Gråzoner…

Der er gået knapt en uge, men det er på ingen måder sunket ind, at vi nu er vel ovre den forjættede nakkefoldsscanning, som på mange måder er så symbolsk for mange. For mig betyder den selvfølgelig noget, det gør hver eneste scanning som vi går fra med “livet i behold”, sådan helt bogstaveligt og melodramatisk formuleret.

Men at passere uge 12 … 13 … 14 … det har ikke den effekt på mig, som det har på de fleste andre “normale” gravide. Det har jeg skrevet om tusinde gange før. Der er ingen følelse af, at “nu er den sikker” – slet ikke.

Bevares, som ugerne går kommer vi jo unægteligt nærmere målet, på den gode måde. Men jeg er smerteligt bevidst om, at abortrisikoen ikke forsvinder ved uge 12, selvom mange fejlfortolker statistikkerne lige på dét område.

Jeg har gudskelov været forskånet for sen-borter, som det hedder. Men frygten sidder der alligevel, dybt inde.

I disse dage tænker jeg meget på en kvinde jeg mødte til blodprøvetagning på klinikken, for efterhånden mange uger siden. Man sidder i sådan et åbent rum – og det var midt i den underlige HCG-periode, som vi troede betød at det var ved at være slut.

Så jeg var påvirket og bange – og da sygeplejersken sagde noget omsorgsfuldt, kom jeg til at snøfte højlydt. Jeg undskyldte lidt og samlede mig sammen, mens hende kvinden kiggede på mig et par meter derfra. Venligt og stille sagde hun noget i retning af “vi har vist alle sammen siddet og tudet i det her rum, det skal du ikke tænke på”.

Hun var sød, og vi småsnakkede lidt på vejen ud. Mærkeligt så fortrolig man bliver på et sekund, når man mødes sådan et sted, der på kanten. Vi stoppede ved vores cykler og hun fortalte kort, at hun ingen børn havde endnu. Hun havde været gravid en enkelt gang, men havde mistet i uge 14. Tre dage efter en nakkefoldsscanning, som ellers viste alt fint.

Mit hjerte synker, når jeg tænker på hende. Ikke fordi hendes historie gør mig mere skræmt for at der samme sker for mig – jeg kender risikoen bedre end de fleste. Men mere fordi jeg kunne mærke hendes sorg helt inde i maven, og fordi jeg simpelthen ikke ved, hvordan man samler sig selv op efter sådan en oplevelse. Jeg ved ikke, om vi ville kunne. Altså ud over alt det der med, at det ville vi jo, for man og vi bliver ved med at rejse sig og os, hver gang livet spytter lort ud i meterlange baner.

Jeg håber at hun er okay, den kvinde jeg mødte. Og jeg håber at vi bliver ved med at være okay også. Skridt for skridt.

Advertisements

2 thoughts on “Gråzoner…

  1. Jeg havde en senabort (fødsel, var det jo) i uge 20. Efter fine NF-tal og alt det man hænger sine følelser på. Derefter havde jeg 4 tidlige aborter. Og det var som om de efterfølgende tidlige aborter var en hæslig, hæslig gentagelse af den første sene (fordi processen med tab af liv og forventninger jo er tilstede). Andre mennesker mente, det var meget forskellige ting. Det jeg prøver at sige: jeg forstår dig, fuldstændig. Du skal helt i mål. Skepsis er indlejret i kroppen for dig. Det er helt okay.
    Alt det bedste
    PS. Fik en meget dejlig lillebror i 6. graviditet.

    Like

    1. Det gør mig ondt at høre om dine tab – og uendeligt glad at høre om den dejlige lillebror. Det må have været en frygtelig omgang – og ja, man skal på en aller anden måde bare helt i mål, selvom resten af verden er klar til at rykke videre længe før da. Sådan må det være. Kh Signe

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s