Hende i hjørnet…

I disse dage får den fuld skrue med arbejdet, både frivilligt og dét jeg får løn for. Jeg er i Jylland til nogle dages sammenhængende møde i en bestyrelse jeg sidder med i og er derfor intenst sammen med nogle mennesker, som jeg efterhånden kender ganske godt. Vi er en lille sluttet flok, der nu skal bo sammen i 24 timer. Der bliver selvfølgelig dermed også tid til en hel del privat snak og hyggeligt samvær.

De fleste har børn og derfor en efterhånden halvstor gravid mave et hurtigt omdrejningspunkt for den megen smalltalk. Hvornår skal det være, hvordan har du det, hvad bliver det, hvordan med arbejde og barsel, og.alt.det.andet. Det var også på sådan en tur, at jeg engang fik svaret meget direkte på dét der med, om ikke kæresten og jeg snart skulle have børn. Det skrev jeg lidt om, her.

Efterhånden har jeg det mere og mere ok med den form for opmærksomhed, der følger med en graviditet. Det snørrer sig ikke længere sammen i halsen på mig og jeg får ikke samme lyst til at moonwalke baglæns ud af lokalet. Det er okay at folk spørger deltagende ind, og jeg får mindre og mindre behov for at overfuse dem med alle mine forbehold. Jeg skal ikke længere bide mig selv helt ligeså hårdt i kinden for ikke at råbe – “ja ja, lad os nu for helvede lige se om der kommer en baby ud af det i den anden ende”. Det ville nok også undre mange af dem, som ikke kender forhistorien.

I det hele taget er jeg blevet bedre til at slappe lidt af i det – og selv når jeg faktisk synes det er svært, har jeg ikke samme behov for at sige det højt. Det er nemmere at gemme det til de mennesker omkring mig, som forstår hvorfor tingene til tider stadig er lidt anderledes, end de normalt ville være for en gravid.

Nå, men sagen var egentlig den, at jeg midt i al opmærksomheden, blev bevidst om en helt anden mekanisme. Nemlig den, hvor jeg pludselig er hende der er genstand for graviditets-orienteret snik-snak, uden at jeg egentlig ved, om der kunne sidde én i hjørnet og blive en lille smule indadvendt. Én som måske af den ene eller anden årsag ikke synes at temaet “baby” er det fedeste i hele verden. Èn som måske er igennem noget svært, helt uden at nogen af os andre kan se det? For pokker… det var jo mig for ganske kort tid siden.

Derfor bliver mine antenner pludselig er tændt på 120 % i forhold til, om dette samtaleemne potentielt støder nogen omkring mig. For jeg ved udmærket godt, at der kan sidde nogen et sted i sådan en gruppe, og krumme tæer. Sådan er det ikke altid muligt eller ønskværdigt at tænke, men jeg gør det alligevel. Jeg forventer ikke at andre gør det samme, eller at vi skal indrette os sådan at vi aldrig kan tale om gode ting i frygt for at andre bliver kede af det. Men jeg kan alligevel ikke lade være. For jeg ved lige præcis hvor ondt det gør. Langt mere ondt og meget større, end mit behov for at glædes med andre nogensinde kan blive…

Det dér man helst ikke skal sige…

Fordi jeg lige nu er ved at drukne en lille smule i det vanlige tilbage-til-arbejdet-efter-juleferie-ræs, og fordi dette medfører lidt tidsmæssig afstand mellem mine indlæg her på bloggen, er det godt at der er andre som kan sige tingene for mig.

Nedenstående er skrevet af en kvinde, som efter en senabort reflekterer over nogle af de velmenende (men ofte sårende) kommentarer, som hun fik med sig på sin vej af sin omgangskreds. Oh, hvor jeg dog kender dem – og jeg har også flere gange skrevet om herinde, hvor ked af det man kan blive, når nogle i misforstået omsorg kommer til at sige alt det forkerte.

http://www.everythingmommyhood.com/2015/08/4-things-not-to-say-to-a-woman-who-has-miscarried.html

Som bloggeren ganske rigtigt skriver, gør folk det jo i bedste mening. Måske jeg endda selv i et tidligere liv kunne være kommet til at gøre præcis det sammen, hvis det var sket for en veninde og jeg ikke vidste bedre. Eller måske, hvis nu det hele blev lidt mindre tabubelagt at snakke om, ville vi blive bedre til at udtrykke hvad vi har behov for (og ikke har behov for), når ulykken rammer?

Farvel til Jordemoder Jytte

Det var ikke helt uden tøven, at jeg vinkede farvel til verdens rareste Jordemoder-Jytte. Selvom det blot nåede at blive til et enkelt besøg, har jeg som bekendt kun gode ting at sige om den modtagelse jeg fik, og den forståelse jeg mødte. Endelig! Det gav mig fornyet mod på, at det hele måske nok skulle blive godt.

Da jeg mødte Jordemoder-Jytte var jeg omkring 16. uge, og jeg var et andet sted, end jeg oplever at jeg er nu. Jeg var væsentlig mere presset og stadig voldsomt plaget af både angst, mareridt og generel panik-tilstand. Af samme grund besluttede vi i fællesskab, at jeg skulle takke jeg til tilbuddet om “udvidet omsorg” ved de resterende jordemoderbesøg og frem til fødslen. Jeg fandt – og finder stadig – en stor tryghed i at vide, at der er nogle ekstra livliner at trække på, hvis de gamle traumer kommer væltende med lidt for stor hast, på et tidspunkt undervejs i de kommende mange måneder.

Hvad tilbuddet mere præcist indebærer, er fortsat svært at få konkretiseret helt præcist. Men der er sat ekstra tid af til jordemodersamtaler, vi får besøg af en sundhedsplejerske inden fødslen for en ekstra samtale, og vi får lov til at blive på hospitalet efter fødslen hvis føler behov for det. Jeg er ikke sikker på at jeg får brug for disse tilbud, men jeg er meget taknemmelig for at vide at det er muligheder, som vi kan trække på, hvis det bliver nødvendigt. Det er så uendelig vigtigt for mig, at jeg ikke skal til at forklare og retfærdiggøre en helt masse hvis vi kommer i en presset situation, men at vi blot kan “trække pive-kortet” og derved møde lidt ekstra hensyn.

Mit “ja tak” til tilbuddet betød også en overgang til en anden jordemoder i det nye team. Hende mødte jeg for første gang i går, og havde taget manden med under armen. Min krop reagerer stadig ret tosset, når jeg skal noget som helst i den retning, selvom jeg synes at jeg har det væsentligt bedre på almindelige hverdage. Jeg havde dårligt sat mig i stolen på nye-Jytte’s kontor, før jeg koldsvedte igennem min pæne skjorte. Må huske skiftetøj til en anden gang, når jeg skal direkte videre på arbejde.

Nye-Jytte viste sig dog (selvfølgelig) som et rigtig behageligt bekendskab – næsten ligeså godt som gamle Jordemoder-Jytte. Vi tog først en lang snak, derpå en fysisk undersøgelse, og derpå en snak igen. Der var mere end almindelig god tid til det hele. Baby har det fint derinde, og der er fuld gang i den – så meget så vi følte det nødvendigt at spørge, hvorvidt det var muligt at en baby var “for aktiv” i maven. Det er det selvfølgelig ikke.

Derpå ville hun snakke fødselsforberedelse – en ting jeg nok havde anet ville kommet, men som jeg ikke var helt igennem klar til blev så virkeliggjort. Derfor hjalp det lidt, at vi dagen forinden havde en snak om hvad vi ville tale med jordemoderen om – og her aftalte at det var manden som tog sig af disse mere faktuelle oplysninger, fik spurgt ind til indholdet, samt tilmeldte os de ønskede datoer, mv. Det offentlige tilbud dækker over tre mødegange af to timer, og eftersom det ligger i februar har jeg rig mulighed for at nå at blive klar til denne del af festen også. Så langt så godt.

Da vi gik derfra var jeg udstyrret med noget, som jeg i den grad ville have ønsket mig mange gange i løbet af de foregående måneder. En lille liste med et par nød-telefonnumre, som man kan ringe på udenfor “almindelig” åbningstid. Det er en livline, som jeg ingen intentioner har om at bruge, men som jeg i den grad har manglet at have ved min side i den sværeste opstart på en graviditet, som jeg har fantasi til at forestille mig. Bare jeg dog havde haft den hængende på køleskabet noget før – så havde mange tudeture været undgået.

I det hele taget virker det lidt skørt på mig, at alle tilbud og al den ekstra omsorg for alvor tager fart og form nu – hvorimod jeg følte mig komplet alene i verden i den første lange tid i graviditeten. Jeg ved godt at det var i den periode hvor lægevidenskaben kunne gøre allermindst fra eller til for mig – men psykisk var det jo netop den periode, der var allermest vanvittig og opslidende, modsat nu hvor jeg oplever at vi småt i småt begynder at genvinde kræfterne. Nu er jeg så langt i min graviditet at jeg rent faktisk må ringe til fødegangen ved komplikationer – hvilket også er ret vildt for mig, at komme til at tænke over.

Et kækt forslag…

Som reaktion på det seneste indlæg og den fremlagte debat, modtog jeg et gyldent svar fra en af læserne her på bloggen, som jeg bliver nødt til at dele med jer. Der er tale om et genialt forslag til en lidt alternativ kampagne, som kommune og stat kunne skyde igang, såfremt de virkelig gerne vil rykke ved fødselstallene herhjemme.

Den skulle lyde nogenlunde sådan her:

Kære borgere.

Vi ved godt mange af os har svært ved at få børn, så derfor er det nu ganske gratis at få hjælp til fertilitetsbehandling fremover. Ellers bliver vi simpelthen for få mennesker her i landet, til at få det hele til at løbe rundt.

Fertilitetsproblemer er langt om længe en anerkendt “sygdom” på lige fod med alt andet – og det er ligemeget om det er medfødt, livstilsbetinget eller hvad det er. I må få så mange børn I overhovedet magter. “Magter” skriver vi, fordi vi ved, at det er et latterlig hårdt og opslidende forløb, hvis man ikke kan reproducere sig naturligt. Derudover er det nu muligt at få hjælp på ALLE landets sygehuse, og transportministeren og SKAT har i samråd besluttet at give fradrag for besøg til fertilitets behandlingerne. I må få 10 timers parterapi betalt, så vi hjælper til, at I rent faktisk ikke bliver skilt i kampen for at reproducere.

Når I skal føde jeres børn, er der selvfølgelig en overskudsagtig og udhvilet jordemoder til stede, og en stue I kan føde på. I får hjælp til amning og noget ordentlig mad at komme jer på, inden I bliver sendt hjem.

I skal ikke bekymre jer om at få en vuggestueplads, for dem er der nemlig nok af nu, og prisen er tilmed sat ned, så I rent faktisk har råd til det. Samtidig har vi ansat rigeligt med pædagoger til at tage godt imod jeres lille små vidundre.

Til de af jer, der har lyst (mor eller far), er I garanteret ved lov at måtte arbejde deltid/nedsat tid indtil jeres barn starter i skole, om I har lyst og økonomi til det. Hvis I ikke har økonomi til det, så I rent faktisk kan nå at hente jeres børn, og ikke mindst se dem – får I et såkaldt “jeg gir’ en skalle for Danmark og laver en baby mere” fradrag.

Tak fordi I knalder for Danmark, det er nemlig ikke for sjov!
Venlig hilsen hele Danmark – for vi vil nemlig gerne have nogle til at passe os når vi bliver gamle.

——————————————

Jeg ved ikke hvad I andre tænker – men personligt synes jeg at kvinden bag ovenstående kommentar bør udråbes til fertilitets-minister så snart det er muligt, så vi kan få sat lidt skik på reproduktionen herhjemme :-)

Flashback til Rigshospitalet

Indrømmet. Jeg overreagerer. Og indrømmet. Verden er trods alt ikke gået under. Det er sgu nok bare fordi, der ikke skal så pisse meget til at vælte læsset, selvom de seneste uger har været nogle rigtig dejlige nogen af slagsen.

Rigshospitalet i morges: De er sikre på at det er meget tidlige plukveer der er tale om, og jeg undersøges i alle leder og kanter. Det behøver ikke at være noget farligt, beroliger de, men det kan i yderste konsekvens føre til en tidlig modning af livmoderhalsen og dermed fødsel. Derfor skal det tages alvorligt, når det er så kraftigt, så tidligt.

Jeg får the creeps af at være tilbage på gynækologisk afsnit. Jeg har ingen – som igen overhovedet – gode mindre fra det sted. Jeg havner selvfølgelig på stue 2 – stuen hvor stort set alle mine andre graviditeter er blevet dødsdømt af den ene eller anden overlæge. Denne gang er det en sød, ung, kvindelig læge, med et vældig humør. Hun nusser rundt og er lidt forvirret, snakker med sygeplejersken om løst og fast, men er ellers ganske behagelig. Sygeplejersken kender jeg fra mine operationer og husker hende som dygtig og omsorgsfuld.

Lægen kan se sammentræningerne i livmoderen når hun scanner. Baby har det dog fint (skønt at se “den” igen) og længden på livmoderhalsen er som den skal være. Hun konkluderer at der ikke er nogen forklaring på de tidligere plukveer, hvorefter nogenlunde følgende samtale udspiller sig:

Mig: Kan man sige noget om, hvorfor jeg får plukveer, eller hvad jeg kan gøre for at mindske dem? Jeg har virkelig haft en rolig uge, ellers…

Læge: Det kan skyldes anstrengelse. Der er ikke andet at gøre, end at du lytter til kroppen.

Mig: Ja, jeg skal nok lytte. Det var også derfor at jeg kontaktede lægen da jeg mærkede det… det undrede mig…

Læge: Ja, der er ikke andet for, end at tage det roligt.

Mig: Ja, sagen er bare den at jeg har taget det meget roligt den sidste tid.

Læge: Det kan også skyldes stress…

Mig: Ja… øh… men jeg er bare ikke rigtig stresset?

Læge: Så det er bare vigtigt at du lytter til kroppen. Sådan at den ikke overbelastes..

Mig: Jamen..?

Således gik jeg derfra uden at være blevet voldsomt meget klogere. Eller, det er ikke rigtigt, for det var skønt at se at den lille havde det godt derinde og at intet tyder på noget dårligt endnu. Når jeg om nogle uger skal til MD scanning, måler de igen min livmoderhals for at spore eventuelle forandringer. Andet er der ikke rigtigt at gøre.

Alligevel blev jeg sgu lidt frustreret (oversat til menneske-sprog: Jeg tudbrølede da jeg gik derfra)!. Jeg magter sgu ikke rigtig at vende tilbage til rollen som patient allerede – og selvom det måske lyder forkælet, var det lige så dejligt at det hele for en stund var så godt og uproblematisk. Jeg ved godt at det sagtens stadig kan ende sådan – men jeg kan slet ikke overskue at skulle være helt handicappet og intet kunne foretage mig. Selvfølgelig gør jeg alt hvad der er nødvendigt, men jeg var bare lige så lykkelig for at være helt normal for en stund.

Jeg synes ikke for alvor at jeg gik derfra med nogle svar på, hvad det kunne skyldes eller hvad jeg kunne gøre. Eneste råd var at holde mig i ro – til trods for mine forsøg på at forklare, at det netop er det jeg har gjort. Sjældent har jeg faktisk foretaget mig mindre, end det har været tilfældet de sidste dage – og alligevel er plukveerne optrappet. Hvis jeg slapper meget mere af, skvatter jeg sgu i søvn!

… pis og patter!!

Dér var den sgu!

Det står efterhånden klart for mig, at jeg ikke bliver baby-litteratur-typen i denne graviditet. Det er ikke som sådan en bevidst beslutning, men startede egentlig bare som så meget andet med, at jeg har haft temmelig svært ved at turde tro på projektet.

Min søde kæreste derimod, jubel-optimisten, hentede en såkaldt baby app allerede i uge 7. Sådan en fidus skulle jeg den-onde-lyne-mig ikke nyde noget af, for jeg husker kun alt for godt hvordan det føltes at slette den fra telefonen første gang. Hvor ondt det gjorde. Hvor latterlig jeg følte mig over, at have ligget dér uge efter uge mandag morgen og læse om den kommende uge i min graviditet. Det skulle jeg ikke udsættes for igen…

Men langsomt begyndte han alligevel at læse lidt op for mig. Jeg tillod det. Dels af egen nysgerrighed og dels fordi jeg aftalte med karma-guderne, at det ikke for alvor talte i forhold til at jinxe noget.

Det var egentlig ret hyggeligt – og det er blevet en fast weekendtradition efterhånden. Det betyder i øvrigt at han er ret godt inde i hvordan den udvikler sig derinde, og at det tit er mig der må spørge ham om hvor stor den eksempelvis er lige nu, eller om den har fået hørelse. Det synes jeg måske også har sin charme -. altså det der med at det ikke kun er mig der skal være eksperten på alt det nye, som ingen af os i virkeligheden aner særlig meget om.

Anyway – denne uge var ingen undtagelse og vi kunne derfor læse os til at man som 1. gangs gravid formentlig ville kunne være heldig at mærke liv i én af de kommende uger (det giver ingen point at det er den 5. omgang, lige i denne sammenhæng). I dagene forinden havde jeg faktisk mærket en del “rumsteren rundt” dernede, som jeg nok havde tænkt kunne være begyndelsen på netop dette. Som alle andre var jeg dog ret meget i tvivl om, hvad det egentlig var jeg skulle mærke efter, og hvad jeg skulle forvente. Det føltes ikke synderlig meget anderledes, end en gang solid luft i maven.

Men så sad jeg i teateret lørdag aften. Midt i et grineflip slog det mig pludselig, at jeg faktisk slet ikke længere var spor i tvivl. For dér var den helt bestemt – og det har den været temmelig meget siden. Når jeg sidder stille på kontoret, eller når jeg ligger til mig at sove, kan jeg ganske tydeligt mærke at den ligger og møffer rundt derinde.

Det føles hverken som bobler eller en fisk der slår med halen, eller mange af de andre beskrivelser, som jeg ellers har hørt om. Det mærkes mere som lige netop dét det er – små bitte “smølfespark” på indersiden af maveskindet. Helt forsigtigt, men slet heller ikke til at tage fejl af. Så tak for det, baby – for jeg har i meget høj grad stadig brug for det. For påmindelser om, at der er noget derinde, om at den er god nok og om at det måske endda rent faktisk kunne ende lykkeligt.

Fem fingre!

Nu har pulsen igen indfundet et nogenlunde normalt niveau, så jeg igen kan koncentrere mig længe nok til at forfatte et indlæg til bloggen. I går formiddags kl. 10.00 stod vi på Riget med hjertet i halsen og trådte endnu engang ind i deres (stadig ret rædselsfulde) venteværelse på ultralyds-afdelingen.

Heldigvis gik det igen overraskende hurtigt. Vi blev kaldt ind af en sød kvindelig læge, hvis patient før os havde meldt afbud og som derfor havde rigeligt med god til snak og grundighed. Vi startede med at snakke lidt om hvorfor vi egentlig havde denne tid til gennemscanning i uge 15, men det var nu mere af nysgerrighed, end fordi vi skulle forsvare noget. Rart.

Derpå tog hun bogstavelig talt fat fra en ende af og gennemgik fosteret fra A-Z. Hun fandt organerne frem ét efter ét og tjekkede via tværsnit (wow!) at blodgennemstrømningen fungerede optimalt. Hun målte lårbensknoglen, kiggede på hjernen, tjekkede for misdannelser – var i det hele taget bare så sød, rolig og grundig at det var meget rørende. Til forskel fra NF var jeg selv en anelse mere rolig, og følte derfor faktisk at jeg var til stede og kunne være med i det hun fortalte.

Hjertet fik en ordentlig omgang – fire fine små hjertekamre og en blodgennemstrømning så fin som man kunne forvente. Min kære fader er for nyligt blevet opereret for en medfødt hjertefejl – så derfor var dette en ret vigtig detalje for os også.

Til sidste tjekkede hun mine stakkels skamferede æggestokke, som desværre stadig lider lidt under den overstimulering, som i sommers førte til graviditeten. Det er vand i forhold til hvad det har været (og min eneste fysiske gene – så jeg forsøger at undlade for meget brok), men det undrede mig nu alligevel at jeg stadig kan mærke det, godt 3 måneder efter hormonindsprøjtningerne. Alt så dog fornuftigt ud. Der er stadig spor efter behandlingen, men ikke noget alarmerende, så jeg kan med ro i maven bide generne i mig lidt endnu (lovely!).

Da vi var færdige gik vi i vanlig vantro lykke over på en café i Ryesgade, for at fejre med lidt frokost. Vi har begge lært at tømme vores kalendre på dage som disse, for man ved sgu aldrig. Men det betyder også, at der så er tid til at fejre det, når det rentfaktisk er gået godt.

Jeg tudede sådan lidt on/off på caféen, af glæde og af nyfunden ro. De sidste par dage har jeg tolket alle tegn syd fra navnlen som en vished om, at noget var ved at gå galt. Nu sad vi dér med smil op over begge øre og gentog “der var sgu 5 fingre”, med stjerner i øjnene.

For det var der… vi fik selv et billede af det:

1

 

Første besøg

Nu er jeg fanden-galme’ også blevet sådan én, som går til jordemoder! Hvem havde troet det. Jeg havde trukket den så længe jeg overhovedet kunne, så nu var der ingen vej udenom at bestille en tid og “få det overstået”.

Hvorfor jeg har udskudt, er jeg ikke sikker på. Det er lidt samme fornemmelse som med nakkefoldsscanningen. Noget i retning af, at hvis jeg først for alvor begynder at gå rundt og tro at jeg er gravid, og bestiller tider her og der og alle vegne, ja så bliver det nok bare så meget desto mere umuligt at holde ud, når det hele går fløjten.

Ja ja, tænker du – sådan hænger det jo ikke sammen, din lille tåbe! Men alligevel….

Alt hvad der har direkte med denne graviditet at gøre, gør noget underligt ved mig. Ligeså snart jeg skal til en konsultation af nogen som helst art – om det er læge, scanning eller (åbenbart) jordemoder, begynder min krop at forberede sig på noget småfarligt. Det er ikke helt retfærdigt overfor det sundhedssystem, som ellers for størstedelens vedkommende behandler os godt – men det er som om krop og hjerne lidt går egne veje, lige på dette punkt.

Uden at jeg helt bemærker det, forbereder jeg mig på kamp – på at skulle starte forfra, på at forklare hele min komplicerede historik igen igen, bære over med dem, når de insisterer på at jeg kan smide alle bekymringer, og så fremdeles. Denne gang opdagede jeg først hvad der var igang, da det i venteværelset gik op for mig, at jeg havde kold-svedt mig igennem min undertrøje. Sexet nok, ellers.

Jeg smækkede min cardigan lidt tættere om kroppen og blev kort efter modtaget af en venligt udseende dame – lad os kalde hende Jytte. Jordmoder Jytte. Hun havde (selvfølgelig) en jordemoderstuderende på slæb, og jeg bed ærgrelsen i mig, over at have endnu mere publikum på til mit snarlige sammenbrud. Én fra eller til…

Ind kom jeg, blev sat ned, blev ønsket tillykke med graviditeten. Nikkede på vanlig høflig vis og undlod at svare så meget andet end “tjoh, tak”. Derfra tog Jordmoder Jytte over – og viste sig fra lige præcis sådan en side, som jeg kun havde kunne håbe på.

Hun havde først og fremmest læst lidt journal på forhånd, hvorfor hun var helt og aldeles med på, at jeg havde det en anelse anderledes end den gennemsnitlige gravide. Derpå sikrede hun sig en evig plads i mit hjerte ved kommentaren:

Måske vil det blive nemmere for at dig at tro på med tiden – måske ikke. Men det vigtigste er at du ved, at det tager din baby ikke på nogen måder skade af. Du må tage det som det kommer”. 

Så var stilen lagt. Jeg knus-elskede hende fra starten af – og den søde studerende var faktisk kun med til at gøre stemningen lettere undervejs, når vi i vores lange snak vekslede imellem det alvorlige og det mere humoristiske. Der var en rigtig god kemi – og selvom jeg for god ordens skyld blev bedt om at fortælle min historie forfra for 34. gang i denne måned, gjorde det ikke så meget. Jeg skulle nemlig ikke forklare særlig meget om, hvorfor jeg havde det som jeg har – og jeg behøvede hverken at retfærdiggøre eller forsvare min tanker heller.

Planen er nu den, at jeg i løbet af nogle dage bliver kontakter af deres enhed for “sårbare” gravide (du godeste – mig??). Her vil jeg få tilbudt at blive tilknyttet deres enhed og høre lidt nærmere om, hvad de tilbyder. Så vælger jeg derefter, om jeg vil overgå til dem, eller om jeg hellere vil blive hos Jordmoder Jytte og være helt almindelig gravid.

Egentlig ser jeg fordele ved begge dele. Det vil dels være fint med noget ekstra omsorg og tid, men det vil også være rigtig rart at blive dér, hvor jeg lige har haft en positiv oplevelse. Så nu tager jeg lige en snak med dem, når de ringer, og så tager vi den derfra.

Piece of cake!