Der er et monster under min seng

Hun har aldrig været hundrede procent væk, hende jalousimonsteret, som jeg lærte at kende dengang, for efterhånden længe siden, hvor alting var allersværest. Hun omfavner nogle af de sider af mig selv, som jeg blev allermest skræmt over og skammede mig mest ved, dengang alting var noget endnu mere møg og lort, end det trods alt er lige nu. Hun herskede dengang andre kvinders graviditeter kunne få mig til at blive væk fra sociale sammenhænge, eller hulke ned i ærmet på et toilet, mens ingen hørte det. Jeg skammede mig, stort og længe – særligt når jalousien ramte nogle af dem, jeg elsker allermest. Men det gjorde den, og selv i dag kan jeg have meget svært ved at sætte de rigtige ord på, hvad det er der rammer mig så hårdt, at det får jalouisiens monster til at titte frem.

For det er jo ikke fordi jeg ikke under dem jeg holder af, den største lykke af dem alle. Og det er jo heller ikke fordi jeg tror, at deres lykke på én eller anden måde forringer chancerne for, at det skal ske for mig selv. Det er noget andet, og meget mere kompliceret, der er på spil. For mig var det noget med, at jeg simpelthen ikke kunne klare den fysiske konfrontation med min egen sorg og frygt. Andres babylykke blev den våde kolde klud i mit ansigt, kniven i min mave, stemmen i mit øre som hviskede, at det aldrig ville blive mig. Som skreg, at jeg langsomt ville visne og dø, mens alle de andre blomstrede og levede.

For mig var graviditeterne de værste. Når kvinder omkring mig annoncerede en graviditet, knugede min mave sig sammen og jeg flygtede både fysisk og mentalt så langt væk jeg kunne. Hvis de måske endda annoncerede meget tidligt i graviditeten, eller hvis de gik for meget i baby-koma over al den kommende planlægning de fandt nødvendig, blev jeg til tider direkte vred på dem. Fattede de ikke, at de kunne miste det hele om et splitsekund? At intet var sikkert eller givet? At det var fucking lige meget, om baby fik sit eget værelse, eller den rigtige autostol, hvis bare den var i live? Jeg tog afstand fra mange i perifirien af mit liv – nogle af dem har jeg stadig til gode, at finde tilbage til.

I tiden efter jeg havde fået C, blev det langsomt og umærkeligt lidt nemmere, også selvom det tog længere tid, end man måske kunne forvente. Følelserne af et niv i maven er aldrig gået helt væk – og jeg forstår ikke rationelt helt hvorfor. Eller jo, det gør jeg måske – jeg ville jo sådan bare ønske, at det var mig selv der kunne dét der med børn og graviditet. At jeg ikke skulle tvinges igennem alt det her og trække min mand med mig. At jeg selv havde magten, kontrollen, og alt det andet. Det er jo bare dét, det handler om. Men det er svært at acceptere jalousimonsteret (som vi jo meget passende kan døbe JalouSigne) – og måske er hun endnu mindre legitim end før, nu hvor jeg blot bør være taknemmelig for, hvad jeg selv har fået.

MEN rationelt eller ej, så har jeg i den seneste tid gjort en kedelig erkendelse. Langsomt er hun nemlig begyndt at titte mere og mere frem igen, nu hvor jeg ellers havde lært at tackle (eller i hvert fald undertrykke) hende nogenlunde. Hun kommer frem, når jeg ser en smuk gravid mave på gaden, eller når en kollega eller person i vennekredsen bliver gravid, og fortæller strålende om det. Jeg kan mærke det velkendte stik inden i – jeg kan mærke vemodigheden komme snigende. Det kendetegnes ved, at jeg får svært ved at være naturlig i samtalen, jeg får svært ved at spørge interesseret ind. Faktisk gør jeg hvad jeg kan, for at slippe væk fra ubehaget hurtigst muligt – uden at nogen opdager det. For jeg vil ikke høre om de andre lykkes, jeg vil ikke konfronteres med min egen frygt. Jeg laver den klassiske hovedregning på, hvornår jeg ville have termin, hvis bare jeg dog også blev gravid lige NU. Og så slutter jeg af med at spekulere på, om det dog nogensinde skal blive min tur igen.

Indtil videre tvinger jeg JalouSigne til at holde kæft. For hun har på en eller anden måde ikke rigtig ret til at være her, og hun skal ikke gøre tingene sværere end de er i forvejen. Hun skal og må simpelthen ikke komme på tværs af mine relationer til folk jeg holder af, sådan som det lykkedes hende en gang. Og hun får mig til at fremstå forkælet, utaknemmelig, og alt muligt der er værre. Så hun får kamp til stregen – og jeg tager mig sammen – og jeg starter nu!!!