Nytår i venteland

Selvom vi på mærkværdig vis skriver den 10. januar, og tiden således på den ene side synes at være fløjet afsted i de seneste uger, har jeg samtidig en underlig oplevelse af, at tiden er gået i stå. Af at være sat på standby – endnu engang – og være gjort magtesløs overfor den ventetid, som jeg kender og husker alt for godt, fra sidst vi var i behandling.

Vi venter, og dagene går. Vi venter på æggeløsning, derefter på første menstruationsdag. Vi venter på en samtale på klinikken, som skal handle om, hvad vi mon nu skal gøre. Hvilke muligheder vi har tilbage, og hvad der giver mening. Og hvis meldingen fra klinikken er, som jeg tror, venter vi derefter på opstart af den friske IVF-behandling. Den behandling som jeg for alt i verden håbede, at jeg aldrig ville skulle navigere ud i. Men det skal jeg – det skal vi.

År 2017 blev således ikke et år, som forløste drømmen om endnu et barn. Det havde måske også netop været for godt til at være sandt, når man errindrer alt, hvad vi måtte igennem for at få C. Men jeg havde nu alligevel håbet, og jeg troede måske et sted langt inde i det stille, at vores tro, gåpåmod og optimisme ville gøre os fortjent til en let omgang.

Men jeg tog fejl. Vi skal forfra og jeg kan kun gisne om omfanget af den kamp som måtte vente på os.

Nytåret er i forvejen en tid med tilbøjelighed til lidt ekstra nostalgi. Og selvom nytåret 2017 forløb i selskab med gode venner og skønne unger, sneg der sig nu og da et vist vemod ind under huden på mig, når jeg blev strejfet af følelsen af uretfærdighed og uforløste drømme. Når snakken faldt på alt det, som de andre gerne ville bruge deres 2018 på – mens jeg selv kom til at tænke, at der faktisk kun er ét ønske for året på min liste. Der er kun en eneste ting jeg gerne vil, og så kan alt andet få lov til at være lige gyldigt. Jeg kom til at tænke tilbage på den gang, hvor jeg afsluttede det ene og det andet år med præcis samme vemod og på hvordan jeg hvert år tænkte, at nu måtte det blive bedre i det kommende.

Men nu skriver vi som sagt allerede uge 2 i året 2018. Så tiden går åbenbart, selvom den er ventetid, måske endda spildtid – og den føles trods alt mindre spildt, end dengang jeg ikke havde nogen som helst vished for, at jeg mon nogensinde skulle blive nogens mor. Dengang jeg ikke var klar over, om jeg ville blive tvunget til at gentænke livsplanerne, ja måske endda meningen med det hele, om man vil. Trods alt, må man på den måde give 2018, at det formentlig vil føles mindre meningsløst, end de andre år før det.

Så nu vil jeg forsøge at byde året velkommen og fremtvinge en lillebitte smule forhåbning for dét som kommer, og i hvert fald for en stund bilde mig selv ind, at 2018 vil blive året, hvor det lykkes. For det skal det fandme!

Advertisements

2 thoughts on “Nytår i venteland

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s