Mere øvelse …

“Hvordan er det muligt, at du er gået fra overhovedet ikke at være gravid sidst, til at være mega gravid nu”, spurgte én af mine studerende i dag i en pause fra undervisningen.

En sandhed med modifikationer, for jeg var selvsagt også gravid for en måned siden, da jeg sidst underviste hendes hold – men da var temperaturen en anden, og trangen til at gemme mig bag store sweatre langt mere påtrængende. Men i dag skinnende solen – og jeg havde vovet en halvstram højtaljet nederdel og kort skjorte, som gav frit udsyn til bulen på maven.

Den hastigt voksende bule, vel at mærke. Som kommer bag på folk, fordi jeg dels skjulte det så længe jeg orkede, og dels er fyldt godt ud på den sidste korte tid. Og det både nyder jeg og skræmmes af på samme tid. Nyder det, fordi jeg godt kan lide at være gravid, når bare for pokker jeg får lov til at blive ved med at være det. Og godt kan lidt at jeg nu er kommet så langt, at man ikke er i tvivl. Og er taknemmelig for, at bulen vokser, osv.

Men den søde opmærksomhed gipper også i mig. Giver mig stadig lyst til at tage forbehold, en trang som jeg behændigt undertrykker. Jeg øver mig hver dag i at forstå, at jeg er gravid og i at begrænse “hvad nu hvis”… og det går fremad, tror jeg – langsomt og stødt. Men det kræver meget af mig, og der skal ikke meget til at puste korthuset omkring.I morgen er første jordemoderbesøg – en ambivalent størrelse. Ved sidste graviditet var det som bekendt end rigtig positiv oplevelse og et møde med den helt rigtige jordemoder, som jeg aldrig glemmer. Hun forstod at støtte på den helt rigtige måde undervejs i graviditeten, og hun hjalp C til verden med forbilledlig ro og overblik under det akutte kejsersnit for godt to år siden.Men hun arbejder ikke længere i afdelingen (ja, jeg har fandme’ Googlet hende – go ahead and judge me!!). Det betyder, at i morgen også er en dag, hvor jeg for 1732. gang skal åbne op og forklare om mit livs største sorg og angst. Det er udmattende at tænke på, især fordi jeg er smerteligt bevidst om, at hverken jordemødre eller læger kan forhindre de ting, jeg frygter allermest. Sker de, så sker de. Og derfor virker en times snak om kost, motion og graviditetsgener også en smule omsonst. Jeg er helt med på de to førstnævnte, det er som bekendt ikke raketvidenskab – og sidstnævnte har jeg ingen nævneværdige af. Fødslen behøver vi for min skyld ikke at beskæftige os med, den ligger årevis ude i fremtiden, så den tager vi, når vi måtte komme så langt – og bekymrer mig i øvrigt heller ikke synderligt.Så i morgen skal blot overstås på en så god og rolig måde, som det nu er muligt. Og selvfølgelig er den nye jordemoder ligeså sød og ligeså dygtig som den sidste. Og selvfølgelig kan jeg nå at tørre de røde øjne, og gemme mig bag solbrillerne, på vej på cykelturen til job efterfølgende. Det skal nok gå.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s