Verdens rareste…

Jeg glemte lidt at følge op på indlægget fra i forgårs. Jeg har fået tænkt tingene lidt igennem og synes måske nok, at jeg kommer til at agere en anelse dramatisk, når jeg sådan flipper ud over en uskyldig omgang fødselsforberedelse. So what, at jeg ikke helt kan genkende mig selv om mine tanker i de andre deltageres oplevelser – jeg kan jo bare daffe hjem og snakke med min hamrende tålmodige kæreste, søde mor, veninder – eller hvem det nu er jeg tvangsindligger til at høre på mine mange tanker.

Nå! Men da jeg kom hjem den anden dag – og var en kende rystet over egen reaktion, tillod jeg mig at ringe til min jordemoder. Det passede alligevel med hendes kontortid, så jeg besluttede at gøre brug af hendes opfordring om at ringe ved det mindste. Hun ringede tilbage kort efter, og var så sød og rolig at det halve kunne have været tilstrækkeligt.

Dels fik hun mig overbevist om, at jeg ikke var den første til at reagere sådan (formentlig noget de lærer at sige, lige meget hvor skørt deres gravide patienter opfører sig?) – og dels havde hun en længere liste af løsningsforslag klar og parat, til min flossede nerver. Søde, søde dame. Bare hun dog kunne være der, når jeg skal føde på et tidspunkt. Så heldig er jeg nok ikke.

Hun sagde noget i retning af, at når man havde “oplevet noget vanvittigt, kunne det være ret svært at omgive sig med normalitet”. Det kan jeg jo levende nikke genkendende til, men jeg troede alligevel på én eller anden måde bare, at jeg var kommet en smule videre. Den pludselige klaustrofobi der opstod i tirsdags, kom fuldstændig bag på mig.

Dels foreslog hun, at vi kunne skifte til et hold med mere “anonym” fødselsforberedelse, hvis jeg havde det bedre med det. Rigshospitalet afholder en række “forelæsninger” som man blot kan droppe ind til uden tilmelding, og sidde lidt på bagerste række og observere. Det overvejer jeg lige – for på en måde ville jeg også gerne bare “tage mig sammen”.

Derpå tilbød hun at jeg, hvis jeg havde lyst, kunne komme forbi fødegangen på hendes næste vagt og få en kort rundvisning og se stedet – bare fordi det kunne være med til at afmystificere det hele lidt, uden at jeg behøvede at sidde i en gruppe når det skete. Vanvittig service, som de ellers normalt har aflyst på Rigshospitalet fordi der er så mange fødende. Jeg tror at jeg takker ja.

Til sidst tilbød hun at jeg kom forbi hende til en ekstra snak én af dagene, hvis jeg havde brug for lige at vende tingene med hende. Det takkede jeg i første omgang nej til, for hun havde allerede beroliget mig så meget, at ikke fandt det nødvendigt at tage mere af hendes kostbare tid. Jeg følte på alle måder, at jeg havde fået langt mere omsorg, end jeg kunne have regnet med.

Så nu sidder jeg her og føler mig måske en anelse fjollet. Jeg sætter virkelig stor pris på at “sikkerhedsnettet” fungerede i en presset situation og at jeg nemt og smertefrit kunne komme igennem til netop hende, som gerne ville både hjælpe og berolige mig. Følelsen af at blive “tabt på gulvet” i systemet – som jeg ellers har haft tilstrækkeligt mange gange tidligere, blev lige lappet betragteligt.

Om ganske kort tid smutter jeg på weekendtur langt ud i de svenske skove, med to dejlige veninder. De insisterede på en “sidste tøsetur pre-baby”, og jeg var ikke svær overtale. Manden havde blot det ene forbehold, at jeg skulle love at undersøge hvor det nærmeste sygehus befandt sig i forhold til vores destination. Den søde mand!

God weekend, når I kommer til det!

Drømmeland

Min søde jordemoder påstår, at der ikke er noget underligt ved de mange mærkværdige drømme og horrible mareridt, som stadig er en fast tilbagevendende følgesvend, selvom jeg har det mærkbart bedre og bedre, som tiden går…

Min hjerne ryder op, siger hun – og den har da i så fald gang i den helt store hovedrengøring derinde! Det er ikke nemlig slet ikke så lidt, der sådan kommer frem i drømmeland i løbet af en nat. Noget af det er skræmmende, noget andet er uforståeligt, og andet igen er bare downright mærkeligt.

I starten var jeg primært plaget af klassiske mareridt om at miste. I mange drømme skete ulykken mens jeg sov, og jeg begyndte at pludseligt at bløde voldsomt. Så kunne jeg ligger i flere timer om natten og svæve mellem sovende og vågen, uden helt at kunne finde ud af om jeg virkelig blødte, eller om jeg blot drømte at jeg gjorde. Jeg vågnede op for at finde ud af, at det hele var indbildning – og var derefter fuldstændig udmattet i både krop og sjæl. Sådan en drøm kunne godt sidde i mig resten af dagen og det var derfor ret anstrengende til tider.

En af disse drømme foregik ved, at jeg var faret vild i en by jeg ikke kendte. Jeg fik pludselige smerter i maven, og ledte efter nogen der kunne hjælpe mig. Jeg vidste desværre bare ikke hvor jeg skulle gå hen (ja ja, symbolerne er da til at tage og føle på her). Jeg endte i en baggård bag en container, hvor jeg blødte kraftigt og faldt om. Af én eller anden grund måtte der i min drøm ikke være nogen der opdagede mig.

Så vågnede jeg.

De mest markabre mareridt er aftaget noget i styrke. Hvor de i den tidlige graviditet nærmest lignede en form for sovende angstanfald, som også kunne mærkes fysisk dagen derpå, er de nu langsomt mere og mere håndtérbare, og består også af meget andet end blod og det at miste.

Omdrejningspunktet for drømmene bliver i tiltagende grad snarere en frygt for ikke at blive forstået, i forskellige sammenhænge. Jeg oplever gerne dette, hvis jeg i forvejen er frustreret over min omverdens til tider manglende forståelse af, hvordan det er at være gravid i den situation jeg befinder mig i. Den anden dag drømte jeg at min far ikke ville lade sig overtale til ét eller andet – og ligemeget hvor meget jeg bad, tryglede, græd og råbte, ville han bare ikke forstå hvad jeg sagde til ham. Jeg forstår egentlig ikke hvorfor det lige var ham der blev målet for min drøm… for i den virkelige verden er han og min mor nogle af mine helt store støtter.

Så er der som sagt også nogle drømme, som bare er så helt igennem underlige, at jeg er glad for at det alene er mig selv der har kendskab til dem. Nu deler jeg så godt nok ud af dem på bloggen her – but try not to judge me! Disse drømme kan være en blanding af alle mulige (og umulige) ting, men har ofte graviditet eller baby som omdrejningspunkt.

Min seneste drøm var så bizar, at jeg tøvede med at fortælle selv manden om den. Scenariet var nogenlunde som følger: Min mand og jeg bor i vores lejlighed i København, hvor vi desværre ikke må holde hund. Derfor har vi i stedet valgt at anskaffe os en kælegris, da der ikke står noget forbud imod dette i vores lejekontrakt. Da det går op for os at jeg har svært ved at blive gravid (hvilket jo egentlig ikke er spor korrekt), får vi lavet en insemination med grisens DNA – og jeg bliver gravid. Derfor er jeg således gravid i drømmen, med en baby som et halvt gris, halvt menneske…

Lader det lige synke ind et øjeblik… gravid med en gris… what.the.shit.fuck?

Hele drømmen går på at min kæreste og jeg er voldsomt uenige om hvad vi skal stille op. Det er ulovligt det vi har gjort, men vi er alligevel virkelig glade for, at vi endelig skal være forældre. Min kæreste insisterer på at vi ikke skal sige det til nogen, for så vil de bare tage grise-baby fra os, og så skal vi starte helt forfra. Jeg hælder mere til den overbevisning, at nogen nok vil opdage det, når baby kommer ud og er lavet af 50 % svinekød…

Jeg ved simpelthen ikke hvilken tolkning jeg skal trække ned over sådan en drøm. Men seriøst… er der nogen der gider at ringe og alarmere kommunen?

At presse på og være irriterende…

Ovenstående er to ting, som jeg efterhånden er blevet ganske garvet til – og som begge er fremragende kvalifikationer at have, når man er i fertilitetsbehandling. Når man befinder sig i en verden, hvor tiden ofte står stille og hvor ventetid er mere en regel, end en undtagelse.

Hvis jeg skal give ét godt råd videre til andre (og det skal jeg da!), vil det være netop dette. For det kan gøre så stor en forskel for ens behandling,  at det næsten er skræmmende. Skræmmende fordi det må betyde, at de som ikke overskuer at presse på eller råbe op, muligvis modtager en ringere (eller i hvert fald langsommere) behandling.

Fænomenter er ikke nyt. På andre sygdoms-områder er det en anerkendt viden, at det er de mere ressourcestærke patienter, som ofte formår at påkræve sig mest opmærksomhed fra de fagprofessionelle. Det er trist, men det er vist desværre en realitet. Blandt andet Politiken, har tidligere berørt emnet i en række artikler:

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/sygdom/ECE2628361/veluddannede-patienter-faar-bedre-hjaelp-efter-kraeftbehandling-end-socialt-svage/

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2440727/svage-patienter-faar-mindre-hjaelp-paa-hospitalet-end-rige-patienter/

Min egne eksempler og erfaringer er efterhånden ikke så få. Manden og jeg har igennem de seneste år snoet os og gjort mange krumspring, igennem systemet og de små smuthuller, vi har kunnet ane. Det har antageligvis været mig, som har presset mest på – nogle gange til grænsen af hvad min høfligt opdragede mand har ment, at man kunne tillade sig.

Da jeg første gang kontaktede min læge, var vi knapt nok gået i gang med at forsøge at lave en baby. Jeg havde smidt p-pillerne i god tid, og vi skulle lige samle det sidste mod til os, inden erstatningen (kondomet) røg samme vej.

Min menstruation udeblev imidlertid, og forblev voldsomt uregelmæssig. Dette havde jeg også oplevet som ung teenager, men det var dengang af min læge blevet slået hen med den begrundelse at jeg dyrkede elitesport og var en smule “overtrænet”. Det var faktisk for at få styr på min cyklus, at jeg overhovedet startede på p-piller dengang. Det med drengene var slet ikke blevet spændende – endnu!

Nå, men jeg henvente mig med andre ord til lægen og insisterede på at blive undersøgt. Hun var heldigvis enig i at det ikke gav mening for os at prøve det berømte år, når nu min menstruation var så uregelmæssig. Hun så PCO-lamperne blinke, tror jeg, og sendte mig dermed videre til gynækolog. Denne gynækolog samlede op samme sted – jeg fortalte at jeg ikke syntes det gav mening at vente på en stabil cyklus, og havde i mellemtiden læst om præparatet Pergotime. Dette satte spark i cyklus og æggeproduktion, hvorefter vi selv skulle lave resten af “hjemmearbejdet”.

Som sagt så gjort – og flittige læsere af bloggen vil vide, at der derpå fulgte to “naturligt” opståede graviditeter. Uagtet at de jo resulterede i operationer fremfor en baby, var der med andre ord bid de første to gange jeg fik behandling med Pergotime.

Til trods for denne “succes”, var jeg nu desværre en æggeleder fattigere. Dertil kom naturligvis den store psykiske rutschebanetur, som ovenstående havde medført. Gynækologen foreslog at vi overgik til IVF-behandling, men dette kunne vi slet ikke se og selv i endnu. For fanden mand, kunne det virkelig være nødvendigt? I stedet tog vi to måneders pause, delvist i sammenhæng med at jeg blev udstationeret for at arbejde i udlandet. Da jeg vendte hjem igen overgik vi til inseminations-behandling i kombination med Pergotime, efter aftale med gynækologen. Lige lidt hjalp det, da jeg alene havde æggeløsninger i den side hvor æggelederes manglede – og efter et halvt år blev vi langsomt møre og klar til IVF.

Det viste sig nemmere sagt en gjort. Vi bad om henvisningen i september 2014 – og blev efter nogen tid indkaldt til intro-samtale på Rigshospitalet i januar 2015. Jeg var på det tidspunkt så mørbanket af de mange nederlag, at det virkede helt igennem uoverskueligt. At skulle acceptere skridtet videre til IVF havde været hårdt nok i sig selv, men at der samtidig skulle gå så længe før vi kunne få hjælp, var næsten ikke til at bære.

Så jeg skrev –  og jeg ringede. Og til sidst var der en engel af en sekretær, som sprang med på idéen. Fordi vi har fleksible jobs og fordi vi bor 3 minutter fra Riget, ringede hun til os når der var akutte afbud. Ved andet opkald, smed vi hvad vi havde i hænderne og hastede afsted. Således blev vores forsamtale fremskudt til november 2014.

Da vores første og andet IVF-forsøg ikke var blevet til noget, bad vi om en ekstra samtale. Det føltes så surrealistisk overhovedet at være gået i gang med IVF – og nu stod vi her og var på vej ud af det offentlige tilbud igen. Jeg havde behov for en snak om hvad vi kunne gøre, hvorfor det ikke ville lykkes og hvad vores muligheder var i fremtiden. En sådan snak kunne de tilbyde os 6 uger senere grundet underbemanding: Med andre ord længe efter at vi ville have afsluttet vores 3. og sidste forsøg.

Så jeg skrev igen – i frustration over manglende afklaring. Dagen efter blev jeg kontaktet telefonisk af en sød og tålmodig kvindelig læge. Ud over at besvare mine mange spørgsmål, var jeg fræk nok til at minde hende om min mands deltagelse i et af deres forsøg – samt at det ene af vores IVF-forsøg faktisk havde resulteret i en kortvarig graviditet. Tilsammen blev konklusionen på vores samtale, at hun tilbød os et 4. IVF forsøg på Rigshospitalet.

Så langt kom vi dog ikke. For ganske kort tid efter stod jeg med endnu en positiv test i hånden. Denne gang opnået spontant (åndsvagt udtryk – vi havde jo humpet som kaniner!) og derfor årsag til mild forvirring. Min egen læge ville ikke gøre noget særligt, andet end at se tiden an, så jeg kontaktede Riget, selvom det ikke var sket hos dem. De tog mig straks under vingerne, og fulgte os tæt. Alligevel endte graviditeten som bekendt som min tredje graviditet udenfor livmoderen.

Sådan en graviditet kræver som bekendt en operation. Der var tale om at forsøge at redde den æggeleder som graviditeten sad i, da den jo var min eneste tilbageværende. Nej tak, var min tilbagemelding. nu skulle de den-onde-lyne-mig se at få fjernet det skidt, som i min optik var den klare årsag til vores mange problemer. Jeg opsøgte råd hos en fertilitetslæge fra en anden afdeling, som bakkede op om planen. Til sidst fik jeg lov – og efter at have sagt farvel til vores lille peanut blev jeg lagt til at sove. Da jeg vågnede var det uden evnen til igen at kunne lave mine egne børn.

Så skulle jeg heles – endnu engang. Det tog de sædvanlige 6 ugers tid, før kroppen igen fandt sig selv og sin cyklus – som faktisk i de mellemliggende måneder og år var blevet tilnærmelsesvis regelmæssig. Hurtig hovedregning fortalte til vores skræk, at vi derfor ville ramme ind i den frygtede sommerlukning på offentlige klinikker. Udsigterne til næste forsøg, blev derfor pludselig mange måneder lange.

Så tog vi tyren ved hornene – fordi vi er privilligerede nok til at kunne. Vi vekslede den ellers planlagte ferie til et IVF-forsøg i det private. Jeg ringede næsten så snart jeg var ovre operationen, for at sikre at vi kunne komme til når tid var. Det kunne vi godt. Og resultatet af alt dette ligger pt. og sparker i min mave.

Samlet set vil jeg skyde på, at ovenstående har været med til at skære godt og vel et halv til et helt år af vores forløb. Hvis man har det som jeg havde det, undervejs i behandlingen, svarer dette mere eller mindre til en livstid. Det er ikke sikkert at det ville have været det rigtige for alle at gøre, for det har til tider også været rigtig svært at følge med. Omvendt kigger jeg i dag tilbage på det, og er meget taknemmelig for de smuthuller, som det lod sig gøre at finde.

Samtidig gav det mig en følelse af at være med til at “styre bussen” og ikke kun være en hjælpeløs patient i det ulideligt lange forløb. Jeg har trævlet egne journaler og papirer igennem til hudløshed. Jeg har ringet, skrevet og undersøgt – og jeg har spurgt og krævet svar, når jeg ikke syntes at tingene gav mening eller passede sammen. Mere end én gang, har dette været med til at forebygge eller opdage småfejl i vores behandling.

Det er naturligvis en virkelig hårfin balance – for det er ikke synderligt klædeligt for en patient at bilde sig ind, at man ved bedre end de topprofessionelle mennesker, som man står overfor. Læger, sygeplejersker og jordemødre knokler hver evig eneste dag for at hjælpe barnløse godt og sikkert igennem de rette behandlinger. De er ikke modstanderne – men de er mennesker med et begrænset antal ressourcer, mange patienter og derfor (nogle gange) et manglende overblik.

Derfor er mit budskab med ovenstående: Råb op, stil spørgsmål når noget ikke giver mening, pres på når du ser smuthuller, eller når noget virker håbløst (det er der så meget der gør – men når det er noget du vurderer kan ændres).

Om ikke andet vil det forhåbentlig give dig en oplevelse af at være mere end blot en hjælpeløs tilskuer, til hele forløbet. Held og lykke med kampen!

Hvornår bliver du glad?

Det er et spørgsmål jeg har mødt i forskellige varianter, her igennem den seneste tid. Det gør mig en smule perpleks hver gang – for jeg ved ikke hvad folk forestiller sig af svar. Nogle dage har jeg lyst til at forklare, at sådan fungerer psyken jo slet, slet ikke – andre gange har jeg lyst til at svare at “det bliver jeg den 12. november 2015, klokken 10.45” – bare for at se deres reaktion.

Spørgsmålet kommer fra de af vores nærmeste, som har vidst at vi har været i behandling sommeren over og som derfor også (når de direkte har spurgt) har fået besked om det foreløbigt positive resultat af behandlingen. Folk har det med at blive meget glade på vores vegne (også lige tanden mere, end hvad jeg synes godt er), og de synes også i nogenlunde udstrækning at have haft forståelse for, at det er forbundet med en vis nervøsitet at være gravid for 5. gang.

I nogenlunde udstrækning… for det er ikke alle – og det er heller ikke på ubegrænset tid, har jeg på fornemmelsen. Et par stykker har allerede forsøgt sig med et par “nu skal du jo også bare tro på det”-kommentarer (det er de ikke sluppet så godt fra). Hovedparten synes dog fortsat at give en lille smule snor til vores skepsis, og accepterer fortsat at armene ikke helt er løftet over hovedet. Men de kan ofte ikke helt dy sig for at spørge ind til, hvor længe denne skepsis og frygt mon varer ved.

Dét de spørger ind til er naturligvis, hvornår jeg har tænkt mig at ånde lettet op og acceptere at jeg er sund og rask og gravid, og skal have et barn. Hvornår jeg dog har tænkt mig at give slip og bare nyde det? Være helt almindelig glad og gennemsnitlig? Alle andre i verden gør det jo efter 12 uger?

Sagen er bare den, at jeg slet ikke ved hvornår jeg får det sådan. Hvis jeg nogensinde gør. Selvsagt håber jeg at min angst bliver mindre og at jeg får lov til at komme så langt, at jeg på et tidspunkt kan nyde bare en lille bitte smule af det som foregår. Men jeg ved det ikke – og det føles ikke lige pt. som om, at det er noget der sådan ligger lige for. Eksempelvis føles det ikke umiddelbart som om at det gør den store forskel for mig, at skulle til NF i næste uge. Forstå mig ret – det bliver en skøn milepæl som forhåbentlig krydses – men jeg skal nok hurtigt opfinde noget nyt at bekymre mig over.

Rationelt ved jeg jo godt, at der er gode chancer for at vi kommer i mål – at der er gode chancer for at jeg får lov til at beholde graviditeten. Vi har på alle måder procenterne på vores side. Men jeg har også flere gange måtte sande, at procenter er noget man kan bruge til at tørre sig i numsen med! Chancerne for at skulle igennem alt det vi har været, har også været helt ufattelig små – men det skete jo alligevel.

Så når jeg bliver spurgt om, hvornår jeg bliver glad og begynder at tro på det, falder det mig altid så mærkeligt. Ingen vil hellere end jeg nå til et sted, der er nemmere at være, end dér hvor vi er lige nu. Men hvis nu en person har været alvorligt syg, kan man da heller forlange af dem, at de sætter et tidspunkt op for, hvornår de holder op med at frygte et tilbagefald? Den frygt forsvinder da formentlig aldrig fra dem, selvom den måske bliver mindre med tiden?

Så jeg ved ikke hvad jeg skal svare… måske skal jeg bare smile og stikke dem en fiktiv dato for, hvornår min uforbeholdne lykke indtræffer…?

Man har et standpunkt…

Siden jeg skrev mit indlæg omkring min “scannings detox“, er jeg blevet scannet intet mindre end to gange. Man har således som bekendt et standpunkt, indtil man indtager et nyt. Det måtte jeg sande, da jeg fredag morgen på vej ud af døren konstaterede, at jeg blødte

Egentlig gik jeg ikke komplet i panik (i stil med første gang) – jeg forsøgte at huske min hjerne på at det kunne være Lutinus, eller så meget andet – det behøvede ikke at være begyndelsen på et nyt mareridt. Jeg ventede (bevares, med en ret intens hjertebanken) på at klokken blev 8.00 og begyndte derpå at kime godt og vel samtlige klinikker i Storkøbenhavn ned. Den slags har åbenbart ikke for vane at åbne før kl. 09.00 de fleste steder (inklusiv Trianglen, som jeg derfor ikke kunne komme igennem til).

En enkelt klinik tog dog røret kl. 08.15 – og ville gerne tage mig ind kl. 09.00. Jeg blev simpelthen så lettet, at jeg glemte at spørge om både priser og adresse. Det fandt jeg senere på nettet. Manden var endnu engang udenlands med arbejdet og jeg tog derfor endnu engang beslutningen om, at det ikke ville nytte noget at give ham besked før jeg var afklaret. Lort.

Da klokken var lidt i 09.00 stod jeg gennemblødt af regnen i klinikkens venteværelse. Her herskede en munter weekend-stemning, som jeg slet ikke kunne overskue. Så snart jeg kom ind hos sygeplejersken måtte jeg overgive mig til tårerne, som pludselig havde deres helt egen vilje. Hun var sød og forstående og skyndte sig at sætte scanneren i gang.

Endnu engang blev min frygt gjort til skamme. For hver gang det sker, føler jeg mig grædefærdig af lettelse og samtidig en anelse fjollet over at være kørt sådan op i en spids. For midt på hendes sort/hvide skærm boblede der en lille klat rundt, som damen påstod var min baby. Faktisk kunne jeg godt se hvad hun mente, når hun udpegede hoved, hjerte og små begyndende luffer til arme og ben. Jeg ved godt at der er en grund til at jeg reagerer som jeg gør, når der er det mindste tegn på fare, men jeg ville sådan ønske at jeg bedre kunne kontrollere det. Det kan jeg åbenbart bare ikke.

Erkendelsen af at jeg ikke er herre over min egen angst, resulterede også i at vi holdt fast i den scanning om mandagen, som hele tiden har været planen. Skrækken fra fredag sad dels stadig i mig, dels var manden nu kommet hjem og ville også gerne have del i oplevelse. Han var selvsagt også forskrækket over at høre om fredagens drama. Scanningen om mandagen gik ligeledes præcis så godt som den skulle – vi så fine billeder og fik endda også lov at høre lidt hjertelyd. Det sidste rørte mig ret meget, fordi jeg stadig har så svært ved at forholde mig til, at der faktisk bor noget inde i min mave, som indtil videre synes at være sundt og raskt.

PS: Jeg har to gange nu oplevet at blive scannet udenpå maven! Jeg er åbenbart langt nok henne nu, til at mit forhold til den enøjede dildo-scanner måske har set sin afslutning for denne gang.

Det er en lille ting, det ved jeg godt – men på én eller anden måde betyder det alligevel noget for mig.

Bare et lille hysterisk pip…

I tilfælde af at nogen er trætte af, at alle mine skriblerier handler om abort-angst og hyperventilation, er det nok et udmærket tidspunkt at stoppe læsningen. Til jer andre – kom ikke og sig, at jeg ikke har sans for drama!

Weekenden har ellers været dejlig! Jeg gjorde hvad jeg gør bedst i pressede situationer, nemlig at stikke fysisk af fra det hele. Denne gang blev destinationen Amsterdam, med en god veninde under armen. Det er jo et trick jeg før har afprøvet, og det fejler aldrig.

Nå, men eftersom der nødigt skulle gå for mange dage uden et emotionelt mini-drama, sendte jeg manden på en uges arbejde i udlandet og tog med oprejst pande hul på en nogenlunde spændende arbejdsuge. Det gik egentlig fint, sådan til at starte med. Så blev det tirsdag, og på én eller anden måde fik Fanden tag i mig. Der var uendelig langt til næste scanning, som er på torsdag (!)

Jeg besluttede derfor at tage en graviditets-test (seriøst – jeg lover at jeg godt selv er klar over hvor ynkeligt der er!) Ét eller andet i mig havde bare behov for at se de to streger. Det kan vist ikke forklares anderledes.

Så jeg satte mig til at tisse i den velkendte plastik-kop, som så mange gange før, og følte mig komplet og helt igennem åndssvag. Med rette! Men så  var det bare lige at jeg kiggede ned i den der kop. Og så at der slet ikke var tis i den, som forventet. Der var til gengæld blod.

Det er nok unødvendigt at sige til kvinder som har aborteret, hvilke tanker og følelser som flyver igennem hovedet på én i dette splitsekund. Alt det rationelle ved jeg godt – at mange bløder, at det ikke behøver at betyde noget, at alt stadig kan være fint, osv. Men det er jo lige meget, når man sidder der. Fuldstændig lige meget – for inde i mig betyder det jo kun én ting, det har jeg oplevet igen og igen. Drømmen var slut – og det var blot et spørgsmål om at få en læge til at bekræfte det.

Jeg gik i absolut handlings-mode. Ringede til Trianglen lidt i lukketid og fik fat på en sygeplejerske. De kunne først se mig næste morgen, netop grundet det sene tidspunkt. Jeg lagde på og ringede 1813 – her ville røvhullerne (ja, undskyld mig!) kun henvise mig videre til Riget, såfremt jeg havde smerter. Det havde jeg ikke.

Derpå forsøgte jeg at trykke på samtlige sympati-knapper, men damen var ikke til at rokke en millimeter. “Hvis det er en abort, er der jo alligevel desværre ikke rigtig noget de kan gøre for dig” messede damen i røret”, dog med en snert af medfølelse i stemmen. “Tak, det er jeg ganske klar over – det er min femte abort og jeg har bare brug for afklaring“, hvæsede jeg tørt ind i røret.

Så lagde jeg på og gik i gang med selv at finde nummeret til gynækologisk afdeling på Rigshospitalet. De har opereret mig flere gange, når jeg har været gravid udenfor livmoderen, og jeg har derfor et direkte nummer til deres døgn-afdeling. Det var jeg ikke bleg for at udnytte, tænkte jeg, imens min puls nærmede sig et uhensigtsmæssigt maksimal-niveau.

Men så ringede telefonen. Det var Trianglen. Nogen havde forbarmet sig over mig og de kunne klemme mig ind lige inden lukketid, hvis jeg kunne være fremme på et kvarter. Vi bor unægteligt ca. 20 minutter derfra, men jeg var ikke i humør til fordybelse i den slags detaljer, og jeg kastede mig derfor ned i en taxi og drønede afsted. Den søde tykke taxamand må have opfattet mig som dagens absolut mest ustabile kunde. Nuvel.

I taxaen nåede at jeg tænke over, hvordan jeg dog skulle overbringe de frygteligt nyheder til kæresten. Åh, han ville blive så ked af det, at jeg næsten ikke magtede det. Skulle jeg vente til han var tilbage i Danmark igen? Jeg ville jo ikke kunne skjule det… åh! Endelig nåede vi frem til klinikken.

Ja, du har i hvert fald ikke aborteret” konstaterede lægen med dildo-scanneren efter ganske få sekunders undersøgelse, der føltes som timer. Jeg forstod ikke hvad han mente. Var det ikke slut? Eller havde jeg bare ikke udstødt det endnu? Hvad mente manden?

Her blinker hjertet – og den vokser lige som den skal” fortsatte han pædagogisk, imens hans pegede på den sort/hvide skærm. Jeg kunne godt se det, når jeg anstrengte mig. Min hjerne prøvede at opfange betydningen: Du er stadig gravid. Der er stadig håb! Det er ikke slut!

Så stod jeg ude på gaden igen. Lettet, forpustet og efter at have spontan-krammet både læge og sygeplejerske på en helt sikkert alt for voldsom måde. Jeg gik derop hjem og sov som en sten i flere timer.

Som sagt, kom ikke og sig at jeg ikke har sans for dramatik!

Så længe det varer…

Den der lettelse varede ikke så længe. Euforien blev urimeligt hurtigst aflyst af hjernens søgen efter faresignaler – var der noget som stak? Føles det ikke lidt underligt? Hvorfor har jeg ikke kvalme?

Hvis alt går vel vil jeg netop være påbegyndt den 8, graviditetsuge. Selvom det kun er ganske få dage siden, at vi i fredags så dét hjerteblik, som i så mange år har synes ganske uopnåeligt, fylder frygten og skepsissen atter meget mere end hvad der er rimeligt.

“Det er jo i denne uge, at mange fostre går til…” siger min hjerne – og fortsætter med at remse gode grunde til alverdens ulykker op på en lang række. “Det er jo i denne uge at en række vitale dele dannes, og der kan gå så meget galt”, siger den. Jeg prøver at slukke for den og ignorere advarslerne. Jeg prøver at insistere på, at lægen sagde at der var gode chancer for at alt ville gå godt. Hold nu fast i dét, for fanden!

Det har været en mærkelig dag. Jeg er alene hjemme og forsøger at arbejde. Det driller mig og jeg får slet, slet ikke produceret nok. Jeg er nedtrykt, eller måske nærmere sådan uforklarligt rastløs og ubeslutsom. Jeg kan ikke finde ud af hvorfor jeg er småtrist, småstresset og samtidig ret irriteret på resten af verden. Alle omkring mig synes at have forvandlet sig til idioter natten over. Måske meget godt at manden ikke er hjemme de næste par dage.

Ved siden af mig ligger min telefon. Den og jeg venter begge på at min egen læge ringer tilbage til mig. Jeg skal dels temmelig modvilligt have bestilt nogle tider til første lægeundersøgelse. Dette strider imod al lyst, for jeg føler at det er at friste skæbnen ALT for meget. Jeg vil fandme ikke forholde mig til hverken vandrejournaler eller NF! Jeg vil gerne først vente og se om jeg overhovedet når dertil, tak!

Men når telefonen ringer er der til gengæld noget andet jeg gerne vil snakke med længe om. Nemlig muligheden for en henvisning til en tryghedsscanning (eller gerne 12!), som igennem de næste uger måske kan hjælpe med at tage toppen af nerverne. Jeg ved jo desværre godt, at det vil vare kort, men jeg må omvendt sande at det nok bare er et vilkår i en graviditet som min. Og hvis jeg kan få bare 2 dages glæde og mindre bekymring, så vil det oprigtigt være kærkomment!

Endnu en omgang…

Dette indlæg er med stor sandsynlighed en genganger. Jeg synes nemlig næsten, at jeg gentager mig selv til en grænse, der er trættende. Igennem bloggens levetid har jeg ikke tal på, hvor mange indlæg jeg har skrevet om op- og nedture i de perioder, hvor jeg måske/måske ikke har været gravid og har gennemgået den frygtelige ventetid, frem mod en endelig afklaring af vores skæbne.

Men det er nu engang den realitet vi befinder os i, endnu engang. Jeg ville så gerne bare opdatere den ene positive status efter den anden, som langsomt men sikkert pegede i entydig retning af, at lige præcis denne graviditet ville blive til det barn, som vi så brændende har ønsket os igennem så lang tid. Men det kan jeg ikke, dertil er der alt for meget drama om ørene på os. Og jeg er røvtræt af det.

I torsdag var jeg til tjek for at se, om overstimuleringen var på vej retur. Det vidste jeg egentlig godt at den var, for jeg har det væsentligt bedre. Men jeg vidste samtidig også at scanningen formentlig kunne afsløre om graviditeten sad rigtigt i livmoderen, selvom det var meget tidligt. Og mit behov for at se netop dette, overtrumfede således min samvittighed overfor klinikken.

Det var ris til egen røv, kan man sige. På den gode sider tæller, at man kunne se en blommesæk i livmoderen. Det skal ikke undervurderes, for igennem fem graviditeter er det faktisk første gang nogensinde, at vi ser dette – og det var ret fantastisk. Men… der er altid et men! Lægen kunne ikke se noget foster i blommesækken. Måske kunne hun ane det… måske ikke.

Lægen virkede ikke særlig optimistisk, synes jeg. Hun snakkede om at det jo “ikke kunne afvises, at det alligevel kunne gå godt”… (nå, så du regner ikke med det, eller hvad?) og begyndte gudhjælpmig også at snakke om at vi jo måtte op på hesten igen, hvis det heller ikke lige blev denne gang, at det lykkedes.

Jeg gik derfra og gik i gang med at forberede psyken på endnu en mislykket omgang. Min mand var noget mere positiv (big surprise!).

Desværre kunne vi først få svar på blodprøven her fredag omkring middagstid. Så torsdag aften var temmelig svær at komme igennem, og morgenen og formiddagen ligeså. På den ene side føler jeg mig gravid med både murren i underliv, spændinger i brystet og så videre – og på den anden side forsøger jeg at ruste mig selv til det kommende nederlag.

Så ringede telefonen. Det var englen fra sidst. Hende kan jeg efterhånden så frygtelig godt lide at blive ringet op af. For hun kunne oplyse at HCG-niveauet igen var steget – til mere end en fordobling – faktisk til 5606. Selv lægen havde været positivt overrasket over tallet, sagde hun (så hun var med andre ord skeptisk under scanningen – I knew it!!)

Konklusionen for nu bliver således, at der stadig er “noget” derinde, og dette “noget” synes lige pt. at vokse, selvom vi ikke kunne se det.

Der er stadig en klar stemme i mit hoved, som banker på med et “hvad nu hvis”… for lægen kommenterede på, at den blommesæk hun så, sad meget langt oppe i det ene hjørne af livmoderen. “Men det er alt for tidligt at se, om det bliver et eventuelt problem”, sagde hun – og “så uheldige er der jo næsten heller ikke nogen der er”, skyndte hun sig så at tilføje.

Jeg orkede ikke at fortælle hende, at når det kommer til sort uheld ved graviditeter, sad hun overfor to eksperter i at bryde med statistiske sandsynligheder – på den meget triste og kedelige måde.

Kan det overhovedet sammenlignes?

Måske er det den tynde bjergluft, som gør mig lidt eftertænksom…

Vi har været omkring det før – og du og jeg, vi ved det godt. Men det er der mange andre, som ikke gør – ikke endnu i hvert fald. Måske fordi de har været forskånet for det, måske fordi det er så svært at leve sig oprigtigt ind i, når man ikke har mærket smerten på egen krop.

Det handler om de store mentale konsekvenser, som ofte følger i kølvandet på ufrivillig barnløshed. Den anden dag på bloggen, henviste jeg til en undersøgelse, som pegede på en overrepræsentation af barnløs i selvmordsstatistikkerne. Det er ikke for at male fanden på væggen – for tallene er heldigvis ikke vanvittigt høje – og langt, langt, langt de fleste af os, drives lykkeligvis aldrig så langt ud.

Men jeg synes alligevel at vi er nødt til at tale om det. Vi er nødt til at få råbt op og skabt opmærksom omkring de konsekvenser, som denne “sygdom” har for de af os det rammer.

En læser herinde sendte mig for nyligt en kommentar,  hvor hun henviser til at infertilitet kan udløse stress-reaktioner, der minder om de der ses hos kræftpatienter! Men det er langt fra lige så accepteret, at man bliver psykisk belastet af fertilitetsbehandlingerne. Denne sammenligning er jeg stødt på tidligere i mit forløb, og jeg har nu brugt lidt tid på at tænke over den.

Jeg vil gerne først og fremmest understrege min dybeste medfølelse og sympati for alle de mennesker, som har kræftsygdomme tæt inde på livet. Få ting i verden er mere umenneskelige. I de forgangne to år har jeg været vidne til hele tre tætte veninder, som hver har mistet en forældre til sygdommen. At følge deres smerte og kamp, er noget som til stadighed berør mig dybt. Derfor er alt hvad jeg skriver i dette indlæg skrevet med stor respekt – og ikke for at negligere eller træde nogle over tæerne.

For lad os bare lige understrege med det samme – der findes én helt afgørende og central forskel på at blive diagnosticeret med henholdvis infertilitet og kræft: Vi som rammes af førstnævnte, skal ikke frygte for vores liv. Her ligger en helt fundamental stor forskel og på denne måde, kan de to ting slet ikke ikke sammenlignes, i min optik.

Dér hvor det måske er muligt at trække nogle paralleller, er ved de psykiske reaktion og de stress-symptomer, som begge “tilstande” er kan medføre for de som rammes. En række af de tanker som jeg selv har gjort mig undervejs når det har været sværest, minder på nogle punkter om nogle af de tanker, som også personer med livstruende sygdomme gennemgår:

  • Hvorfor er det mig som rammes? Har jeg eller vi gjort noget galt, siden at dette skal overgå os? Gør vi nok for at forhindre, afhjælpe og helbredde det? Den dårlige samvittighed forfølger én…
  • Vrede – hvorfor skal andre have det så nemt, når mit liv falder fra hinanden. Der er ikke nogen som helt forstår det jeg går igennem. Ingen der til fulde forstår mine tanker.
  • Ensomhed og isolation – sygdommen kan have hårde konsekvenser for relationerne til både partner, venner og familie. Man mangler overskud og lyst til at engagere sig i og med andre.
  • Frygten for fremtiden: Hvad skal der ske, bliver jeg nogensinde rask og skal det nogensinde lykkes mig at komme videre? Er dette for evigt, eller er der lys for enden – hvornår er det nogensinde ovre? Bliver jeg nogensinde rigtig glad igen?
  • Livet går i stå rent praktisk – det er umuligt at planlægge arbejde eller socialliv, grundet afhængighed af behandlinger, frygten for bivirkninger og symptomer, usikkerhed.
  • Fremmedgjorte kroppe: Den har svigtet mig, den fungerer ikke som den skal. Den har smerter, opfører sig uregerligt, ændrer sig.

Ovenstående er en liste frit fra min tanke-strøm, måske har du flere som du mener kunne tilføjes? Når jeg sidder med nogle af ovenstående punkter, er jeg tilbøjelig til at være enig i den sammenligning, som jeg starter med øverst i indlægget.

For heldigvis er vi blevet lidt bedre til at forstå, at alvorlig sygdom medfører psykiske reaktioner – og at der må tages hånd om det “hele menneske” i behandlingen. Selvom der burde være langt flere – og bedre – tilbud til kræftpatienter, findes der dog i nogen grad en anerkendelse af den psykiske belastning de er under.

Den forståelse mangler jeg at se på fetilitetsområdet – jeg mangler en anerkendelse af konsekvenserne og en handlen på dem. Jeg tror at mit eget forløb havde været mindre belastende, hvis jeg havde været forberedt på nogle af de reaktioner der kan komme. Én af de mange grunde til, at jeg for alvor var nede og dykke sidste efterår, var blandt andet at jeg blev så overrumplet over, at det overhovedet var muligt at tænke og føle som jeg gjorde.

Hvis dog bare nogen havde taget mig lidt i hånden, noget tidligere…

Når det bliver grav-alvorligt…

Dette indlæg er egentlig alt for tungt til sommer-sol og festival. Men det er så vigtigt og alt-afgørende, at jeg ikke kan lade være med at poste det alligevel.

Selvom jeg til tider har troet, at barnløshed skulle drive mig ud på randen af sindssyge, har jeg altid været forskånet for tanker omkring at gøre en ende på det hele – og på mig selv. Så heldige er det ikke alle som er. Det viser sig faktisk, at der ligesom med depression (og formentlig i forlængelse heraf) er en overvægt af selvmord blandt kvinder som kæmper mod ufrivillig barnløshed.

http://videnskab.dk/krop-sundhed/ufrivillig-barnloshed-fordobler-risikoen-selvmord

Som det beskrives i artiklen er selvmord heldigvis ufattelig sjældne – også blandt ufrivilligt barnløse – men ikke desto mindre er der tale om en klar overrepræsentation. Det er sgu da sigende!

Hvor meget mere grundlag er der mon behov for, før at vores sundhedssystem får øjnene op for de alvorlige psykiske konsekvenser, som alt dette medfører? Hvornår indser vi som samfund, at vi er nødt til at sætte ind med massiv støtte til de kvinder og mænd, som rammes af infertilitet? Hvorfor findes der ikke et fast tilbud til mænd og kvinder som har dette tæt inde på livet – når nu der er et åbent behov? Selv hvis man skulle tage penge-hatten på, er der sikkert også et grundlag for besparelser, såfremt ikke vi efterfølgende skal behandle folk for depressionerne og stress.

Jeg ved det ikke – men jeg ved at hvis du sidder ude på den anden side af skærmen og er så hårdt ramt, at du genkender dig selv i dét som artiklen beskriver, må og skal du vide at der er hjælp at hente. Det er muligt at få det bedre, selv når det er allermest sort – og der findes rigtig mange kvinder, som kender til at være i din situation, selvom det føles enormt ensomt at være dig.

Bed om hjælp! Råb højt! Betro dig til nogen! Du er også altid velkommen til at skrive til mig, hvis det kan hjælpe dig at få luft, hvis du vil møde andre i lignende situationer, eller hvis du vil henvises til en ekspert med speciale i barnløshed og psykiske konsekvenser.

Der er håb forude, det lover jeg! Pas godt på jer selv.