Endnu en omgang…

Dette indlæg er med stor sandsynlighed en genganger. Jeg synes nemlig næsten, at jeg gentager mig selv til en grænse, der er trættende. Igennem bloggens levetid har jeg ikke tal på, hvor mange indlæg jeg har skrevet om op- og nedture i de perioder, hvor jeg måske/måske ikke har været gravid og har gennemgået den frygtelige ventetid, frem mod en endelig afklaring af vores skæbne.

Men det er nu engang den realitet vi befinder os i, endnu engang. Jeg ville så gerne bare opdatere den ene positive status efter den anden, som langsomt men sikkert pegede i entydig retning af, at lige præcis denne graviditet ville blive til det barn, som vi så brændende har ønsket os igennem så lang tid. Men det kan jeg ikke, dertil er der alt for meget drama om ørene på os. Og jeg er røvtræt af det.

I torsdag var jeg til tjek for at se, om overstimuleringen var på vej retur. Det vidste jeg egentlig godt at den var, for jeg har det væsentligt bedre. Men jeg vidste samtidig også at scanningen formentlig kunne afsløre om graviditeten sad rigtigt i livmoderen, selvom det var meget tidligt. Og mit behov for at se netop dette, overtrumfede således min samvittighed overfor klinikken.

Det var ris til egen røv, kan man sige. På den gode sider tæller, at man kunne se en blommesæk i livmoderen. Det skal ikke undervurderes, for igennem fem graviditeter er det faktisk første gang nogensinde, at vi ser dette – og det var ret fantastisk. Men… der er altid et men! Lægen kunne ikke se noget foster i blommesækken. Måske kunne hun ane det… måske ikke.

Lægen virkede ikke særlig optimistisk, synes jeg. Hun snakkede om at det jo “ikke kunne afvises, at det alligevel kunne gå godt”… (nå, så du regner ikke med det, eller hvad?) og begyndte gudhjælpmig også at snakke om at vi jo måtte op på hesten igen, hvis det heller ikke lige blev denne gang, at det lykkedes.

Jeg gik derfra og gik i gang med at forberede psyken på endnu en mislykket omgang. Min mand var noget mere positiv (big surprise!).

Desværre kunne vi først få svar på blodprøven her fredag omkring middagstid. Så torsdag aften var temmelig svær at komme igennem, og morgenen og formiddagen ligeså. På den ene side føler jeg mig gravid med både murren i underliv, spændinger i brystet og så videre – og på den anden side forsøger jeg at ruste mig selv til det kommende nederlag.

Så ringede telefonen. Det var englen fra sidst. Hende kan jeg efterhånden så frygtelig godt lide at blive ringet op af. For hun kunne oplyse at HCG-niveauet igen var steget – til mere end en fordobling – faktisk til 5606. Selv lægen havde været positivt overrasket over tallet, sagde hun (så hun var med andre ord skeptisk under scanningen – I knew it!!)

Konklusionen for nu bliver således, at der stadig er “noget” derinde, og dette “noget” synes lige pt. at vokse, selvom vi ikke kunne se det.

Der er stadig en klar stemme i mit hoved, som banker på med et “hvad nu hvis”… for lægen kommenterede på, at den blommesæk hun så, sad meget langt oppe i det ene hjørne af livmoderen. “Men det er alt for tidligt at se, om det bliver et eventuelt problem”, sagde hun – og “så uheldige er der jo næsten heller ikke nogen der er”, skyndte hun sig så at tilføje.

Jeg orkede ikke at fortælle hende, at når det kommer til sort uheld ved graviditeter, sad hun overfor to eksperter i at bryde med statistiske sandsynligheder – på den meget triste og kedelige måde.

Drømmeland…

Jeg er bange.

Altså min hjerne er bange i hvert fald – helt nede i hulemandshjernen. Så selv når de mere rationelle tanker får love at vinde magten for en stund (og det er slet ikke altid tilfældet – no no!), så leger min underbevisthed stadig med mig.

I dag stod jeg op klokken 06.12 – og jeg har vel at mærke fri. Men jeg kunne ikke holde ud at sove mere. Eller rettere, jeg kunne ikke holde ud at drømme mere.

Første del af natten var jeg på kursus med mit arbejde. Der var jeg af én eller anden grund booket ind på et hotelværelse sammen med en mandlig kollega. En kollega som jeg ikke kender særlig godt og ej heller har noget synderlig interessant forhold til, i virkeligheden. Men i min drøm havde vi haft en affære – lige præcis på samme dag som æg-oplægningen i juli måned. Og derfor vidste jeg nu ikke, hvem der var faren til mit kommende barn (?).

Wow…

I min drøm bekymrede selve utroskaben mig ikke voldsomt meget (jeg er åbenbart blottet for dårlig samvittighed, når jeg sover?) – næ, det var mere det faktum, at min kollega er mørk og at man derfor ved fødslen ville kunne se, hvem der var far til barnet?

Jøsses…

I den sidste halvdel af natten drømte jeg i stedet, at jeg var på ferie med min mand (min rigtige mand, vel at mærke) og at ingen af vores venner måtte vide at jeg var gravid. Dette var svært at skjule, fordi jeg blødte hele tiden og alle vegne. Det var meget stressende og jeg husker følelsen af en høj puls der banker.

Da jeg vågnede skulle jeg virkelig tage mig sammen for at skelne. For at huske at det var en drøm, og huske at jeg stadig er gravid indtil andet er bevist. Jeg skulle virkelig kæmpe for ikke at styrte på toilettet og kigge efter blod. Det holdt kun i 10 minutter. Så sad jeg ude på kummen og åndede lettet op.

Så nu er jeg stået op – det er simpelthen for anstrengende og krævende, dét dér med at sove.

The ups and the downs…

Puha, sikke en rutschebanetur livet i disse dage er. Op og ned, op og ned. Det er virkelig udmattende. Det meste af det er sikkert inde i mit hoved, det er jeg klar over, men alligevel…

I søndags var jeg tilbage på klinikken, og der er fremskridt med hensyn til overstimuleringen. I mit hoved var det var selvfølgelig et stensikkert tegn på, at jeg nok slet ikke var gravid længere. Vi kom ind til en kort samtale og derefter skulle jeg scannes, for at vurdere mængden af væske i maven. På falderebet begik lægen den fejl at nævne, at vi måske ville kunne se graviditeten derinde, nu vi alligevel scannede for væske.

“Har du blødt”? spurgte han lidt for undrende, mens scanneren fik en ordentlig tur “rundt i manegen” dernede. “Nej” hviskede jeg, og og vidste godt hvad klokken var slået. Der var ikke en skid at se inde i livmoderen.

The story of my fucking life.

Lægen skyndte sig at glatte ud og formane om, at det jo sagtens kunne være for tidligt til at man kunne se noget, og at alt kunne være normalt alligevel. Bla. Bla. Bla.

Jeg hørte kun halvt efter og gik mere eller mindre i koma inden i. Hvad havde jeg dog også regnet med, jeg idiot? Som om det ikke var alt for godt til at være sandt.

Vi tog hjem. Mig i krise. Kæresten lidt tavs, men alligevel irriterende optimistisk. “Det behøver jo ikke at være negativt skat, det sagde han jo”, forsøgte han efter bedste evne. Men jeg vidste bedre. Det her var jo starten på endnu en slutning. Hold.Nu.Kæft.

Men så ringede telefonen. En engel ved navn Lotte fortalte mig, at mit HCG var steget til over 800. Mere end en fordobling. Jeg hørte ikke det præcise tal, ej heller resten af samtalen, for jeg tudede mest bare stilfærdigt af lettelse.

Jeg er stadig gravid. Der er stadig håb. Der er stadig HCG.

Dyb indånding. We are still in the running…

Så tog vi gudhjælpemig i IKEA, fordi jeg havde fået en temmelig tvangspræget idé om et par gør-det-selv projekter, som død og pine skulle klares NU. På en solskinssøndags. Hvad tænkte jeg også på?

IKEA er et rædselsfuldt sted, særligt om søndagen. Fyldt med trætte kærestepar, hvoraf manden næsten altid ligner én, som er forundret over hvad der dog er overgået ham, siden han slæbes rundt i IKEA af et fruentimmer med psykotisk “udsalgsblik” i øjnene.

Det vrimler med gravide maver og redebygger-typer derude, det skal man vide. Og så har de jo (ak og ve) en kæmpe børne/baby-afdeling. Man kan ikke komme udenom den. Man tvinges igennem undervejs på sin rute mod friheden. Manden og jeg tog et fast greb i hinandens halvklamme håndflader og styrede målrettet igennem. Ikke kigge op. Bare gå lige ud. Ikke kigge op.

Vi overlevede og besluttede at fejre det ved at fortsætte turen i Silvan. Masochismen ville åbenbart ingen ende tage på denne søndag. I Silvan ender jeg altid med at stå totalt hjælpeløs og forladt, og have glemt alt hvad jeg kom efter, samtidig med at det er mere end ualmindeligt svært at finde en ledig medarbejder, at spørge om hjælp. Med lavt blodsukker og en IKEA-tur i baglommen, er det så godt som selvmord.

Da det efter en times søgen gik op for mig, at jeg nok ikke kunne få det jeg kom efter, og at alternativet var både grimt og dyrt, ja så gav jeg mig simpelthen til at flæbe.

Ja, jeg flædebede. I SILVAN??? Ikke meget, bare lige sådan lidt bævrelæbe og en enkelt tåre i øjenkrogen. Og det var mest bare fordi jeg synes at det var så synd for os, at vi var gået forgæves… men hvad fanden sker der?

Så næste gang jeg bliver bange for, om der mon stadig er gang i hormonerne og om jeg overhovedet er gravid, så behøver jeg ikke at tage på klinikken. En tur i IKEA og derefter udsolgt i Silvan, kan tydeligvis klare det.

Du godeste!

To i ovnen, to i fryseren….

Det er den bedste mail jeg nogensinde har fået. I lørdags tikkede den ind fra klinikken og i den stod:

Vi kan oplyse, at to af jeres befrugtede æg er blevet dyrket videre til fryse-egnede blastocyster, som vi nu efter aftale med jer vil fryse ned til senere anvendelse“.

Vi hoppede og dansede (ok, jeg hopper ikke så meget for tiden – men altså…). Det er første gang nogensinde at vi har haft æg til frys, og tanken gør mig virkelig optimistisk. Jeg ved godt at ikke alle æg overlever dén tur, og jeg ved også godt at chancen ved fryseæg er en anelse mindre – men den er der. Og det giver muligheden for to forsøg, uden at vi skal igennem hele hormon-helvedet, ægudtagning, osv.

En lille bagside af medaljen er, at det viser sig at jeg er blevet mildt overstimuleret efter denne behandling. 19 æg var åbenbart mere end min lille krop helt kunne klare, så de sidste par dage har jeg været plaget af ret mange mavesmerter og en voldsom oppustethed. Jeg har lignet én der var meget gravid – ret belastende, når jeg nu ikke er det (endnu!).

Jeg har selvfølgelig talt med klinikken og holder mig af samme grund ret meget i ro. Jeg hælder væske ned i store mængder og lever stort set kun af kød, æg og andre protein-holdige madvarer. Det er lidt ærgerligt, når nu vi er på ferie, men det er der bare ikke så meget at gøre ved. Heldigvis har jeg pæn udsigt fra hængekøjen.

Så nu ligger jeg mig med en god bog – og glæder mig over de to æg jeg ruger på, og de to æg som ligger og venter på os til en anden god gang. Om ikke andet, så kan de jo gå til en lillebror- eller søster :-)

Summer Update

Det er sket endnu engang. Selvom jeg i sidste indlæg brokkede mig noget så ynkeligt, fik jeg alligevel spontant mod på at gøre noget ved situationen, da manden og jeg torsdag efter æg-oplægning af det fineste lille 8-cellede æg ( + et mindre godt), sad og kiggede på hinanden. “Hvad skal vi så nu lave?”, stod der med store bogstaver imellem os.

Vi har ikke rigtig planlagt sommerferie – af gode grunde – vi har ikke anet hvad der ville blive mulighed for. Men nu var det pludselig slut med den aktive del af behandlingen, jeg var kommet sådan næsten på højkant efter udtagningen, og tilbage var der kun ventetid.

Frygtelig, alt-opslugende ventetid.

Så vi gjorde det, som har virket før. Vi købte et par spontane billetter og stak afsted på ferie. Turen skulle være overskuelig på alle måder, så vi valgte at tage til Berlin. Her har vi tidligere boet under vores studier, her kender vi alle smutveje og gode tips, her er billigt, godt vejr, nemt at komme rundt – alt i alt den perfekte kombination når man er lidt sårbar.

Så her sidder jeg nu på min tidligere stam-café med benene oppe. Tempoet er tvunget absolut i bund – jeg er stadig ikke fuldstændig kommet mig, og manden skulle alligevel arbejde lidt, så det gik fint i spænd.

Om et par dage, når jeg forhåbentlig er endnu mere frisk, kører vi videre mod Sydpolen (hø – altså – det sydlige Polen). I bjergområderne ned mod Tjekkiet og Slovakiet ligger der nemlig nogle af de smukkeste (og mest oversete) naturområdet. Det er helt igennem zen-agtigt og dejligt. Min mand har polsk familie og taler derfor sproget, hvilket hjælper en betydelig del, når man bevæger sig langt væk fra turistområderne. Min primære opgave  bliver at ligge i en liggestol med en bog, og kigge ud over nogle pæne bjerge og nogle blågrønne søer. Jeg skal prøve om jeg lige kan klare den opgave.

Men… for lige at give en lille status på selve fertilitets-delen, nu hvor jeg tydeligvis hellere vil snakke om sommerferie:

Der blev taget 19 æg ud. Af disse var der 12 som blev befrugtede (men i øvrigt 15 som delte sig – hvordan det så end kan gå til?). Heraf var der 5-6 stykker som delte sig tilfredsstillende, omend nogle var bedre end andre. Det ene blev til et ganske rimeligt 8-cellet æg, som blev lagt retur og nu skal bo i min livmoder den kommende tid.

De resterende æg besluttede klinikken sig for at dyrke videre til blastocyster – dette får vi svar på senere i dag. Såfremt nogle af dem klarer turen, bliver de frosset ned til senere brug. Jeg er tidligere blevet advaret om at mine æg måske ikke egner sig så godt til frys, så jeg prøver at lade være med at have alt for store forventninger til denne del.

Så det er status quo – og nu ruger jeg det allerbedste, jeg nogensinde har lært. Det er dejligt at have ferie imens det står på, for det tager fokus fra lidt af ventetiden. Jeg er ved godt mod og nyder noget get-away-tid sammen med manden min, imens kroppen fortsat kommer sig ovenpå strabadserne.

Ferien betyder også at computer, blog og Internet bliver smidt bagerst i rækken af prioriteter. Jeg regner dog med at kigge forbi igen i starten af næste uge, når jeg er landet i dén dér liggestol ved foden af bjergene. Hav det dejligt så længe!

Pity me!!!

Hvis man kan skrive, må man jo være i live – og hvis man kan brokke sig, så ligeså! Og det sidstnævnte det kan jeg i hvert fald, i stor og voldsom udstrækning.

Manden min er modvilligt taget et par dage til udlandet med sit arbejde, hvorfor jeg har haft mere eller mindre frie tøjler til uhæmmet selv-ynk og pyller på sofaen. Be warned – der vil blive smurt en tyk omgang brok ud over dette indlæg!

Ja ja… jeg er glad for at der kom 19 æg ud i søndags – for helvede, jeg er glad! Jeg er også glad for at de ringede fra klinikken i dag og kunne oplyse, at hele 12 af dem var befrugtede! Der stopper selv-tilfredsheden så lidt, for damen begyndte at tale om en “blandet landhandel” med hensyn til delingen (hvad fanden er det i øvrigt for et udtryk?). Nogle æg ser altså mere sløje ud en andre, forstod jeg. Skidt nu med det – der er stadig mange æg i spil og jeg tror på det (jo, jeg gør!).

Dertil begyndte hun at tale lidt om en eventuel oplægning i morgen, kontra den oplægning på fredag, som hidtil har været planen. Hun ville gerne informere om alle muligheder og udfald, så vi bedst kunne tage stilling.

Det forstår jeg godt – men jeg er for filan nødt til at bede dem om at træffe den endelige beslutning? At vælge dét som de nu finder mest hensigtsmæssig, baseret på deres faglighed og erfaring? Det er vel groft sagt derfor, at vi har slagtet sparegrisen for at komme i behandling hos dem. (Ja ja, det lyder grimt – men du var jo advaret om, at jeg ville  brokke mig).

Nå – vi afventer nu deres opringning i morgen og så må vi se hvad det bringer med sig. Indtil da er det jo bare skønt at stå på stand-by – fantastisk ferie! Jeg har forsøgt kort at bevæge mig væk fra sofaen i dag – men jeg er stadig mega øm og oppustet til størrelsen på et hus efter udtagningen. Et lille hus, bevares, men stadig et hus – og jeg er ved at være godt træt af at hvert lillebitte skridt skal udføres med maksimal forsigtighed, for ikke at gøre nas. Ingen yoga at komme efter i denne ferie, forstår jeg!

Den sidste ting jeg skal brokke mig over, inden jeg ruller om på den anden side som den skildpadde jeg har forvandlet mig til: Lutinus!!! Også kendt som stik-pillen fra helvede!!! Hvad fanden er det for et menneske, der har opfundet dette præparat? Det er da i hvert fald én, som ikke kan lide tissekoner! Tre gange om dagen i tre evigt lange uger, med verdens ledeste lille indføringshylster (og seriøst – smid da lige et ekstra hylster eller to mere i pakken, hva? Nærrig-røve!).

Det var vist det hele for i dag. Således blev jeg hele 579 brokke-ord fattigere, og faktisk meget mere munter. Så tak for det!

Kommer du til at fortryde?

Det spurgte en god veninde mig om den anden dag. Hun henviste til, hvorvidt min skuffelse over et manglende resultat vil være endnu sværere at håndtere ved dette IVF-forsøg, end ved de tidligere – nu hvor vi selv har betalt.

Jeg forstår godt spørgsmålet – og det indkapsler meget fint hvordan jeg tror at omverdenen nogle gange ser på ufrivillig barnløshed og prøver at forstå de følelser, som er involveret i at være i behandling. For mange handler det om mere rationelle overvejelser og selvfølgelig til tider også en sorg – men desperationen og den afgrundsdybe afmagt, er det alligevel de færreste som kan sætte sig ind i.

For mig er der nærmest ikke tale om et valg. Det lyder underligt – for på papiret var der jo et valg: Vi kunne bare vente med at søge behandling igen til Rigshospitalet ville se os engang efter sommeren. Men at forsøge at komme sig over endnu en abort, og samtidig leve med tanken om aldrig selv igen at kunne lave børn af naturens egne veje, gjorde det næsten umuligt at udholde tanken om endnu mere ufrivillig ventetid.

Det handler ikke om at have travlt i traditionel forstand. Jeg er har kun rundet de 30 somre – biologiske og i forhold til samfundsnormerne, har jeg ikke spor travlt. Sagen er dog bare den, at jeg lever med nogle store åbne sår på sjælen, som river og flår i mig hver evig eneste dag. Jeg lever med et par traumer, om man vil – som formentlig først vil finde ro og hvile den dag, hvor jeg står med mit sunde og raske barn i armene. Derfor har jeg travlt – jeg har travlt med at ville heles og komme til at leve livet igen. Travlt med at slippe væk fra den ulidelige allestedsnærværende frygt for, at jeg aldrig bliver nogens mor.

Det er meget ansvar, at placere på et kommende barn, kan jeg godt se, når jeg skriver det. Men jeg sørger jo stadig over min første forliste graviditet… over det barn jeg ikke fik… over den næste abort… og den næste…. Det vil jeg formentlig altid gøre, og det vil altid være en del af min og min mands historie. Men det vil med tiden hele, og det vil med tiden træde i baggrunden, når det dybe og instinktive behov for forældreskab forhåbentlig en dag opfyldes. Når vi en dag kan kigge på hinanden og vores barn og sige, at vi klarede den.

Så jeg bliver ikke skuffet over, at det ikke lykkes i det private, fordi vi selv har betalt – men jeg bliver rigtig ulykkelig over endnu et forgæves forsøg og endnu en nyttelæs kamp – uanset hvor behandlingen har fundet sted henne, og hvad den har kostet. Det gør jeg fordi det er så umenneskelig hårdt at længes efter noget, som man tilsyneladende ikke kan få.

Hvis det altså er sådan, det bliver … nu må vi jo se tiden an, som det så populært hedder!

Historien – altså min egen (XIV)

Det er ved at være en rum tid siden, at bloggen har set et indlæg med ovenstående overskrift. Disse har hidtil dækket over dagsbogs-lignende fortællinger, om mine erfaringer og oplevelser som ufrivillig barnløs i fertilitetsbehandling. Jeg har forsøgt både at give indblik i, hvad der helt konkret foregår undervejs i behandlingen, samt i de tanker og følelser som det medfører – både for mig selv og for de omkring mig.

Seneste indlæg i denne føljeton skrev jeg kort efter min seneste operation og fjerde abort. Den handlede om sorgen over at være tæt på! Om at se liv og hjerteblink hos min lille peanut, og om samtidig vide at det aldrig ville være endt godt for nogen af os, hvis vi var fortsat. Samtidig handlede indlægget også om håb og lettelse, over at have truffet en svær beslutning om at fjerne den sidste af de æggeledere, som igennem de seneste år har voldt så mange problemer.

Følelsen af lettelse sidder stadig i mig. Det var den rigtige beslutning og jeg har ikke fortrudt. Jeg havde, set i bakspejlet, egentlig heller ikke så frit et valg som jeg troede, men det vidste jeg ikke på dét tidspunkt. Dengang følte jeg blot, at jeg var nødt til at handle på min mavefornemmelse, og jeg var heldig at have lægernes opbakning til min vurdering.

Siden jeg skrev det sidste indlæg i denne række, har vi været igennem en række overvejelser frem og tilbage, om mulighederne for at søge privat behandling henover sommeren. Den mest afgørende motivation har været at undgå en ufrivillig pause på flere måneder, grundet sommerferie på Rigshospitalet.

Dertil har vi også haft en smule lyst til at få “friske øjne på sagen” i et system, som nogle gange har ry for at være lidt mere fleksibelt og ny-tænkende, end det offentlige. På minussiden har først og fremmest talt det faktum, at priserne på behandling i det private koster spidsen af en jetjager (faktisk mere – se selv her)!

Nå, men som flittigere læsere vil vide, var det utålmodigheden og følelserne, som vandt over fornuften i denne omgang. Til trods for samvittighedskvaler ved at hæve opsparingen og betaler det hvide ud af øjenene for noget, som vi om få måneder kunne få gratis. Derfor er vi nu i fuld sving med vores 3. IVF-forsøg. Det foregår på Trianglen klinik i København. Dette indlæg skal handle en smule om mine erfaringer hos dem, indtil videre.

Førstehåndsindtrykket var positivt, idet vi kom til samtale så snart vi ønskede og blev vel modtaget, af en kvindelig læge – som virkede til at være fint sat ind i vores sagsforløb og historik. En behagelig oplevelse af overskud og tid, var dét som prægede mit indtryk. Manden min blev en anelse irriteret over, at lægen virkede lidt “brysk” og var meget direkte – blandt andet fordi hun afbrød os et par gange undervejs. Jeg selv havde derimod oplevelsen af en læge som “vidste hvad hun ville” og tog ansvar for at gennemtænke vores behandling. Det var nok for mig.

Jeg følte mig med andre ord i kompetente hænder – og jeg har efterhånden lært, at det alligevel  ikke er hos lægerne at jeg skal finde trøst og blive holdt i hånden – det er derfor at verden er velsignet med sygeplejersker og veninder!

Siden samtalen har vi så ventet på, at min krop fik sparket gang i endnu en cyklus. Den har været en smule rund-forvirret ovenpå to aborter og en operation og faktisk har jeg ikke haft en almindelige cyklus siden februar. Men i gang kom den, langt om længe. Derfor meldte vi os på Trianglen som aftalt, og satte gang i det helt store hormon-show. Det er sammen behandling som vi kender fra sidst – den gav “næsten” bonus, så Trianglen fandt grund til at fortsætte i samme bane, med ganske få justeringer.

I går var jeg så til scanning, ovenpå lidt mere end en uge i kanyle-land. Jeg har ikke haft så meget tid til at dyrke behandlingen, eller til at have ondt af mig selv – og jeg har ikke haft de store gener hidtil. Nu kan jeg dog efterhånden godt mærke, at både mave og hjerne er ved at være godt og grundigt hormon-fyldt. Jeg bliver hurtigt forvirret og træt, har tendens til lidt hovedpine og er godt gammeldags oppustet (sexy!).

“Men, det er ikke så mærkeligt”, sagde damen med dildo-scanneren på klinikken i går. For inde i mit hårdt prøvede underliv vokser intet mindre end 12-14 prægtige små æg, som forhåbentlig er modne og klar til at blive taget ud på søndag. Derfor skal weekenden gå med at slappe af og nyde godt selskab hos nogle gode venner – og så tager vi en runde mere med ægudtagning og alle de fornøjelser som dermed følger på søndag. Wish me luck!

Jeg er ikke så nervøs, og jeg forsøger at tænke så lidt som muligt på både udtagning og venteperioden efterfølgende. De som kender til disse behandlinger ved, at det i virkeligheden er ventetiden, som er den sande prøvelse. Enten er det rutinen eller også er det sommerferien som gør, at det hele føles lidt uvirkeligt og drømme-agtigt (mareridt er måske et bedre ord?) – men jeg nyder at det ikke optager alle mine tanker og al min tid – så længe det varer.

Efter ægudtagningen står den på sommerferie, og jeg tror at manden og jeg smutter afsted på noget kør-selv-ferie-nu-måske-med-camping-agtigt. Så kan vi jo lære at lade være med at kaste alle vores spare-penge efter private sundhedsydelser :-)

PS: Hvis du er nysgerrig på at læse hele historien fra den ganske spæde begyndelse, kan du starte fra en ende af HER.

16

3…2…1…. Go!

Midt i mine indlæg om, hvordan jeg den seneste tid ellers har oplevet at blive mere og mere mig selv igen, samt om hvordan jeg igen er begyndt at gøre en masse af de ting som gør mig glad, er vi såmænd påbegyndt endnu et behandlingsforsøg.

Det er ikke fordi det er kommet fuldstædig bag på os – jeg mener, vi har jo været til forsamtale og alt dét dér – men alligevel er det lidt syret pludselig at sidde her med køleskabet fuld af kanyler og være klar, parat til start.

Som beskrevet på bloggen, har vi valgt at gå i behandling på Klinik Trianglen i København. Tanken om at vente til efter sommeren med at komme i gang, var simpelthen for smertefuld. Da vi kontaktede Trianglen kunne vi komme til med det samme, og efter en kort snak om vores situation over telefonen, bookede vi en forsamtale. Denne samtale var vi så til for et par uger tilbage, og siden da har vi trisset rundt og ventet på at min 1. cyklusdag ville oprinde.

Det er en anelse svært at planlægge sommerferie under disse omstændigheder, så det har vi måtte lade være med. Vi har små planer og feriedage – alt sammen noget som er tilrettelagt sådan, at jeg kunne smide alt fra mig og melde mig på klinikken, såfremt jeg pludselig fik menstruation. Ovenpå operation, graviditet underfor livmoderen og en tidlig spontant abort, har det ikke været helt til at regne ud, hvornår dette kunne blive.

Men afsted med mig i dag – en hurtig scanning som gav grønt lys, og derefter en samtale, udlevering af medicin, instrukser og plan for forløbet. Jeg blev pludselig nervøs for om æg-udtagningen mon ville være anderledes end jeg “kender”, men den rare læge beroligede mig med, at det i store træk var det samme. De ville være ganske gavmilde med morfinen, lovede han. Dope me up!

Vi er ved at være rutinerede, kan jeg mærke – jeg ved nogenlunde hvad jeg går ind til, jeg kender medicinen, måden den skal tages på, samt bivirkningerne. Der er ikke de store ændringer fra det sidste forsøg og til dette, så jeg føler mig godt forberedt. Alligevel har jeg lidt sommerfugle i maven.

En enkelt ændring blev iværksat – lægen foreslog at supplere med Prednison. Det er et binyrebarkhormon, som har flere forskellige virkninger i kroppen, blandt andet nedsætter det immunforsvaret i et vist omfang. På baggrund af min historik har jeg før overvejet muligheden for, om mit immunforsvar mon kunne være en faktor? Jeg er aldrig syg (som i – aldrig nogensinde) og jeg ved at dette er én af de første ting, som kvinder med gentagende aborter udredes for. Jeg har dog ikke haft tilstrækkeligt med “almindelige” aborter til at gøre mig “fortjent” til denne udredning, og derfor har jeg slået det hen indtil nu, hvor det blev foreslået.

Så nu tager jeg på festival!?! En temmelig mærkelig konstellation, med tasken fyldt med sprøjter og piller. Det gør naturligvis også at jeg må skrue helt ned for tempo og forventninger, i forhold til hvad den kommende uge vil byde på. Jeg må fokusere på mit arbejde og på at høre lidt musik – og så overlade abe-festen til de andre. Jeg glæder mig nu alligevel, selvom det bliver en anderledes festival.

Hvis det så samtidig betyder at jeg af baby-pasnings-relaterede årsager ikke kommer på festival til næste år, så vil jeg være godt og grundigt tilfreds!

Forbudte følelser…

Kamilla har skrevet et indlæg til bloggen, som jeg er så heldig at have fået lov til at dele med jer. Det rammer rigtig fint i forlængelse af dét som jeg skrev om den anden dag, og handler om nogle af de svære følelser der kan opstå i kølvendet på ufrivillig barnløshed.

Der er i det hele taget mange ting i indlægget, som jeg kan genkende fuldstændig. Fra de mange tanker om hvad man kan tillade sig når man er grund-hamrende ked af det, og til ambivalensen omkring overhovedet at acceptere definitionen og begrebet “ufrivillig barnløs”. Nøj, hvor jeg hadede denne betegnelse til at starte med – for det var slet ikke dét jeg synes at vi var. Skørt?

Læs mere om Kamilla’s historie her – og hvis du selv har noget på hjerte, er du som altid velkommen til at kontakte mig.