Når hovedet slet ikke er med…

Kalenderen siger 18+0 og lige meget hvor meget jeg stirrer vantro ned på min telefon, ændrer det sig ikke. Jeg er slet ikke med på, at det skulle kunne være rigtigt, og jeg fyldes af lige dele mistro og lettelse. “Der er fandme gode odds for, at det her kunne blive til en baby”, tænker jeg (på de gode dage).

Når jeg spejler mig i min omverden, ved jeg det jo godt – jeg har allerede en pæn størrelse fodbold på maven, som folk kommenterer gladeligt. Det har i øvrigt altid undret mig, at man som gravid sættes til offentlig skue, og at det på én eller anden måde er socialt vedtaget, at man gerne må kommentere uopfordret på gravides kroppe med sine uforbeholdne indskydelser om mavens form og størrelse: “Hvor er du stor”, “Hvor er du lille”, “Hvor sidder den højt/lavt – det er nok en dreng” osv. Og så min favorit: “Er du sikker på at der ikke er tvillinger”. Høhø – skide sjovt – det var der faktisk på et tidspunkt, narrøv! Nå, men det er da godt, at man rent fysisk har det nogenlunde rart i sin gravide hylster, ellers ville selvbevidstheden hurtigt kunne sættes på prøve.

På arbejdet snakker de om, at jeg “snart” skal på barsel. Min familie snakker om, hvor spændende det bliver med en lille ny. Snart skal vi til MD-scanning. Snart skal jeg til fødselssamtale med en læge på Riget (mere om det i et kommende indlæg), snart skal jeg til tryghedssamtale med jordemoderen. Alt sammen tegn på, at jeg ganske rigtigt er gravid og indenfor overkommelig fremtid er nået halvvejs mod målet.

Men mit hoved, det er en anden historie. Mit hoved ved endnu ikke helt, hvad det er, der er på spil. På den ene side, er angsten stille og roligt ved at blive en kamp, jeg tror på, at jeg kan vinde. Det er længe siden, at jeg har panikket. Og selvom jeg stadig pr. refleks tjekker papir for blod når jeg er på toiletter, er det længe mellem de absolutte anfald af sindssyge og gråd.

Jeg tror i øvrigt også, at jeg mærker liv. I samme uge, som jeg husker at det var tilfældet med C, faktisk. Det gør mig lige overrasket hver gang, for det er jo endnu en reminder om dét, som mit hoved ikke har forholdt sig tilstrækkeligt til: At der bor en baby inde i min mave, som hvis alt går vel, kommer ud til oktober og binder endnu en sinddsyg usandsynlig og lykkelig krølle på hele vores absurde historie.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s