Virkelig dumt…

Jeg banker mig selv oveni hovedet. Jeg er SÅ TRÆT af mig selv og mine latterlige beslutninger. Hvorfor skulle jeg falde i? Lige ned i den store scanningsgryde? Det var så meget bedre med uvisheden.

Kastede håndklædet i ringen og tog en ekstra scanning. Hos en anden læge, havde en henvisning, fik en hurtig tid. Blandt andet fordi manden er forhindret i at tage med til næste scanning hos egen fertilitetslæge. Havde behov for vished. Det fik vi på ingen måde.

Ovenpå den evige rykken frem og tilbage på dato, størrelse og termin igennem efterhånden mange uger, blev vi nu endnu engang sat tilbage. Ligeså langt tilbage, faktisk, som allerførste gang vores egen læge blev bekymret. Den søde scanningssygeplejerske gjorde alt hvad hun kunne – målte, målte og målte. Men hun kunne ikke få den til at være større end den var, ligemeget fra hvilken vinkel.

Så nu er vi lige vidt. Jeg aner ikke om vi er købt eller solgt. Jeg prøver, prøver, prøver at tro på, at det er en målefejl, en anden person, en anden maskine … anything, der kan forklare det, med andet end at den lille spir fejler noget. Den lå så smukt og vinkede til os derinde. Helt bogstaveligt. Men jeg kan ikke forholde mig til det, jeg tør ikke. Og jeg kan ikke holde ud, at min krop begynder at se gravid ud, hvis jeg alligevel lige om lidt skal sige farvel.

Hvorfor helvede skulle jeg også tage den dumme scanning.