Den (u)virkelige bobbel

Jeg er vist lidt stille og introvert i disse dage, ovenpå nyheden om, hvad der gemmer sig inde i min voksende mave. At det virkelig skulle være en lille dreng, der sparker og møffer sig omkring på fuld kraft, har jeg stadig meget svært ved at tro. Det er uvirkeligt, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg troede jo, at jeg var komplet ligeglad med kønnet. Men jeg er både glad og forbavset – og måske havde jeg været præcis det samme, hvis det var en pige – måske er det mest bare fordi, det er noget “nyt”. I don’t know.

Nerverne er ikke dominerende lige for tiden. I hvert fald er det på et plan, hvor de vaskes nogenlunde rene flere gange dagligt, når jeg mærker liv derinde. Og det manglende blodkar i navlestrengen og de deraf kommende følge-scanninger, fylder heller ikke så meget i bevidstheden, som jeg sagtens kunne have pisket en stemning op omkring. Alt i alt er der nogenlunde ro, og vi ser frem mod den snarlige sommerferie med C. Tre ugers fredfyldt ro og afslapning hvor alting skal tages i det tempo, vi gider.

Vi nyder hinanden rigtig meget for tiden, og den store fleksibilitet der er fulgt i kølvendet på at have en nu 2-årig, som kan sove til middag alle vegne, ikke behøver mad og sengetid på (ligeså) faste tidspunkter, og gør at en udflugt ikke kræver meget mere end en ekstra ble og en pakke vådservietter i tasken. Selvom jeg aldrig for alvor følte mig ramt på spontaniteten da vi fik C, så kan jeg alligevel godt mærke hvor meget mere simpelt alting er blevet allerede nu – hvilket jeg suger til mig i stor stil, inden det om nogle måneder starter lidt forfra igen. Der er stille på jobbet i disse uger og jeg holder i det hele taget alt den fri jeg overhovedet kan, for at være sammen med bare hende. Så dejligt! Hun vokser med raketfart og kan så mange nye ting hver eneste dag, at jeg slet ikke kan følge med – hvor fanden lærer hun det henne?

I går tiggede hun en is på hjemvejen fra en lille udflugt, ved helt alvorligt at lægge hovedet på skrå, rynke sine bryn og holde en lille buttet pegefinger op i hovedet på mig, mens hun sagde: “Muuuar! Bare én lillebittebitte is? Kun én is, den føles bedre i maven!”. Og så grinede hun over hele hovedet – og jeg grinede med, forbavset over både de mange ord og forhandlingsevnen i den lille pige, der for et øjeblik siden fyldte 2 år.

Alt i alt er vi måske i gang med en del af den process, jeg husker mod slutningen af min graviditet med C. At ånde mere eller mindre lettet op. Selvom de mange forbehold og angsten ikke er langt væk, så kan jeg mærke tydelige momenter af boblende glæde og en følelse af, at vi har været mere privilligerede, end vi havde kunnet vente. Taknemmeligheden er til at tage at føle på, her hvor vi tilsyneladende gå vores sidste sommer som en familie på tre i møde.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s