Lidt til debatten…

Ja – jeg er sgu lidt sent ude denne gang. Ikke fordi nedenstående ikke har medvirket til en kraftig stigning i mit blodtryk, men mere bare fordi der har været gang i så meget andet at passe (læs: middagslure, kaffeaftaler, plukkeveer, chokolade – fortsæt selv). Jeg henviser til de nylige kampagner, som både min kommune (København) og senest Danmarks Radio, har iværksat.

Fællesnævneren for kampagnerne er en bekymring over de dalende fødselstal – dels i hovedstaden og dels i hele Danmark (Man fristes til at spørge, hvor den bekymring har været siden 1980’erne, hvor tallene var endnu lavere end i dag – men nok om det).

Formålet med kampagnerne har eftersigende været, at ruske os danskere ud af vores skønhedssøvn og få os til at knalde noget mere og derved få nogle børn – vel at mærke oftere og tidligere end vi selv kan finde ud af at tage initiativ til.

Pyha. Dyb indånding. Den kampagne er jo ikke rettet mod dig, vel Signe? Den er heller ikke rettet mod single-solo-mødrene, eller de mange andre med udfordringer på det reproduktive område, vel? Slap nu lidt af…

Alligevel hidsede jeg mig vist en smule op. For jeg synes i den grad at de kampagner rammer forbi målet. I stedet for at se på (strukturelle) årssagsforklaringer, kører kampagner hårdt på med en individualisering af problemerne – og puster en hel masse mennesker i nakken med formaninger om, at de saft-susemig skal skynde sig at få nogle børn, hvis de nogensinde vil gøre sig forhåbninger om at kunne. Ellers står alderdommen og alverdens andre ulykker nemlig og venter lige om hjørnet.

Om Københavns Kommunes seneste kampagne (“Har du talt dine æg”) har jeg ikke meget godt at sige. Dels finder jeg flere af deres “fakta” i kampagnen misvisende – dels er jeg ikke helt sikker på, at jeg synes at der er en kommunal opgave, at gennemføre en sådan skræmmekampagne, uden at forholde sig til nogle af årsagerne til, at Københavnerne generelt er noget sene om at lave deres meget få børn.

Så som den sure gamle dame jeg er (hej, hormoner!), kunne jeg ikke holde fingrene fra tasterne. Jeg prøvede virkelig at kæmpe imod, men jeg fejlede. Det kom der nogenlunde følgende besked ud af:

Kære Kommune.

“I kan se, at mange bliver overraskede over, hvor svært det kan være at få børn hvis man venter?”. Derfor har I valgt jeres såkaldte “oplysningskampagne”, kan jeg læse mig til. Selvom I nødigt vil forholde jer til kritikken, vil jeg alligevel forsøge med et par spørgsmål:

Hvor kan I dog se disse fakta henne? Hvordan måler I overraskelsen, og hvordan vurderer I, at problemerne skyldes alder? I hvilken udtrækning forholder I jer til andre årsager og forklaringer, end blot det at folk vælger at vente for længe?

I øvrigt – hvis I genlæser kapitel 1 i en begynderbog om statistik, vil I lære at “korrelation er ikke det samme som kausalitet” – det betyder at det sene landsgennemsnit for børneproduktion i Hovedstaden, meget vel kunne skyldes andet end borgernes uvidenhed. Lad mig foreslå i flæng: Det høje uddannelsesniveau (presset igennem på rekordfart), lange arbejdsdage, de ringe forhold i daginstitutionerne, manglen på (billige) boliger….?

Venlig hilsen én, som faktisk har talt sine æg. De er ganske frugtbare – og der er mange af dem! Men mine ødelagte æggeledere havde været mindre sammenvoksede, hvis jeg havde ønsket mig børn som 25-årig.

Fertilitetsproblemer har mange årsager…

Mit opstød var ikke det eneste utilfredse, der var at finde på Københavns Kommunes Facebookside. Desværre var det svært at få kommunen til for alvor at forholde sig til kritikken – eller underbygge deres tal og påstande for den sags skyld. I stedet vaskede de hænder og henviste til Rigshospitalets fertilitetsklinik. Det var nu som sådan heller ikke fordi jeg forventede, at de stakkels ansatte der håndterer kommunens sociale medier, for alvor ville bruge tid på at svare – eller endsige vidste hvad de skulle sige. Det var mest bare fordi jeg synes at kampagner er så ensporede…

Jeg forestiller mig at kampagnerne prikker til et eller andet, hos mange der er i fertilitetsbehandling… Eller er det bare mig? Jeg er sgu lidt nysgerrig på, hvad I andre mener om det derude – er det en opgave for kommunen, er den grebet an på den rigtig måde, og sådan? Skriv løs…

Dér var den sgu!

Det står efterhånden klart for mig, at jeg ikke bliver baby-litteratur-typen i denne graviditet. Det er ikke som sådan en bevidst beslutning, men startede egentlig bare som så meget andet med, at jeg har haft temmelig svært ved at turde tro på projektet.

Min søde kæreste derimod, jubel-optimisten, hentede en såkaldt baby app allerede i uge 7. Sådan en fidus skulle jeg den-onde-lyne-mig ikke nyde noget af, for jeg husker kun alt for godt hvordan det føltes at slette den fra telefonen første gang. Hvor ondt det gjorde. Hvor latterlig jeg følte mig over, at have ligget dér uge efter uge mandag morgen og læse om den kommende uge i min graviditet. Det skulle jeg ikke udsættes for igen…

Men langsomt begyndte han alligevel at læse lidt op for mig. Jeg tillod det. Dels af egen nysgerrighed og dels fordi jeg aftalte med karma-guderne, at det ikke for alvor talte i forhold til at jinxe noget.

Det var egentlig ret hyggeligt – og det er blevet en fast weekendtradition efterhånden. Det betyder i øvrigt at han er ret godt inde i hvordan den udvikler sig derinde, og at det tit er mig der må spørge ham om hvor stor den eksempelvis er lige nu, eller om den har fået hørelse. Det synes jeg måske også har sin charme -. altså det der med at det ikke kun er mig der skal være eksperten på alt det nye, som ingen af os i virkeligheden aner særlig meget om.

Anyway – denne uge var ingen undtagelse og vi kunne derfor læse os til at man som 1. gangs gravid formentlig ville kunne være heldig at mærke liv i én af de kommende uger (det giver ingen point at det er den 5. omgang, lige i denne sammenhæng). I dagene forinden havde jeg faktisk mærket en del “rumsteren rundt” dernede, som jeg nok havde tænkt kunne være begyndelsen på netop dette. Som alle andre var jeg dog ret meget i tvivl om, hvad det egentlig var jeg skulle mærke efter, og hvad jeg skulle forvente. Det føltes ikke synderlig meget anderledes, end en gang solid luft i maven.

Men så sad jeg i teateret lørdag aften. Midt i et grineflip slog det mig pludselig, at jeg faktisk slet ikke længere var spor i tvivl. For dér var den helt bestemt – og det har den været temmelig meget siden. Når jeg sidder stille på kontoret, eller når jeg ligger til mig at sove, kan jeg ganske tydeligt mærke at den ligger og møffer rundt derinde.

Det føles hverken som bobler eller en fisk der slår med halen, eller mange af de andre beskrivelser, som jeg ellers har hørt om. Det mærkes mere som lige netop dét det er – små bitte “smølfespark” på indersiden af maveskindet. Helt forsigtigt, men slet heller ikke til at tage fejl af. Så tak for det, baby – for jeg har i meget høj grad stadig brug for det. For påmindelser om, at der er noget derinde, om at den er god nok og om at det måske endda rent faktisk kunne ende lykkeligt.

He and she…

Midt i et andet indlæg, fik jeg lyst til at lave et lille opslag, der handler om forskellen på “ham og hende” her i det, der kaldes for 17. graviditetsuge. For selvom vi har stået tæt sammen igennem hele opstarten af denne graviditet, med de utallige op- og nedture, er der som med så meget andet, forskelle i vores måder at tænke og tale om det hele på. Nogle af disse ting, får mig til at trække lidt på smilebåndende:

Han snakker nemlig mest om:

• Alt det vi skal, når vores barn kommer…
• Al den fede elektronik, som man kan købe til sådan en baby (hvad fanden er en Nabby???) .
• Noget med at spille en hel masse fodbold i parken (tror han at jeg føder en 5-årig?)
• Hvor hyggeligt det bliver at komme hjem fra arbejdet, til sådan en lille smilende én.
• At han holder af mine nye runde former (pas nu på, kammerat!)
• At han glæder sig meget til at kende kønnet.
• At vi har masser af plads i lejligheden – til mange børn!

Hun snakker derimod mere om:

• Alt det vi skal, hvis vores barn kommer…
• Alt det unødvendige udstyr, som nye forældre tror at de skal købe til deres børn.
• Noget med at spille musik for dutten i maven – den har udviklet hørelse, har hun læst.
• Hvordan vi dog overhovedet skal få hverdagen til at gå op – de er jo pisse tidskrævende sådan nogle små skrævl.
• At hun intet tøj kan være i, når hun stadig forsøger at holde det diskret på jobbet.
• At hun stadig ikke er helt sikker på, at hun er klar til at vide, om det er en tissemand- eller kone, der gemmer sig derinde.
• At der umulig kan blive plads til en baby på deres 100 kvm.

At der tid tider er visse forskelle på mænd og kvinder, er som bekendt ikke noget nyt. Allerede under fertilitetsbehandlingen lærte vi på den hårde måde, at vi tackler sorg og frustrationer meget forskelligt. Det er ikke min påstand, at det hele er absolut kønsbestemt, men det er alligevel min oplevelse at det ofte er muligt at generalisere bare en lille bitte smule.

Jeg har skrevet om dette – lige her. Vi måtte igennem nogle gevaldige op- og nedture, før vi fandt en balance, der gav plads til begge vores måder at holde den daværende situation ud på. Uden at han gik under på at holde modet oppe for os begge, uden at jeg følte at han negligerede mine følelser – uden at vi trak hinanden godt og grundigt ned i processen.

Det var nemmere sagt end gjort – og måden at nå derhen på var dels at få talt, talt og talt – men også på et tidspunkt at få noget hjælp udefra (til mig), som hjalp med at sætte ord på disse egentlig ret simple forskelle.

På nuværende tidspunkt er det blevet temmelig meget nemmere at håndtere, at vi trods alt stadig har vores forskellige måder at tilgå verden omkring os, og de mange udfordringer og glæder som vi med garanti står overfor. Det gør det nu engang uvægerligt nemmere at være forskellige, når tingene går godt og overskuddet stiger.

Jeg er helt sikker på, at vi nok også på sigt skal komme til at diskutere børneopdragelse så det brager – men det tager jeg gerne med. De grundliggende værdier er vi helt igennem enige om – og resten tager vi sgu nok bare som det kommer.

Fem fingre!

Nu har pulsen igen indfundet et nogenlunde normalt niveau, så jeg igen kan koncentrere mig længe nok til at forfatte et indlæg til bloggen. I går formiddags kl. 10.00 stod vi på Riget med hjertet i halsen og trådte endnu engang ind i deres (stadig ret rædselsfulde) venteværelse på ultralyds-afdelingen.

Heldigvis gik det igen overraskende hurtigt. Vi blev kaldt ind af en sød kvindelig læge, hvis patient før os havde meldt afbud og som derfor havde rigeligt med god til snak og grundighed. Vi startede med at snakke lidt om hvorfor vi egentlig havde denne tid til gennemscanning i uge 15, men det var nu mere af nysgerrighed, end fordi vi skulle forsvare noget. Rart.

Derpå tog hun bogstavelig talt fat fra en ende af og gennemgik fosteret fra A-Z. Hun fandt organerne frem ét efter ét og tjekkede via tværsnit (wow!) at blodgennemstrømningen fungerede optimalt. Hun målte lårbensknoglen, kiggede på hjernen, tjekkede for misdannelser – var i det hele taget bare så sød, rolig og grundig at det var meget rørende. Til forskel fra NF var jeg selv en anelse mere rolig, og følte derfor faktisk at jeg var til stede og kunne være med i det hun fortalte.

Hjertet fik en ordentlig omgang – fire fine små hjertekamre og en blodgennemstrømning så fin som man kunne forvente. Min kære fader er for nyligt blevet opereret for en medfødt hjertefejl – så derfor var dette en ret vigtig detalje for os også.

Til sidste tjekkede hun mine stakkels skamferede æggestokke, som desværre stadig lider lidt under den overstimulering, som i sommers førte til graviditeten. Det er vand i forhold til hvad det har været (og min eneste fysiske gene – så jeg forsøger at undlade for meget brok), men det undrede mig nu alligevel at jeg stadig kan mærke det, godt 3 måneder efter hormonindsprøjtningerne. Alt så dog fornuftigt ud. Der er stadig spor efter behandlingen, men ikke noget alarmerende, så jeg kan med ro i maven bide generne i mig lidt endnu (lovely!).

Da vi var færdige gik vi i vanlig vantro lykke over på en café i Ryesgade, for at fejre med lidt frokost. Vi har begge lært at tømme vores kalendre på dage som disse, for man ved sgu aldrig. Men det betyder også, at der så er tid til at fejre det, når det rentfaktisk er gået godt.

Jeg tudede sådan lidt on/off på caféen, af glæde og af nyfunden ro. De sidste par dage har jeg tolket alle tegn syd fra navnlen som en vished om, at noget var ved at gå galt. Nu sad vi dér med smil op over begge øre og gentog “der var sgu 5 fingre”, med stjerner i øjnene.

For det var der… vi fik selv et billede af det:

 

Første besøg

Nu er jeg fanden-galme’ også blevet sådan én, som går til jordemoder! Hvem havde troet det. Jeg havde trukket den så længe jeg overhovedet kunne, så nu var der ingen vej udenom at bestille en tid og “få det overstået”.

Hvorfor jeg har udskudt, er jeg ikke sikker på. Det er lidt samme fornemmelse som med nakkefoldsscanningen. Noget i retning af, at hvis jeg først for alvor begynder at gå rundt og tro at jeg er gravid, og bestiller tider her og der og alle vegne, ja så bliver det nok bare så meget desto mere umuligt at holde ud, når det hele går fløjten.

Ja ja, tænker du – sådan hænger det jo ikke sammen, din lille tåbe! Men alligevel….

Alt hvad der har direkte med denne graviditet at gøre, gør noget underligt ved mig. Ligeså snart jeg skal til en konsultation af nogen som helst art – om det er læge, scanning eller (åbenbart) jordemoder, begynder min krop at forberede sig på noget småfarligt. Det er ikke helt retfærdigt overfor det sundhedssystem, som ellers for størstedelens vedkommende behandler os godt – men det er som om krop og hjerne lidt går egne veje, lige på dette punkt.

Uden at jeg helt bemærker det, forbereder jeg mig på kamp – på at skulle starte forfra, på at forklare hele min komplicerede historik igen igen, bære over med dem, når de insisterer på at jeg kan smide alle bekymringer, og så fremdeles. Denne gang opdagede jeg først hvad der var igang, da det i venteværelset gik op for mig, at jeg havde kold-svedt mig igennem min undertrøje. Sexet nok, ellers.

Jeg smækkede min cardigan lidt tættere om kroppen og blev kort efter modtaget af en venligt udseende dame – lad os kalde hende Jytte. Jordmoder Jytte. Hun havde (selvfølgelig) en jordemoderstuderende på slæb, og jeg bed ærgrelsen i mig, over at have endnu mere publikum på til mit snarlige sammenbrud. Én fra eller til…

Ind kom jeg, blev sat ned, blev ønsket tillykke med graviditeten. Nikkede på vanlig høflig vis og undlod at svare så meget andet end “tjoh, tak”. Derfra tog Jordmoder Jytte over – og viste sig fra lige præcis sådan en side, som jeg kun havde kunne håbe på.

Hun havde først og fremmest læst lidt journal på forhånd, hvorfor hun var helt og aldeles med på, at jeg havde det en anelse anderledes end den gennemsnitlige gravide. Derpå sikrede hun sig en evig plads i mit hjerte ved kommentaren:

“Måske vil det blive nemmere for at dig at tro på med tiden – måske ikke. Men det vigtigste er at du ved, at det tager din baby ikke på nogen måder skade af. Du må tage det som det kommer”. 

Så var stilen lagt. Jeg knus-elskede hende fra starten af – og den søde studerende var faktisk kun med til at gøre stemningen lettere undervejs, når vi i vores lange snak vekslede imellem det alvorlige og det mere humoristiske. Der var en rigtig god kemi – og selvom jeg for god ordens skyld blev bedt om at fortælle min historie forfra for 34. gang i denne måned, gjorde det ikke så meget. Jeg skulle nemlig ikke forklare særlig meget om, hvorfor jeg havde det som jeg har – og jeg behøvede hverken at retfærdiggøre eller forsvare min tanker heller.

Planen er nu den, at jeg i løbet af nogle dage bliver kontakter af deres enhed for “sårbare” gravide (du godeste – mig??). Her vil jeg få tilbudt at blive tilknyttet deres enhed og høre lidt nærmere om, hvad de tilbyder. Så vælger jeg derefter, om jeg vil overgå til dem, eller om jeg hellere vil blive hos Jordmoder Jytte og være helt almindelig gravid.

Egentlig ser jeg fordele ved begge dele. Det vil dels være fint med noget ekstra omsorg og tid, men det vil også være rigtig rart at blive dér, hvor jeg lige har haft en positiv oplevelse. Så nu tager jeg lige en snak med dem, når de ringer, og så tager vi den derfra.

Piece of cake!

Hvornår bliver du glad?

Det er et spørgsmål jeg har mødt i forskellige varianter, her igennem den seneste tid. Det gør mig en smule perpleks hver gang – for jeg ved ikke hvad folk forestiller sig af svar. Nogle dage har jeg lyst til at forklare, at sådan fungerer psyken jo slet, slet ikke – andre gange har jeg lyst til at svare at “det bliver jeg den 12. november 2015, klokken 10.45” – bare for at se deres reaktion.

Spørgsmålet kommer fra de af vores nærmeste, som har vidst at vi har været i behandling sommeren over og som derfor også (når de direkte har spurgt) har fået besked om det foreløbigt positive resultat af behandlingen. Folk har det med at blive meget glade på vores vegne (også lige tanden mere, end hvad jeg synes godt er), og de synes også i nogenlunde udstrækning at have haft forståelse for, at det er forbundet med en vis nervøsitet at være gravid for 5. gang.

I nogenlunde udstrækning… for det er ikke alle – og det er heller ikke på ubegrænset tid, har jeg på fornemmelsen. Et par stykker har allerede forsøgt sig med et par “nu skal du jo også bare tro på det”-kommentarer (det er de ikke sluppet så godt fra). Hovedparten synes dog fortsat at give en lille smule snor til vores skepsis, og accepterer fortsat at armene ikke helt er løftet over hovedet. Men de kan ofte ikke helt dy sig for at spørge ind til, hvor længe denne skepsis og frygt mon varer ved.

Dét de spørger ind til er naturligvis, hvornår jeg har tænkt mig at ånde lettet op og acceptere at jeg er sund og rask og gravid, og skal have et barn. Hvornår jeg dog har tænkt mig at give slip og bare nyde det? Være helt almindelig glad og gennemsnitlig? Alle andre i verden gør det jo efter 12 uger?

Sagen er bare den, at jeg slet ikke ved hvornår jeg får det sådan. Hvis jeg nogensinde gør. Selvsagt håber jeg at min angst bliver mindre og at jeg får lov til at komme så langt, at jeg på et tidspunkt kan nyde bare en lille bitte smule af det som foregår. Men jeg ved det ikke – og det føles ikke lige pt. som om, at det er noget der sådan ligger lige for. Eksempelvis føles det ikke umiddelbart som om at det gør den store forskel for mig, at skulle til NF i næste uge. Forstå mig ret – det bliver en skøn milepæl som forhåbentlig krydses – men jeg skal nok hurtigt opfinde noget nyt at bekymre mig over.

Rationelt ved jeg jo godt, at der er gode chancer for at vi kommer i mål – at der er gode chancer for at jeg får lov til at beholde graviditeten. Vi har på alle måder procenterne på vores side. Men jeg har også flere gange måtte sande, at procenter er noget man kan bruge til at tørre sig i numsen med! Chancerne for at skulle igennem alt det vi har været, har også været helt ufattelig små – men det skete jo alligevel.

Så når jeg bliver spurgt om, hvornår jeg bliver glad og begynder at tro på det, falder det mig altid så mærkeligt. Ingen vil hellere end jeg nå til et sted, der er nemmere at være, end dér hvor vi er lige nu. Men hvis nu en person har været alvorligt syg, kan man da heller forlange af dem, at de sætter et tidspunkt op for, hvornår de holder op med at frygte et tilbagefald? Den frygt forsvinder da formentlig aldrig fra dem, selvom den måske bliver mindre med tiden?

Så jeg ved ikke hvad jeg skal svare… måske skal jeg bare smile og stikke dem en fiktiv dato for, hvornår min uforbeholdne lykke indtræffer…?

Detox

Da jeg begyndte på dette indlæg, var det blot for at give et lille indblik i, hvordan det står til her midt i min underlige limbo af ventetid, frygt og en smule (virkelig forsigtig) glæde. Nu har jeg skrevet det hele lidt om et par gange, og kan godt se at det måske bliver temmelig rodet. Det passer meget fint til tilstanden i det store hele, egentlig.

Vi har bevæget os ind i uge 10 – hvilket for mig er både helt uvirkeligt og utopisk, men samtidig jo selvfølgelig også giver en eller anden form for lettelse. Det er det længste jeg nogensinde har været, uden at det endnu er gået galt. Det tætteste vi har været på opfyldelsen, af den mangeårige drøm.

Så meget desto mere har vi jo så også at miste.

Dagene går sådan lidt i ring. Jeg er ikke dybt ulykkelig eller skræmt fra vid og sans hele tiden – men det er alligevel utroligt udmattende at være inde i mit hoved. Frygten kommer i bølger og rammer mig når jeg synes at opfange de mindste faresignaler : Er jeg begyndt at bløde, hvorfor er mine bryster ikke mere ømme, hvad var nu det for et stik i maven? Der skal ikke meget til at tippe læsset og jeg har haft virkelig mange tudeture igennem de sidste uger. Mange flere end hvad der er klædeligt.

Jeg prøver at tøjle angsten med det bedste våben jeg har – tryghedsscanningerne. Hvis det stod til mig, var der ingen øvre grænse for hvor ofte jeg gerne ville forbi og tjekke det lille liv. Men det lader sig ikke gøre, selvfølgelig, ikke hele tiden. Jeg har ikke tal på antallet af scanninger indtil nu, faktisk – hvilket vidner om at det måske tenderer til at tage lidt overhånd.

Jeg har ikke blødt siden mit panik-anfald i sidste uge, og jeg begynder at turde tro mere og mere på at det virkelig blot var Lutinus, som var skyld i en lille rift eller lignende. Jeg er blevet scannet flere gange siden da, og der er ikke grund til bekymring, påstår de. Nu er jeg heldigvis på “udtrapning” af både Lutinus og Østradiol, og jeg glæder mig voldsomt meget til at “få min krop tilbage“.

Så nu er jeg på detox i mere end én forstand – dels nedtrapning af al medicin, dels et forsøg på at netrappe antallet af scanninger. Den næste er i kalenderen til mandag den 7. september, og derefter er der ikke booket yderligere før NF om tre uger. Jeg ved sgu ikke om det holder…

Det er underligt at vide, sådan faktuelt, at jeg gravid. Det føles fortsat slet ikke sådan – hverken fysisk eller følelsesmæssigt (ud over den evige følgesvend – angsten for at det snart går galt). Jeg har fortsat stort set ingen symptomer på noget som helst – og jeg skal derfor hele tiden minde mig selv om, at jeg jo altså har set ved selvsyn, at den er god nok. Hvis jeg ikke havde lægens ord for det, kunne jeg godt lige nu være én af de kvinder, som ikke opdager en graviditet før de er meget langt henne. Mærkeligt.

Heller ikke følelsesmæssigt, er der rigtigt noget at spore. Jeg ville så gerne kunne glæde mig og mærke lykkeboblerne i kroppen. Jeg ville så gerne føle mig “forbundet” med dét derinde… men det udebliver altså for nuværende.

Vi har aldrig været så langt før, bliver jeg ved med at messe for mig selv. Vi har aldrig været så tæt på noget, som måske kunne komme til at gå godt…

Bare et lille hysterisk pip…

I tilfælde af at nogen er trætte af, at alle mine skriblerier handler om abort-angst og hyperventilation, er det nok et udmærket tidspunkt at stoppe læsningen. Til jer andre – kom ikke og sig, at jeg ikke har sans for drama!

Weekenden har ellers været dejlig! Jeg gjorde hvad jeg gør bedst i pressede situationer, nemlig at stikke fysisk af fra det hele. Denne gang blev destinationen Amsterdam, med en god veninde under armen. Det er jo et trick jeg før har afprøvet, og det fejler aldrig.

Nå, men eftersom der nødigt skulle gå for mange dage uden et emotionelt mini-drama, sendte jeg manden på en uges arbejde i udlandet og tog med oprejst pande hul på en nogenlunde spændende arbejdsuge. Det gik egentlig fint, sådan til at starte med. Så blev det tirsdag, og på én eller anden måde fik Fanden tag i mig. Der var uendelig langt til næste scanning, som er på torsdag (!)

Jeg besluttede derfor at tage en graviditets-test (seriøst – jeg lover at jeg godt selv er klar over hvor ynkeligt der er!) Ét eller andet i mig havde bare behov for at se de to streger. Det kan vist ikke forklares anderledes.

Så jeg satte mig til at tisse i den velkendte plastik-kop, som så mange gange før, og følte mig komplet og helt igennem åndssvag. Med rette! Men så  var det bare lige at jeg kiggede ned i den der kop. Og så at der slet ikke var tis i den, som forventet. Der var til gengæld blod.

Det er nok unødvendigt at sige til kvinder som har aborteret, hvilke tanker og følelser som flyver igennem hovedet på én i dette splitsekund. Alt det rationelle ved jeg godt – at mange bløder, at det ikke behøver at betyde noget, at alt stadig kan være fint, osv. Men det er jo lige meget, når man sidder der. Fuldstændig lige meget – for inde i mig betyder det jo kun én ting, det har jeg oplevet igen og igen. Drømmen var slut – og det var blot et spørgsmål om at få en læge til at bekræfte det.

Jeg gik i absolut handlings-mode. Ringede til Trianglen lidt i lukketid og fik fat på en sygeplejerske. De kunne først se mig næste morgen, netop grundet det sene tidspunkt. Jeg lagde på og ringede 1813 – her ville røvhullerne (ja, undskyld mig!) kun henvise mig videre til Riget, såfremt jeg havde smerter. Det havde jeg ikke.

Derpå forsøgte jeg at trykke på samtlige sympati-knapper, men damen var ikke til at rokke en millimeter. “Hvis det er en abort, er der jo alligevel desværre ikke rigtig noget de kan gøre for dig” messede damen i røret”, dog med en snert af medfølelse i stemmen. “Tak, det er jeg ganske klar over – det er min femte abort og jeg har bare brug for afklaring“, hvæsede jeg tørt ind i røret.

Så lagde jeg på og gik i gang med selv at finde nummeret til gynækologisk afdeling på Rigshospitalet. De har opereret mig flere gange, når jeg har været gravid udenfor livmoderen, og jeg har derfor et direkte nummer til deres døgn-afdeling. Det var jeg ikke bleg for at udnytte, tænkte jeg, imens min puls nærmede sig et uhensigtsmæssigt maksimal-niveau.

Men så ringede telefonen. Det var Trianglen. Nogen havde forbarmet sig over mig og de kunne klemme mig ind lige inden lukketid, hvis jeg kunne være fremme på et kvarter. Vi bor unægteligt ca. 20 minutter derfra, men jeg var ikke i humør til fordybelse i den slags detaljer, og jeg kastede mig derfor ned i en taxi og drønede afsted. Den søde tykke taxamand må have opfattet mig som dagens absolut mest ustabile kunde. Nuvel.

I taxaen nåede at jeg tænke over, hvordan jeg dog skulle overbringe de frygteligt nyheder til kæresten. Åh, han ville blive så ked af det, at jeg næsten ikke magtede det. Skulle jeg vente til han var tilbage i Danmark igen? Jeg ville jo ikke kunne skjule det… åh! Endelig nåede vi frem til klinikken.

“Ja, du har i hvert fald ikke aborteret” konstaterede lægen med dildo-scanneren efter ganske få sekunders undersøgelse, der føltes som timer. Jeg forstod ikke hvad han mente. Var det ikke slut? Eller havde jeg bare ikke udstødt det endnu? Hvad mente manden?

“Her blinker hjertet – og den vokser lige som den skal” fortsatte han pædagogisk, imens hans pegede på den sort/hvide skærm. Jeg kunne godt se det, når jeg anstrengte mig. Min hjerne prøvede at opfange betydningen: Du er stadig gravid. Der er stadig håb! Det er ikke slut!

Så stod jeg ude på gaden igen. Lettet, forpustet og efter at have spontan-krammet både læge og sygeplejerske på en helt sikkert alt for voldsom måde. Jeg gik derop hjem og sov som en sten i flere timer.

Som sagt, kom ikke og sig at jeg ikke har sans for dramatik!

Hvornår skal det være?

Det er noget af det første og mest almindelige, at spørge en gravid kvinde om. Åbenbart. “Hvornår skal det være” eller “hvornår har du termin”. Det giver jo god mening, og er en sød og uskyldig måde at udvise interesse på, synes jeg normalt.

Men for tiden er jeg lidt allergisk, og det må selvfølgelig stå helt og aldeles for egen regning. Jeg bliver spurgt af både sundheds-systemet og af de nærmeste i vores omgangskreds, som kender til vores omstændigheder. Senest var det min tandlæge, som spurgte ind til det. Jeg måtte nødtvunget oplyse om graviditeten, i forbindelse med et røntgenbillede. Hun mimrede derudaf omkring lykken ved forårsbørn og om hvor skønt det hele ville blive for mig. Så sødt! Og virkelig bare slet ikke til at holde ud.

Jeg undviger ellers så godt jeg kan, når folk prøver. Mumler noget om at “det bliver nok i starten af april” og skynder mig derpå at lede efter en måde at skifte emne på. Det er åbenbart alt for tæt på det hele, til at jeg kan holde ud at snakke om noget, som ligger så uendeligt langt ude i fremtiden, og som jeg er rystende angst for aldrig at nå frem til. Jeg er totalt i en-dag-af-gangen tilstand. Ikke en måned, slet ikke syv.

Terminsdatoer har jeg haft fire andre af tidligere, uden nogensinde at være nået frem til én eneste af dem. Det stikker lidt i hjertet, når hver gang man runder dem, og jeg kan af én eller anden grund huske dem alle sammen, uden de helt store anstrengelser. Måske derfor er det så svært for mig at tale om en ny potentiel dato – for jeg føler at jeg vifter skæbnen om næsen, med en alt for stor fristelse til at komme og tage den nye dato fra mig, så snart den ser sit snit til det.

Tilknytning i femte omgang…

I min første graviditet – før vi endnu anede at moder natur var en nådesløs dame med helt andre planer – tog det os ingen tid at hoppe direkte ind i graviditetsboblen: Vi jokede med mine hormoner, med mine madvaner, vi drømte om indretning af børneværelse – alt det som sikkert kendetegner helt almindelig redebygning og reproduktion. Min mand faldt gerne i søvn med en hånd på min mave hver aften – og drillede mig gerne med at “det var hans søn, der lå derinde”. Ja, sådan var livet så uskyldigt…

Alt dette gjorde vi stort set ikke anden gang jeg blev gravid… og da slet ikke tredje! Vi vidste at intet skulle tages for givet – for så snart vi begyndte at glæde os, ville det sikkert være slut. Man skulle jo nødigt friste skæbnen, ved at tro på for meget for hurtigt og vi var således ganske kloge – og kyniske – af skade. Vi kendte en del mere til livets barske realiteter, og jeg huskede smerten over at have følt mig så fjollet. Fjollet over at have gået og troet på at jeg var rigtigt gravid, at jeg skulle have en baby. Følelsen af at have været virkelig naiv, forfulgte mig i meget lang tid efter…

Det har sat sine spor, som jeg først for alvor her i femte omgang er blevet meget bevidst om.

I samtlige andre graviditeter, selv de seneste af dem, har jeg nærmest fra øjeblikket hvor jeg så de to streger, været ramt af en varm følelse af tilknytning og omsorg for dét som spirrede i min mave. En varm ømhed, som er svær at forklare – også selvom jeg særligt tredje og fjerde gang bibeholdt en vis distance. Jeg har tænkt på dét i maven som noget virkeligt, og som noget jeg skulle passe på. En spirrende mor-fornemmelse, kan man måske endda kalde det?

Det har givet sig udslag i, at jeg har været bevidst om at jeg var gravid, at jeg har forsøgt at leve efter det og at det helt naturligt har påvirket hvad jeg fx har spist eller anvendt af kosmetik. Det er kommet helt naturligt, og jeg er vist alligevel ikke synderlig hysterisk hvad de ting angår – bare sådan almindeligt fornuftig.

Den må jeg med skam indrømme, at jeg ikke rigtigt kan finde frem denne gang. Jeg prøver – og jeg er selvfølgelig bevidst om hvorfor “følelserne” og bevidstheden udebliver. Min hjerne forsøger sig klart nok med en solid omgang selv-beskyttelse!

Men jeg føler mig ikke særligt gravid – hverken fysisk eller følelsesmæssigt. Mine symptomer er til at overse, og jeg skal aktivt tvinge mig selv til at huske på dét flere gange dagligt: “Du er gravid endnu, du er gravid endnu, du er gravid endnu”. Når jeg så husker det, bliver jeg varm og glad for en stund, men så overtager skepsis alligevel ganske hurtigt: “Lad os nu se, hvor længe der varer”. Den naturlige varme og omsorgsfølelse, som jeg kendte fra tidligere, udebliver altså for nuværende. Aktivt skal jeg huske på, at jeg er gravid og derved også “tvinge” mig selv til at leve derefter.

Jeg håber sådan at det ændrer sig med tiden – at det får lov til at ændre sig fordi vi får tid nok. At det bliver mere naturligt og ikke så fremmed en fornemmelse for mig.

Igennem årene som ufrivillig barnløs tror jeg at de fleste gør sig mange tanker om den dag miraklet indtræffer – og der er jeg ikke spor anderledes. Jeg har forestillet mig hvordan ville blive og være, jeg har spillet “indre film” i timevis. Jeg må dog indrømme at det hele lige nu mest bare synes så tilpas uvirkeligt, så den føromtalte og forventede eufori træder ligesom en smule i baggrunden. Det samme gør altså åbenbart den øjeblikkelige tilknytningsfølelse, lidt endnu…