Lidt bedre…

Så snuppede vi en runde mere af det dér fødselsforberedelse. Trods reaktionerne ovenpå sidste uges 1. lektion, var det nemlig endt med at blive min vores beslutning. Jeg havde haft en rigtig god samtale med min jordemoder, som ud over almindelig beroligelse også var rigtig god til at hjælpe med at sortere lidt i de mange tanker.

Min reaktion kom bag på mig – og jeg havde derfor behov for at prøve igen, og se om det ikke var muligt at få noget godt ud af det forløb, som jeg egentlig opfatter som et glimrende tilbud. Derfor valgte jeg at droppe tilbuddet om at skifte hold og i stedet blive for at prøve kræfter med det vi allerede var i. Det er jeg glad for at jeg gjorde.

Det var en væsentlig bedre oplevelse. Dels var der meget mindre “plenum-snak” om emner der er ømme for mig, og dels var der skruet op for de faktuelle informationer om selve fødslen – altså ting vi kunne forholde os til at diskutere, uden at jeg blev kold og klam over hele kroppen.

Vi fik nogle rigtig gode informationer om mulighederne for smertelindring og vi diskuterede fordele og ulemper ved de forskellige medicinske og ikke-medicinske hjælpemidler. Manden og jeg fik talt om vores ønsker hver især – og planen er klar: Der er ingen regler eller principper forud for at det hele går løs. Vi har ønsker og forestillinger, men vi er klar over at alt kan vende og at alt for faste forventninger, formentlig blot ender i skuffelser. Jeg skriver mere om vores ønsker, på et senere tidspunkt.

Denne gang var jeg mere forberedt på min egen reaktion – og måske netop derfor var den slet ikke så markant. Jeg kunne se igennem fingre med alt det, som jeg ikke kunne genkende, og jeg tog mig endda sammen til at løfte fingeren som den første og besvare jordemoderens spørgsmål om, hvad vi mente ville være mest gavnligt for os i en presset situation. Jeg havde måske brug for at vise mig selv, at jeg var på banen og godt kunne klare at være i dét dér rum med alle de tykke maver. Manden trak på smilebåndet da han så det – han vidste åbenbart godt at det var lige netop dét, der var mit mål.

Så jeg oplevede at blive oprigtigt klogere denne gang. Jeg har brugt en del tid på at gennemtænke hvorfor det mon var så svært for mig sidst – og jeg forsøger at gøre hvad jeg kan for at imødekomme lignende reaktioner fremover. Dels er det noget vi taler videre med jordemoderen om, dels er jeg blevet mere tydelig overfor manden på hvad der “får det til at stritte inden i”, så han bedre kan gå ind og agere talerør, når der opstår en presset situation. Jeg tror oprigtigt at han gør alt hvad han kan, for at forstå sin umulige kæreste.

Nå ja… til sidst var der jo så også fremvisning af en video. Sådan én der illustrerer en vellykket, fin og helt igennem normal fødsel for et par på Skejby Sygehus. Den var en ret smagfuld og godt illustreret – en lille 10-minutters sag, der skulle give os en idé om hvordan det kan foregå. Jeg prøvede at kæmpe imod sentimentaliteten, men sad alligevel med en klump i halsen hele vejen igennem. Tænk hvis vi rent faktisk også kommer dertil, hvor vi bare er kommet godt igennem et fødselsforløb og rent faktisk ender med at tage vores sunde og raske lille pige med hjem. Uvirkeligt, er det nærmest.

Jeg gjorde hvad jeg kunne for at skjule det for manden. Jeg vidste at han ville grine af mig og mine hormoner, hvis han så mig snøfte… da vi kom ud på cyklerne sagde han til gengæld “for pokker altså, der var da ikke et øje tørt derinde under den film”. Det viste sig at samtlige andre damer – og en god del af deres mænd, herunder min – ligeså havde siddet og forsøgt at skjule røde og våde øjne rundt om bordet.

Verdens rareste…

Jeg glemte lidt at følge op på indlægget fra i forgårs. Jeg har fået tænkt tingene lidt igennem og synes måske nok, at jeg kommer til at agere en anelse dramatisk, når jeg sådan flipper ud over en uskyldig omgang fødselsforberedelse. So what, at jeg ikke helt kan genkende mig selv om mine tanker i de andre deltageres oplevelser – jeg kan jo bare daffe hjem og snakke med min hamrende tålmodige kæreste, søde mor, veninder – eller hvem det nu er jeg tvangsindligger til at høre på mine mange tanker.

Nå! Men da jeg kom hjem den anden dag – og var en kende rystet over egen reaktion, tillod jeg mig at ringe til min jordemoder. Det passede alligevel med hendes kontortid, så jeg besluttede at gøre brug af hendes opfordring om at ringe ved det mindste. Hun ringede tilbage kort efter, og var så sød og rolig at det halve kunne have været tilstrækkeligt.

Dels fik hun mig overbevist om, at jeg ikke var den første til at reagere sådan (formentlig noget de lærer at sige, lige meget hvor skørt deres gravide patienter opfører sig?) – og dels havde hun en længere liste af løsningsforslag klar og parat, til min flossede nerver. Søde, søde dame. Bare hun dog kunne være der, når jeg skal føde på et tidspunkt. Så heldig er jeg nok ikke.

Hun sagde noget i retning af, at når man havde “oplevet noget vanvittigt, kunne det være ret svært at omgive sig med normalitet”. Det kan jeg jo levende nikke genkendende til, men jeg troede alligevel på én eller anden måde bare, at jeg var kommet en smule videre. Den pludselige klaustrofobi der opstod i tirsdags, kom fuldstændig bag på mig.

Dels foreslog hun, at vi kunne skifte til et hold med mere “anonym” fødselsforberedelse, hvis jeg havde det bedre med det. Rigshospitalet afholder en række “forelæsninger” som man blot kan droppe ind til uden tilmelding, og sidde lidt på bagerste række og observere. Det overvejer jeg lige – for på en måde ville jeg også gerne bare “tage mig sammen”.

Derpå tilbød hun at jeg, hvis jeg havde lyst, kunne komme forbi fødegangen på hendes næste vagt og få en kort rundvisning og se stedet – bare fordi det kunne være med til at afmystificere det hele lidt, uden at jeg behøvede at sidde i en gruppe når det skete. Vanvittig service, som de ellers normalt har aflyst på Rigshospitalet fordi der er så mange fødende. Jeg tror at jeg takker ja.

Til sidst tilbød hun at jeg kom forbi hende til en ekstra snak én af dagene, hvis jeg havde brug for lige at vende tingene med hende. Det takkede jeg i første omgang nej til, for hun havde allerede beroliget mig så meget, at ikke fandt det nødvendigt at tage mere af hendes kostbare tid. Jeg følte på alle måder, at jeg havde fået langt mere omsorg, end jeg kunne have regnet med.

Så nu sidder jeg her og føler mig måske en anelse fjollet. Jeg sætter virkelig stor pris på at “sikkerhedsnettet” fungerede i en presset situation og at jeg nemt og smertefrit kunne komme igennem til netop hende, som gerne ville både hjælpe og berolige mig. Følelsen af at blive “tabt på gulvet” i systemet – som jeg ellers har haft tilstrækkeligt mange gange tidligere, blev lige lappet betragteligt.

Om ganske kort tid smutter jeg på weekendtur langt ud i de svenske skove, med to dejlige veninder. De insisterede på en “sidste tøsetur pre-baby”, og jeg var ikke svær overtale. Manden havde blot det ene forbehold, at jeg skulle love at undersøge hvor det nærmeste sygehus befandt sig i forhold til vores destination. Den søde mand!

God weekend, når I kommer til det!

Stor, siger du?

“Amen, altså… det ser jo bare så fint ud det hele. Hun er en stor og sund pige, det er hun altså virkelig” udbrød min søde jordemoder ved sidste undersøgelse, med stjerner i øjnene.

At hun valgte at understrege ordet stor i den sammenhæng – flere gang og meget insisterende, gav mig ubevidst trang til at krydse benene ekstra meget sammen. Bare i det tilfælde at min vagina lyttede med, og måske blev en anelse bekymret.

“Hun følger så fint sin egen kurve”, siger jordemoderen (Læs: Hun er kornfed!!) og der er fuld knald på spark og slag derinde fra. Selvfølgelig var det en skøn besked (jo, det var!) – men lidt ligesom at man ikke ønsker at høre sin frisør sige “ups”… er der også grænser for hvor mange gange ens jordemorder behøver at anvende ordet “stor” om afkommet i maven.

Min krop forholder sig heldigvis stadig ret afslappet til hele affæren. Ikke de store gener og ikke nævneværdige begrænsninger – endnu. Ret imponerende, når man tænker på at min mave snart ligner en ballon man måske skulle stoppe med at puste i. Jeg håber sådan i mit stille sind på, at den ser større ud oppefra…?

Jeg reagerer dog stadig lidt mentalt på disse besøg hos jordemoderen – som om kroppen går lidt i beredskab hvergang jeg skal ind til en undersøgelse eller en fagperson, der på den ene eller anden måde har med min graviditet at gøre. Jeg koldsveder en smule og panden får et par ekstra folder. Det er egentlig underligt, for de tager jo som regel super godt i mod mig – men det er som om det stadig bare gør en lille bitte smule ondt på mig at tale om graviditet og babyer. Det er som om min hjerne ikke helt har forstået, at det jo ikke behøver at være helt så sørgeligt et tema, som det har været.

Manden spurgte igår, om jeg var nervøs – han kender mig jo lidt. Egentlig synes jeg ikke at jeg var sådan nervøs for noget, men jeg blev alligevel lidt træt ved tanken om at skulle ind og rippe op i alle de gamle sår igen. Jeg drømte også temmelig underligt om natten – det evige tema for disse drømme er altid at jeg mister eller mangler noget. I dette tilfælde drømte jeg, at jeg tabte alle mine tænder (freak much?).

Jeg frygter ikke fødslen som sådan – endnu. Jeg har måske alligevel en lille snert af min gamle optimiske side gemt i mig. En tro på at min krop godt kan klare den slags, og at der ellers nok skal være nogen som hjælper mig på vej. Det kan selvfølgelig sagtens være at det ændrer sig, efterhånden som fedlingen derinde springer kurverne. Vi skal snakke nærmere om fødselsforløbet ved næste besøg hos jordemoderen, og det ser jeg egentlig frem til. Jeg har intet læst eller forberedt, så jeg må erkende at jeg er temmelig blank.

Flere steder fra er jeg blevet anbefalet alle mulige former for forberedelse. Meget af det er helt sikkert rigtig godt, men jeg har alligevel ikke helt kunne forholde mig til det. Dels fordi jeg ville meget tættere på termin, før jeg overhovedet turde tænke i de baner. Dels fordi det som sagt ikke er udelt nemt at tale om alt dét der er sket. Slet ikke i en gruppe af fremmede kvinder, som måske/måske ikke har hver deres lykkelige lyserøde graviditetshistorie gemt i ærmet.

Så jeg overvejer noget mere fysisk rettet. Måske noget yoga med forberedelse eksempelvis. Og så tager vi selvfølgelig sammen til de tre obligatoriske undervisningsgange, der tilbydes på Riget.. Så må vi sgu være dækket sådan nogenlunde ind, tænker jeg… og så håber jeg bare at fedlingen har tænkt sig at samarbejde, når dagen kommer…?

Slip den løs…

Når jeg sidder her i min sofa, mens resten af verden er til julefrokost, går det op for mig at jeg med nød og næppe kan lave kopholder-tricket. I ved – det dér trick hvor man placerer sin kop med halvlunken aftenkaffe på dunken, som har indtaget en form så rund og mægtig, at den nu kan fungere som en art sofabord. Praktisk, når lysten til at rejse sig svinder med samme hastighed som maven vokser.

Sagen er den, at jeg pjækker. Jeg pjækker fra hele verden og fra fulde venner, kollegaer og bekendte, for i stedet at tilbringe en aften med håndbold-pigerne, hjemmebag og store mængder chokolade. Det er ret frivilligt, så ingen grund medlidenhed. Det er ret skønt også, egentlig. Manden har jeg sendt ud i verden på ubestemt tid, og at dømme efter de snøvlende beskeder der tikker ind nu og da, har han en vældig aften.

Nå, men tilbage til den mave dér – for det er et ganske besynderligt fænomen. Den har taget voldsomt fart de seneste uger, og derfor bliver jeg også oftere og oftere konfronteret med, at resten af verden ved første øjekast godt tør konkludere, at jeg er med rogn. De kommenterer gladeligt på det, og senest var der sgu en (ældre!) dame i bussen, som tilbød at rejse sig for mig. Den havde jeg ikke set komme. Tænk at jeg ligner én, som har behov for det. Men sødt var det…

I starten af min graviditet havde jeg det rigtig svært ved tanken om at maven ville vokse, så andre kunne se det. En veninde spurgte, om ikke det ville blive dejligt og gøre det mere virkeligt for mig, men jeg kunne slet ikke forholde mig til tanken på daværende tidspunkt. Jeg ville ikke have at hele verden kommenterede på det – eller ønskede tillykke – jeg ville bare være i fred med min angst for at miste det hele om et øjeblik.

Som tiden er gået, er det  blevet anderledes. Heldigvis, da jeg som netop beskrevet ikke er i nærheden af at kunne skjule det længere. Det gjorde jeg ellers som bekendt længe – og derfor har overgangen fra “ikke gravid” til “ret meget gravid” overrasket flere omkring mig. Særligt på mit arbejde, hvor folk ikke i detaljer har været inkluderet i forløbet.

Af samme grund får jeg ofte kommentarer om, at jeg har en stor mave, at jeg må være langt henne,. eller om jeg er sikker på at der ikke er to derinde (shit, hvor er du bare original og sjov, din abe!).

Eftersom jeg formentlig er én af Danmarks mest gennemscannede kvinder, føler jeg mig ret overbevist om at der bare er en enkelt derinde. Men det undrer mig til stadighed at folk tror, at der er frit lejde når det kommer til at kommentere gravide kvinders kroppe (siden hvornår har hormoner og kropsforandringer ligefrem  givet mindre forfængelighed?). Vi har åbenbart kollektivt vedtaget, at man gerne offentligt må sige ting om form og størrelse på en kvinde, så snart hun lejer sin livmoder ud til en lille ny baby. Som eksempel har jeg en gravid kollega, som tit hører for at hendes mave er meget lille – det tror jeg faktisk ikke hun synes er særlig sjovt. Hun har nemlig lige betroet mig at lægerne er bekymrede, fordi den lille ikke vokser tilstrækkeligt derinde.

Alligevel har jeg opdaget, at jeg er gået hen og er blevet ret glad for min mave. Faktisk så meget, at jeg nyder at den strutter derudaf og at jeg ikke har noget i mod når folk kommenterer på den – bare de gider at gøre det en lille bitte smule taktfuldt. Jeg går af samme grund også rundt i meget mindre “skjulende” tøj end jeg gjorde i starten, og jeg nyder at hoppe i nye stramme prego-jeans med en flot stramsiddende trøje til. Hvis det skal være, så lad det fandme’ være.

Kroppen følger stadig fint med i forhold til de mange forandringer – og jeg er meget taknemmelig for at have nogle virkelig gode uger. Jeg ved jo ikke hvor længe der varer (jævnfør tidligere gravides formaninger om, at helvedet venter om næste gadehjørne) – men jeg suger det hele til mig med stor nysgerrighed.

Når angsten nu og da titter frem – hvilken den for tiden gerne gør i form af absurde mareridt – ja, så hjælper det unægteligt at kigge ned på en ganske rund mave, hvor hende den lille på daglig basis forsøger at sparke sig vej ud igennem mit maveskind.

PS: Jeg kunne alligevel ikke dy mig for at spørge jordemoderen om den var større end normalt, da jeg sidst så hende – hun vandt mit hjerte ved at svare: “Den er lige som den skal være – det er såmænd bare fordi der ikke er så meget af resten af dig”. She is a keeper!

Plik plak pluk…

Så var der jo dét med de plukveer? Et tema som jeg synes at det er virkelig svært at skrive et bare nogenlunde interessant blogindlæg om. Jeg skal nu alligevel gøre mit bedste for holde jer vågne…

Jeg røg første gang ind til tjek omkring uge 17 – dels synes lægerne at det var lidt for tidligt til så mange plukveer, dels synes de at de varede lige lovligt længe af gangen, til at det var helt godt. Skal jeg selv sige det, synes jeg faktisk at jeg tog det i nogenlunde stiv arm. Dels gør de på ingen måder ondt på mig (eller på den lille fis – det lovede de!), og dels tænkte jeg bare at det var en fordel at blive undersøgt. Better safe than sorry!

(Rettelse: Jeg har lige læst mine indlæg fra dengang og kan godt se, at jeg ikke var i nærheden af at være cool med det!)

Nå, men som beskrevet så alt ud som det skulle. Ud over formaninger om at holde mig i ro (trods mine protester, for det jo var netop det jeg havde gjort) var der ikke meget mere de kunne gøre for mig. Jeg blev tjekket igen i forbindelse med MD scanningen og alt så fortsat glimrende ud, sagdehyperoptimistiske happy-Hanne, som scannede mig.

Siden da har jeg nogenlund lært at “styre dem”. Nogenlunde, for der sniger sig alligevel hurtigt en 8-10 stykker ind på en dag. Hvis jeg ligger på ryggen (what the fuck?) eller går i meget raskt tempo, kan antallet godt snige sig op på 20. I følge min nye jordemoder er 5 om dagen helt normalt, hvorimod 20 er for meget – så jeg ligger lige midt i mellem og aner ærlig talt ikke helt, hvad jeg bør eller ikke bør stille op. Tror bare at jeg vender det med hende igen næste gang, hvis det fortsætter. Så må hun jo vurdere, om det behøver nærmere undersøgelse.

Plukveerne er ikke som sådan aktivitetsbestemte. Jeg kan fx godt snuppe en yogatime eller en svømmetur, uden at det udløser så meget som en enkelt. Dette er noget som jeg sætter så uendelig meget pris på, for tanken om at “miste min krop” allerede nu, efter i så kort tid at have følt at jeg havde den tilbage – ja, det er næsten ikke til at bære.

Jeg ved godt at mange kvinder oplever, at graviditet og ammeperiode på mange måder får dem til at føle, at deres krop for en tid ikke er deres egen. Men selvom der bor et lillebitte menneske inden i mig for tiden, så oplever jeg på forunderlig vi at jeg er meget mere mig selv, end jeg husker at have været meget længe. Jeg ved godt at jeg er i det famøse gyldne 2. trimester, og at meget kan ændre sig, når får vand i kroppen, strækmærker til op over begge øre og tasker så lange at det vil kræve en cylinderformet bikini… Men jeg nyder det fandme, så længe det varer!

For første gang virkelig længe oplever jeg at min krop samarbejder nogenlunde med mig. At den opfører sig bare sådan i retning af hvad jeg forventet – og at jeg ikke længere er pisse træt og frustreret over at den svigter mig.

Det er sgu da et par strækmærker eller to værd, synes jeg!

At presse på og være irriterende…

Ovenstående er to ting, som jeg efterhånden er blevet ganske garvet til – og som begge er fremragende kvalifikationer at have, når man er i fertilitetsbehandling. Når man befinder sig i en verden, hvor tiden ofte står stille og hvor ventetid er mere en regel, end en undtagelse.

Hvis jeg skal give ét godt råd videre til andre (og det skal jeg da!), vil det være netop dette. For det kan gøre så stor en forskel for ens behandling,  at det næsten er skræmmende. Skræmmende fordi det må betyde, at de som ikke overskuer at presse på eller råbe op, muligvis modtager en ringere (eller i hvert fald langsommere) behandling.

Fænomenter er ikke nyt. På andre sygdoms-områder er det en anerkendt viden, at det er de mere ressourcestærke patienter, som ofte formår at påkræve sig mest opmærksomhed fra de fagprofessionelle. Det er trist, men det er vist desværre en realitet. Blandt andet Politiken, har tidligere berørt emnet i en række artikler:

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/sygdom/ECE2628361/veluddannede-patienter-faar-bedre-hjaelp-efter-kraeftbehandling-end-socialt-svage/

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2440727/svage-patienter-faar-mindre-hjaelp-paa-hospitalet-end-rige-patienter/

Min egne eksempler og erfaringer er efterhånden ikke så få. Manden og jeg har igennem de seneste år snoet os og gjort mange krumspring, igennem systemet og de små smuthuller, vi har kunnet ane. Det har antageligvis været mig, som har presset mest på – nogle gange til grænsen af hvad min høfligt opdragede mand har ment, at man kunne tillade sig.

Da jeg første gang kontaktede min læge, var vi knapt nok gået i gang med at forsøge at lave en baby. Jeg havde smidt p-pillerne i god tid, og vi skulle lige samle det sidste mod til os, inden erstatningen (kondomet) røg samme vej.

Min menstruation udeblev imidlertid, og forblev voldsomt uregelmæssig. Dette havde jeg også oplevet som ung teenager, men det var dengang af min læge blevet slået hen med den begrundelse at jeg dyrkede elitesport og var en smule “overtrænet”. Det var faktisk for at få styr på min cyklus, at jeg overhovedet startede på p-piller dengang. Det med drengene var slet ikke blevet spændende – endnu!

Nå, men jeg henvente mig med andre ord til lægen og insisterede på at blive undersøgt. Hun var heldigvis enig i at det ikke gav mening for os at prøve det berømte år, når nu min menstruation var så uregelmæssig. Hun så PCO-lamperne blinke, tror jeg, og sendte mig dermed videre til gynækolog. Denne gynækolog samlede op samme sted – jeg fortalte at jeg ikke syntes det gav mening at vente på en stabil cyklus, og havde i mellemtiden læst om præparatet Pergotime. Dette satte spark i cyklus og æggeproduktion, hvorefter vi selv skulle lave resten af “hjemmearbejdet”.

Som sagt så gjort – og flittige læsere af bloggen vil vide, at der derpå fulgte to “naturligt” opståede graviditeter. Uagtet at de jo resulterede i operationer fremfor en baby, var der med andre ord bid de første to gange jeg fik behandling med Pergotime.

Til trods for denne “succes”, var jeg nu desværre en æggeleder fattigere. Dertil kom naturligvis den store psykiske rutschebanetur, som ovenstående havde medført. Gynækologen foreslog at vi overgik til IVF-behandling, men dette kunne vi slet ikke se og selv i endnu. For fanden mand, kunne det virkelig være nødvendigt? I stedet tog vi to måneders pause, delvist i sammenhæng med at jeg blev udstationeret for at arbejde i udlandet. Da jeg vendte hjem igen overgik vi til inseminations-behandling i kombination med Pergotime, efter aftale med gynækologen. Lige lidt hjalp det, da jeg alene havde æggeløsninger i den side hvor æggelederes manglede – og efter et halvt år blev vi langsomt møre og klar til IVF.

Det viste sig nemmere sagt en gjort. Vi bad om henvisningen i september 2014 – og blev efter nogen tid indkaldt til intro-samtale på Rigshospitalet i januar 2015. Jeg var på det tidspunkt så mørbanket af de mange nederlag, at det virkede helt igennem uoverskueligt. At skulle acceptere skridtet videre til IVF havde været hårdt nok i sig selv, men at der samtidig skulle gå så længe før vi kunne få hjælp, var næsten ikke til at bære.

Så jeg skrev –  og jeg ringede. Og til sidst var der en engel af en sekretær, som sprang med på idéen. Fordi vi har fleksible jobs og fordi vi bor 3 minutter fra Riget, ringede hun til os når der var akutte afbud. Ved andet opkald, smed vi hvad vi havde i hænderne og hastede afsted. Således blev vores forsamtale fremskudt til november 2014.

Da vores første og andet IVF-forsøg ikke var blevet til noget, bad vi om en ekstra samtale. Det føltes så surrealistisk overhovedet at være gået i gang med IVF – og nu stod vi her og var på vej ud af det offentlige tilbud igen. Jeg havde behov for en snak om hvad vi kunne gøre, hvorfor det ikke ville lykkes og hvad vores muligheder var i fremtiden. En sådan snak kunne de tilbyde os 6 uger senere grundet underbemanding: Med andre ord længe efter at vi ville have afsluttet vores 3. og sidste forsøg.

Så jeg skrev igen – i frustration over manglende afklaring. Dagen efter blev jeg kontaktet telefonisk af en sød og tålmodig kvindelig læge. Ud over at besvare mine mange spørgsmål, var jeg fræk nok til at minde hende om min mands deltagelse i et af deres forsøg – samt at det ene af vores IVF-forsøg faktisk havde resulteret i en kortvarig graviditet. Tilsammen blev konklusionen på vores samtale, at hun tilbød os et 4. IVF forsøg på Rigshospitalet.

Så langt kom vi dog ikke. For ganske kort tid efter stod jeg med endnu en positiv test i hånden. Denne gang opnået spontant (åndsvagt udtryk – vi havde jo humpet som kaniner!) og derfor årsag til mild forvirring. Min egen læge ville ikke gøre noget særligt, andet end at se tiden an, så jeg kontaktede Riget, selvom det ikke var sket hos dem. De tog mig straks under vingerne, og fulgte os tæt. Alligevel endte graviditeten som bekendt som min tredje graviditet udenfor livmoderen.

Sådan en graviditet kræver som bekendt en operation. Der var tale om at forsøge at redde den æggeleder som graviditeten sad i, da den jo var min eneste tilbageværende. Nej tak, var min tilbagemelding. nu skulle de den-onde-lyne-mig se at få fjernet det skidt, som i min optik var den klare årsag til vores mange problemer. Jeg opsøgte råd hos en fertilitetslæge fra en anden afdeling, som bakkede op om planen. Til sidst fik jeg lov – og efter at have sagt farvel til vores lille peanut blev jeg lagt til at sove. Da jeg vågnede var det uden evnen til igen at kunne lave mine egne børn.

Så skulle jeg heles – endnu engang. Det tog de sædvanlige 6 ugers tid, før kroppen igen fandt sig selv og sin cyklus – som faktisk i de mellemliggende måneder og år var blevet tilnærmelsesvis regelmæssig. Hurtig hovedregning fortalte til vores skræk, at vi derfor ville ramme ind i den frygtede sommerlukning på offentlige klinikker. Udsigterne til næste forsøg, blev derfor pludselig mange måneder lange.

Så tog vi tyren ved hornene – fordi vi er privilligerede nok til at kunne. Vi vekslede den ellers planlagte ferie til et IVF-forsøg i det private. Jeg ringede næsten så snart jeg var ovre operationen, for at sikre at vi kunne komme til når tid var. Det kunne vi godt. Og resultatet af alt dette ligger pt. og sparker i min mave.

Samlet set vil jeg skyde på, at ovenstående har været med til at skære godt og vel et halv til et helt år af vores forløb. Hvis man har det som jeg havde det, undervejs i behandlingen, svarer dette mere eller mindre til en livstid. Det er ikke sikkert at det ville have været det rigtige for alle at gøre, for det har til tider også været rigtig svært at følge med. Omvendt kigger jeg i dag tilbage på det, og er meget taknemmelig for de smuthuller, som det lod sig gøre at finde.

Samtidig gav det mig en følelse af at være med til at “styre bussen” og ikke kun være en hjælpeløs patient i det ulideligt lange forløb. Jeg har trævlet egne journaler og papirer igennem til hudløshed. Jeg har ringet, skrevet og undersøgt – og jeg har spurgt og krævet svar, når jeg ikke syntes at tingene gav mening eller passede sammen. Mere end én gang, har dette været med til at forebygge eller opdage småfejl i vores behandling.

Det er naturligvis en virkelig hårfin balance – for det er ikke synderligt klædeligt for en patient at bilde sig ind, at man ved bedre end de topprofessionelle mennesker, som man står overfor. Læger, sygeplejersker og jordemødre knokler hver evig eneste dag for at hjælpe barnløse godt og sikkert igennem de rette behandlinger. De er ikke modstanderne – men de er mennesker med et begrænset antal ressourcer, mange patienter og derfor (nogle gange) et manglende overblik.

Derfor er mit budskab med ovenstående: Råb op, stil spørgsmål når noget ikke giver mening, pres på når du ser smuthuller, eller når noget virker håbløst (det er der så meget der gør – men når det er noget du vurderer kan ændres).

Om ikke andet vil det forhåbentlig give dig en oplevelse af at være mere end blot en hjælpeløs tilskuer, til hele forløbet. Held og lykke med kampen!

En lille rystetur

Bedst som jeg sidder her og praler med min nyfunde zen, opdager jeg hvorledes der alligevel skal forsvindende lidt til at ryste fundamentet, og sende mig direkte tilbage i panik-abort-og-barnløs-tilstand.

De sidste 2-3 dage har jeg har nogle underlige krampe-agtige spændinger i underlivet. Som om maven suger sig lidt sammen og livmoderen ligesom bliver helt hård eller spændt. Den bliver også lidt øm mens det står på, hvis jeg trykker forsigtigt. Det kommer på alle tider af døgnet og uafhængigt at min aktivitetsniveau – det gør ikke direkte ondt som sådan og det forsvinder igen efter nogen tid. Mens det står på kommer det sådan lidt on-and-off i en længere periode.

Først tænkte jeg at det måske var de famøse plukveer, som jeg har hørt så meget om. Jeg kunne læse mig til at enkelte kvinder godt kan opleve dem helt tidligt i graviditeten og at det ikke behøver at være tegn på noget som helst skidt. Alligevel undrede jeg mig, fordi de synes at vare over længere tid og komme uanset hvad jeg foretager mig – og særligt når jeg ligger ned? Underligt…

Egentlig var jeg meget rolig, da jeg startede med at forsøge at trænge telefonisk igennem til det bureaukrati, der er det danske sundhedsvæsen. Herre jemini – det er jo en ørkenvandring af dimensioner. Efter at have stået i kø i 30 minutter til jordemodercenteret, fik jeg fat på en sekretær som ikke besvarede jordemoderfaglige spørgsmål, men henviste mig til et nyt nummer, på hvilket jeg kunne ringe en time senere, når de åbnede. På dette nye nummer lykkedes det forbavsende hurtigt at komme i tale med en sød jordemoder – som dog ret hurtigt konstaterede at det måtte være en sag for egen læge..

Jeg ringede op til egen læge og var nr. 11 i køen. Jeg besluttede at jeg var nødt til at tage på arbejde, så jeg smækkede mit headset i ørene og cyklede afsted. Da jeg nåede frem til kontoret 35 minutter senere var jeg blevet nr. 2 i køen. Så langt så godt. Sød sekretær tilbød en forbavsende akut tid en time senere – så jeg vendte rundt på cyklen, og forbandede min spildte arbejds- og transporttid langt ind i helvedet. Det undrede mig at de ville se mig så hurtigt, så jeg kunne ikke helt kontrollere det lille gip af nervøsitet som det medførte.

Kæresten blev en smule urolig og ville smide hvad han havde i hænderne for at tage med. Da jeg kender min læge godt nok til at vide at jeg formentlig blot ville blive bedt om at tisse i en kop, synes jeg dog at dette var lige i overkanten.

Ind kom jeg – hos en sød kvindelig læge jeg ikke har mødt før. Hun fandt ingen grund til at slå alarm, efter at have mærket og lyttet på mig. Da hun slog op i min journal og så min historik, mente hun dog at hun gerne ville henvise til en undersøgelse på Rigshospitalet. Hun ringede derover og fik en semi-akut tid til i morgen tidlig, på gynækologisk afsnit. De var enige med hende i, at det var lige lovlig tidligt til så langvarige plukveer – og ville gerne udelukke en række andre mistænkeligheder.

Så selvom det hele var meget roligt (og faktisk forbavsende effektivt, da jeg først var trængt igennem), er det dælme svært for mig ikke at komme til at koldsvede bare en lille smule, når sådan noget forekommer omkring mig. Alene det at sidde hos lægen, som i sød omsorgsfuld forvirring forsøger at finde en forklaring på hvad der er galt, giver mig tilpas mange flashbacks. Min krop reagerer ret skørt på det og jeg er helt bogstavelig talt nødt til at gå hjem og skifte skjorten ud bagefter, fordi jeg er svedt igennem den. Når jeg kommer hjem går jeg desuden som regel ud som et lys. og falder i tungt i søvn midt på dagen, når adrenalinen endelig aftager. Kroppen husker kun alt for godt, gør den.

Første besøg

Nu er jeg fanden-galme’ også blevet sådan én, som går til jordemoder! Hvem havde troet det. Jeg havde trukket den så længe jeg overhovedet kunne, så nu var der ingen vej udenom at bestille en tid og “få det overstået”.

Hvorfor jeg har udskudt, er jeg ikke sikker på. Det er lidt samme fornemmelse som med nakkefoldsscanningen. Noget i retning af, at hvis jeg først for alvor begynder at gå rundt og tro at jeg er gravid, og bestiller tider her og der og alle vegne, ja så bliver det nok bare så meget desto mere umuligt at holde ud, når det hele går fløjten.

Ja ja, tænker du – sådan hænger det jo ikke sammen, din lille tåbe! Men alligevel….

Alt hvad der har direkte med denne graviditet at gøre, gør noget underligt ved mig. Ligeså snart jeg skal til en konsultation af nogen som helst art – om det er læge, scanning eller (åbenbart) jordemoder, begynder min krop at forberede sig på noget småfarligt. Det er ikke helt retfærdigt overfor det sundhedssystem, som ellers for størstedelens vedkommende behandler os godt – men det er som om krop og hjerne lidt går egne veje, lige på dette punkt.

Uden at jeg helt bemærker det, forbereder jeg mig på kamp – på at skulle starte forfra, på at forklare hele min komplicerede historik igen igen, bære over med dem, når de insisterer på at jeg kan smide alle bekymringer, og så fremdeles. Denne gang opdagede jeg først hvad der var igang, da det i venteværelset gik op for mig, at jeg havde kold-svedt mig igennem min undertrøje. Sexet nok, ellers.

Jeg smækkede min cardigan lidt tættere om kroppen og blev kort efter modtaget af en venligt udseende dame – lad os kalde hende Jytte. Jordmoder Jytte. Hun havde (selvfølgelig) en jordemoderstuderende på slæb, og jeg bed ærgrelsen i mig, over at have endnu mere publikum på til mit snarlige sammenbrud. Én fra eller til…

Ind kom jeg, blev sat ned, blev ønsket tillykke med graviditeten. Nikkede på vanlig høflig vis og undlod at svare så meget andet end “tjoh, tak”. Derfra tog Jordmoder Jytte over – og viste sig fra lige præcis sådan en side, som jeg kun havde kunne håbe på.

Hun havde først og fremmest læst lidt journal på forhånd, hvorfor hun var helt og aldeles med på, at jeg havde det en anelse anderledes end den gennemsnitlige gravide. Derpå sikrede hun sig en evig plads i mit hjerte ved kommentaren:

Måske vil det blive nemmere for at dig at tro på med tiden – måske ikke. Men det vigtigste er at du ved, at det tager din baby ikke på nogen måder skade af. Du må tage det som det kommer”. 

Så var stilen lagt. Jeg knus-elskede hende fra starten af – og den søde studerende var faktisk kun med til at gøre stemningen lettere undervejs, når vi i vores lange snak vekslede imellem det alvorlige og det mere humoristiske. Der var en rigtig god kemi – og selvom jeg for god ordens skyld blev bedt om at fortælle min historie forfra for 34. gang i denne måned, gjorde det ikke så meget. Jeg skulle nemlig ikke forklare særlig meget om, hvorfor jeg havde det som jeg har – og jeg behøvede hverken at retfærdiggøre eller forsvare min tanker heller.

Planen er nu den, at jeg i løbet af nogle dage bliver kontakter af deres enhed for “sårbare” gravide (du godeste – mig??). Her vil jeg få tilbudt at blive tilknyttet deres enhed og høre lidt nærmere om, hvad de tilbyder. Så vælger jeg derefter, om jeg vil overgå til dem, eller om jeg hellere vil blive hos Jordmoder Jytte og være helt almindelig gravid.

Egentlig ser jeg fordele ved begge dele. Det vil dels være fint med noget ekstra omsorg og tid, men det vil også være rigtig rart at blive dér, hvor jeg lige har haft en positiv oplevelse. Så nu tager jeg lige en snak med dem, når de ringer, og så tager vi den derfra.

Piece of cake!