Verdens rareste…

Jeg glemte lidt at følge op på indlægget fra i forgårs. Jeg har fået tænkt tingene lidt igennem og synes måske nok, at jeg kommer til at agere en anelse dramatisk, når jeg sådan flipper ud over en uskyldig omgang fødselsforberedelse. So what, at jeg ikke helt kan genkende mig selv om mine tanker i de andre deltageres oplevelser – jeg kan jo bare daffe hjem og snakke med min hamrende tålmodige kæreste, søde mor, veninder – eller hvem det nu er jeg tvangsindligger til at høre på mine mange tanker.

Nå! Men da jeg kom hjem den anden dag – og var en kende rystet over egen reaktion, tillod jeg mig at ringe til min jordemoder. Det passede alligevel med hendes kontortid, så jeg besluttede at gøre brug af hendes opfordring om at ringe ved det mindste. Hun ringede tilbage kort efter, og var så sød og rolig at det halve kunne have været tilstrækkeligt.

Dels fik hun mig overbevist om, at jeg ikke var den første til at reagere sådan (formentlig noget de lærer at sige, lige meget hvor skørt deres gravide patienter opfører sig?) – og dels havde hun en længere liste af løsningsforslag klar og parat, til min flossede nerver. Søde, søde dame. Bare hun dog kunne være der, når jeg skal føde på et tidspunkt. Så heldig er jeg nok ikke.

Hun sagde noget i retning af, at når man havde “oplevet noget vanvittigt, kunne det være ret svært at omgive sig med normalitet”. Det kan jeg jo levende nikke genkendende til, men jeg troede alligevel på én eller anden måde bare, at jeg var kommet en smule videre. Den pludselige klaustrofobi der opstod i tirsdags, kom fuldstændig bag på mig.

Dels foreslog hun, at vi kunne skifte til et hold med mere “anonym” fødselsforberedelse, hvis jeg havde det bedre med det. Rigshospitalet afholder en række “forelæsninger” som man blot kan droppe ind til uden tilmelding, og sidde lidt på bagerste række og observere. Det overvejer jeg lige – for på en måde ville jeg også gerne bare “tage mig sammen”.

Derpå tilbød hun at jeg, hvis jeg havde lyst, kunne komme forbi fødegangen på hendes næste vagt og få en kort rundvisning og se stedet – bare fordi det kunne være med til at afmystificere det hele lidt, uden at jeg behøvede at sidde i en gruppe når det skete. Vanvittig service, som de ellers normalt har aflyst på Rigshospitalet fordi der er så mange fødende. Jeg tror at jeg takker ja.

Til sidst tilbød hun at jeg kom forbi hende til en ekstra snak én af dagene, hvis jeg havde brug for lige at vende tingene med hende. Det takkede jeg i første omgang nej til, for hun havde allerede beroliget mig så meget, at ikke fandt det nødvendigt at tage mere af hendes kostbare tid. Jeg følte på alle måder, at jeg havde fået langt mere omsorg, end jeg kunne have regnet med.

Så nu sidder jeg her og føler mig måske en anelse fjollet. Jeg sætter virkelig stor pris på at “sikkerhedsnettet” fungerede i en presset situation og at jeg nemt og smertefrit kunne komme igennem til netop hende, som gerne ville både hjælpe og berolige mig. Følelsen af at blive “tabt på gulvet” i systemet – som jeg ellers har haft tilstrækkeligt mange gange tidligere, blev lige lappet betragteligt.

Om ganske kort tid smutter jeg på weekendtur langt ud i de svenske skove, med to dejlige veninder. De insisterede på en “sidste tøsetur pre-baby”, og jeg var ikke svær overtale. Manden havde blot det ene forbehold, at jeg skulle love at undersøge hvor det nærmeste sygehus befandt sig i forhold til vores destination. Den søde mand!

God weekend, når I kommer til det!

At presse på og være irriterende…

Ovenstående er to ting, som jeg efterhånden er blevet ganske garvet til – og som begge er fremragende kvalifikationer at have, når man er i fertilitetsbehandling. Når man befinder sig i en verden, hvor tiden ofte står stille og hvor ventetid er mere en regel, end en undtagelse.

Hvis jeg skal give ét godt råd videre til andre (og det skal jeg da!), vil det være netop dette. For det kan gøre så stor en forskel for ens behandling,  at det næsten er skræmmende. Skræmmende fordi det må betyde, at de som ikke overskuer at presse på eller råbe op, muligvis modtager en ringere (eller i hvert fald langsommere) behandling.

Fænomenter er ikke nyt. På andre sygdoms-områder er det en anerkendt viden, at det er de mere ressourcestærke patienter, som ofte formår at påkræve sig mest opmærksomhed fra de fagprofessionelle. Det er trist, men det er vist desværre en realitet. Blandt andet Politiken, har tidligere berørt emnet i en række artikler:

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/sygdom/ECE2628361/veluddannede-patienter-faar-bedre-hjaelp-efter-kraeftbehandling-end-socialt-svage/

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2440727/svage-patienter-faar-mindre-hjaelp-paa-hospitalet-end-rige-patienter/

Min egne eksempler og erfaringer er efterhånden ikke så få. Manden og jeg har igennem de seneste år snoet os og gjort mange krumspring, igennem systemet og de små smuthuller, vi har kunnet ane. Det har antageligvis været mig, som har presset mest på – nogle gange til grænsen af hvad min høfligt opdragede mand har ment, at man kunne tillade sig.

Da jeg første gang kontaktede min læge, var vi knapt nok gået i gang med at forsøge at lave en baby. Jeg havde smidt p-pillerne i god tid, og vi skulle lige samle det sidste mod til os, inden erstatningen (kondomet) røg samme vej.

Min menstruation udeblev imidlertid, og forblev voldsomt uregelmæssig. Dette havde jeg også oplevet som ung teenager, men det var dengang af min læge blevet slået hen med den begrundelse at jeg dyrkede elitesport og var en smule “overtrænet”. Det var faktisk for at få styr på min cyklus, at jeg overhovedet startede på p-piller dengang. Det med drengene var slet ikke blevet spændende – endnu!

Nå, men jeg henvente mig med andre ord til lægen og insisterede på at blive undersøgt. Hun var heldigvis enig i at det ikke gav mening for os at prøve det berømte år, når nu min menstruation var så uregelmæssig. Hun så PCO-lamperne blinke, tror jeg, og sendte mig dermed videre til gynækolog. Denne gynækolog samlede op samme sted – jeg fortalte at jeg ikke syntes det gav mening at vente på en stabil cyklus, og havde i mellemtiden læst om præparatet Pergotime. Dette satte spark i cyklus og æggeproduktion, hvorefter vi selv skulle lave resten af “hjemmearbejdet”.

Som sagt så gjort – og flittige læsere af bloggen vil vide, at der derpå fulgte to “naturligt” opståede graviditeter. Uagtet at de jo resulterede i operationer fremfor en baby, var der med andre ord bid de første to gange jeg fik behandling med Pergotime.

Til trods for denne “succes”, var jeg nu desværre en æggeleder fattigere. Dertil kom naturligvis den store psykiske rutschebanetur, som ovenstående havde medført. Gynækologen foreslog at vi overgik til IVF-behandling, men dette kunne vi slet ikke se og selv i endnu. For fanden mand, kunne det virkelig være nødvendigt? I stedet tog vi to måneders pause, delvist i sammenhæng med at jeg blev udstationeret for at arbejde i udlandet. Da jeg vendte hjem igen overgik vi til inseminations-behandling i kombination med Pergotime, efter aftale med gynækologen. Lige lidt hjalp det, da jeg alene havde æggeløsninger i den side hvor æggelederes manglede – og efter et halvt år blev vi langsomt møre og klar til IVF.

Det viste sig nemmere sagt en gjort. Vi bad om henvisningen i september 2014 – og blev efter nogen tid indkaldt til intro-samtale på Rigshospitalet i januar 2015. Jeg var på det tidspunkt så mørbanket af de mange nederlag, at det virkede helt igennem uoverskueligt. At skulle acceptere skridtet videre til IVF havde været hårdt nok i sig selv, men at der samtidig skulle gå så længe før vi kunne få hjælp, var næsten ikke til at bære.

Så jeg skrev –  og jeg ringede. Og til sidst var der en engel af en sekretær, som sprang med på idéen. Fordi vi har fleksible jobs og fordi vi bor 3 minutter fra Riget, ringede hun til os når der var akutte afbud. Ved andet opkald, smed vi hvad vi havde i hænderne og hastede afsted. Således blev vores forsamtale fremskudt til november 2014.

Da vores første og andet IVF-forsøg ikke var blevet til noget, bad vi om en ekstra samtale. Det føltes så surrealistisk overhovedet at være gået i gang med IVF – og nu stod vi her og var på vej ud af det offentlige tilbud igen. Jeg havde behov for en snak om hvad vi kunne gøre, hvorfor det ikke ville lykkes og hvad vores muligheder var i fremtiden. En sådan snak kunne de tilbyde os 6 uger senere grundet underbemanding: Med andre ord længe efter at vi ville have afsluttet vores 3. og sidste forsøg.

Så jeg skrev igen – i frustration over manglende afklaring. Dagen efter blev jeg kontaktet telefonisk af en sød og tålmodig kvindelig læge. Ud over at besvare mine mange spørgsmål, var jeg fræk nok til at minde hende om min mands deltagelse i et af deres forsøg – samt at det ene af vores IVF-forsøg faktisk havde resulteret i en kortvarig graviditet. Tilsammen blev konklusionen på vores samtale, at hun tilbød os et 4. IVF forsøg på Rigshospitalet.

Så langt kom vi dog ikke. For ganske kort tid efter stod jeg med endnu en positiv test i hånden. Denne gang opnået spontant (åndsvagt udtryk – vi havde jo humpet som kaniner!) og derfor årsag til mild forvirring. Min egen læge ville ikke gøre noget særligt, andet end at se tiden an, så jeg kontaktede Riget, selvom det ikke var sket hos dem. De tog mig straks under vingerne, og fulgte os tæt. Alligevel endte graviditeten som bekendt som min tredje graviditet udenfor livmoderen.

Sådan en graviditet kræver som bekendt en operation. Der var tale om at forsøge at redde den æggeleder som graviditeten sad i, da den jo var min eneste tilbageværende. Nej tak, var min tilbagemelding. nu skulle de den-onde-lyne-mig se at få fjernet det skidt, som i min optik var den klare årsag til vores mange problemer. Jeg opsøgte råd hos en fertilitetslæge fra en anden afdeling, som bakkede op om planen. Til sidst fik jeg lov – og efter at have sagt farvel til vores lille peanut blev jeg lagt til at sove. Da jeg vågnede var det uden evnen til igen at kunne lave mine egne børn.

Så skulle jeg heles – endnu engang. Det tog de sædvanlige 6 ugers tid, før kroppen igen fandt sig selv og sin cyklus – som faktisk i de mellemliggende måneder og år var blevet tilnærmelsesvis regelmæssig. Hurtig hovedregning fortalte til vores skræk, at vi derfor ville ramme ind i den frygtede sommerlukning på offentlige klinikker. Udsigterne til næste forsøg, blev derfor pludselig mange måneder lange.

Så tog vi tyren ved hornene – fordi vi er privilligerede nok til at kunne. Vi vekslede den ellers planlagte ferie til et IVF-forsøg i det private. Jeg ringede næsten så snart jeg var ovre operationen, for at sikre at vi kunne komme til når tid var. Det kunne vi godt. Og resultatet af alt dette ligger pt. og sparker i min mave.

Samlet set vil jeg skyde på, at ovenstående har været med til at skære godt og vel et halv til et helt år af vores forløb. Hvis man har det som jeg havde det, undervejs i behandlingen, svarer dette mere eller mindre til en livstid. Det er ikke sikkert at det ville have været det rigtige for alle at gøre, for det har til tider også været rigtig svært at følge med. Omvendt kigger jeg i dag tilbage på det, og er meget taknemmelig for de smuthuller, som det lod sig gøre at finde.

Samtidig gav det mig en følelse af at være med til at “styre bussen” og ikke kun være en hjælpeløs patient i det ulideligt lange forløb. Jeg har trævlet egne journaler og papirer igennem til hudløshed. Jeg har ringet, skrevet og undersøgt – og jeg har spurgt og krævet svar, når jeg ikke syntes at tingene gav mening eller passede sammen. Mere end én gang, har dette været med til at forebygge eller opdage småfejl i vores behandling.

Det er naturligvis en virkelig hårfin balance – for det er ikke synderligt klædeligt for en patient at bilde sig ind, at man ved bedre end de topprofessionelle mennesker, som man står overfor. Læger, sygeplejersker og jordemødre knokler hver evig eneste dag for at hjælpe barnløse godt og sikkert igennem de rette behandlinger. De er ikke modstanderne – men de er mennesker med et begrænset antal ressourcer, mange patienter og derfor (nogle gange) et manglende overblik.

Derfor er mit budskab med ovenstående: Råb op, stil spørgsmål når noget ikke giver mening, pres på når du ser smuthuller, eller når noget virker håbløst (det er der så meget der gør – men når det er noget du vurderer kan ændres).

Om ikke andet vil det forhåbentlig give dig en oplevelse af at være mere end blot en hjælpeløs tilskuer, til hele forløbet. Held og lykke med kampen!

En spøjs form for forberedelse?

Det har egentlig altid undret mig, at mange kvinder har behov for at fortælle gravide og vordende mødre, om alle de åbenbart ganske horrible ting og sager, som er gået galt under deres egne, eller deres veninders fødsler.

Hvis man ikke besidder bare en lillebitte smule kritisk sans, får man dælme hurtigt en opfattelse af, at alle fødsler består af 34 timers vestorm efterfulgt af et skrev så flækket, at man aldrig igen kommer til at sidde oprejst, eller nogensinde igen vil formå at gemme tissetåren til man når ud på toilettet.

Jeg kan jo sagtens forstå, at en fødsel for den enkelte er noget ganske vanvittigt, livs-ændrende og unikt, som man ikke i sin vildeste fantasi tror at nogen som helst andre nogensinde kan forestille sig. Men det er alligevel også lidt pudsigt at det så ofte bliver præsenteret som et mareridt, hvor blodet flød i litervis og hvor alle parter kun lige med nød og næppe nåede derfra med livet i behold.

Altså – selvfølgelig gør det formentlig helt absurd ondt, det anfægter jeg slet ikke. Og jeg vil på ingen måde forsøge at spille helt, for jeg er sikker på at jeg kommer til at bande, svovle og klynke ligeså meget som gennemsnittet. Men vi kvinder er sgu da fucker-sejt indrettet, når vi kan klare os igennem sådan en omgang. Så hvor er alle de gode historier? Og hvorfor tror man i øvrigt at det er de dårlige versioner, som bedst muligt vil hjælpe den gravide kvinde man nu står overfor? Hvad er det man ønsker at opnå med skrækhistorierne om, at hun ikke skal forvente at kunne gå i ugevis? Meget mystisk…

En anden lidt påfaldende form for forberedelse, som jeg også har bidt mærke i, kommer fra folk der allerede har et afkom eller to. De kigger én helt intenst i øjnene, læner sig ind over bordet og hvisker betroet ”At blive mor bliver det bedste, der nogensinde kommer til at ske for dig. Det er vildt, du bliver aldrig den samme igen”.

Altså igen – det er jo vildt sødt – men sådan har alle det vel for fanden i én eller anden udstrækning med lige præcis deres eget afkom – og det er vel ikke en statshemmelig for de særligt indviede? Eller hvad? Jeg mener bare – det er sgu da lige præcis ud fra den forventning, at jeg igennem de seneste par år har forsøgt temmelig hårdnakket på at blive nogens mor – fordi jeg netop har en idé om at det er temmelig livsbekræftende, på den overdrevent fede måde?

En sidste ting der undrer mig for i dag – det lover jeg: Forældre med småbørn understreger gerne (igen og igen) hvor vanvittigt hårdt det hele er, og hvor meget jeg skal vende mig til aldrig nogensinde (nogensinde!) at sove igen, eller have tid til mit parforhold, mine veninder, eller min egen navle. Sex kommer jeg aldrig mere til at opleve, forstår jeg – og et glas vin på en fredag aften er ligeså utopisk som tanken om, at jeg nogensinde igen skal være tilnærmelsesvis produktivt på arbejdsmarkedet…?

Det forekommer mig temmelig logisk, at sådan en lille størrelse kommer til at optage godt og vel samtlige af mine vågne timer (og sovende, hvis de da nogensinde forekommer) – men dels er det min opfattelse at der er virkelig mange forskellige måder at begrave sig i mor-rollen på, og samtidig er det mig igen en gåde, hvad det dog skal hjælpe, med alle de dér skræmmebilleder?

Findes der slet ingen, der synes at dét dér med børn er sådan gennemsnitligt til at holde ud, og at det trods alt er muligt at finde en nogenlunde balance i tilværelsen? Er jeg bare vanvittigt naiv når jeg tror på, at det vil være muligt for en periode at skære ned på forventninger og ambitioner på en række andre områder, for derefter stille og roligt at finde en mellemvej mellem “mor” og “menneske”, efterhånden som ungen kan undvære mine babser i længere og længere intervaller? I don’t know…

Når nu jeg generelt med det meste andet i livet, har haft det rimelig godt med at tage tingene som de kommer, arbejde hårdt og så satse på at det hele nok går – er det så helt igennem absurd at forestille sig, at der ligger et dejligt og indholdsrigt liv på den anden side af babys ankomst, som ud over selvfølgelig at indebære rigtig meget “mor-hed”, også indholder alt muligt andet lækkert og meningsfyldt? Igen… hvad ved jeg…

PS: Folk med børn over 10 år har ofte lykkeligt glemt livet som trætte småbørnsforældre, så de er meget mere med på det-skal-I-nok-klare-vognen. Folk i mine forældres generation synes til gengæld komplet at have glemt hele molevitten, og hentyder derfor mest af alt bare til at vores generation klynker helt forfærdeligt meget. Den er jeg så alligevel ikke helt enig i, trods alt :-)

Udvidet basistilbud…

Den anden uge var jeg ved lægen. Den dér første samtale, hvor man får lavet vandrejournal og sådan. Jeg havde trukket den så længe som det overhovedet kunne lade sig gøre. Jeg skal bare ikke rigtigt nyde noget af flere journaler og lægeaftaler, som alligevel skal aflyses når det hele går op i røg. Nå, men afsted kom jeg da.

I dagene op til havde jeg tænkt på, at jeg ville blive nødt til at sige noget om, hvordan jeg egentlig gik og havde det, og hvordan min angst og nervøsitet for at det igen skal gå galt, desværre alt for ofte får lov til at overskygge alt andet. Jeg har lært at man skal banke lidt markant i bordet hos min læge, for at trænge igennem. Han er af gammel skole og synes ikke at have for meget tilovers for de “psykiske” aspekter af hans patienters velbefindende. Eksempelvis har jeg virkelig skulle tigge og bede om bare én enkelt tryghedsscanning i denne graviditet – trods min forhistorie. Af samme grund havde jeg også på forhånd talt med en bekendt, som har været turen igennem, og hun rådede mig ganske klogt til at “kræve” lidt ekstra opmærksomhed.

Skæbnen ville at min normale læge var optaget, og at jeg derfor kom ind til en anden end jeg plejer. En sød og moderlig ældre dame, som jeg med det samme ret godt kunne lide. Som jeg desværre har fået for vane (fordi alt hvad der handler om lægebesøg og graviditeter har desværre fået denne effekt på mig), nåde jeg knapt ind af døren, før tårene stod i stride strømme ud af øjnene på mig.

Det blev således slet ikke nødvendigt med en “banken i bordet” – hun var simpelthen så sød og tålmodig, og noterede omhyggeligt det hele ned, efterhånden som jeg hikstende og spruttende gennemgik min kulsorte historie.

Jeg hader at sidde i disse situationer. Jeg bryder mig ikke om at tale om fødested, graviditetsgener eller kostråd. Min hjerne forstår jo for filan ikke, at jeg er gravid! Og den har ikke accepteret at der er en chance for, at jeg bliver ved med at være det – indtil der eventuelt kommer en baby ud af det i den anden ende. Jeg føler mig skyldig over at sidde der og “spille gravid” – jeg føler at jeg frister skæbnen langt ud over det tilladte.

Et kvartér senere gik jeg lettet derfra – nu med lægeordineret omsorg i lommen! Desuden også med en henvisning til en ekstra tryghedsscanning “hvis jeg fik behov“, som hun sagde. Den ekstra omsorg består i at hun henviste mig til et såkaldt “udvidet basistilbud” på Rigshospitalet – hvilket jeg i første omgang forstod handlede om noget ekstra jordemodertid og en lidt tættere opfølgning, samt eventuelle ekstra scanninger senere i graviditeten. Jeg tvang al stolthed i mig og takkede ja med kyshånd!

Det lød præcis som noget, der kan være med til at hjælpe mig igennem den kommende tid. Også selvom jeg ikke helt præcist ved hvad det vil indebære – andet end nogle flere af de dér lægebesøg, som jeg ikke er så glad for. Jeg må sgu nok hellere se at komme over det…

Dem man holder af…

For nogen tid tilbage modtog jeg en rigtig fin mail fra en læser på bloggen. Hun er ikke selv barnløs, men havde nogle spørgsmål om hvordan hun bedst muligt kan hjælpe sin gode veninde, som lige nu kæmper en svær kamp for at blive gravid. Jeg synes at det var rørende at læse, at hun i det grad gerne ville vide noget om, hvordan hun bedst muligt kunne være der for én hun holder meget af.

Dette har efterfølgende sat nogle tanker i gang – for jeg har selvfølgelig også selv mærket frustrationerne hos mine nærmeste, når de ikke har anet hvilket ben de har skulle stå på, for bedst muligt at kunne være der for mig (og os) når det har været sværest.

Så jeg har i stedet tænkt lidt, og så har jeg skrevet – sådan som jeg har for vane. Jeg har skrevet en række ting ned, som jeg tror at pårørende måske kunne have glæde af at få med i deres overvejelser, hvis de er tæt på én som er ufrivilligt barnløs. At nedestående står helt og aldeles for egen regning, det er klart:

  • Sætninger i retning af “måske skal du prøve ikke at tænke så meget over det”, skal slettes fra dit ordforråd. Det kan kun gå for langsomt. Ingen der lider af ufrivillig barnløshed kan lade være med at tænke på det! Slut!
  • I det hele taget, så forsøg at lade være med at stille krav til hvad vedkommende skal tænke og føle. Det giver dårlig samvittighed (er det nu min egen skyld, at jeg stresser mig fra en graviditet?) og er samtidig med til at sløre de grundlæggende biologiske faktorer der ofte er skyld i barnløsheden (mine æggeledere havde ikke været mindre sammenvoksede, hvis jeg havde tænkt positivt!).
  • Selvom du mener det godt, så lad være med at komme med gode råd, med mindre du mærker at de efterspørges. Kost-råd eller anbefalinger om lige præcis dén alternative behandling, som du har læst om og mener vil virke, er næppe med til at gøre forvirringen hos vedkommende mindre. Du skal nok blive spurgt, hvis det er dét som vedkommende søger.
  • Det samme gælder anekdoterne om, hvad din kusine, nabo, hundelufter eller gymnasieveninde gjorde for at opnå graviditet. Det er alligevel formentlig ikke relevant, men understreger bare hvor let det synes at være for hele resten af verden, at blive gravide.
  • Selvom det kribler i hele kroppen for at sige noget, som kan gøre situationen for den du holder af mindre håbløs, så prøv at modstå fristelsen til at glatte ud. Nogle gange er det ok at konstatere, at en situation bare er pisse svær, og uden nogle nemme løsninger. Det er nemlig den usikkerhed og sorg, som ufrivilligt barnløse alligevel står op til hver morgen.
  • Sætninger som “det skal nok gå” er sikkert ligeledes velmenende, men det føles alt for hurtigt som en negligering af alt det, som vedkommende bærer rundt på.  Der er ingen som helst garanti for at “det nok skal gå” – det har vi lært på den hårde måde. og vi ved godt, at du ingen chance har for at love dette alligevel. Så forsøg at lade vedkommende tale ud, i stedet for at “fixe” situationen, eller feje den af vejen.
  • Nogle af de største kærlighedserklæringer jeg har fået undervejs, er når jeg har mødt accept af mine følelser, selvom jeg godt ved at mine nærmeste ikke helt har forstået dem (eller selvom jeg har været urimelig). Det er okay ikke at forstå alt, når man ikke har prøvet det på egen krop. Du behøver ikke at forstå det hele – så længe at det er ok, at den anden har det som hun/han har det.
  • Man kan desværre godt blive frygteligt navlepillende og ih-hvor-er-det-synd-for-mig-agtig, når man gennemgår noget der er så pisse svært, og som rusker så meget ved hele ens eksistens. Hvis du kan rumme denne til tider lidt urimelige og sikkert krævende adfærd, er du guld værd.
  • Hvis du er i tvivl, så spørg! Det kan være at vedkommende til tider virkelig gerne vil have en skulder at græde ved – og andre gange bare slet ikke orker at tale mere om det hele. Det kan du ikke vide, med mindre I taler om at begge dele er ok. Du kan ligeledes sagtens spørge, om det er noget særligt du kan gøre/ikke skal gøre i forskellige situationer.

Listen er ikke udtømmende, det er jeg helt sikker på, så kom gerne med tilføjelser hvis der er noget du har oplevet virkelig at savne (eller være træt af) fra dem omkring dig.

PS: Jeg har været virkelig heldig at have en solid horde af både tålmodige veninder og kærlige familiemedlemmer ved min side igennem de sidste par år. Så jeg håber ikke at ovenstående får mig til at fremstå som et komplet utaknemmeligt skarn (ikke i alt for stor stil, i hvert fald) :-)

Når det bliver grav-alvorligt…

Dette indlæg er egentlig alt for tungt til sommer-sol og festival. Men det er så vigtigt og alt-afgørende, at jeg ikke kan lade være med at poste det alligevel.

Selvom jeg til tider har troet, at barnløshed skulle drive mig ud på randen af sindssyge, har jeg altid været forskånet for tanker omkring at gøre en ende på det hele – og på mig selv. Så heldige er det ikke alle som er. Det viser sig faktisk, at der ligesom med depression (og formentlig i forlængelse heraf) er en overvægt af selvmord blandt kvinder som kæmper mod ufrivillig barnløshed.

http://videnskab.dk/krop-sundhed/ufrivillig-barnloshed-fordobler-risikoen-selvmord

Som det beskrives i artiklen er selvmord heldigvis ufattelig sjældne – også blandt ufrivilligt barnløse – men ikke desto mindre er der tale om en klar overrepræsentation. Det er sgu da sigende!

Hvor meget mere grundlag er der mon behov for, før at vores sundhedssystem får øjnene op for de alvorlige psykiske konsekvenser, som alt dette medfører? Hvornår indser vi som samfund, at vi er nødt til at sætte ind med massiv støtte til de kvinder og mænd, som rammes af infertilitet? Hvorfor findes der ikke et fast tilbud til mænd og kvinder som har dette tæt inde på livet – når nu der er et åbent behov? Selv hvis man skulle tage penge-hatten på, er der sikkert også et grundlag for besparelser, såfremt ikke vi efterfølgende skal behandle folk for depressionerne og stress.

Jeg ved det ikke – men jeg ved at hvis du sidder ude på den anden side af skærmen og er så hårdt ramt, at du genkender dig selv i dét som artiklen beskriver, må og skal du vide at der er hjælp at hente. Det er muligt at få det bedre, selv når det er allermest sort – og der findes rigtig mange kvinder, som kender til at være i din situation, selvom det føles enormt ensomt at være dig.

Bed om hjælp! Råb højt! Betro dig til nogen! Du er også altid velkommen til at skrive til mig, hvis det kan hjælpe dig at få luft, hvis du vil møde andre i lignende situationer, eller hvis du vil henvises til en ekspert med speciale i barnløshed og psykiske konsekvenser.

Der er håb forude, det lover jeg! Pas godt på jer selv.

At rejse og (huske på) at leve…

Til nytår skrev jeg et indlæg, som handlede om alt dét, som man ofte kommer til at gå glip af, når man er fanget i barnløshedens ulidelige cirkus, og har svært ved at se en vej ud. Jeg skrev om hvor ked af det jeg var over alle de ting, som jeg ikke længere fik gjort, og om hvor svært det var for mig at turde planlægge bare en lille bitte smule ud i fremtiden… for hvad nu hvis? Jeg gjorde det til mit nytårsfortsæt, at blive bedre til at turde lægge planer.

Det er stadig svært for mig – for når ens hjerne i så lang tid har været sporet ind på en drøm, er det meget svært at få den til ikke at tænke lige netop på “hvad nu hvis”. For mig har det været svært eksempelvis at turde bestille en ferie eller en koncertbillet mange måneder i forvejen, fordi der i denne beslutning også implicit lå en accept af chancen for, at drømmen heller ikke på det tidspunkt ville have ladet sig opfylde.

Det sætter en lang række begrænsninger for én selv. Begrænsninger som bliver til sorg, når datoen for arrangementet eller ferien kommer og går, samtidig med at man sidder tilbage og kigger på alt dét man ikke kom til at opleve, helt og aldeles uden at være kommet et skridt videre. Derfor har jeg forsøgt at gøre lidt op med den tendens i mig selv – jeg har forsøgt at tvinge mig selv til at planlægge dejlige ting ude i fremtiden – og jeg har husket mig selv på, at hvis jeg rent faktisk blev forhindret i at rejse, fordi jeg var højgravid, ja så ville jeg nok ret hurtigt komme mig over lige netop dén skuffelse.

Det er ikke fordi det altid lykkes for mig – det gør det slet ikke. Men det gør en gang i mellem – og dette er grunden til at jeg i midten af denne uge tager nogle gode mennesker under armen, og drøner afsted mod Roskilde Festival. Vi skal arbejde lidt, feste en masse og høre rigtig meget god musik – og jeg glæder mig, på præcis samme måde som jeg husker det fra da jeg var langt yngre og begyndte at tage med mine veninder på Festival i Skanderborg. Nu er teltet skiftet ud med en lidt mere magelig boform, gummestøvlerne er ikke længere panik-indkøbt i Bilka på vej mod festivalspladsen, og antallet af dage er voldsomt reduceret – men jeg glæder mig stadig som en ustyrlig teenager.

Men hvordan hænger festivals-spas sammen med at være på vej ind i endnu en runde fertilitetsbehandling, spørger du? Det er et godt spørgsmål, for det gør det vel egentlig ikke rigtigt. Det er ikke den mest oplagte kombination i hvert fald – heller ikke inde i mit hoved. Men jeg vil afsted – og jeg vil ned og have det hammer skægt – basta!

Så jeg tager mine vitaminer under armen, holder lidt tilbage på alkoholen og holder snitterne langt væk fra cigaretterne (jo, jeg gør!). Så må vi jo se hvordan det går – og om jeg kan holde trit med de andre festivals-gængere undervejs, trods mine lidt særlige vilkår :-)

Forbudte følelser…

Kamilla har skrevet et indlæg til bloggen, som jeg er så heldig at have fået lov til at dele med jer. Det rammer rigtig fint i forlængelse af dét som jeg skrev om den anden dag, og handler om nogle af de svære følelser der kan opstå i kølvendet på ufrivillig barnløshed.

Der er i det hele taget mange ting i indlægget, som jeg kan genkende fuldstændig. Fra de mange tanker om hvad man kan tillade sig når man er grund-hamrende ked af det, og til ambivalensen omkring overhovedet at acceptere definitionen og begrebet “ufrivillig barnløs”. Nøj, hvor jeg hadede denne betegnelse til at starte med – for det var slet ikke dét jeg synes at vi var. Skørt?

Læs mere om Kamilla’s historie her – og hvis du selv har noget på hjerte, er du som altid velkommen til at kontakte mig.

Hvem skal tage hensyn?

Det er noget jeg støder på igen og igen, efterhånden som jeg er blevet klogere på at der findes en “hel verden” omkring det her med at have svært ved at få børn (tænk at jeg engang troede at jeg var helt alene, når det viser dig at “vi” er så mange). Nå, men dét jeg gerne vil skrive noget om, handler om at tage hensyn til hinanden når livet er lidt umuligt…

Rigtig mange af os som kæmper med barnløshed, mærker ofte smerten ved andres graviditeter, børn og glæde. Når man selv er i sorg, kan det være overvældende og smertefuldt når andre synes at komme så nemt til noget, som man selv kæmper sit livs kamp for at få. Man kan stirre sig så blind på jalousi og ked-af-det-hed, at man fuldstændig glemmer at se ind bag realiteterne – derind hvor ingen mennesker overhovedet er spor perfekte eller “bare har det hele”. Det gør ondt, og det er min oplevelse at det er super ødelæggende for rigtig mange relationer, når livet for den ene part af én eller anden årsag i en periode gør rigtig ondt.

Hvad gør man, når man er har kæmpet i årevis for at få et barn og ens lillesøster så pludselig proklamerer sin graviditet midt i familiefesten? Eller hvad gør man når man selv opdager at man er gravid efter få måneder, samtidig med at ens bedste veninde har kæmpet i årevis? Det er så svært at det ikke er spor underligt, at der ofte kommer rav i den.

Det er min oprigtige holdning at man i enhver relation altid skal tage hensyn til hinanden. Ofte vil der være én som er den svage part – og det bliver den andens opgave at “passe på” vedkommende. Men hvornår tipper det over – og har man ikke ret til at glæde sig uforbeholdent over dét som livet nu engang tilsmiler én, uden at skulle gå på listesko overfor folk omkring sig? Delvist jo – det mener jeg faktisk at man “har ret” til. Jeg mener dog også samtidig, at vi altid har et ansvar for at passe på hinanden, så godt vi kan.

Det er lidt som med ytringsfrihed i lille skala (og nu er det ikke fordi bloggen begynder at blive politisk) – gu har vi ret til at tænke og sige hvad vi vil, om hvem vi vil – men med denne ret følger for filan også en moralsk forpligtelse til ikke at trampe på hinanden? Ja, jeg har ret til at fejre min lønforhøjelse… men jeg behøver vel ikke at tvære det i hovedet på dig, hvis du lige er blevet fyret? Bare for at tage en lidt underligt eksempel…

Jeg har flere gange skrevet om, hvor svært det var for mig da min tætte veninde blev gravid. Hvor ondt det gjorde og hvor svært det var for vores venskab. Nu har hun fået den dejligste lille datter – og jeg sidder fortsat her midt i en verden af ingenting. Det er stadig svært, selvom hende den lille er tonser dejligt. Det er stadig rigtig svært. Men min veninde bærer en stor del af æren for at vores venskab stadig lever. Og jeg bærer en stor del af æren for at have turde fortælle hende, hvor svært det var for mig, også selvom det betød at jeg måtte lukke op for nogle sider af mig selv, som jeg ikke er den mindste smule stolt af.

Min veninde har taget så meget hensyn til mig under sin graviditet og fødsel, at hun nogle gange må have været ved at brække sig. Jeg kommer nok aldrig over følelsen af dårlig samvittighed over, at have været en stopklods midt i hendes livs glæde. Men det var jeg. Og hun har forsøgt at forstå det – og måske derfor er vores venskab stadig intakt.

Vi har ofte en tendens til at se livet ud fra dét sted vi selv er – og derfor glemme at andre kan være et helt andet sted. Jeg ville ønske for alt i verden at jeg havde været bedre til at tackle min jalousi overfor min veninde…

Samtidig findes der mennesker i mit liv, for hvem jeg ville ønske at de havde været bedre til at tackle at jeg i lang tid efterhånden har stået i en rigtig svær situation, som har krævet 97 % af mit fokus og som til tider har gjort mig både urimelig og besværlig. Det er det ikke alle omkring mig, som har været lige gode til at acceptere – eller tage hensyn til – og af samme grund er der unægteligt sorteret lidt ud i rækken af relationer. Det virker lidt voldsomt at tænke sådan, men det er nok desværre en realitet.

Så ud over at tale sammen om det – altså om dét som er svært – så skal vi måske som hovedregel forsøge at huske, at tage hensyn til de “som ligger ned”. Om det er vores venner, vores familie, eller vores kærester… Det er der desværre nogen som glemmer lidt, og som enten ikke tænker over – eller ikke ønsker – at tage hensyn. Det er en skam, for jeg tror som sagt at det (unødvendigt) kan koste nogle relationer, fordi vi får talt forbi hinanden.

Hvordan 3 er blevet til 4…

Der er en kvik læser herinde, som har spurgt, hvorfor jeg skriver at vi har to forsøg tilbage i det offentlige, selvom vi allerede har opbrugt to. Spørgsmålet er oplagt, for det er jo normalt således, at man har tre forsøg med ægudtagning på det offentliges regning (… and don’t even get me started on, hvad jeg i øvrigt mener om den politik!).

Men svaret skal nok findes i, at det faktisk viser sig, at jeg er oprigtigt pisse-hamrende krævende og irriterende af natur (ja!) – og at dette nogle gange viser sig at være en god ting. Det understreger hvor vigtigt det er, at man sætter sig på forreste række og selv er med til at tage styrringen i et behandlingsforløb som dette – også selvom det ofte er noget af det man har allermindst overskud til. Udfordringen er bare, at der sgu ikke rigtig er andre som gør det for dig. Du er en del af en kæmpe mølle, og selvom det er de bedste og mest velmenende professionelle som behandler dig, så sker der bare desværre ofte det, at du og din sag forsvinder lidt i bunker og bureaukrati.

Derfor er jeg blevet sådan én irriterende type, som skriver alting ned, beder om forklaringer til de er grønne i hovederne, holder møder og drøfter alternativer, hjemhenter journaler og meget mere. Pisse belastende, egentlig!

Men der er kommet noget godt ud af denne adfærd. For sammenlagt er der en række ting, som har medført til, at vi nu har to forsøg tilbage, fremfor et enkelt. For det første fandt jeg via lidt research ud af, at Rigshospitalet kørte et forsøg på mandlige forsøgspersoner, hvor blandt andet deres sæd blev undersøgt. De fik såmænd også målt og scannet bollerne, til den helt store guldmedalje! Ja, jeg er et lille bitte menneske, men jeg grinede hele vejen til klinikken over, at det for en gangs skyld ikke var min krop der skulle ydmyges – og manden turde vist ikke rigtig protestere :-) Nå, men dette gav selvfølgelig en hel masse goodwill hos fertilitetsklikken. Det er det første.

Det andet er, at jeg efter vores forsøg nummer to, som endte i en kortvarig (principielt en biokemisk) graviditet, kontaktede klinikken med henblik på en samtale. Jeg havde brug for at høre noget mere om, hvad det var som blev ved med at gå galt og hvad vores udsigter var, nu hvor vi nærmest stod med det ene ben ude af det offentliges behandlingstilbud igen.

Denne samtale kunne de godt tilbyde – halvanden til to måneder senere, grundet travlhed. Dette var ligesom ikke meget værd, for på dette tidspunkt ville vi efter al forventning være færdigbehandlede og have opbrugt sidste forsøg – pointen var ligesom at få en snak forud for at dette skete. Jeg gik sgu lidt i krise over dét svar –  men heldigvis blev jeg hurtigt bare lidt vred i stedet. Så jeg forfattede en mail til klinikken, hvor jeg gav udtryk for min frustration, og i stedet bad dem om at tage stilling til et par af mine mere konkrete spørgsmål via mail, når nu det ikke kunne blive til et møde.

Det resulterede i at jeg dagen efter blev ringet op af en meget sød og forstående læge, som tålmodigt gennemgik mine spørgsmål med mig og svarede efter bedste evne. I øvrigt mente hun, at fordi det seneste forsøg var endt i en graviditet (vi ignorede begge stiltiende, at den blot var biokemisk), så havde de faktisk muligheden for at tilbyde os det ekstra forsøg. Resten af samtalen hørte jeg stort set ikke efter, for jeg var helt rundt på gulvet af glæde. Det gav en kæmpe ro og var simpelthen så meget federe at gå videre med, end stressen over at det snart var slut (At alt så gik til helvede et par uger efter, fordi jeg blev gravid udenfor livmoderen, var jeg jo heldigvis lykkeligt uvidende om).

Det er ikke første gang, at det har kunne betale sig at være krævende og tillade sig selv at være lidt fræk og lige kontakte en klinik en ekstra gang, hvis vi ikke har været helt tilfredse. Da vi allerførste gang blev henvist til Riget, fik vi en indkaldelse med tre måneders ventetid – bare på indledende samtale. Jeg skrev derefter til dem, at dette var en kilde til stor frustration, og at vi meget gerne ville kontaktes, såfremt de modtog et afbud inden denne dato. Vores held var nok at vi bor 3 minutter fra hospitalet og begge har arbejde, som vi ret hurtigt kan smide fra os, hvis vi bliver kaldt ind. Der gik ikke meget mere end en uge, så ringede telefonen og et par timer senere var vi i gang.

Pointen på denne solskins-fredag, er noget så banal: Det kan betale sig at tage styrringen, selv når man virkelig ikke orker det. For der er nogle smut-huller her og dér i det ellers så rigide system! Stil spørgsmålstegn og stil krav – selvfølgelig på en pæn og ordentlig måde (de sidder jo trods alt stadig med magten, de dér læge-mennesker).

Nu vil jeg tage ud i verden og være ung med de unge. Der er Distortion i København – og hvis jeg endnu engang ikke må få lov til at være gravid henover sommeren, så må jeg i det mindste få lov til at drikke øl!