Ved I så, hvad det bliver?

Præcis som dengang jeg ventede C, er det et af de mest oplagte spørgsmål at møde fra folk, når de opdager min efterhånden halvstore mave. Måske er det efterhånden blevet mere normalt at nysgerrige forældre betaler sig fra kønsscanninger så tidligt som det er muligt, eller også er det bare høflig smalltalk fra folk, som gerne vil være deltagende.

Det generer mig ikke i denne omgang, sådan som jeg husker det med C. Dengang kunne jeg ikke nyde at folk spurgte interesseret ind til min graviditet, fordi jeg hele tiden var fyldt med forbehold og havde behov for ikke at “jinxe” alt det som var på spil. Bær over med den lidt flabede tone i dette indlæg, jeg var stadig vred og skræmt, selvom jeg var gravid.

Men denne gang er lidt anderledes, at tale om det hele. Min gravide veninde (hende som har termin kort før jeg), sagde den anden dag, at hun mærkede en kæmpe forskel på den måde vi talte sammen om min graviditet denne gang, til forskel fra sidst. Selvfølgelig gør det en bemærkelsesværdig forskel, at hun nu er i samme båd, men hun fortalte at det var en kæmpe lettelse for hende at mærke, at vi kunne dele mange flere ting og tanker, end hun havde turdet håbe på, baseret på hvordan jeg var påvirket under sidste graviditet.

Trods ovenstående er sagen den, at vi ikke kender kønnet på den lille spir, der ivrigt sparker mod mit laveskind, mens jeg skriver disse linjer. Og hvor det under sidste gravditet i den første lange tid handlede om, at jeg var angst for at knytte mig til alt det jeg alligevel frygtede at miste, handler det denne gang mere om, at det er helt vildt ligegyldigt for mig, om det er en tissemand eller -kone, der gemmer sig derinde i mørket. Jeg er ikke oprigtigt nysgerrig for at vide det, jeg synes snarere at det er lidt hyggeligt at være lidt i uvished og bygge en masse forestillinger op  – hvilket passer ret fint til mit temperament vedrørende alt for kønsbetinget opdragelse i forvejen.

Måske er det fordi det er gået endnu mere op for mig, efter at jeg er blevet mor til en lille pige, hvor lynhurtigt verden går i selvsving (hej svigermor) i en sky af lyserøde dukkelege og pæne forventninger. Og meget kan man sige om C, men hun er ikke nogen forsigtig, sart, yndig lille blomst – hun er en bullerbasse med sår på knæene, kondisko og masser af krudt. Hun er mest af alt bare en blanding af det hele – kærlig, vild, forsigtig, modig, stærk, sjov og skør – og sådan kan jeg rigtig godt lide at hun får lov til at være længst muligt. Og sådan kan jeg også godt lide at forestille mig, at baby i maven får lov at være – og så er det ikke så relevant om det er et X eller Y på det andet kromosom.

I mine øjne får vi det tidsnok af vide. Enten ved fødslen, eller ved nogle af de kontrolscanninger vi skal til igennem resten af gravditeten. Min mand er dog – i lighed med sidste gang – ikke heeeeelt ligeså neutral i sin opfattelse. Han ønsker sig i bund og grund en pige mere og vil gerne vide, hvad han skal se frem til, uanset hvad. Men eftersom at han fik lov at bestemme sidst, er turen på demokratisk vis kommet til mig i denne omgang. Dog har vi lavet en lille aftale. Ligesom sidste gang, fik vi den søde scanningsdame til at skrive en lille seddel til os, hvis nysgerrigheden en dag alligevel skulle tage overhånd. Den ligger nu i en fin lille kuvert, som manden har gemt et sted derhjemme.

Så må vi se, om én af os alligevel bukker under, en dag i den kommende tid.

PS: Måske er det bare virkelig irriterende for folk, at have det som ovenfor? Min søster er i hvert fald ved at gå helt kold vores manglende behov for at vide kønnet (og dele det med hende, vel at mærke). Og jeg forstår ikke helt hvorfor. En veninde fortalte, at hendes mor var blevet decideret fornærmet over, at de ikke ville vide det med deres første… er der noget jeg overser her, eller er folk bare (lidt for) søde og interesserede?

Advertisements

8 thoughts on “Ved I så, hvad det bliver?

  1. Vi kendte ikke kønnet på nr. 2 – til stor irritation for stort set alle omkring os. Der virker til at være et stort behov for at købe alting i “de rigtige farver” – hvilket jeg er indædt modstander af, så det var helt rart at lukke ned for det lyserøde/lyseblå ræs på forhånd. Det handlede bare om så meget andet end køn for mig, især i anden graviditet. I første graviditet blev jeg hurtigt gravid, havde en let graviditet, en nem fødsel og fik et sundt og raskt barn. I anden omgang var jeg bare SÅ meget mere bevidst om, hvor priviligeret jeg havde været og hvor meget der *kunne* gå galt. Så kønnet var fuldstændigt underordnet, så længe vi igen fik et sundt og raskt barn – og hun havde faktisk været i verden knap 15 minutter, før vi tjekkede og fandt ud af, at hun er en pige :-)

    Like

    1. Jeg kan levende sætte mig ind i hver en linje du skriver – jeg tror faktisk, at jeg måske er lidt allergisk overfor lyserød? I hvert fald overfor Hello Kitty og Frost 🙈 Og damn, hvor er det lige meget hvem der er derinde, bare den har det godt ☺️

      Like

  2. Jeg præsenterede for lang tid siden idéen til min kæreste om ikke at vide kønnet, når det forhåbentlig engang blev vores tur. Efter så lang tid i fertilitetsbehandling var jeg bare så træt af at kende så mange detaljer hele tiden – hvor mange æg, hvor mange befrugtede, har de delt sig og i hvor mange celler. Jeg var bare træt, tror jeg.

    Og nu har vi endelig – efter seks års forsøg – været til vores første nakkefoldsscanning og folk er allerede begyndt at spørge :) Men vi holder fast i vores beslutning og for mit eget vedkommende er jeg bare så ligeglad – jeg skal være mor!

    Og så er der altså også lidt kønskamp i det for mig, for jeg bliver lidt træt af de forestillinger, folk har om piger og drenge. Jeg har aldrig selv leget med dukker og hadede (til min mors store fortrydelse) at have kjoler på. Men jeg har klatret i træer, stået på rulleskøjter, spillet fodbold på vejen og gået i mine brødres aflagte tøj :)

    Like

    1. Hej Janni. Først et kæmpe tillykke med NF, hvilken milepæl efter en så urimelig lang kamp. Mine tanker om køn er også et mix – dels er jeg hamrende ligeglad selv, og dels passer det mig glimrende at baby får lov til bare at være et menneskelig og ikke defineret lyserød- eller blå. PS: Tror i øvrigt først selv at jeg fik kjole på engang efter min studenterhue … klar forkærlighed for jeans, mudder og træklatring her!

      Like

  3. For min mand var det vigtigt ved begge vores børn (men især ved den første) at kende kønnet. Det gjorde det mere virkeligt for ham st vide, hvad der ventede. Det var en af de få ting, han kunne bestemme i de lange ni måneder – så den fik han. Men resten af verden skal bare pakke sammen og lade parret selv bestemme! :)

    Like

    1. Lige præcis der argument, er det eneste, der kan omvende mig :) Jeg har fuld forståelse for, at far kan have brug for “lidt ekstra” for at skubbe virkeliggørelsen på vej – og at vores forudsætninger er lidt forskellige lige på det punkt! Derfor fik han mig overtalt første gang … og han har godt kort på hånden, hvis han virkelig insisterer denne gang også ;)

      Like

  4. Jeg er nok bare enormt nysgerrig – og havde svært ved at nadre vidste noget om mit barn, som jeg ikke selv vidste (scanningsdamen kan jo se det og ved det – uanset om vi får det at vide) – sådan var det med den første…
    Med min andendatter fik vi lavet en genetisk test (jeg var med i et forsøg ved nakkefoldsscanningen hvor de tog en blodbrøve på mig og fandt foster DNA og testede på (Riget ville undersøge om det kunne bruges i stedet for moderkage biopsi) – så jeg fik en mail hvor der stod som det første at med 99.9% sandsynlighed er det en pige… så var det ligesom afgjort :-)

    Like

    1. Tillykke med den (næsten helt sikkert) lille pige ☺️ Sådan et forsøg kunne jeg også have fundet på at deltage i og så havde det at få kønnet af vide ikke været et stort problem. Jeg er ikke sådan helt stejl modstander af at ville vide det, slet ikke … igår var manden faktisk liiidt vild efter at åbne kuverten og jeg tænkte smilende, at vi sgu aldrig når termin uden at vide det ✌🏼Men indtil nu føles det stadig lidt hyggeligt med uvisheden …

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s