Glimmer på kaminhylden

Der er ikke ret mange gode dage i et forløb som vores. Faktisk langt fra, men der er nogle enkelte, og de fortjener at blive bemærket. “Gode dage skal man drysse glimmer på, og sætte frem på kaminhylden”, siger min kloge veninde altid – noget hun vist har tyvstjålet fra Hella Joof. Og det har hun ret i – når livet kaster udfordringer af sig, må de gode dage være de, som giver liv og næring til at stå imod med. Og i dag var alt i alt en ganske fin én af slagsen, også selvom forgyldelse og glimmer nok er lige i overkanten.

Det var en presset cykeltur mod klinikken i morges. Jeg er selvsagt altid nervøs, men kroppen ville slet ikke samarbejde. Jeg rystede og koldsvedte og følte at jeg kunne tabe tråden hvert øjeblik. Som vanligt stod vi af et stykke fra klinikken og gik den sidste vej. Jeg kan ikke holde ud at være sen på den, men omvendt kan jeg slet heller ikke magte at sidde i venteværelset længere end jeg behøver.

Da vi kom ind var der alligevel ventetid. Jeg så mig godt og grundigt arrig på en kvinde i venteværelset, som talte højlydt i telefon med overdreven britisk accent. Noget arbejdsmæssigt, kunne jeg høre – men i min tilstand fandt jeg det hamrende hensynsløst og upassende. Det gav genlyd igennem hele klinikken, et sted hvor folk kommer med hver deres svære historie. Et sted hvor folk har ondt på både dét ene og andet plan. Er det for meget at forlange, at ikke alle behøver at blive vidne til hendes telefoniske MUS-samtale lige midt et sårbart øjeblik? Nå, jeg var nok også bare bitter og presset.

Da vi kom ind og jeg røg på briksen, var nerverne som vanligt ved at banke mig i gulvet. Og da lægen scannede, holdt jeg ubevidst vejret. Jeg kunne fandme ikke se hjerteblink. Det var vokset, det kunne jeg se – men der der var fandme ikke hjerteblink. Jeg nåede at tænke, at nu var det slut for denne gang, før jeg pludselig så det på skærmen. Lige som det “plejer”, samme sted og tempo. Jeg stirrede vantro imens lægen målte og undersøgte. Mens han gjorde det, gav han udtryk for en smule forbavselse. Jeg tænkte i mit stille sind, som så ofte før, at det var et udtryk for, at han havde været mere pessimistisk ved sidste uges scanning, end han havde indrømmet.

Sagen er den, at det lille spir holder fast endnu. Den er vokset, og der er hjerteblink. Den er vokset dét som burde svare til 9 dage, på de 7 dage som er gået. Eftersom at fostre udvikler sig efter en ret fast defineret “opskrift” i de første 12 graviditetsuger, med ca. en millimeter om dagen, giver det ikke rigtig mening. Men sådan er det.

Så spirren er stadig lidt for lille. Men den er mindre for lille, end vi frygtede i sidste uge. “Og der er stadig hjerteblink”, som lægen gentog lidt forbløffet et par gange.

Da vi efterfølgende sad ved lægens bord til en opsummering, stod det klart, at vi desværre ikke er ude af farezonen. Når der har været tidlige tegn på afvigelser, er lægen fortsat bekymret. Derfor skal vi vende os til tanken om, at blive fulgt med ugentlige scanninger i nogen tid endnu, hvis alt fortsætter med at gå rette vej.

“Hvor længe?”, spurgte jeg ængsteligt. Tanken om at uvisheden bliver ved og ved, er ganske ulidelig og samtidig er jeg jo taknemmelig over, at de holder os i hånden. Jeg fiskede efter, hvornår lægen synes, at vores chancer var tilstrækkeligt gode til, at vi ikke længere behøver deres opmærksomhed. “På den anden side af en eventuel Nallefoldsscanning”, lød svaret.

Derpå fik vi en ny tid i næste uge, og ønsker om en god weekend. Jeg tudede lidt on/off igennem det meste af forløbet, og da vi kom ud fra klinikken var jeg egentlig lidt i vildrede. Det havde jo været primært gode beskeder, men der var også fortsat mange spørgsmål. Mange “men’er”, “måske’er” og “farer på færde”. Men det var også noget som var vokset. Og der var hjerteblink.

Så jeg er endt med at være lettet. Sådan på den forsigtige måde. Jeg har besluttet, at ud at de tænkelige scenarier for dagens scanning, var dette det mest positive – også selvom der stadig er en masse bekymring klistret ovenpå det hele. Glimmer på.

Derfor tog jeg en rask beslutning. Jeg gik direkte hjem og ringede til min “almindelige” læge og bestilte tid til 1. lægeundersøgelse. Hvis jeg oprigtigt er på vej ind i 9. graviditetsuge, kan jeg jo for pokker ikke blive ved med at udskyde det. Så selvom det stritter imod alt hvad jeg har lyst til, var det på tide nu. Men mere om det, i et følgende indlæg.

Advertisements

9 thoughts on “Glimmer på kaminhylden

  1. Åh, hvor er det gode nyheder! Der er liv, der er håb, der er blink ❤️
    Midt i al usikkerheden og frygten for jinx, som jeg er ked af at høre, at I stadig skal følges af. Jeg hepper på jer og spiren og sender tusind gode tanker og krydsede fingre.

    Kh. Trine

    Liked by 1 person

  2. Jeg ved ikke, om du har det ligesom mig, eller om du er en af dem, der næsten ikke kan holde andre menneskers historier ud, når du selv er presset. Hvis det sidste er tilfældet, så undskyld:-/ Men da jeg ventede Frida opførte hun sig også helt tosset, rent størrelsesmæssigt. Jeg blev sat små 7 dage frem, da jeg fik lavet en tidlig scanning, og eftersom jeg nærmest ved på klokkeslæt, hvornår hun er lavet, er der heller ikke rigtig noget, der kan forklare det. Men det betyder så, at de 13 dage, jeg gik over tid med hende, måske alligevel ender med at passe med original termin. Bare for at bakke op om din tanke om, at selvom det ikke følger tabellerne, kan det sagtens gå præcis som det skal alligevel <3

    Liked by 1 person

    1. Det svinger lidt, hvad jeg kan holde til – men hvis det giver håb, så må det gerne serveres :) Det er bare noget lort med IVF, fordi man kender detaljer helt ned til befrugtningstidspunkt og celledeling.. men for pokker, det er mange dages afvigelse du har været vidne til, hvilket jo er besynderligt uanset “metode”. Jeg håber, at det er en lille “Frida” derinde, som bare går sine helt egne vege og ender med at komme ud og være lige præcis som (han)hun skal være.

      Liked by 1 person

    1. Sådan var det også med min den ældste, jeg vidste også præcis, hvornår han blev lavet, men han blev ved at være lidt lille (jeg gik fjorten dage over tid). Jeg håber det bedste for jer, og jeg kender simpelthen så mange, der gennem hele graviditeten har fået besked om, at fosteret/barnet var lidt til den lille siden. Det har skabt stor ængstelighed for alle, standarder er ikke altid af det gode.

      Liked by 1 person

      1. Det er de nemlig bare ikke! Men sagen er den med IVF, modsat insemination og hjemmebryg, at man helt præcist kender både befrugtning, deling og oplægning. Derfor bliver lægerne bekymrede ved afvigelser – selvom de ved andre graviditeter kan være ganske uproblematiske, fordi både æg og sæd jo kan leve deres eget liv i adskillige dage. Så det er ikke rart, at være genstand for den slags bekymring. Tilbage er kun at håbe, at det alligevel kan gå godt trods den kedelige start <3

        Liked by 1 person

  3. Det var et rart indlæg at læse, omend det havde været endnu rarere, at størrelsen passede. Jeg stod i det samme for et par år siden efter IUI. Lægerne der scannede fortalte, at der altid ved tidlige scanninger er en måleusikkerhed, i og med det hele er så småt. Lad os satse på, at det ‘blot’ er det, der er los. Gode tanker til jer. Kh

    Liked by 1 person

    1. Tak :) Ja, det ville være væsentligt bedre, hvis alt var godt – men det er håb endnu, må vi prøve at holde os til så godt vi kan. Ved IVF bliver lægerne bekymret for mindre afvigelser, fordi man modsat IUI og spontant graviditeter, ved præcis hvornår ægget er befrugtet. Vi håber det bedste og tager gerne målefejl med :) Kh Signe

      Liked by 1 person

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s