Det er lidt svært at forklare…

I forlængelse af forrige indlæg, får jeg lyst til at skrive om noget, som egentlig ikke er så let at formulere. Jeg ved endnu ikke, hvordan det kommer til at se ud på skrift, og jeg er bekymret for, at der er meget som let lader sig misforstå. Virke utaknemmeligt – eller måske dårlig-mor-agtigt? Men nu prøver jeg lige alligevel.

Selvom jeg vokser, selvom ugerne går, selvom jeg mærker liv… så mærker jeg… ikke rigtig noget. Det har jeg det ambivalent med at skrive, for det er både sandt og forkert på samme tid. Jeg er taknemmelig, jeg er lidt spændt – men der er også alt for meget ved vores fremtidige liv, som jeg endnu har til gode at forholde mig til. Og så er der den der følelse af tilknytning, af sammenhørighed og intimitet med dét lille væsen, som vokser i min krop… den er der bare ikke helt. Ikke endnu i hvert fald. Omsorg, ja. Forsigtig glæde, måske. Men afgrundsdyb kærlighed og forestillinger om et barn i mine arme? Nej, ikke rigtig.

Jeg kan se på andre omkring mig, at de når dertil meget tidligere i deres graviditeter. At der opstår ét eller andet bånd mellem mor og ufødt barn. Og hvis jeg ikke havde prøvet det med C, ville jeg nok være endnu mere bekymret. Men med hende måtte jeg sande, at det at være gravid under disse betingelser og med den konkrete forhistorie, gør noget ved den måde, man udvikler sig på undervejs. Og at knytte sig følelsesmæssigt til noget, som man har været så dødsensagst for at miste, er en øvelse der kræver mere, end hvad der rimeligt kan klares på 18 uger. En sød jordemoder sagde dengang med C til mig, at jeg var ca. et trimester længere om at “rykke” end normalt, grundet alt det jeg havde været igennem – og at det var helt normalt.

Så det tager tid.

Og den er der som sagt ikke rigtig endnu.

Forsigtigt nævnte jeg det for min nye jordemoder. Hun var (heller) ikke synderligt bekymret. Vi har tidligere talt om, at man ved kvinder i min situation er ekstra opmærksom på risikoen for fødselsdepressioner (ja, det er lidt paradpoksalt, men den er god nok) og at jeg derfor også bliver fulgt efter fødsel, ved det mindste tegn på noget svært. Men for nuværende så hun ingen alarmklokker. Så langt så godt…

Så selvom jeg tænker over alt det, jeg har skrevet om ovenfor, så prøver jeg for alvor at undlade bekymring i nogen tid endnu. Jeg stoler på de som siger, at det nok skal komme. Og hvis det ikke er nok, tænker jeg på, hvordan det var med C. Jeg husker på hvordan alting faldt på plads den tidlige morgen, hvor hun landede i mine arme. Hvordan ingen eller intet har kunnet skille os ad siden da.

Sådan tror jeg også på, at det bliver med den lille, det tager åbenbart bare noget tid endnu.

Advertisements

4 thoughts on “Det er lidt svært at forklare…

  1. Hvor er det “dejligt” at læse så ærligt et indlæg om noget “forbudt”. Genkender SÅ meget mig selv i det, du skriver. Lige som dig venter jeg også barn nr. 2 via fertilitetsbehandling. Vores forløb har ganske vist været noget mindre dramatisk end jeres (barn nr. 1 var resultat af første friske IVF forsøg efter 3 mislykkede inseminationer og nr. 2 som jeg lige nu er 13 uger henne med er resultat af første fryseforsøg med overskydende æg fra første graviditet).

    Præcis lige som dig har jeg heller ikke på nogen måde den der glade følelse af at være gravid som jeg husker fra sidste gang. Faktisk har jeg utrolig svært ved at forholde mig til min egen graviditet, og jeg føler det enormt grænseoverskridende at omtale/tænke på mig selv som gravid. For til trods for den voksende mave så FØLER jeg mig ikke gravid og jeg føler ikke nogen tilknytning til det lille væsen, der vokser derinde. Og dét føler jeg mig enormt skræmt af og skyldig over.

    Over for mig selv forsøger jeg at undskylde det med, at det er gået så hurtigt denne gang – jeg nåede ikke at have den der stærke længsel efter at få et barn og sorg over ikke at kunne blive gravid. Denne gang lykkedes fryseforsøget i første hug og måske har jeg bare ikke nået at være mentalt klar til at være gravid igen fordi det tog så mange år første gang? Jeg kender ikke svaret men forsøger at gøre alt for at berolige mig selv og forsøge at overbevise mig selv om, at følelsen nok skal komme igen. Det skal bare have tid… Men skyldfølelsen og skammen over de manglende følelser er bare en uundgåelig del af virkeligheden lige nu.

    Like

    1. Tak for din gode kommentar – indlægget er blevet taget så fint imod og på ret præcist den måde det var tiltænkt – det er på én eller anden vis ret fint at vide, at vi kan spejle os i hinandens oplevelser (også) på dette punkt ☺️ Netop det “grænseoverskridende” ved at tænke og tale om sig selv som gravid, er noget jeg virkelig kender. Jeg føler stadig lidt at det bare er noget vi leger – ønsketænkning – det føles “udenfor kroppen”-agtigt.
      Måske ændrer det sig igennem de næste måneder, måske ikke. Kærligheden kommer, selvfølgelig gør den det. Tillykke med din anden graviditet 💜

      Like

  2. Afgrundsdyb kærlighed? Det nåede jeg aldrig i min graviditet og jeg har bortset fra 2 runder ivf ikke noget i bagagen der skulle afholde mig fra det.

    Jeg tror det er MEGET forskelligt hvordan man har det med at være gravid og i øvrigt også at blive mor, og alle os der ikke følger normen med afgrundsdyb kærlighed fra det sekund vi står med en positiv graviditetstest, kommer hurtigt til at føle os lidt forkerte. Selvom jeg har en lille mistanke om at det rent faktisk er os der er de normale – at de fleste trods alt skal bruge mere end et splitsekund på at forelske os vildt og voldsomt i vores afkom.

    Min søn er 6,5 måned og jeg ved stadig ikke om jeg vil beskrive min kærlighed til ham som afgrundsdyb, men den er der og den vokser hver dag. Især de dage hvor jeg ikke ønsker ham hen hvor peberet gror og mit gamle liv tilbage fordi han de dage er besværlig og kræver min opmærksomhed hvert sekund hele dagen :-)

    Meget ville være lettere hvis ikke der var sådan en norm i samfundet om at næsten alt er lyserødt og fyldt med glæde omkring graviditeter og nyfødte.

    Like

    1. Du har ret – begrebet er karrikeret og det er langt fra alle, der oplever den lyserøde sky. Det vidste jeg godt rationelt, dengang jeg ventede C, især fordi en sej veninde ret åbent havde delt, at for hende var kærligheden til hendes første var noget, der kom langsomt snigende igennem det første års tid. Det er bestemt noget, vi godt kunne tale mere om, så vi ikke bliver så forskrækkede. For mig ramte den dog ret kraftigt sidst i graviditeten/da jeg fødte- så måske jeg tænkte, at det samme ville være tilfældet denne gang – måske hurtigere. I don’t know – det er okay – især når man taler om det – og giver plads til at tale om hvor forskelligt vi oplever det ☺️

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s