Grrrr…

Det er min erfaring at jeg skriver bedst på en lille bitte smule indignation og vrede – og at indlæg i genren “pissed-off-og-urimelig” som oftest er nogle af de mest morsomme… efterfølgende i hvert fald.

Derfor kan jeg ikke dy mig for lige at lukke en mundfuld galde ud – inden at bloggen svømmer helt over med positivitet og livsglæde. Det går fandme ikke. Heldigvis kan den slags hurtigt kureres med en kort runde i det danske sundheds-system, for det skal sgu hurtigt fjerne enhver form for “her går det godt” følelse.

Igennem bloggens levetid har jeg dels til tider brokket mig over nogle af de uhensigtsmæssigheder, som man møder når man er i fertilitetsbehandling og ofte er presset til sit alleryderste. Dels har jeg kommenteret på ventetider og uhensigtsmæssigt tilrettelagte forløb. Dels undrer det mig, at det skal være så pokkers svært at trænge igennem til henholdsvis jordemoder eller læge, når man for alvor har brug for det. Desuden har jeg kommenteret på sundhedsfaglige professionelles til tider manglende indsigt i de ting, som deres patienter gennemgår på det psyko-sociale plan.

Men… jeg håber også at det ofte er trængt igennem, at jeg generelt har modtaget dygtig og kvalificeret hjælp af mennesker, som brænder og knokler hver dag, for at gøre det bedst mulige indenfor de rammer de tilbydes. Dette indlæg skal derfor ikke bruges til at skyde på sundhedspersonalet – for der har mildest talt været en flok engle imellem, som er gået langt ud over grænserne for hvad man kan forvente af omsorg og fleksibilitet. Næ, jeg vil meget hellere skyde på “systemet” – Ha! Og på den lovgivning og de økonomiske rammer, som man har stablet op omkring dette område i sundhedssystemet.

Området får i mine øjne en alt for ringe politisk opmærksomhed, måske fordi der er så relativt få, der virkelig forstår hvad barnløshed har af konsekvenser. I Danmark bruger vi kun 0,2 % af det samlede budget på sundhedsområdet til fertilitetsbehandling, hvilket svarer til ca. 200 mio. kroner. Vi har ingen ventetidsgaranti på området, hvilket medfører længere ventetid på behandling. Helt koldt og samfundsøkonomisk betragtet er der tale om en ret uhensigtsmæssig prioritering, når man tænker på at hvert barn som føde,s bidrager positivt med godt 1 million i løbet af et livsforløb (Kilde: http://www.fertilitetsselskab.dk/)

Når behandlingen ikke lykkes, har det enorme konsekvenser for de ramte både socialt, psykisk og sundhedsmæssigt. Det kan med andre ord slet ikke betale sig, ikke at bruge langt flere ressourcer på at hjælpe folk med at få børn. Det er en god investering – og det er også fornuftigt at sikre, at vejen dertil bliver så kort og smertefri som muligt.

Desværre ser det ikke ud til, at vi skal vente forbedring af vilkårene for fertilitetsbehandling i nærmeste fremtid. Det ville også være for godt til at være sandt! Tværtimod ses nedskæringer på budgetterne år efter år og de offentlige klinikker skal vende hver en krone. Seneste brillante tiltag i denne sammenhæng er lukningen af fertilitetsklinikken i Århus – der nu medfører at hundredevis af patienter må søge andetsteds hen for at få hjælp. Jeg tør slet ikke gætte på hvad det kommer til at koste i sygedage, transport, ventetider, og meget mere – for slet ikke at tale om, hvordan det vil påvirke kvaliteten af behandlingen.

Vi valgte på et tidspunkt, at trække stikket til det offentlige. Tanken om den lange ventetid over sommeren før vi igen kunne komme i behandling gjorde for ondt, og vi havde brug for friske øjne på vores sag. Det var faktisk svært for mig, for det er mig på mange måder ideologisk imod at gå private veje, når jeg mener at der er tale om en kerneopgave, som bør løses af det offentlige.

Problemer var sådan set ikke at det viste sig at være det helt rigtige for os – og at det tilmed gav resultat (selvfølgelig ikke!). Det var såmænd nok også sket på Rigshospitalet – og behandlingen var i øvrigt stort set identisk. Problemet er sgu, at det skaber en kæmpe ulighed mellem de som kan tage sig råd til den slags, og alle de mange, som ikke kan. Jeg fik en mildest talt fremragende behandling i det private – hvor overskud, god tid og ressourcer tydeligt kunne mærkes. Efterfølgende har min søster været samme vej – og har modtaget genial behandling på rekordtid, på en måde som har gjort at hun dårligt nok har nået at opdage, at den slags kan være hårdt. Hvorfor skal dette ikke være den generelle standard for alle, der er så uheldige, at have behovet?

Fertilitetsproblemer kan ramme alle – og bunder i en række fysiologiske forklaringer og problemer af den ene eller anden årsag, også selvom det ikke altid er muligt at finde dem. Derfor skal barnløshed anerkendes som den “sygdom” det er – og den hjælp man tilbyder patienterne skal være tilsvarende tilrettelagt.

Få nu fjernet de regler som dikterer, at man alene får 3 forsøg ved IVF-behandling. Få nu fjernet standardreglen om, at der kun er hjælp at hente til barn nummer et. Det stresser og presser patienterne fuldstændig unødvendigt, og fjerner fokus fra den egentlige behandling. Det giver ikke mening af opsætte denne slags arbitrære gennemsnits-regler, som kører alle over én kam. Som på alle andre medicinske områder må der foretages lægelige vurderinger af den enkeltes situation – giver det mening at gentage behandlingen? Skal noget ændres? Skal vi prøve en gang mere?

Jeg har tidligere brokket mig løs over netop ovenstående regler – her. Jeg har også skrevet lidt om alle mine krumspring for at kante mig rundt om reglerne – her. Jeg får i ny og næ lyst til at printe hele skidtet og stoppe det ned i halsen på sende det til den første og bedste sundhedspolitiske ordfører jeg kan komme i tanker om. Jeg tvivler dog på, hvor meget det vil hjælpe…

Sådan. Det var så lige sådan en god gammeldags omgang nytårsgalde fra mig til jer. Håber at I nød det – for nu vil jeg trække vejret helt ned i maven og forsøge at smile lidt til verden igen. God dag derude!

PS: Ja ja … der kommer selvfølgelig en update på det  jeg lige har skrevet om min søster ovenfor. Blot skal jeg lige finde ud af at skrive og formulere mig nogenlunde sammenhængende. Jeg har tidligere skrevet om hende – min allerbedste storesøster: Læs her eller her.

At presse på og være irriterende…

Ovenstående er to ting, som jeg efterhånden er blevet ganske garvet til – og som begge er fremragende kvalifikationer at have, når man er i fertilitetsbehandling. Når man befinder sig i en verden, hvor tiden ofte står stille og hvor ventetid er mere en regel, end en undtagelse.

Hvis jeg skal give ét godt råd videre til andre (og det skal jeg da!), vil det være netop dette. For det kan gøre så stor en forskel for ens behandling,  at det næsten er skræmmende. Skræmmende fordi det må betyde, at de som ikke overskuer at presse på eller råbe op, muligvis modtager en ringere (eller i hvert fald langsommere) behandling.

Fænomenter er ikke nyt. På andre sygdoms-områder er det en anerkendt viden, at det er de mere ressourcestærke patienter, som ofte formår at påkræve sig mest opmærksomhed fra de fagprofessionelle. Det er trist, men det er vist desværre en realitet. Blandt andet Politiken, har tidligere berørt emnet i en række artikler:

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/sygdom/ECE2628361/veluddannede-patienter-faar-bedre-hjaelp-efter-kraeftbehandling-end-socialt-svage/

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2440727/svage-patienter-faar-mindre-hjaelp-paa-hospitalet-end-rige-patienter/

Min egne eksempler og erfaringer er efterhånden ikke så få. Manden og jeg har igennem de seneste år snoet os og gjort mange krumspring, igennem systemet og de små smuthuller, vi har kunnet ane. Det har antageligvis været mig, som har presset mest på – nogle gange til grænsen af hvad min høfligt opdragede mand har ment, at man kunne tillade sig.

Da jeg første gang kontaktede min læge, var vi knapt nok gået i gang med at forsøge at lave en baby. Jeg havde smidt p-pillerne i god tid, og vi skulle lige samle det sidste mod til os, inden erstatningen (kondomet) røg samme vej.

Min menstruation udeblev imidlertid, og forblev voldsomt uregelmæssig. Dette havde jeg også oplevet som ung teenager, men det var dengang af min læge blevet slået hen med den begrundelse at jeg dyrkede elitesport og var en smule “overtrænet”. Det var faktisk for at få styr på min cyklus, at jeg overhovedet startede på p-piller dengang. Det med drengene var slet ikke blevet spændende – endnu!

Nå, men jeg henvente mig med andre ord til lægen og insisterede på at blive undersøgt. Hun var heldigvis enig i at det ikke gav mening for os at prøve det berømte år, når nu min menstruation var så uregelmæssig. Hun så PCO-lamperne blinke, tror jeg, og sendte mig dermed videre til gynækolog. Denne gynækolog samlede op samme sted – jeg fortalte at jeg ikke syntes det gav mening at vente på en stabil cyklus, og havde i mellemtiden læst om præparatet Pergotime. Dette satte spark i cyklus og æggeproduktion, hvorefter vi selv skulle lave resten af “hjemmearbejdet”.

Som sagt så gjort – og flittige læsere af bloggen vil vide, at der derpå fulgte to “naturligt” opståede graviditeter. Uagtet at de jo resulterede i operationer fremfor en baby, var der med andre ord bid de første to gange jeg fik behandling med Pergotime.

Til trods for denne “succes”, var jeg nu desværre en æggeleder fattigere. Dertil kom naturligvis den store psykiske rutschebanetur, som ovenstående havde medført. Gynækologen foreslog at vi overgik til IVF-behandling, men dette kunne vi slet ikke se og selv i endnu. For fanden mand, kunne det virkelig være nødvendigt? I stedet tog vi to måneders pause, delvist i sammenhæng med at jeg blev udstationeret for at arbejde i udlandet. Da jeg vendte hjem igen overgik vi til inseminations-behandling i kombination med Pergotime, efter aftale med gynækologen. Lige lidt hjalp det, da jeg alene havde æggeløsninger i den side hvor æggelederes manglede – og efter et halvt år blev vi langsomt møre og klar til IVF.

Det viste sig nemmere sagt en gjort. Vi bad om henvisningen i september 2014 – og blev efter nogen tid indkaldt til intro-samtale på Rigshospitalet i januar 2015. Jeg var på det tidspunkt så mørbanket af de mange nederlag, at det virkede helt igennem uoverskueligt. At skulle acceptere skridtet videre til IVF havde været hårdt nok i sig selv, men at der samtidig skulle gå så længe før vi kunne få hjælp, var næsten ikke til at bære.

Så jeg skrev –  og jeg ringede. Og til sidst var der en engel af en sekretær, som sprang med på idéen. Fordi vi har fleksible jobs og fordi vi bor 3 minutter fra Riget, ringede hun til os når der var akutte afbud. Ved andet opkald, smed vi hvad vi havde i hænderne og hastede afsted. Således blev vores forsamtale fremskudt til november 2014.

Da vores første og andet IVF-forsøg ikke var blevet til noget, bad vi om en ekstra samtale. Det føltes så surrealistisk overhovedet at være gået i gang med IVF – og nu stod vi her og var på vej ud af det offentlige tilbud igen. Jeg havde behov for en snak om hvad vi kunne gøre, hvorfor det ikke ville lykkes og hvad vores muligheder var i fremtiden. En sådan snak kunne de tilbyde os 6 uger senere grundet underbemanding: Med andre ord længe efter at vi ville have afsluttet vores 3. og sidste forsøg.

Så jeg skrev igen – i frustration over manglende afklaring. Dagen efter blev jeg kontaktet telefonisk af en sød og tålmodig kvindelig læge. Ud over at besvare mine mange spørgsmål, var jeg fræk nok til at minde hende om min mands deltagelse i et af deres forsøg – samt at det ene af vores IVF-forsøg faktisk havde resulteret i en kortvarig graviditet. Tilsammen blev konklusionen på vores samtale, at hun tilbød os et 4. IVF forsøg på Rigshospitalet.

Så langt kom vi dog ikke. For ganske kort tid efter stod jeg med endnu en positiv test i hånden. Denne gang opnået spontant (åndsvagt udtryk – vi havde jo humpet som kaniner!) og derfor årsag til mild forvirring. Min egen læge ville ikke gøre noget særligt, andet end at se tiden an, så jeg kontaktede Riget, selvom det ikke var sket hos dem. De tog mig straks under vingerne, og fulgte os tæt. Alligevel endte graviditeten som bekendt som min tredje graviditet udenfor livmoderen.

Sådan en graviditet kræver som bekendt en operation. Der var tale om at forsøge at redde den æggeleder som graviditeten sad i, da den jo var min eneste tilbageværende. Nej tak, var min tilbagemelding. nu skulle de den-onde-lyne-mig se at få fjernet det skidt, som i min optik var den klare årsag til vores mange problemer. Jeg opsøgte råd hos en fertilitetslæge fra en anden afdeling, som bakkede op om planen. Til sidst fik jeg lov – og efter at have sagt farvel til vores lille peanut blev jeg lagt til at sove. Da jeg vågnede var det uden evnen til igen at kunne lave mine egne børn.

Så skulle jeg heles – endnu engang. Det tog de sædvanlige 6 ugers tid, før kroppen igen fandt sig selv og sin cyklus – som faktisk i de mellemliggende måneder og år var blevet tilnærmelsesvis regelmæssig. Hurtig hovedregning fortalte til vores skræk, at vi derfor ville ramme ind i den frygtede sommerlukning på offentlige klinikker. Udsigterne til næste forsøg, blev derfor pludselig mange måneder lange.

Så tog vi tyren ved hornene – fordi vi er privilligerede nok til at kunne. Vi vekslede den ellers planlagte ferie til et IVF-forsøg i det private. Jeg ringede næsten så snart jeg var ovre operationen, for at sikre at vi kunne komme til når tid var. Det kunne vi godt. Og resultatet af alt dette ligger pt. og sparker i min mave.

Samlet set vil jeg skyde på, at ovenstående har været med til at skære godt og vel et halv til et helt år af vores forløb. Hvis man har det som jeg havde det, undervejs i behandlingen, svarer dette mere eller mindre til en livstid. Det er ikke sikkert at det ville have været det rigtige for alle at gøre, for det har til tider også været rigtig svært at følge med. Omvendt kigger jeg i dag tilbage på det, og er meget taknemmelig for de smuthuller, som det lod sig gøre at finde.

Samtidig gav det mig en følelse af at være med til at “styre bussen” og ikke kun være en hjælpeløs patient i det ulideligt lange forløb. Jeg har trævlet egne journaler og papirer igennem til hudløshed. Jeg har ringet, skrevet og undersøgt – og jeg har spurgt og krævet svar, når jeg ikke syntes at tingene gav mening eller passede sammen. Mere end én gang, har dette været med til at forebygge eller opdage småfejl i vores behandling.

Det er naturligvis en virkelig hårfin balance – for det er ikke synderligt klædeligt for en patient at bilde sig ind, at man ved bedre end de topprofessionelle mennesker, som man står overfor. Læger, sygeplejersker og jordemødre knokler hver evig eneste dag for at hjælpe barnløse godt og sikkert igennem de rette behandlinger. De er ikke modstanderne – men de er mennesker med et begrænset antal ressourcer, mange patienter og derfor (nogle gange) et manglende overblik.

Derfor er mit budskab med ovenstående: Råb op, stil spørgsmål når noget ikke giver mening, pres på når du ser smuthuller, eller når noget virker håbløst (det er der så meget der gør – men når det er noget du vurderer kan ændres).

Om ikke andet vil det forhåbentlig give dig en oplevelse af at være mere end blot en hjælpeløs tilskuer, til hele forløbet. Held og lykke med kampen!

Man har et standpunkt…

Siden jeg skrev mit indlæg omkring min “scannings detox“, er jeg blevet scannet intet mindre end to gange. Man har således som bekendt et standpunkt, indtil man indtager et nyt. Det måtte jeg sande, da jeg fredag morgen på vej ud af døren konstaterede, at jeg blødte

Egentlig gik jeg ikke komplet i panik (i stil med første gang) – jeg forsøgte at huske min hjerne på at det kunne være Lutinus, eller så meget andet – det behøvede ikke at være begyndelsen på et nyt mareridt. Jeg ventede (bevares, med en ret intens hjertebanken) på at klokken blev 8.00 og begyndte derpå at kime godt og vel samtlige klinikker i Storkøbenhavn ned. Den slags har åbenbart ikke for vane at åbne før kl. 09.00 de fleste steder (inklusiv Trianglen, som jeg derfor ikke kunne komme igennem til).

En enkelt klinik tog dog røret kl. 08.15 – og ville gerne tage mig ind kl. 09.00. Jeg blev simpelthen så lettet, at jeg glemte at spørge om både priser og adresse. Det fandt jeg senere på nettet. Manden var endnu engang udenlands med arbejdet og jeg tog derfor endnu engang beslutningen om, at det ikke ville nytte noget at give ham besked før jeg var afklaret. Lort.

Da klokken var lidt i 09.00 stod jeg gennemblødt af regnen i klinikkens venteværelse. Her herskede en munter weekend-stemning, som jeg slet ikke kunne overskue. Så snart jeg kom ind hos sygeplejersken måtte jeg overgive mig til tårerne, som pludselig havde deres helt egen vilje. Hun var sød og forstående og skyndte sig at sætte scanneren i gang.

Endnu engang blev min frygt gjort til skamme. For hver gang det sker, føler jeg mig grædefærdig af lettelse og samtidig en anelse fjollet over at være kørt sådan op i en spids. For midt på hendes sort/hvide skærm boblede der en lille klat rundt, som damen påstod var min baby. Faktisk kunne jeg godt se hvad hun mente, når hun udpegede hoved, hjerte og små begyndende luffer til arme og ben. Jeg ved godt at der er en grund til at jeg reagerer som jeg gør, når der er det mindste tegn på fare, men jeg ville sådan ønske at jeg bedre kunne kontrollere det. Det kan jeg åbenbart bare ikke.

Erkendelsen af at jeg ikke er herre over min egen angst, resulterede også i at vi holdt fast i den scanning om mandagen, som hele tiden har været planen. Skrækken fra fredag sad dels stadig i mig, dels var manden nu kommet hjem og ville også gerne have del i oplevelse. Han var selvsagt også forskrækket over at høre om fredagens drama. Scanningen om mandagen gik ligeledes præcis så godt som den skulle – vi så fine billeder og fik endda også lov at høre lidt hjertelyd. Det sidste rørte mig ret meget, fordi jeg stadig har så svært ved at forholde mig til, at der faktisk bor noget inde i min mave, som indtil videre synes at være sundt og raskt.

PS: Jeg har to gange nu oplevet at blive scannet udenpå maven! Jeg er åbenbart langt nok henne nu, til at mit forhold til den enøjede dildo-scanner måske har set sin afslutning for denne gang.

Det er en lille ting, det ved jeg godt – men på én eller anden måde betyder det alligevel noget for mig.

Endnu en omgang…

Dette indlæg er med stor sandsynlighed en genganger. Jeg synes nemlig næsten, at jeg gentager mig selv til en grænse, der er trættende. Igennem bloggens levetid har jeg ikke tal på, hvor mange indlæg jeg har skrevet om op- og nedture i de perioder, hvor jeg måske/måske ikke har været gravid og har gennemgået den frygtelige ventetid, frem mod en endelig afklaring af vores skæbne.

Men det er nu engang den realitet vi befinder os i, endnu engang. Jeg ville så gerne bare opdatere den ene positive status efter den anden, som langsomt men sikkert pegede i entydig retning af, at lige præcis denne graviditet ville blive til det barn, som vi så brændende har ønsket os igennem så lang tid. Men det kan jeg ikke, dertil er der alt for meget drama om ørene på os. Og jeg er røvtræt af det.

I torsdag var jeg til tjek for at se, om overstimuleringen var på vej retur. Det vidste jeg egentlig godt at den var, for jeg har det væsentligt bedre. Men jeg vidste samtidig også at scanningen formentlig kunne afsløre om graviditeten sad rigtigt i livmoderen, selvom det var meget tidligt. Og mit behov for at se netop dette, overtrumfede således min samvittighed overfor klinikken.

Det var ris til egen røv, kan man sige. På den gode sider tæller, at man kunne se en blommesæk i livmoderen. Det skal ikke undervurderes, for igennem fem graviditeter er det faktisk første gang nogensinde, at vi ser dette – og det var ret fantastisk. Men… der er altid et men! Lægen kunne ikke se noget foster i blommesækken. Måske kunne hun ane det… måske ikke.

Lægen virkede ikke særlig optimistisk, synes jeg. Hun snakkede om at det jo “ikke kunne afvises, at det alligevel kunne gå godt”… (nå, så du regner ikke med det, eller hvad?) og begyndte gudhjælpmig også at snakke om at vi jo måtte op på hesten igen, hvis det heller ikke lige blev denne gang, at det lykkedes.

Jeg gik derfra og gik i gang med at forberede psyken på endnu en mislykket omgang. Min mand var noget mere positiv (big surprise!).

Desværre kunne vi først få svar på blodprøven her fredag omkring middagstid. Så torsdag aften var temmelig svær at komme igennem, og morgenen og formiddagen ligeså. På den ene side føler jeg mig gravid med både murren i underliv, spændinger i brystet og så videre – og på den anden side forsøger jeg at ruste mig selv til det kommende nederlag.

Så ringede telefonen. Det var englen fra sidst. Hende kan jeg efterhånden så frygtelig godt lide at blive ringet op af. For hun kunne oplyse at HCG-niveauet igen var steget – til mere end en fordobling – faktisk til 5606. Selv lægen havde været positivt overrasket over tallet, sagde hun (så hun var med andre ord skeptisk under scanningen – I knew it!!)

Konklusionen for nu bliver således, at der stadig er “noget” derinde, og dette “noget” synes lige pt. at vokse, selvom vi ikke kunne se det.

Der er stadig en klar stemme i mit hoved, som banker på med et “hvad nu hvis”… for lægen kommenterede på, at den blommesæk hun så, sad meget langt oppe i det ene hjørne af livmoderen. “Men det er alt for tidligt at se, om det bliver et eventuelt problem”, sagde hun – og “så uheldige er der jo næsten heller ikke nogen der er”, skyndte hun sig så at tilføje.

Jeg orkede ikke at fortælle hende, at når det kommer til sort uheld ved graviditeter, sad hun overfor to eksperter i at bryde med statistiske sandsynligheder – på den meget triste og kedelige måde.

Summer Update

Det er sket endnu engang. Selvom jeg i sidste indlæg brokkede mig noget så ynkeligt, fik jeg alligevel spontant mod på at gøre noget ved situationen, da manden og jeg torsdag efter æg-oplægning af det fineste lille 8-cellede æg ( + et mindre godt), sad og kiggede på hinanden. “Hvad skal vi så nu lave?”, stod der med store bogstaver imellem os.

Vi har ikke rigtig planlagt sommerferie – af gode grunde – vi har ikke anet hvad der ville blive mulighed for. Men nu var det pludselig slut med den aktive del af behandlingen, jeg var kommet sådan næsten på højkant efter udtagningen, og tilbage var der kun ventetid.

Frygtelig, alt-opslugende ventetid.

Så vi gjorde det, som har virket før. Vi købte et par spontane billetter og stak afsted på ferie. Turen skulle være overskuelig på alle måder, så vi valgte at tage til Berlin. Her har vi tidligere boet under vores studier, her kender vi alle smutveje og gode tips, her er billigt, godt vejr, nemt at komme rundt – alt i alt den perfekte kombination når man er lidt sårbar.

Så her sidder jeg nu på min tidligere stam-café med benene oppe. Tempoet er tvunget absolut i bund – jeg er stadig ikke fuldstændig kommet mig, og manden skulle alligevel arbejde lidt, så det gik fint i spænd.

Om et par dage, når jeg forhåbentlig er endnu mere frisk, kører vi videre mod Sydpolen (hø – altså – det sydlige Polen). I bjergområderne ned mod Tjekkiet og Slovakiet ligger der nemlig nogle af de smukkeste (og mest oversete) naturområdet. Det er helt igennem zen-agtigt og dejligt. Min mand har polsk familie og taler derfor sproget, hvilket hjælper en betydelig del, når man bevæger sig langt væk fra turistområderne. Min primære opgave  bliver at ligge i en liggestol med en bog, og kigge ud over nogle pæne bjerge og nogle blågrønne søer. Jeg skal prøve om jeg lige kan klare den opgave.

Men… for lige at give en lille status på selve fertilitets-delen, nu hvor jeg tydeligvis hellere vil snakke om sommerferie:

Der blev taget 19 æg ud. Af disse var der 12 som blev befrugtede (men i øvrigt 15 som delte sig – hvordan det så end kan gå til?). Heraf var der 5-6 stykker som delte sig tilfredsstillende, omend nogle var bedre end andre. Det ene blev til et ganske rimeligt 8-cellet æg, som blev lagt retur og nu skal bo i min livmoder den kommende tid.

De resterende æg besluttede klinikken sig for at dyrke videre til blastocyster – dette får vi svar på senere i dag. Såfremt nogle af dem klarer turen, bliver de frosset ned til senere brug. Jeg er tidligere blevet advaret om at mine æg måske ikke egner sig så godt til frys, så jeg prøver at lade være med at have alt for store forventninger til denne del.

Så det er status quo – og nu ruger jeg det allerbedste, jeg nogensinde har lært. Det er dejligt at have ferie imens det står på, for det tager fokus fra lidt af ventetiden. Jeg er ved godt mod og nyder noget get-away-tid sammen med manden min, imens kroppen fortsat kommer sig ovenpå strabadserne.

Ferien betyder også at computer, blog og Internet bliver smidt bagerst i rækken af prioriteter. Jeg regner dog med at kigge forbi igen i starten af næste uge, når jeg er landet i dén dér liggestol ved foden af bjergene. Hav det dejligt så længe!

Pity me!!!

Hvis man kan skrive, må man jo være i live – og hvis man kan brokke sig, så ligeså! Og det sidstnævnte det kan jeg i hvert fald, i stor og voldsom udstrækning.

Manden min er modvilligt taget et par dage til udlandet med sit arbejde, hvorfor jeg har haft mere eller mindre frie tøjler til uhæmmet selv-ynk og pyller på sofaen. Be warned – der vil blive smurt en tyk omgang brok ud over dette indlæg!

Ja ja… jeg er glad for at der kom 19 æg ud i søndags – for helvede, jeg er glad! Jeg er også glad for at de ringede fra klinikken i dag og kunne oplyse, at hele 12 af dem var befrugtede! Der stopper selv-tilfredsheden så lidt, for damen begyndte at tale om en “blandet landhandel” med hensyn til delingen (hvad fanden er det i øvrigt for et udtryk?). Nogle æg ser altså mere sløje ud en andre, forstod jeg. Skidt nu med det – der er stadig mange æg i spil og jeg tror på det (jo, jeg gør!).

Dertil begyndte hun at tale lidt om en eventuel oplægning i morgen, kontra den oplægning på fredag, som hidtil har været planen. Hun ville gerne informere om alle muligheder og udfald, så vi bedst kunne tage stilling.

Det forstår jeg godt – men jeg er for filan nødt til at bede dem om at træffe den endelige beslutning? At vælge dét som de nu finder mest hensigtsmæssig, baseret på deres faglighed og erfaring? Det er vel groft sagt derfor, at vi har slagtet sparegrisen for at komme i behandling hos dem. (Ja ja, det lyder grimt – men du var jo advaret om, at jeg ville  brokke mig).

Nå – vi afventer nu deres opringning i morgen og så må vi se hvad det bringer med sig. Indtil da er det jo bare skønt at stå på stand-by – fantastisk ferie! Jeg har forsøgt kort at bevæge mig væk fra sofaen i dag – men jeg er stadig mega øm og oppustet til størrelsen på et hus efter udtagningen. Et lille hus, bevares, men stadig et hus – og jeg er ved at være godt træt af at hvert lillebitte skridt skal udføres med maksimal forsigtighed, for ikke at gøre nas. Ingen yoga at komme efter i denne ferie, forstår jeg!

Den sidste ting jeg skal brokke mig over, inden jeg ruller om på den anden side som den skildpadde jeg har forvandlet mig til: Lutinus!!! Også kendt som stik-pillen fra helvede!!! Hvad fanden er det for et menneske, der har opfundet dette præparat? Det er da i hvert fald én, som ikke kan lide tissekoner! Tre gange om dagen i tre evigt lange uger, med verdens ledeste lille indføringshylster (og seriøst – smid da lige et ekstra hylster eller to mere i pakken, hva? Nærrig-røve!).

Det var vist det hele for i dag. Således blev jeg hele 579 brokke-ord fattigere, og faktisk meget mere munter. Så tak for det!