Når ens pis….

… slet ikke kan komme i kog over småting. Når man ikke engang overvejer at bruge hjernekapacitet på dét, man opfatter som småting. Når man bare slet, slet ikke har været i nærheden af at overveje, om dét skulle være et problem man skulle forhold sig til…

Måske er det et par barske års forsøg på at blive mor, hvor alle intentioner om planlægning og “kontrol” brutalt blev pillet ud af os skridt for skridt, og hvor vi gang på gang måtte lære at moder natur var hamrende ligeglad med vores ønsker og planer. Eller måske er det bare fordi jeg som person ikke er sådan voldsomt bekymret anlagt… (ja ja, omkring alt andet end frygten for endnu en abort, altså!). Eller måske er det bare fordi jeg slet ikke har noget som helst begreb om, hvad jeg er på vej ind til.

Anywho, her er en liste over ting der ikke formår at få mit pis i kog på en snevejrs-lørdag:

  • Om jeg vil friamme, blokamme eller alt muligt derimellem (det aner jeg virkelig intet om… jeg ved ikke engang hvad det er … må man se på det, når det kommer?).
  • Om mit barn må blive introduceret til madvare med sukker i, inden det er gammelt nok til selv at efterspørge det (godt nok får jeg et super fremmeligt og intelligent barn, men mon ikke der går lidt tid før det er relevant at overveje en Nutella-politik?)
  • Om jeg er en “samsover”-mor eller en “godnat og sov godt”-mor. Om jeg vil lade mig barn græde sig i søvn alene (næææ, det tror jeg ikke… særlig tit, hø!) eller om jeg vil have hende sovende på maven indtil hun er teenager (må man gerne lande et sted midt i mellem de to?)
  • Hvilke former for smertestillende, jeg ønsker under at modtage under fødslen (kan man bede om 2 af det hele, tak?). Nej, egentlig tænker jeg mest at se hvor ondt jeg har og så vurdere hvad der er nødvendigt derfra…

Det er ikke fordi at nogle at ovenstående ting ikke kan være fine nok lige at runde i tankerne, enten nu eller senere. Men det kan seriøst ikke holde mig vågen om natten. Jeg forestiller mig alligevel at jeg kan planlægge herfra og til jeg er grøn i skalden… men at jeg alligevel kommer til at måtte føle mig frem og finde ud af hvad mit temperament dutter til og hvad fedlingen har behov for?

Det mærkeligste af det hele er dog… og her bliver jeg lidt bekymret for min egen apati…. jeg kan helt alvorligt ikke få mit pis i kog over, hvad vores datter skal hedde? Og det er sgu da en smule mærkelig, hvis jeg selv må have lov til at sige det! Manden har mange meninger (det har alle andre i øvrigt også – helt uden at man beder om den)… men ud over at der findes en pæn portion navne som jeg synes er ganske fine og pæne, ja så er der faktisk ikke ét eller flere af dem som får mig helt op og ringe…

Lige nu hedder hun derfor primært en blanding af:

  • Fedlingen (fordi… hun jo er lidt fed derinde..)
  • Pippi (fordi hun er en stærk lille satan, som formåede at holde fast trods alle odds…)
  • Olga (fordi en veninde synes det er hyggeligt…)
  • Clausen (fordi mine veninder til min fødselsdag – efter 16 drinks – synes at det var et fremragende navn).

Der er 10 uger til termin… så på ét eller andet tidspunkt vil det vel være passende at tage stilling. Manden er som sagt fast besluttet og er begyndt at kalde hende ved “sit” navn til daglig, så før jeg får set mig om er det vel blevet vedtaget?

Jeg vender tilbage med en status, såfremt vi nogensinde lander et sted…

Grrrr…

Det er min erfaring at jeg skriver bedst på en lille bitte smule indignation og vrede – og at indlæg i genren “pissed-off-og-urimelig” som oftest er nogle af de mest morsomme… efterfølgende i hvert fald.

Derfor kan jeg ikke dy mig for lige at lukke en mundfuld galde ud – inden at bloggen svømmer helt over med positivitet og livsglæde. Det går fandme ikke. Heldigvis kan den slags hurtigt kureres med en kort runde i det danske sundheds-system, for det skal sgu hurtigt fjerne enhver form for “her går det godt” følelse.

Igennem bloggens levetid har jeg dels til tider brokket mig over nogle af de uhensigtsmæssigheder, som man møder når man er i fertilitetsbehandling og ofte er presset til sit alleryderste. Dels har jeg kommenteret på ventetider og uhensigtsmæssigt tilrettelagte forløb. Dels undrer det mig, at det skal være så pokkers svært at trænge igennem til henholdsvis jordemoder eller læge, når man for alvor har brug for det. Desuden har jeg kommenteret på sundhedsfaglige professionelles til tider manglende indsigt i de ting, som deres patienter gennemgår på det psyko-sociale plan.

Men… jeg håber også at det ofte er trængt igennem, at jeg generelt har modtaget dygtig og kvalificeret hjælp af mennesker, som brænder og knokler hver dag, for at gøre det bedst mulige indenfor de rammer de tilbydes. Dette indlæg skal derfor ikke bruges til at skyde på sundhedspersonalet – for der har mildest talt været en flok engle imellem, som er gået langt ud over grænserne for hvad man kan forvente af omsorg og fleksibilitet. Næ, jeg vil meget hellere skyde på “systemet” – Ha! Og på den lovgivning og de økonomiske rammer, som man har stablet op omkring dette område i sundhedssystemet.

Området får i mine øjne en alt for ringe politisk opmærksomhed, måske fordi der er så relativt få, der virkelig forstår hvad barnløshed har af konsekvenser. I Danmark bruger vi kun 0,2 % af det samlede budget på sundhedsområdet til fertilitetsbehandling, hvilket svarer til ca. 200 mio. kroner. Vi har ingen ventetidsgaranti på området, hvilket medfører længere ventetid på behandling. Helt koldt og samfundsøkonomisk betragtet er der tale om en ret uhensigtsmæssig prioritering, når man tænker på at hvert barn som føde,s bidrager positivt med godt 1 million i løbet af et livsforløb (Kilde: http://www.fertilitetsselskab.dk/)

Når behandlingen ikke lykkes, har det enorme konsekvenser for de ramte både socialt, psykisk og sundhedsmæssigt. Det kan med andre ord slet ikke betale sig, ikke at bruge langt flere ressourcer på at hjælpe folk med at få børn. Det er en god investering – og det er også fornuftigt at sikre, at vejen dertil bliver så kort og smertefri som muligt.

Desværre ser det ikke ud til, at vi skal vente forbedring af vilkårene for fertilitetsbehandling i nærmeste fremtid. Det ville også være for godt til at være sandt! Tværtimod ses nedskæringer på budgetterne år efter år og de offentlige klinikker skal vende hver en krone. Seneste brillante tiltag i denne sammenhæng er lukningen af fertilitetsklinikken i Århus – der nu medfører at hundredevis af patienter må søge andetsteds hen for at få hjælp. Jeg tør slet ikke gætte på hvad det kommer til at koste i sygedage, transport, ventetider, og meget mere – for slet ikke at tale om, hvordan det vil påvirke kvaliteten af behandlingen.

Vi valgte på et tidspunkt, at trække stikket til det offentlige. Tanken om den lange ventetid over sommeren før vi igen kunne komme i behandling gjorde for ondt, og vi havde brug for friske øjne på vores sag. Det var faktisk svært for mig, for det er mig på mange måder ideologisk imod at gå private veje, når jeg mener at der er tale om en kerneopgave, som bør løses af det offentlige.

Problemer var sådan set ikke at det viste sig at være det helt rigtige for os – og at det tilmed gav resultat (selvfølgelig ikke!). Det var såmænd nok også sket på Rigshospitalet – og behandlingen var i øvrigt stort set identisk. Problemet er sgu, at det skaber en kæmpe ulighed mellem de som kan tage sig råd til den slags, og alle de mange, som ikke kan. Jeg fik en mildest talt fremragende behandling i det private – hvor overskud, god tid og ressourcer tydeligt kunne mærkes. Efterfølgende har min søster været samme vej – og har modtaget genial behandling på rekordtid, på en måde som har gjort at hun dårligt nok har nået at opdage, at den slags kan være hårdt. Hvorfor skal dette ikke være den generelle standard for alle, der er så uheldige, at have behovet?

Fertilitetsproblemer kan ramme alle – og bunder i en række fysiologiske forklaringer og problemer af den ene eller anden årsag, også selvom det ikke altid er muligt at finde dem. Derfor skal barnløshed anerkendes som den “sygdom” det er – og den hjælp man tilbyder patienterne skal være tilsvarende tilrettelagt.

Få nu fjernet de regler som dikterer, at man alene får 3 forsøg ved IVF-behandling. Få nu fjernet standardreglen om, at der kun er hjælp at hente til barn nummer et. Det stresser og presser patienterne fuldstændig unødvendigt, og fjerner fokus fra den egentlige behandling. Det giver ikke mening af opsætte denne slags arbitrære gennemsnits-regler, som kører alle over én kam. Som på alle andre medicinske områder må der foretages lægelige vurderinger af den enkeltes situation – giver det mening at gentage behandlingen? Skal noget ændres? Skal vi prøve en gang mere?

Jeg har tidligere brokket mig løs over netop ovenstående regler – her. Jeg har også skrevet lidt om alle mine krumspring for at kante mig rundt om reglerne – her. Jeg får i ny og næ lyst til at printe hele skidtet og stoppe det ned i halsen på sende det til den første og bedste sundhedspolitiske ordfører jeg kan komme i tanker om. Jeg tvivler dog på, hvor meget det vil hjælpe…

Sådan. Det var så lige sådan en god gammeldags omgang nytårsgalde fra mig til jer. Håber at I nød det – for nu vil jeg trække vejret helt ned i maven og forsøge at smile lidt til verden igen. God dag derude!

PS: Ja ja … der kommer selvfølgelig en update på det  jeg lige har skrevet om min søster ovenfor. Blot skal jeg lige finde ud af at skrive og formulere mig nogenlunde sammenhængende. Jeg har tidligere skrevet om hende – min allerbedste storesøster: Læs her eller her.

Det dér man helst ikke skal sige…

Fordi jeg lige nu er ved at drukne en lille smule i det vanlige tilbage-til-arbejdet-efter-juleferie-ræs, og fordi dette medfører lidt tidsmæssig afstand mellem mine indlæg her på bloggen, er det godt at der er andre som kan sige tingene for mig.

Nedenstående er skrevet af en kvinde, som efter en senabort reflekterer over nogle af de velmenende (men ofte sårende) kommentarer, som hun fik med sig på sin vej af sin omgangskreds. Oh, hvor jeg dog kender dem – og jeg har også flere gange skrevet om herinde, hvor ked af det man kan blive, når nogle i misforstået omsorg kommer til at sige alt det forkerte.

http://www.everythingmommyhood.com/2015/08/4-things-not-to-say-to-a-woman-who-has-miscarried.html

Som bloggeren ganske rigtigt skriver, gør folk det jo i bedste mening. Måske jeg endda selv i et tidligere liv kunne være kommet til at gøre præcis det sammen, hvis det var sket for en veninde og jeg ikke vidste bedre. Eller måske, hvis nu det hele blev lidt mindre tabubelagt at snakke om, ville vi blive bedre til at udtrykke hvad vi har behov for (og ikke har behov for), når ulykken rammer?

Ret skal være ret…

Det kan godt være at min nærmeste leder var lidt en nar, og tog forholdsvis køligt imod mine lykkelige omstændigheder – sådan som jeg tidligere har klaget over…

Men ret skal være ret – siden da er det faktisk væltet ind med meget overvældende og fine kommentarer fra både nære og fjerne arbejdsrelationer. I dag var jeg på besøg på mit gamle job, hvor en af mine nuværende samarbejdspartnere stadig befinder sig. Ud over at det altid er rigtig rart at komme på besøg derinde til de mange kendte gamle ansigter, så var responsen på den voksende mave virkelig rørende.

På intet tidspunkt blev det problematiseret, at bulen udskyder vores samarbejde i noget der ligner et år, eller påvirker en lang række af aftaler og deadlines. Der var fuldt ud fokus på “tillykke – og hvor er det bare fedt”og “neeeej, en forårsbaby, hvor dejligt”…

For få måneder siden, havde opmærksomheden fået mig til at krybe i et musehul, men jeg oplevede faktisk nu for første gang, er jeg nød at sole mig en lille bitte smule i alle de fine ord. Sågar kastede en velmenende sekretær sig over mavenusningen med en iver så stor, at jeg normalt ville gå helt i baglås… men jeg holdt ud!

En anden fin oplevelse var for et par uger siden, hvor en ældre og højt respektereret kollega betroede mig, at han synes det var det fineste tidspunkt i verden at få børn på… “Du er da lige dér hvor du skal være i din karriere”, sagde han – “Det er da det helt rigtige tidpunkt”! Jeg smilede skævt til ham og mumlede, at det var der vist lidt dele meninger om, alt efter om han spurgte mig eller min leder. Derpå kiggede han mig helt intenst i øjnene og fremførte en længere svada om kvinders rettigheder på arbejdsmarkedet, om samfundets behov for at der fødes børn, samt om retten til private beslutninger. Han sluttede af med noget i retning af, at hvis der var nogen som helst der pippede negativt om noget så lykkeligt som dette, skulle jeg “bare komme til ham”, så skulle han nok tage sig af dem.

Alt i alt må jeg konkludere, at min leders syn på sagen heldigvis ikke er udtryk for generelle holdninger eller opfattelser. Og det er jo trods alt meget rart at vide, også selvom jeg havde besluttet mig at lade det hele prelle af på mig – og lade dem rende og hoppe!

At elske og at arbejde…

En af psykologiens “grand old men” – Sigmund Freud – er kendt for at have sagt, at det psykisk sunde menneske kendetegnes ved, at kunne elske og at kunne arbejde (“lieben und arbeiten”). I vores kære lille land genkender vi måske til tider primært den sidste halvdel af Freuds psykiske sundhedsbegreb, fordi der over tid er sket en vægtning af arbejdsevnen over elskeevnen eller relationsevnen…

Anyway… normalt synes jeg at det er nogenlunde ligetil for mig med begge dele – både at elske og at arbejde – og sågar nogle gange ligefrem at elske mit arbejde, når bølgerne går rigtig højt. Denne følelse har dog været udfordret i flere omgange, blandt andet som følge af de ting vi er blevet trukket igennem på fertilitetsfronten igennem de seneste år.

Jeg har skrevet om de udfordringer, jeg har haft med arbejdsgiver i forbindelse med fertilitetsbehandling, sygdom, forlængelse – og nu barsel. Jeg var sen om at melde min graviditet ud på jobbet, af åbenlyse personlige årsager. Nu er katten imidlertid ude af sækken, hvorfor jeg tænker at det er på sin plads med en lille status.

Det er alt i alt gået nogenlunde med at melde ud, selvom det ikke har været helt uden udfordringer. Jeg har bestemt måtte sluge nogle kameler undervejs, og jeg har valgt mine kampe med omhu. Jeg har godt 5 måneder tilbage af min projektansættelse – og jeg drømmer på ingen tænkelige måder om at blive fastansat. Derfor føler jeg at det gælder om at komme så godt som muligt i mål – uden at blive trampet helt synder og sammen undervejs, selvfølgelig.

Da jeg delte nyheden, blev den af langt de fleste af de meget fornuftige mennesker jeg arbejder sammen med, taget helt fantastisk varmt imod. Så mange fine kommentarer og helt rigtige måder at ønske tillykke på. Mange blev selvsagt meget overraskede over hvor langt jeg var henne (18 uger ca.) – men det sneg jeg mig udenom at forklare, med et par små hvide løgne og et lille smil.

Mere lunkent blev det taget imod på ledelsesfronten. Blandt andet med nogle lidt afdæmpede (omend høflige) lykønskninger – lige sådan tilpas af hvad man kan tillade sig at slippe afsted med, uden at være et røvhul. Jeg har dog også fået kommentarer i retning af: “Det passer jo ikke ligefrem helt godt” og “Det ville vi da gerne have vidst”. Temmelig upassende, egentlig – men jeg har ladet flere af dem passere for husfredens skyld. Jeg nægter at undskylde for at det langt om længe er lykkedes os at få vores store drøm opfyldt, og jeg vil ikke gå den mindste smule med på præmissen om, at det er til besvær!

Dels er det noget useriøst pjat at en arbejdsplads ikke kan håndtere en graviditet (og det havde det også været, hvis de ikke havde kendt vores situation) og nu er det jo i øvrigt sådan at kvinder omkring de 30 år har det med at få børn i ny og næ… gudskelov for det! Egentlig kan de være taknemmelige for mine reproduktive udfordringer – det har sikret dem at jeg kun når en enkelt barsel under min ansættelse…

Trumfen kom under et møde med et par samarbejdspartnere den anden dag. De skulle briefes om at resultaterne fra det projekt jeg arbejder på, vil blive forsinket i den tid jeg er på barsel. De tog i mod med på nogenlunde stil til at starte med. Da vi så taler tidsplanlægning, siger direktøren højlydt og undrende om “man virkelig skal gå hele 6 uger før termin?” – sagt i en tone som på alle måder understregede, at det blev opfattet som hysteri. Jeg svarede tørt – at man bestemt ikke skulle – men at det var min plan at gøre, som jeg havde ret til. Senere på dagen spurgte min chef gudhjælpemig, om jeg var “sådan en” som slet ikke have tænkt mig at besvare mails eller arbejde lidt, mens jeg var på barsel. Den lader vi bare stå et øjeblik…

Når jeg læser ovenstående virker det lidt grotesk. Både at det rent faktisk er forekommet, men også at jeg har fundet mig i det uden at råbe bål, brænd og fagforening ud over det hele. Jeg har valgt at holde mig i skindet – samtidig med at jeg har nægtet at lade mig presse til at gå på kompromis. For selvfølgelig går jeg 6 uger før – sådan som jeg har ret til, og sådan som alle mine kollegaer i øvrigt også gør. Og jeg vil den-onde-lynemig heller ikke være forpligtet til at arbejde, når jeg er på barsel!!

Jeg vil ikke undskylde for at jeg er gravid (tvært i mod – det skal saftsparkemig fejres!) og jeg vil på barsel på samme vilkår som alle andre! Fordi min ansættelse udløber undervejs, betaler jeg sådan set også selv for størstedelen af den – røvhuller! Jeg vil på barsel for at være mor – ikke for at være en besværlig deltidsmedarbejder med dårlig samvittighed. De må være vanvittige!!

At presse på og være irriterende…

Ovenstående er to ting, som jeg efterhånden er blevet ganske garvet til – og som begge er fremragende kvalifikationer at have, når man er i fertilitetsbehandling. Når man befinder sig i en verden, hvor tiden ofte står stille og hvor ventetid er mere en regel, end en undtagelse.

Hvis jeg skal give ét godt råd videre til andre (og det skal jeg da!), vil det være netop dette. For det kan gøre så stor en forskel for ens behandling,  at det næsten er skræmmende. Skræmmende fordi det må betyde, at de som ikke overskuer at presse på eller råbe op, muligvis modtager en ringere (eller i hvert fald langsommere) behandling.

Fænomenter er ikke nyt. På andre sygdoms-områder er det en anerkendt viden, at det er de mere ressourcestærke patienter, som ofte formår at påkræve sig mest opmærksomhed fra de fagprofessionelle. Det er trist, men det er vist desværre en realitet. Blandt andet Politiken, har tidligere berørt emnet i en række artikler:

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/sygdom/ECE2628361/veluddannede-patienter-faar-bedre-hjaelp-efter-kraeftbehandling-end-socialt-svage/

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2440727/svage-patienter-faar-mindre-hjaelp-paa-hospitalet-end-rige-patienter/

Min egne eksempler og erfaringer er efterhånden ikke så få. Manden og jeg har igennem de seneste år snoet os og gjort mange krumspring, igennem systemet og de små smuthuller, vi har kunnet ane. Det har antageligvis været mig, som har presset mest på – nogle gange til grænsen af hvad min høfligt opdragede mand har ment, at man kunne tillade sig.

Da jeg første gang kontaktede min læge, var vi knapt nok gået i gang med at forsøge at lave en baby. Jeg havde smidt p-pillerne i god tid, og vi skulle lige samle det sidste mod til os, inden erstatningen (kondomet) røg samme vej.

Min menstruation udeblev imidlertid, og forblev voldsomt uregelmæssig. Dette havde jeg også oplevet som ung teenager, men det var dengang af min læge blevet slået hen med den begrundelse at jeg dyrkede elitesport og var en smule “overtrænet”. Det var faktisk for at få styr på min cyklus, at jeg overhovedet startede på p-piller dengang. Det med drengene var slet ikke blevet spændende – endnu!

Nå, men jeg henvente mig med andre ord til lægen og insisterede på at blive undersøgt. Hun var heldigvis enig i at det ikke gav mening for os at prøve det berømte år, når nu min menstruation var så uregelmæssig. Hun så PCO-lamperne blinke, tror jeg, og sendte mig dermed videre til gynækolog. Denne gynækolog samlede op samme sted – jeg fortalte at jeg ikke syntes det gav mening at vente på en stabil cyklus, og havde i mellemtiden læst om præparatet Pergotime. Dette satte spark i cyklus og æggeproduktion, hvorefter vi selv skulle lave resten af “hjemmearbejdet”.

Som sagt så gjort – og flittige læsere af bloggen vil vide, at der derpå fulgte to “naturligt” opståede graviditeter. Uagtet at de jo resulterede i operationer fremfor en baby, var der med andre ord bid de første to gange jeg fik behandling med Pergotime.

Til trods for denne “succes”, var jeg nu desværre en æggeleder fattigere. Dertil kom naturligvis den store psykiske rutschebanetur, som ovenstående havde medført. Gynækologen foreslog at vi overgik til IVF-behandling, men dette kunne vi slet ikke se og selv i endnu. For fanden mand, kunne det virkelig være nødvendigt? I stedet tog vi to måneders pause, delvist i sammenhæng med at jeg blev udstationeret for at arbejde i udlandet. Da jeg vendte hjem igen overgik vi til inseminations-behandling i kombination med Pergotime, efter aftale med gynækologen. Lige lidt hjalp det, da jeg alene havde æggeløsninger i den side hvor æggelederes manglede – og efter et halvt år blev vi langsomt møre og klar til IVF.

Det viste sig nemmere sagt en gjort. Vi bad om henvisningen i september 2014 – og blev efter nogen tid indkaldt til intro-samtale på Rigshospitalet i januar 2015. Jeg var på det tidspunkt så mørbanket af de mange nederlag, at det virkede helt igennem uoverskueligt. At skulle acceptere skridtet videre til IVF havde været hårdt nok i sig selv, men at der samtidig skulle gå så længe før vi kunne få hjælp, var næsten ikke til at bære.

Så jeg skrev –  og jeg ringede. Og til sidst var der en engel af en sekretær, som sprang med på idéen. Fordi vi har fleksible jobs og fordi vi bor 3 minutter fra Riget, ringede hun til os når der var akutte afbud. Ved andet opkald, smed vi hvad vi havde i hænderne og hastede afsted. Således blev vores forsamtale fremskudt til november 2014.

Da vores første og andet IVF-forsøg ikke var blevet til noget, bad vi om en ekstra samtale. Det føltes så surrealistisk overhovedet at være gået i gang med IVF – og nu stod vi her og var på vej ud af det offentlige tilbud igen. Jeg havde behov for en snak om hvad vi kunne gøre, hvorfor det ikke ville lykkes og hvad vores muligheder var i fremtiden. En sådan snak kunne de tilbyde os 6 uger senere grundet underbemanding: Med andre ord længe efter at vi ville have afsluttet vores 3. og sidste forsøg.

Så jeg skrev igen – i frustration over manglende afklaring. Dagen efter blev jeg kontaktet telefonisk af en sød og tålmodig kvindelig læge. Ud over at besvare mine mange spørgsmål, var jeg fræk nok til at minde hende om min mands deltagelse i et af deres forsøg – samt at det ene af vores IVF-forsøg faktisk havde resulteret i en kortvarig graviditet. Tilsammen blev konklusionen på vores samtale, at hun tilbød os et 4. IVF forsøg på Rigshospitalet.

Så langt kom vi dog ikke. For ganske kort tid efter stod jeg med endnu en positiv test i hånden. Denne gang opnået spontant (åndsvagt udtryk – vi havde jo humpet som kaniner!) og derfor årsag til mild forvirring. Min egen læge ville ikke gøre noget særligt, andet end at se tiden an, så jeg kontaktede Riget, selvom det ikke var sket hos dem. De tog mig straks under vingerne, og fulgte os tæt. Alligevel endte graviditeten som bekendt som min tredje graviditet udenfor livmoderen.

Sådan en graviditet kræver som bekendt en operation. Der var tale om at forsøge at redde den æggeleder som graviditeten sad i, da den jo var min eneste tilbageværende. Nej tak, var min tilbagemelding. nu skulle de den-onde-lyne-mig se at få fjernet det skidt, som i min optik var den klare årsag til vores mange problemer. Jeg opsøgte råd hos en fertilitetslæge fra en anden afdeling, som bakkede op om planen. Til sidst fik jeg lov – og efter at have sagt farvel til vores lille peanut blev jeg lagt til at sove. Da jeg vågnede var det uden evnen til igen at kunne lave mine egne børn.

Så skulle jeg heles – endnu engang. Det tog de sædvanlige 6 ugers tid, før kroppen igen fandt sig selv og sin cyklus – som faktisk i de mellemliggende måneder og år var blevet tilnærmelsesvis regelmæssig. Hurtig hovedregning fortalte til vores skræk, at vi derfor ville ramme ind i den frygtede sommerlukning på offentlige klinikker. Udsigterne til næste forsøg, blev derfor pludselig mange måneder lange.

Så tog vi tyren ved hornene – fordi vi er privilligerede nok til at kunne. Vi vekslede den ellers planlagte ferie til et IVF-forsøg i det private. Jeg ringede næsten så snart jeg var ovre operationen, for at sikre at vi kunne komme til når tid var. Det kunne vi godt. Og resultatet af alt dette ligger pt. og sparker i min mave.

Samlet set vil jeg skyde på, at ovenstående har været med til at skære godt og vel et halv til et helt år af vores forløb. Hvis man har det som jeg havde det, undervejs i behandlingen, svarer dette mere eller mindre til en livstid. Det er ikke sikkert at det ville have været det rigtige for alle at gøre, for det har til tider også været rigtig svært at følge med. Omvendt kigger jeg i dag tilbage på det, og er meget taknemmelig for de smuthuller, som det lod sig gøre at finde.

Samtidig gav det mig en følelse af at være med til at “styre bussen” og ikke kun være en hjælpeløs patient i det ulideligt lange forløb. Jeg har trævlet egne journaler og papirer igennem til hudløshed. Jeg har ringet, skrevet og undersøgt – og jeg har spurgt og krævet svar, når jeg ikke syntes at tingene gav mening eller passede sammen. Mere end én gang, har dette været med til at forebygge eller opdage småfejl i vores behandling.

Det er naturligvis en virkelig hårfin balance – for det er ikke synderligt klædeligt for en patient at bilde sig ind, at man ved bedre end de topprofessionelle mennesker, som man står overfor. Læger, sygeplejersker og jordemødre knokler hver evig eneste dag for at hjælpe barnløse godt og sikkert igennem de rette behandlinger. De er ikke modstanderne – men de er mennesker med et begrænset antal ressourcer, mange patienter og derfor (nogle gange) et manglende overblik.

Derfor er mit budskab med ovenstående: Råb op, stil spørgsmål når noget ikke giver mening, pres på når du ser smuthuller, eller når noget virker håbløst (det er der så meget der gør – men når det er noget du vurderer kan ændres).

Om ikke andet vil det forhåbentlig give dig en oplevelse af at være mere end blot en hjælpeløs tilskuer, til hele forløbet. Held og lykke med kampen!

Et kækt forslag…

Som reaktion på det seneste indlæg og den fremlagte debat, modtog jeg et gyldent svar fra en af læserne her på bloggen, som jeg bliver nødt til at dele med jer. Der er tale om et genialt forslag til en lidt alternativ kampagne, som kommune og stat kunne skyde igang, såfremt de virkelig gerne vil rykke ved fødselstallene herhjemme.

Den skulle lyde nogenlunde sådan her:

Kære borgere.

Vi ved godt mange af os har svært ved at få børn, så derfor er det nu ganske gratis at få hjælp til fertilitetsbehandling fremover. Ellers bliver vi simpelthen for få mennesker her i landet, til at få det hele til at løbe rundt.

Fertilitetsproblemer er langt om længe en anerkendt “sygdom” på lige fod med alt andet – og det er ligemeget om det er medfødt, livstilsbetinget eller hvad det er. I må få så mange børn I overhovedet magter. “Magter” skriver vi, fordi vi ved, at det er et latterlig hårdt og opslidende forløb, hvis man ikke kan reproducere sig naturligt. Derudover er det nu muligt at få hjælp på ALLE landets sygehuse, og transportministeren og SKAT har i samråd besluttet at give fradrag for besøg til fertilitets behandlingerne. I må få 10 timers parterapi betalt, så vi hjælper til, at I rent faktisk ikke bliver skilt i kampen for at reproducere.

Når I skal føde jeres børn, er der selvfølgelig en overskudsagtig og udhvilet jordemoder til stede, og en stue I kan føde på. I får hjælp til amning og noget ordentlig mad at komme jer på, inden I bliver sendt hjem.

I skal ikke bekymre jer om at få en vuggestueplads, for dem er der nemlig nok af nu, og prisen er tilmed sat ned, så I rent faktisk har råd til det. Samtidig har vi ansat rigeligt med pædagoger til at tage godt imod jeres lille små vidundre.

Til de af jer, der har lyst (mor eller far), er I garanteret ved lov at måtte arbejde deltid/nedsat tid indtil jeres barn starter i skole, om I har lyst og økonomi til det. Hvis I ikke har økonomi til det, så I rent faktisk kan nå at hente jeres børn, og ikke mindst se dem – får I et såkaldt “jeg gir’ en skalle for Danmark og laver en baby mere” fradrag.

Tak fordi I knalder for Danmark, det er nemlig ikke for sjov!
Venlig hilsen hele Danmark – for vi vil nemlig gerne have nogle til at passe os når vi bliver gamle.

——————————————

Jeg ved ikke hvad I andre tænker – men personligt synes jeg at kvinden bag ovenstående kommentar bør udråbes til fertilitets-minister så snart det er muligt, så vi kan få sat lidt skik på reproduktionen herhjemme :-)

Lidt til debatten…

Ja – jeg er sgu lidt sent ude denne gang. Ikke fordi nedenstående ikke har medvirket til en kraftig stigning i mit blodtryk, men mere bare fordi der har været gang i så meget andet at passe (læs: middagslure, kaffeaftaler, plukkeveer, chokolade – fortsæt selv). Jeg henviser til de nylige kampagner, som både min kommune (København) og senest Danmarks Radio, har iværksat.

Fællesnævneren for kampagnerne er en bekymring over de dalende fødselstal – dels i hovedstaden og dels i hele Danmark (Man fristes til at spørge, hvor den bekymring har været siden 1980’erne, hvor tallene var endnu lavere end i dag – men nok om det).

Formålet med kampagnerne har eftersigende været, at ruske os danskere ud af vores skønhedssøvn og få os til at knalde noget mere og derved få nogle børn – vel at mærke oftere og tidligere end vi selv kan finde ud af at tage initiativ til.

Pyha. Dyb indånding. Den kampagne er jo ikke rettet mod dig, vel Signe? Den er heller ikke rettet mod single-solo-mødrene, eller de mange andre med udfordringer på det reproduktive område, vel? Slap nu lidt af…

Alligevel hidsede jeg mig vist en smule op. For jeg synes i den grad at de kampagner rammer forbi målet. I stedet for at se på (strukturelle) årssagsforklaringer, kører kampagner hårdt på med en individualisering af problemerne – og puster en hel masse mennesker i nakken med formaninger om, at de saft-susemig skal skynde sig at få nogle børn, hvis de nogensinde vil gøre sig forhåbninger om at kunne. Ellers står alderdommen og alverdens andre ulykker nemlig og venter lige om hjørnet.

Om Københavns Kommunes seneste kampagne (“Har du talt dine æg”) har jeg ikke meget godt at sige. Dels finder jeg flere af deres “fakta” i kampagnen misvisende – dels er jeg ikke helt sikker på, at jeg synes at der er en kommunal opgave, at gennemføre en sådan skræmmekampagne, uden at forholde sig til nogle af årsagerne til, at Københavnerne generelt er noget sene om at lave deres meget få børn.

Så som den sure gamle dame jeg er (hej, hormoner!), kunne jeg ikke holde fingrene fra tasterne. Jeg prøvede virkelig at kæmpe imod, men jeg fejlede. Det kom der nogenlunde følgende besked ud af:

Kære Kommune.

“I kan se, at mange bliver overraskede over, hvor svært det kan være at få børn hvis man venter?”. Derfor har I valgt jeres såkaldte “oplysningskampagne”, kan jeg læse mig til. Selvom I nødigt vil forholde jer til kritikken, vil jeg alligevel forsøge med et par spørgsmål:

Hvor kan I dog se disse fakta henne? Hvordan måler I overraskelsen, og hvordan vurderer I, at problemerne skyldes alder? I hvilken udtrækning forholder I jer til andre årsager og forklaringer, end blot det at folk vælger at vente for længe?

I øvrigt – hvis I genlæser kapitel 1 i en begynderbog om statistik, vil I lære at “korrelation er ikke det samme som kausalitet” – det betyder at det sene landsgennemsnit for børneproduktion i Hovedstaden, meget vel kunne skyldes andet end borgernes uvidenhed. Lad mig foreslå i flæng: Det høje uddannelsesniveau (presset igennem på rekordfart), lange arbejdsdage, de ringe forhold i daginstitutionerne, manglen på (billige) boliger….?

Venlig hilsen én, som faktisk har talt sine æg. De er ganske frugtbare – og der er mange af dem! Men mine ødelagte æggeledere havde været mindre sammenvoksede, hvis jeg havde ønsket mig børn som 25-årig.

Fertilitetsproblemer har mange årsager…

Mit opstød var ikke det eneste utilfredse, der var at finde på Københavns Kommunes Facebookside. Desværre var det svært at få kommunen til for alvor at forholde sig til kritikken – eller underbygge deres tal og påstande for den sags skyld. I stedet vaskede de hænder og henviste til Rigshospitalets fertilitetsklinik. Det var nu som sådan heller ikke fordi jeg forventede, at de stakkels ansatte der håndterer kommunens sociale medier, for alvor ville bruge tid på at svare – eller endsige vidste hvad de skulle sige. Det var mest bare fordi jeg synes at kampagner er så ensporede…

Jeg forestiller mig at kampagnerne prikker til et eller andet, hos mange der er i fertilitetsbehandling… Eller er det bare mig? Jeg er sgu lidt nysgerrig på, hvad I andre mener om det derude – er det en opgave for kommunen, er den grebet an på den rigtig måde, og sådan? Skriv løs…

En spøjs form for forberedelse?

Det har egentlig altid undret mig, at mange kvinder har behov for at fortælle gravide og vordende mødre, om alle de åbenbart ganske horrible ting og sager, som er gået galt under deres egne, eller deres veninders fødsler.

Hvis man ikke besidder bare en lillebitte smule kritisk sans, får man dælme hurtigt en opfattelse af, at alle fødsler består af 34 timers vestorm efterfulgt af et skrev så flækket, at man aldrig igen kommer til at sidde oprejst, eller nogensinde igen vil formå at gemme tissetåren til man når ud på toilettet.

Jeg kan jo sagtens forstå, at en fødsel for den enkelte er noget ganske vanvittigt, livs-ændrende og unikt, som man ikke i sin vildeste fantasi tror at nogen som helst andre nogensinde kan forestille sig. Men det er alligevel også lidt pudsigt at det så ofte bliver præsenteret som et mareridt, hvor blodet flød i litervis og hvor alle parter kun lige med nød og næppe nåede derfra med livet i behold.

Altså – selvfølgelig gør det formentlig helt absurd ondt, det anfægter jeg slet ikke. Og jeg vil på ingen måde forsøge at spille helt, for jeg er sikker på at jeg kommer til at bande, svovle og klynke ligeså meget som gennemsnittet. Men vi kvinder er sgu da fucker-sejt indrettet, når vi kan klare os igennem sådan en omgang. Så hvor er alle de gode historier? Og hvorfor tror man i øvrigt at det er de dårlige versioner, som bedst muligt vil hjælpe den gravide kvinde man nu står overfor? Hvad er det man ønsker at opnå med skrækhistorierne om, at hun ikke skal forvente at kunne gå i ugevis? Meget mystisk…

En anden lidt påfaldende form for forberedelse, som jeg også har bidt mærke i, kommer fra folk der allerede har et afkom eller to. De kigger én helt intenst i øjnene, læner sig ind over bordet og hvisker betroet ”At blive mor bliver det bedste, der nogensinde kommer til at ske for dig. Det er vildt, du bliver aldrig den samme igen”.

Altså igen – det er jo vildt sødt – men sådan har alle det vel for fanden i én eller anden udstrækning med lige præcis deres eget afkom – og det er vel ikke en statshemmelig for de særligt indviede? Eller hvad? Jeg mener bare – det er sgu da lige præcis ud fra den forventning, at jeg igennem de seneste par år har forsøgt temmelig hårdnakket på at blive nogens mor – fordi jeg netop har en idé om at det er temmelig livsbekræftende, på den overdrevent fede måde?

En sidste ting der undrer mig for i dag – det lover jeg: Forældre med småbørn understreger gerne (igen og igen) hvor vanvittigt hårdt det hele er, og hvor meget jeg skal vende mig til aldrig nogensinde (nogensinde!) at sove igen, eller have tid til mit parforhold, mine veninder, eller min egen navle. Sex kommer jeg aldrig mere til at opleve, forstår jeg – og et glas vin på en fredag aften er ligeså utopisk som tanken om, at jeg nogensinde igen skal være tilnærmelsesvis produktivt på arbejdsmarkedet…?

Det forekommer mig temmelig logisk, at sådan en lille størrelse kommer til at optage godt og vel samtlige af mine vågne timer (og sovende, hvis de da nogensinde forekommer) – men dels er det min opfattelse at der er virkelig mange forskellige måder at begrave sig i mor-rollen på, og samtidig er det mig igen en gåde, hvad det dog skal hjælpe, med alle de dér skræmmebilleder?

Findes der slet ingen, der synes at dét dér med børn er sådan gennemsnitligt til at holde ud, og at det trods alt er muligt at finde en nogenlunde balance i tilværelsen? Er jeg bare vanvittigt naiv når jeg tror på, at det vil være muligt for en periode at skære ned på forventninger og ambitioner på en række andre områder, for derefter stille og roligt at finde en mellemvej mellem “mor” og “menneske”, efterhånden som ungen kan undvære mine babser i længere og længere intervaller? I don’t know…

Når nu jeg generelt med det meste andet i livet, har haft det rimelig godt med at tage tingene som de kommer, arbejde hårdt og så satse på at det hele nok går – er det så helt igennem absurd at forestille sig, at der ligger et dejligt og indholdsrigt liv på den anden side af babys ankomst, som ud over selvfølgelig at indebære rigtig meget “mor-hed”, også indholder alt muligt andet lækkert og meningsfyldt? Igen… hvad ved jeg…

PS: Folk med børn over 10 år har ofte lykkeligt glemt livet som trætte småbørnsforældre, så de er meget mere med på det-skal-I-nok-klare-vognen. Folk i mine forældres generation synes til gengæld komplet at have glemt hele molevitten, og hentyder derfor mest af alt bare til at vores generation klynker helt forfærdeligt meget. Den er jeg så alligevel ikke helt enig i, trods alt :-)

Dét der med jobbet…

Når det er rigtig svært at få børn – vel at mærke så svært at man må opsøge behandling for at få skubbet projektet på rette spor, så er det hurtigt noget som risikerer at gå ud over mere end bare ens privatliv. Jeg har tidligere herinde givet et indblik i nogle af de konsekvenser, som de mange behandlinger og operationer desværre har medført i forhold til mit arbejdsliv.

Jeg tror ikke engang, at jeg har været så hårdt ramt som andre. Jeg har en en fleksibel ansættelse, som gør det muligt at arbejde på alle tider af døgnet og som derved også som regel giver plads til at jeg kan tage fri ved lægebesøg og lignende. Bagdelen ved denne medalje er de mange rejsedage og manglen på mulighed for at planlægge (det er bare mega svært at få taget æg ud på Rigshospitalet, hvis man samtidig er til møder i Herning). Dertil kommer at der ikke er mulighed for at hyre en vikar ind ved mit fravær – og at jeg ikke har kollegaer som kan dække ind. Hvis jeg er sygemeldt én dag, skal denne dag således blot hentes ind på et andet tidspunkt.

Derfor fik jeg etableret den såkaldte § 56- aftale, som sikrer at min arbejdsgiver modtager refusion under mit fravær, allerede fra første dag. Mit håb var at dette ville gøre det muligt for mig, at ansøge om en forlængelse af min ansættelse. Dette forstået på den måde, at jeg håbede på at det samlede antal sygedage kunne lægges oveni min kontrakt, således at min deadline blev udskudt tilsvarende. Det drejer sig trods alt om (hold nu fast) intet mindre end 104 sygedage over de seneste halvandet år. Det er desværre noget som godt kan mærkes, når man skal nå en deadline.

Det skulle dog vise sig at være sværere end som så, at få denne forlængelse i hus. Jeg søgte oprindeligt herom tilbage i januar måned 2015 (tja, effektivitet kendetegner ikke nødvendigvis store organisationer) – og jeg afventer fortsat svar. Konkret betyder afgørelsen noget for, hvorvidt jeg skal forvente at modtage løn efter den 31. januar 2016 – altså om godt og vel tre måneder.

Indledningsvis afviste min arbejdsplads at hjælpe – de var ikke overbeviste om at fraværet beviseligt havde forsinket mit arbejde (?) – og ønskede alene at tilbyde en enkelt måneds forlængelse. Heldigvis stod jeg med min fremragende fagforening i ryggen, som ikke ville acceptere denne beslutning og som siden da har overtaget forhandlingerne på mine vegne. Det passer mig fint – jeg ønsker ikke at være uvenner med nogen, men jeg vil samtidig gerne holde på mine rettigheder.

Nu er der så som bekendt kommet en ekstra ubekendt ind i ligningen her henover efteråret, som komplicerer situationen en smule yderligere. En baby ser ud til at melde sig ankomst i starten af april måned 2016 – omkring en måned inden at min ansættelse ophører, såfremt jeg får den forlængelse, som jeg har søgt om.

Dårlig timing? Det tør fandme siges … det er jo helt vildt åndssvagt at skulle sætte et projekt på standby i 10 måneder, når man er så tæt på færdiggørelsen. Men hvad fanden skal man gøre? Jeg har om nogen ikke spekuleret i, at det var sådan det hele skulle falde sammen – og det havde jo i bund og grund taget ligeså lang tid og kostet præcis det samme, såfremt jeg havde taget den barsel for et år siden. Jeg ville gerne have byttet!

Ovenstående medvirker til, at jeg endnu ikke er sprunget ud af gravid-skabet på mit arbejde. Til gengæld har jeg et overforbrug af store cardigans og løse kjoler. I starten handlede det helt klart om at jeg overhovedet ikke turde tro på, at den barsel nogensinde ville blive nødvendig. Nu handler det også om at jeg gerne vil have dem til at forhandle længden på min kontrakt færdig først, uden at forvirre deres hoveder yderligere. Men… den holder snart ikke længere, det er jeg klar over!

Så længe fagforeningen mener at der er en sag at kæmpe, vil jeg lade dem gøre det. De har tilmed rådet mig til at vente med at oplyse om graviditeten. De mener at den refusion som min arbejdsgiver har modtaget for mit fravær, skal bruges til at forlænge min kontrakt. Og at jeg for hver sygedag jeg kan dokumentere, skal have én arbejdsdag i forlængelse.

Selvfølgelig har vi derhjemme regnet på, hvordan vi er stillet hvis jeg ikke modtager løn i det nye år og hvis vi selv skal betale for min tid på barsel. Det kan godt lade sig gøre, selvom det bliver stramt. Men egentlig vil jeg bare gerne have mulighed for at udføre og aflevere et stykke arbejde, som ikke er ødelagt af det sygdomsfravær jeg har haft. Dertil kommer selvfølgelig også, at jeg rigtig gerne vil have lov til at gå ubekymret på barsel med de samme rettigheder, som alle mulige andre.

Siden sidste møde har det ministerium som mit arbejdsområde hører under, udarbejdet nogle retningslinjer vedrørende ansættelsestyper som min. Her understreges det hvilke rettigheder man som kontraktansat skal have, i tilfælde af langvarig sygdom. Min tillidsrepræsentant og fagforening mener, at gør sagen endnu mere simpel og til min fordel – men lad os nu se. Foreløbigt vil jeg bare gerne koncentrere mig om mit arbejde, som for første gang i halvandet år ikke forstyrres af konstant sygefravær, undersøgelser og behandling. Det føles nemlig virkelig rart…