rigtig grim overraskelse først at få alle de her beskeder 3 minutter efter fødslen (i det stopfyldte lokale), fremfor nu, hvor det stadig er lidt tid til at sunde sig.

Så nu er jeg ved at sunde mig ovenpå dagens antiklimaks og informationer. Og jeg er lidt vred, og lidt ked af det. Ked af det over, at det ikke lyder spor rart noget af det som kommer til at ske, og vred over at jeg lige pludselig føler, at jeg vakler. Jeg er pludselig grebet af en usikkerhed om, hvorvidt jeg kan klare det. Om jeg overhovedet tør forsøge den dumme fødsel. Om systemet overhovedet er i stand til at træffe de beslutninger, som er bedst for os, eller om de er så pressede at alle mulige andre hensyn i virkeligheden kommer til at definere forløbet.

Og det gør mig vred, at jeg vakler. Jeg var fandme’ lige så pisse hamrende kampklar – og nu er der slået et kæmpe stort hul i min (selv)tillid. Jeg håber, at jeg kan nå at vende den vrede til noget brugbart indenfor de næste 24 timer. Hvis altså ikke vi til den tid bliver udskudt igen. For det kunne dem stakkels mandestemme i telefonen selvfølge heller ikke 100% afvise.

Pis og lort!

Sidste weekend i trekløveret …

Det er helt vemodigt og samtidig virkelig dejligt. Vi er nået til den sidste weekend med lillebror i maven, sidste weekend alene med vores store pige. Sidste weekend som “bare os tre”.

I vanlig stil, kan jeg ikke rigtig finde ud af at begrænse mig. Ligeså stædigt som jeg er fortaler for, at børn har godt af at lave ingenting og ikke konstant blive underholdt, ligeså rastløs bliver jeg selv over ikke at lave noget. Noget af alt det hyggelige, København har at byde os, inden vi lige om lidt for en stund er en smule mere begrænsede – eller i hvert fald nødsaget til at oppe planlægningen lidt.

Så planen var da også helt klar, så det kriblede i begge forældre. Idéerne var mange og ambitionerne store – vi skulle da i Nordhavns nye trampolinpark, i Zoologisk Have, spille spil, løbe på løbehjul, på frokostrestaurant – og jeg skal komme efter dig.

Nu har jeg så i stedet puttet en overtræt og feberramt 2-årig. Vi nåede en tur på trampolinerne, hvilket for en gammel højgravid springgymnast som undertegnede (bevares – knapt to børn og en hel del spændstighed siden) føltes lidt ligesom en diabetiker må have det i en slikbutik. Men et kæmpe hit var det og barnet var lykkeligt og aldeles frygtløs.

Derhjemme nægtede hun til gengæld at sove til middag. Har intet villet resten af dagen og ud på aftenen faldt 10-øren hos forældrene: feber!

Så nu slukker vi lige for planerne. Putter os tæt sammen og håber, at det er en nem omgang, der er overstået inden midten af ugen. Syge storesøstre er næppe velkomne på neonatalafdelingen på Riget og det vil alt andet lige komplicere ugen yderligere, hvis hun for alvor går ned.

Og det er jo også hammer lige meget med de planer dét. At ligge her i halvmørke og tilbringe natten viklet ind i de bedste to jeg kender, er slet ikke så værst igen. Og lige om lidt, skal vi forhåbentlig gøre plads til én mere.

Nu skal vi virkelig hygge os…

Åh, jeg gør det stadigvæk og det er ikke blevet mindre, her med under en uge til fødslen. Jeg overkompenserer og forkæler C i en grad, der en tilnærmelsesvis pinlig. Jeg kan næsten ikke få nok af at være sammen med hende, og jeg er ikke spor svær at overtale, når hun ligger hovedet på skrå, løfter sin lillebitte finger og siger “bare en lillebit mere cookie, mor?”.

Hun har vist også luret, at det ikke er særlig svært at overtale mig til, at hun kommer ind i smørhullet om natten og putter. Damn, sådan en lun 2-årig barnenakke dufter nu engang bare helt igennem rigtigt, der midt i mørket. Og eftersom at barnet altid har sovet rigtig godt og trygt i sin egen seng, så er det da vildt fornuftigt at smadre alle de gode vaner og lære hende at sove i vores seng, nu her i en alder af snart-børnehavestart.

Oh well…

Den kommende weekend er lukket for uvedkommende. Vi skal bare være os tre, har vi aftalt – ingen spontane visit, hyggeaftaler eller opgaver der skal løses. Der skal bare slappes af og hygges, skal der – i denne vores formentlig sidste weekend som en familie på bare os tre. Og jeg får faktisk næsten en klump i halsen ved tanken. Og lyst til at forkæle hende endnu mere, give hende al den kærlighed og opmærksomhed hun overhovedet kan rumme, så hun er “tanket op på forhånd”.

Og jeg ved godt at jeg i virkeligheden bare skal lade os være os selv og ikke kvæle barnet, for sådan som vi har det normalt er både dejligt og ganske tilstrækkeligt. Men så kommer den lille buttede pegefinger frem igen. De blå øje og det lyse hår, når hovedet lægges på skrå… barnet vil i Zoologisk Have, siger hun. For hun vil se dinosaurusser, fortsætter hun og jeg nænner ikke helt at fortælle hende, at det nok bliver temmelig svært at opfylde lige dét krav. “Bare en lille smule, mor”, siger hun videre og er så uendelig bevidst om sin egen nuttethed og min manglende rygrad. Og vi ved begge to godt, at jeg kommer til at give mig – på både Zoologiske Have, samsovning i dobbeltsengen og alt for mange cookies.

Panik før lukketid

Selv de mest tungnemme læsere på bloggen (og dem er der selvfølgelig rigtig nogen af) vil have opdaget, at der alt andet lige ikke kan være super længe til en fødsel er her på den anden side af skærmen. Faktisk er det mit bedste bud, at der kommer til at gå en uges tid, før Rishospitalet med kyndig hånd hiver Sylvester til verden med enten den ene eller anden metode. Og alt imens det fortsat går rimelig godt med at acceptere den manglende plan for, hvordan han mere præcist skal bringes til ankomst, ja så er det som om den knapt så kvikke blogger først for nyligt har indsat, at ud kommer han altså, på den ene eller anden vis.

Midt i de sidste mange ugers drama og bekymringer, har der ikke været så vanvittig meget tid til at reflektere over, at vi meget snart har to børn her på adressen. Faktisk må jeg med en smule skam i maven indrømme, at det er lidt svært for mig ikke at tage forbehold, når snakken falder på emnet. Det er virkelig svært at forklare, for det er ikke fordi jeg for alvor er bange for, at vi ikke får Sylvester med os hjem igen, selvom det selvsagt er mit (og en hver anden forældres) ultimative mareridt. Men jeg er alligevel hele tiden lidt lyst til at dække mig ind bag et “der kan jo ske så meget, og nu må vi se hvordan og hvor længe det hele tager, og hvordan og hvornår og en hel masse måske’er”.

Når jeg tænker over, at vi efter alt at dømme kommer meget tæt på uge graviditetsuge 37 når han kommer til verden, er det med en blanding af uendelig lettelse og også en lille smule panik. Det betyder, at jeg skal føde om en uge (!!!), det betyder også, at jeg får en baby, at jeg endelig får lov til at møde, holde og kysse min søn, som har været årsag til så megen lykke og afgrundsdyb bekymring allerede inden hans lille liv officielt er påbegyndt. Det betyder forhåbentlig, at vi skal igennem den ultimative oplevelse, lykkerus og forelskelse lige om lidt, på samme måde som jeg stadig så tydeligt husker med C. Det betyder, at vi får lov til at blive forældre for anden gang, uagtet at temmelig mange odds synes at have været imod os på vejen dertil. Det er alt sammen noget, der giver mig uendeligt mange sommerfugle i maven, og en følelse af at jeg virkelig “savner ham” og at han bare skal komme NU, hvis det giver nogen mening?

Men det betyder også, at jeg kun har en uge tilbage at være gravid i, formentlig nogensinde. Det er ellers en tilstand, jeg på mange måder sætter stor pris på – også selvom jeg synes, at jeg er blevet snydt for en god del af oplevelsen begge gange, fordi bekymringerne på forskellig vis har overtaget. Det betyder også, at der kun er en uge til, at Sylvester ikke kun længere er “min”, men at jeg er nødt til at dele ham med resten af verden og tilmed acceptere, at han får en lidt ubamhjertig start på sit lille liv udenfor den trygge livmoder. Det betyder tåre, bekymring og afmagt i den første tid. Det betyder, at jeg kun har en uge tilbage “alene” sammen med C, før hun bliver nødt til at dele mig og faderen endegyldigt med en anden. Alt sammen er det noget, som giver mig lyst til at trampe lidt på stop-knappen og bede om, at vi bare lige får en uge mere, til at blive ordentligt klar?

Så alt i alt danser følelserne lidt frem og tilbage i disse dage. Måske er det meget normalt, måske er det kulminationen på alt det som er sket i de sidste måneder. Jeg er til tider bange for, om jeg overhovedet er ordentligt til steder i alt det som skal til at ske, for det føles altså stadigvæk nu og da mest bare som noget, vi leger lidt, det der med at vi meget snart skal have en baby.

Målet for i dag er, at få pakket en taske til hospitalet. Yep, kald mig bare “frøken-god-tid” – men jeg ha simpelthen ikke kunnet tage mig sammen til at gøre det før nu. Måske fordi jeg halvt ubevidst ikke rigtig har villet acceptere risikoen for, at han skulle komme for tidligt til verden. Fandme’ nej! Hvis han gjorde, ville manglen på rene trusser formentlig alligevel være blandt de mindste af mine bekymringer. Men nu går den vist ikke mere og et par varme sokker, løse bukser og en body eller to bliver hermed inden dagen er omme samlet på bunden af en sportstaske og stillet i entréen.

Det kan være, at det medvirker til at jeg kommer til at føle mig en lille smule mere klar. Eller også forstærker det bare følelsen af panik og “giv-mig-nu-bare-lidt-mere-tid”. We shall see …