Trodsige barn…

Måske er det en modreaktion på mine to forrige indlæg om, hvordan hovedet har lidt svært ved at følge med og hvordan følelsen af at være tæt knyttet til det liv, som har taget bo i min livmoder, fortsat lader vente på sig. For siden slutningen af arbejdsugen har den bitte orm derinde forsøgt at sparke sig vej til min opmærksomhed. Det er på ingen måder som jeg husker det med C, men der er ikke noget at tage fejl af. Der er nogen derinde og vedkommende er nu langt om længe blevet stærkt nok til at gøre opmærksom på sin eksistens.

Det er en underlig oplevelse – både forundrende og livsbekræftende – som jeg ville ønske inderligt at jeg kunne dele med min mand. Men C kunne han mærke sparkene udenpå maven i løbet af ganske få dage fra jeg selv mærkede hende første gang. Men nye babys spark ligger så langt inde og nede, at jeg vil skyde på, at der går en rum tid endnu før han kommer med.

Det får det hele til at rykke tættere på – herunder MD-scanningen, der truer lige om hjørnet. Den skal jeg lige arbejde lidt med, kan jeg god mærke. Jeg glæder mig dels til at få det overstået – jeg gruer samtidig fordi jeg godt ved hvad den slags læge besøg aktiverer i mig og hvor udmattende det bliver i dagene omkring, at være i fuldblæst alarmberedskab.

Men for nuværende er babyen ligeglad. Den sparker bare. Som om den insisterer på at sparke sig vej ind i min tungnemme bevidsthed. Det er jeg på én eller andne måde meget taknemmelig for.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s