To og tre på tur…

Jeg sidder i en bus i mørket, mens alle andre sover. Den drøner afsted på motorvejen og her er ret stille. Men jeg sover ikke. Jeg sidder i mørket med hånden på maven og smiler, imens hun rumler glad rundt derinde.

Bussen skal køre mig til Berlin, som så mange gange før. Sammen med manden. Her skal vi holde nytår, i vores by. Her har vi boet og været så ofte, at det næsten er hjem. Jeg kan dårligt huske, hvor mange gange før jeg har været gravid i Berlin. Men det er mere end én, er jeg sikker på.

Denne gang er jeg dog rigtig gravid. Officielt og synligt og hele molivitten. Sådan på den måde hvor der formentlig kommer en baby ud af det i den anden ende. Vildt.

Sidst vi var her var en helt anden slags tur. Det var i sommers og var vist mest af alt en flugt fra nåle, IVF og ægudtagningerne. Vi hoppede på en bus så snart jeg havde fået lagt æg op, bogstavelig talt. Væk, væk, væk!

Da vi havde været der et par dage blev jeg syg af det, som senere viste sig at være en overstimulering. Jeg var ganske tidligt gravid, men vidste det endnu ikke. På den måde er det vel egentlig hendes anden tur til Berlin. Denne gang har hendes hylster det dog væsentligt bedre end sidst.

Jeg glæder mig. Vi har for én  gangs skyld snuppet et hotel fremfor at bo privat – lidt luksus på den sidste kærestetur i lidt tid. Her skal vi stå på en tagterrasse og kysse nytåret ind under fyrværkeriet, når klokken bliver midnat. Romantikkken vil ingen ende tage. Jeg glæder mig – fik jeg godt sagt det?

Fem fingre!

Nu har pulsen igen indfundet et nogenlunde normalt niveau, så jeg igen kan koncentrere mig længe nok til at forfatte et indlæg til bloggen. I går formiddags kl. 10.00 stod vi på Riget med hjertet i halsen og trådte endnu engang ind i deres (stadig ret rædselsfulde) venteværelse på ultralyds-afdelingen.

Heldigvis gik det igen overraskende hurtigt. Vi blev kaldt ind af en sød kvindelig læge, hvis patient før os havde meldt afbud og som derfor havde rigeligt med god til snak og grundighed. Vi startede med at snakke lidt om hvorfor vi egentlig havde denne tid til gennemscanning i uge 15, men det var nu mere af nysgerrighed, end fordi vi skulle forsvare noget. Rart.

Derpå tog hun bogstavelig talt fat fra en ende af og gennemgik fosteret fra A-Z. Hun fandt organerne frem ét efter ét og tjekkede via tværsnit (wow!) at blodgennemstrømningen fungerede optimalt. Hun målte lårbensknoglen, kiggede på hjernen, tjekkede for misdannelser – var i det hele taget bare så sød, rolig og grundig at det var meget rørende. Til forskel fra NF var jeg selv en anelse mere rolig, og følte derfor faktisk at jeg var til stede og kunne være med i det hun fortalte.

Hjertet fik en ordentlig omgang – fire fine små hjertekamre og en blodgennemstrømning så fin som man kunne forvente. Min kære fader er for nyligt blevet opereret for en medfødt hjertefejl – så derfor var dette en ret vigtig detalje for os også.

Til sidste tjekkede hun mine stakkels skamferede æggestokke, som desværre stadig lider lidt under den overstimulering, som i sommers førte til graviditeten. Det er vand i forhold til hvad det har været (og min eneste fysiske gene – så jeg forsøger at undlade for meget brok), men det undrede mig nu alligevel at jeg stadig kan mærke det, godt 3 måneder efter hormonindsprøjtningerne. Alt så dog fornuftigt ud. Der er stadig spor efter behandlingen, men ikke noget alarmerende, så jeg kan med ro i maven bide generne i mig lidt endnu (lovely!).

Da vi var færdige gik vi i vanlig vantro lykke over på en café i Ryesgade, for at fejre med lidt frokost. Vi har begge lært at tømme vores kalendre på dage som disse, for man ved sgu aldrig. Men det betyder også, at der så er tid til at fejre det, når det rentfaktisk er gået godt.

Jeg tudede sådan lidt on/off på caféen, af glæde og af nyfunden ro. De sidste par dage har jeg tolket alle tegn syd fra navnlen som en vished om, at noget var ved at gå galt. Nu sad vi dér med smil op over begge øre og gentog “der var sgu 5 fingre”, med stjerner i øjnene.

For det var der… vi fik selv et billede af det:

1

 

Så var der noget med sex…

Ja, hmm… det var der jo! Som i datid – noget naboen dyrker og noget jeg svagt erindrer, noget som egentlig plejer at være temmelig fornøjeligt.

Når man har været sammen med sin partner siden man var en forvokset teenager, er det måske meget at forlange, at sex er noget der dyrkes på dobbelt-daglig basis og med evigt fyrværkeri til følge…. meeeen jeg synes nu ikke ligefrem, at vi normalt har grund til at klage over noget i den afdeling- tvært imod!

Anyway – sexlivet har bestemt også været under pres tidligere i projekt baby (seriøst, det udtryk burde stadig forbydes!). Det er som om at gentagende gynækologiske undersøgelser, hormon-bivirkninger og skemalagte tidsintervaller kan dæmpe lysten en anelse.

Jeg husker hvordan vi planlagte, at jeg kunne tage hjem undervejs fra Roskilde Festival 2014, fordi jeg havde æggeløsning. Jeg husker, hvordan jeg ligeledes vækkede min arme mand kl. 04.20 en mandag morgen, fordi jeg skulle rejse med arbejdet, men ligeledes havde æggeløsning. Jeg håber ikke at jeg udleverer staklen for meget, men han havde af gode grunde en smule svært ved at “performe” under denne form for pres (dog ikke mere svært, end at det faktisk var én af de gange jeg blev gravid!).

Jeg husker at vi begge oplevede en underlige form for lettelse, dengang vi overgik til IVF. Sammen med frustrationen over at være kommet “så langt ud”, var der en lille snert af lettelse over, at sex nu igen blev noget som vi dyrkede når vi havde lyst, fordi andre kom og overtog “ansvaret” for os. Det var en meget underlig og blandet følelse.

Nå – men så er der lige dét dér med sex, sådan nu og her. Altså under en spirrende graviditet, som indtil videre sidder hvor den skal og lever som den skal. Hvad gør man? Eller rettere: Hvad tør man?

Vi ved jo godt rationelt, at der ikke burde være den mindste fare på færde. Vi ved jo godt at lægerne påstår, at vi kan genoptage sexlivet fuldstændig som normalt, og at det ikke gør nogen som helst beviselig skade for noget som helst. Almindelige mennesker med almindelige graviditeter, dyrker jo også sex. Vi ved det godt -. men det er som om hjernen ikke vil acceptere informationerne. Og det begynder ellers at presse sig lidt på…

Først var der selve hormon-perioden forud for IVF-forsøget. Her blev jeg temmelig hurtigt påvirket, og jeg plejer ikke at have ret meget lyst i ca. en uge op til ægudtagningen. Så var der ægudtagningen – som helt af sig selv lægger en gangske naturlig dæmper på aktiviteterne i dobbeltsengen. Og så var der 3 ugers temmelig intens overstimulering, efterfulgt af den påbegynde graviditet og alle de vilde nerver, som fulgte i kølvandet herpå.

Den kvikke læser kan dermed regne ud, at det er nærmest tragisk længe siden, at vi har fået lov til at nyde hinanden helt uden ubehag eller nervøsitet. Shit, det er skræmmende at tænke over, hvor mange uger (måneder? Oh my God!!) der efterhånden er tale om. Og lysten er der ellers, det er den virkelig – selvom noget fortsat holder os tilbage…

Jeg er ikke sikker på hvad jeg præcist er bange for. Eller hvad han er bange for, for han har det heldigvis lidt på samme måde. Med al respekt for hans mandom og udrusning, er det jo ikke fordi han “ødelægger” noget dernede. Og vi behøver jo ikke kaste rundt med hinanden undervejs, mindre kan sikkert også gøre det (et blidt kindkys kan nærmest gøre det, lige på nuværende tidspunkt). Måske er jeg bange for om det kan gøre noget, hvis jeg får en orgasme – men selv dét ved jeg jo også godt er temmelig fjollet!

Åh! Det er lidt frustrerende – og jeg savner vores nærhed enormt meget. Jeg tror simpelthen ikke at der er så meget andet at gøre end at springe op på hesten igen (eller på manden, hø!). For det kan simpelthen ikke blive ved på denne her måde – vi bliver jo skøre begge to!

The ups and the downs…

Puha, sikke en rutschebanetur livet i disse dage er. Op og ned, op og ned. Det er virkelig udmattende. Det meste af det er sikkert inde i mit hoved, det er jeg klar over, men alligevel…

I søndags var jeg tilbage på klinikken, og der er fremskridt med hensyn til overstimuleringen. I mit hoved var det var selvfølgelig et stensikkert tegn på, at jeg nok slet ikke var gravid længere. Vi kom ind til en kort samtale og derefter skulle jeg scannes, for at vurdere mængden af væske i maven. På falderebet begik lægen den fejl at nævne, at vi måske ville kunne se graviditeten derinde, nu vi alligevel scannede for væske.

“Har du blødt”? spurgte han lidt for undrende, mens scanneren fik en ordentlig tur “rundt i manegen” dernede. “Nej” hviskede jeg, og og vidste godt hvad klokken var slået. Der var ikke en skid at se inde i livmoderen.

The story of my fucking life.

Lægen skyndte sig at glatte ud og formane om, at det jo sagtens kunne være for tidligt til at man kunne se noget, og at alt kunne være normalt alligevel. Bla. Bla. Bla.

Jeg hørte kun halvt efter og gik mere eller mindre i koma inden i. Hvad havde jeg dog også regnet med, jeg idiot? Som om det ikke var alt for godt til at være sandt.

Vi tog hjem. Mig i krise. Kæresten lidt tavs, men alligevel irriterende optimistisk. “Det behøver jo ikke at være negativt skat, det sagde han jo”, forsøgte han efter bedste evne. Men jeg vidste bedre. Det her var jo starten på endnu en slutning. Hold.Nu.Kæft.

Men så ringede telefonen. En engel ved navn Lotte fortalte mig, at mit HCG var steget til over 800. Mere end en fordobling. Jeg hørte ikke det præcise tal, ej heller resten af samtalen, for jeg tudede mest bare stilfærdigt af lettelse.

Jeg er stadig gravid. Der er stadig håb. Der er stadig HCG.

Dyb indånding. We are still in the running…

Så tog vi gudhjælpemig i IKEA, fordi jeg havde fået en temmelig tvangspræget idé om et par gør-det-selv projekter, som død og pine skulle klares NU. På en solskinssøndags. Hvad tænkte jeg også på?

IKEA er et rædselsfuldt sted, særligt om søndagen. Fyldt med trætte kærestepar, hvoraf manden næsten altid ligner én, som er forundret over hvad der dog er overgået ham, siden han slæbes rundt i IKEA af et fruentimmer med psykotisk “udsalgsblik” i øjnene.

Det vrimler med gravide maver og redebygger-typer derude, det skal man vide. Og så har de jo (ak og ve) en kæmpe børne/baby-afdeling. Man kan ikke komme udenom den. Man tvinges igennem undervejs på sin rute mod friheden. Manden og jeg tog et fast greb i hinandens halvklamme håndflader og styrede målrettet igennem. Ikke kigge op. Bare gå lige ud. Ikke kigge op.

Vi overlevede og besluttede at fejre det ved at fortsætte turen i Silvan. Masochismen ville åbenbart ingen ende tage på denne søndag. I Silvan ender jeg altid med at stå totalt hjælpeløs og forladt, og have glemt alt hvad jeg kom efter, samtidig med at det er mere end ualmindeligt svært at finde en ledig medarbejder, at spørge om hjælp. Med lavt blodsukker og en IKEA-tur i baglommen, er det så godt som selvmord.

Da det efter en times søgen gik op for mig, at jeg nok ikke kunne få det jeg kom efter, og at alternativet var både grimt og dyrt, ja så gav jeg mig simpelthen til at flæbe.

Ja, jeg flædebede. I SILVAN??? Ikke meget, bare lige sådan lidt bævrelæbe og en enkelt tåre i øjenkrogen. Og det var mest bare fordi jeg synes at det var så synd for os, at vi var gået forgæves… men hvad fanden sker der?

Så næste gang jeg bliver bange for, om der mon stadig er gang i hormonerne og om jeg overhovedet er gravid, så behøver jeg ikke at tage på klinikken. En tur i IKEA og derefter udsolgt i Silvan, kan tydeligvis klare det.

Du godeste!

Et nyt lykketal…

Så blev jeg frigivet fra klinikken. I hvert fald indtil på søndag, hvor jeg endnu engang skal til tjek. Det ser ud til at væsken i min mave fortager sig en anelse, og mine blodprøver er kommet tilbage med fine tal på både blodlegemer og organer. Ingen røde lamper her, som den rare doktormand sagde.

Dertil oplyste han at scanningen viste, at min slimhinde er blevet tykkere – et godt tegn på at noget er under udvikling. Det sidste døgn her ellers været ret følelsesmæssigt presset for mig, og nervøsiteten har desværre fået lov til at køre sit eget (lidt for selvstændige) show.

Der skal intet til før panikken sidder i halsen. Jeg har ofte murren i maven som om menstruationen er lige om hjørnet, jeg synes ikke at mine bryster er tilstrækkeligt ømme, og hver gang der er Lutinus på retur er jeg sikker på at det er fordi jeg bløder. Det er jo fucking tortur. Jeg forsøger at tvinge mig selv til ikke at rende på toilettet og tjekke konstant – men det er svært.

På klinikken blev jeg lagt ned til et par timers hvile og drop igen, igen – og mens jeg lå dęr kom det længe ventede svar på den allervigtigste af alle prøverne. Blodprøven viste en HCG-stigning og et tal på 285. Det er den magiske fordobling som vi havde håbet så inderligt på.

Da laboranten var gået igen lå jeg bag mit forhæng og tudbrølede ganske lydløst. Jeg kommer faktisk til at gøre det igen nu, af at skrive dette. Ustabil type!

Jeg er lettet og glad, det er der ingen tvivl om, men jeg er også angst som bare pokker. Angst for at komme videre op af denne stige med de mange trin, for jo mere der “går godt” – jo længere jeg kommer – jo mere ondt kommer det til at gøre, når nogen kommer og tager det væk fra mig igen.

Personalet ville gerne have at jeg bestilte tid til en graviditetsscanning inden jeg gik. Jeg tøvede en anelse, for det føles som om jeg på én eller anden måde jinxer det, hvis jeg bestiller tid? Så er det jo ligesom at friste skæbnen ved at sige, at jeg stadig tror, at jeg vil være gravid om to uger? Jeg fik en tid den 14. august. Der er små fire år til, inde i mit hoved.

Da jeg kom hjem fra klinikken ringede jeg til min egen læge. Jeg har besluttet at jeg vil bede om en deltidssygemelding i den kommende tid, selvom jeg måske egentlig finder det en anelse hysterisk. Sagen er dog bare den at jeg har brug for at tage de kommende uger med komplet ro og ikke skulle have den mindste smule dårlige samvittighed over det jeg ikke når, grundet lægebesøg og grundet det psykiske pres som jeg formentlig vil være ret mærket af. I tillæg hertil gør min fortsatte overstimulering at jeg stadig ikke kan sidde oprejst ved computeren ret længe af gange og arbejde – og at jeg har brug for sådan ca. 700 timers søvn i døgnet. Umiddelbart oplevede jeg lydhørhed overfor problemstillingen og blev bedt om at ringe igen mandag kl. 8.00 for at tale med en læge om en akut tid. Så får vi se…

Nu vil jeg nyde at lade lettelsen sidde lidt i kroppen for en stund, inden frygten sikkert igen stikker sit grimme hoved frem om en dags tid eller to. Lige nu er jeg mest bare træt og udmattet, så jeg tror at jeg starter med en lur…

Pssst!

Det er ikke fordi jeg er faldet af jordens overflade, har fået menstruation, eller bare forsøger at holde jer hen i uvished. Næ, jeg har bare været uden Internet og på vej hjem fra ferien i Polen – fuldstændig energiforladt og med en mave på størrelse med en mindre bowlingkugle.

I morges fik jeg en akut tid på klinikken kl. 07.35 (hvem sagde fleksibilitet?). De ville gerne vurdere alvoren af min overstimulering, og jeg blev derfor scannet på alle leder og kanter. Ud over en del væske – på grænsen til at de gerne ville sende mig videre på hospitalet – fandt lægen en fin tyk slimhinde som “godt kunne tyde på en graviditet under opbygning”, som han sagde.

De vil gerne forsøge at undgå dræn og overførsel til Rigshospitalet, så jeg blev i stedet lagt ind til en omgang saltvandsdrop og hvile. Jeg skal komme igen til en sådan tur og til kontrol over de næste par dage. Jeg har taget intet mindre end 6 (!) kilo på i væske over den sidste uges tid, hvilket selvsagt er en smule ubehageligt, men mest af alt også bare ser virkelig komisk ud.

Nå, men der findes jo det her gamle ordsprog om at “intet er så skidt, at det ikke er godt for noget” – en frygtelig omgang vås i virkeligheden, men lige i dette tilfælde meget passende. Da jeg lå et par timer med drop i armen tidligere i dag, kom en sød laborant snigende ind til mig, med svaret på mine blodprøver.

Mit HCG-tal ligger på 136 og lægerne er fint tilfredse. Lettelsen var temmelig stor, selvom jeg nu nok godt vidste at der var noget i gærde.

Jeg er glad, ambivalent og en lille smule mistroisk. Selvfølgelig er det en stor og glædelig nyhed. Men det er også min 5. graviditet, helt og aldeles uden at jeg nogen børn har født. Så der er slået en god gammeldags portion koldt vand i blodet. Heldigvis må jeg gerne komme forbi til flere blodprøver hvis jeg er bekymret, lovede de – jeg tror ikke at de er klar over, hvilken dør det er de har fået åbnet dér.

To i ovnen, to i fryseren….

Det er den bedste mail jeg nogensinde har fået. I lørdags tikkede den ind fra klinikken og i den stod:

Vi kan oplyse, at to af jeres befrugtede æg er blevet dyrket videre til fryse-egnede blastocyster, som vi nu efter aftale med jer vil fryse ned til senere anvendelse“.

Vi hoppede og dansede (ok, jeg hopper ikke så meget for tiden – men altså…). Det er første gang nogensinde at vi har haft æg til frys, og tanken gør mig virkelig optimistisk. Jeg ved godt at ikke alle æg overlever dén tur, og jeg ved også godt at chancen ved fryseæg er en anelse mindre – men den er der. Og det giver muligheden for to forsøg, uden at vi skal igennem hele hormon-helvedet, ægudtagning, osv.

En lille bagside af medaljen er, at det viser sig at jeg er blevet mildt overstimuleret efter denne behandling. 19 æg var åbenbart mere end min lille krop helt kunne klare, så de sidste par dage har jeg været plaget af ret mange mavesmerter og en voldsom oppustethed. Jeg har lignet én der var meget gravid – ret belastende, når jeg nu ikke er det (endnu!).

Jeg har selvfølgelig talt med klinikken og holder mig af samme grund ret meget i ro. Jeg hælder væske ned i store mængder og lever stort set kun af kød, æg og andre protein-holdige madvarer. Det er lidt ærgerligt, når nu vi er på ferie, men det er der bare ikke så meget at gøre ved. Heldigvis har jeg pæn udsigt fra hængekøjen.

Så nu ligger jeg mig med en god bog – og glæder mig over de to æg jeg ruger på, og de to æg som ligger og venter på os til en anden god gang. Om ikke andet, så kan de jo gå til en lillebror- eller søster :-)