Den lille kuvert …

Siden seneste scanning for nogle uger siden, har manden min rendt rundt med en kuvert i lommen.

På kuverten havde den søde dame fra hospitalet noteret sig kønnet på vores kommende barn. Min mand havde fået den med sig, til hvis nu ventetiden og uvisheden blev for umulig. Det var vores kompromis, fordi han ikke til fulde delte min nonchalance omkring ikke at vide det, og fordi han mere end jeg, nok gik lidt og håbede på noget bestemt.

Hvor jeg hælder til uvidenheden, fordi det oprigtigt ikke gør forskel for mig, ønskede han sig endnu en lille pige. Fars pige, er vel ikke for meget at sige – og det kommer ikke bag på mig, at han føler det trygt og rart med tanken om at kunne genopleve alt det, vi har oplevet med C. Som om han ligesom føler, at dét dér med at være pigefar, det ved han ligesom hvad er. Fjollet egentlig, for ingen af os ville forvente at vi skulle gøre noget anderledes med en dreng, men sådan var det nu alligevel.

Et par gange har han forsøgt at lokke mig i fælden. “Skal vi ikke lige tage et lille kig, bare et lillebitte kig, vi siger det ikke til nogen”, plagede han…

Men jeg har holdt fast i mine argumenter… indtil nu. I fredags prøvede han så igen. Vi lå hele familien i dobbeltsengen og så Mickey Mouse og råhyggede lidt inden sengetid for det mindste medlem. “Skal vi ikke bare kigge lidt?”, forsøgte han igen.

Jeg spurgte, om det var helt utænkeligt, at han kunne holde uvisheden ud helt frem til termin. Eftersom vi skal scannes en del gange endnu, har jeg hele tiden haft den “udvej”, at han og vi kunne få det af vide senere, hvis det var. Men hvis vi alligevel ikke ville nå til termin før han blev spist af sin nysgerrighed, ja så begyndte rationalet jo at falme lidt.

Det mente han at det ville være. Uanset hvad, sagde han, ville han gerne vide det inden fødslen. “Det var jo det mest praktiske?”. Jeg skød argumentet ned som så mange gange før. A) Vi har hvad vi skal bruge, og mere til. B) C har aldrig været en pige-pige og langt det meste af de ting vi har til hende, er temmelig ukønnede.

Snakken fik mig til at tænke, at hvis det alligevel var et spørgsmål om tid, var det fristende at glæde ham. “Det vil da også være hyggeligt for C”, prøvede han så, “vi kan fortælle hende, om det er en lillebror- eller søster”?

Han hentede kuverten, og jeg protesterede kun halvhjertet. Han lagde den midt mellem os alle tre. C kiggede forvirret på os, og hun fornemmede uden tvivl den opløftede stemning. Men jeg fik kolde fødder, da manden gjorde antræk til at tage kuverten op. Vi grinede og fjollede videre – men pludselig fik C fingre i kuverten og grinede, mens hun stak hånden i den.

Vi standsede hende ikke, selvom det var tydeligt hvor vi var på vej hen. Hun fik bøvlet en lille seddel op af kuverten og holdt den derpå grinende og flagrende frem mod os. Den foldede sig ud og i et glimt fik jeg øje på teksten:

TILLYKKE, det er en …

wder

Jeg hoppede op med et forbavset hvin, og var ved at kløjs i en kombination af grin, forundring og tårer. Manden stirrede bare forvirret på mig. Trods hans ellers normale intellekt, fattede han ikke tegnets betydning (!). Han blev så perpleks og forvirret, hvilket gjorde sistuationen endnu mere komisk. Jeg morede mig kosteligt over hans desperation, da han flåede mobilen frem, for at lade den alvidende Moder-Google oplyse ham, at han ventede en søn.

En dreng. Simpelthen.

Det føles stadig uvirkeligt, at skrive det. De seneste dage, når nogen har omtalt baby som “ham”, har det ligeledes været meget svært at forholde sig til. Ikke svært som dengang med C, hvor jeg følte at kønnet kom alt for tæt på og hvor jeg blev endnu mere panisk for at miste hende igen. Mere sådan gladeligt forundret. Mistroisk nærmest – kan vi være så heldige? Kan det passe, at vi venter barn nummer to – en tilsyneladende sund og rask dreng? At C skal være storesøster?

Det tyder på, at den er god nok. Jeg glæder mig fortsat til at næste scanning efter sommerferien vil være med at sikre følelsen af, at det her måske nok skal ende godt.

Og puha. Hvor ville jeg gerne tage 2014-Signe i hånden – eller stikke hende et kram. Jeg ville fortælle hende, hvor hun ville være på vej hen i 2018. Også selvom jeg godt ved, at hun ikke ville have troet på mig.

Advertisements

2 thoughts on “Den lille kuvert …

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s