Stadig pisse hamrende urimelig…

På mange måder havde jeg lidt glemt, hvor befriende det er, at have bloggen som et naturligt afløb for galde, når man bare ikke evner at holde den inde længere. Måske er det de skide fertilitets-hormoner, måske ventetiden – eller måske er det bare en dårlig undskyldning for at opførte mig edderspændt rasende og indebrændt (igen) i dag, at det er godt at bloggen eksisterer, så ikke jeg skyder katten, eller sparker manden over skindebenet. Og jeg har ikke nogen kat!

Med andre ord har jeg brug for en god gammeldags “rant” – altså sådan en længere omgang vred udskæld på verden og alle de idioter, der findes i den. Og hvor bedre end her? Jeg har i gamle dage flere af dens slags mavesure indlæg på min samvittighed, eksempelvis når det handlede om gåde råd, kost forbud eller alverdens anden vrøvl fra omverdenen.

Så denne gang kommer en liste over ting, som du saft-sparke-mig skal forsøge at undgå at sige til folk, der har et barn i forvejen, men hvem du overhovedet ikke kender godt nok, til at begynde at snage i deres familieplanlægning – eller til at vide, om de har fertilitetsproblemer.

Det er også en liste over, hvad det vil være en rigtig god idé at modstå fristelsen til at sige, hvis man smalltalker med en tvær, sur, gammel, barnløs type som mig:

  1. Nåååååååå… så er det vel også snart jeres tur igen?” Sagt fire sekunder efter, at man har rejst sig fra barselssengen og dårligt er blevet lappet sammen endnu. Og hvad var det i øvrigt, du ikke forstod, da jeg sagde at vi var tre år om, at lave den første?
  2. Det er jo klart også bedst for børn, at have søskende – de har bare så godt af det” Nå, men du er sgu da ellers blevet en solid idiot alligevel, selvom du havde en bror/søster… og igen, hvad var det du ikke opsnappede, da jeg fortalte, at det ikke var nemt at få den første?
  3. Vi var ligesom slet ikke klar til nummer to endnu, det skete ligesom bare“. Luk aret. Hvis ikke I brugte prævention, så prøvede I med andre ord at få børn. Der er ikke nogen mellemvej, med mindre du er 16 år og aldrig har modtaget seksualundervisning. Slut.
  4. Jeg troede faktisk slet ikke, at jeg kunne blive gravid mens jeg ammede” Igen… Du skal tie stille nu. Bare helt stille. Stille!
  5. Det er bare en klar fordel, hvis der er X-antal år mellem søskende” (Indsæt antallet af år mellem vedkommendes egne to røvsyge børn). Og tak i øvrigt, for at understrege, at du stadig tror, man selv bestemmer, præcis hvornår man gerne vil formere sig.
  6. Vi havde også svært ved nummer 1, men så kom nummer 2 bare helt af sig selv og sådan er det altså ofte!”. Lækkert for jer – helt oprigtigt! Men fertilitet er ofte ikke enten/eller – den ændrer sig hele livet, og man kan være heldig – både med nr. 1, 2 og 3. Bare ikke mig. Så din ellers fine historie kan ikke bruges til at generalisere noget som helst.
  7. Kroppen skal bare lige finde ud af det, du skal se, det kommer nok af sig selv“. Nej, min krop har ikke “bare lige skulle lære det” og det “kommer ikke til at ske af sig selv med nr. 2” – når jeg siger, at jeg ikke kan få børn, så er det rent faktisk fordi… jeg med 110% sikkerhed ikke kan få børn!
  8. Men måske kunne der ske et mirakel – det hører man jo om“. Nej, det gør man faktisk ikke. Man hører faktisk aldrig nogensinde om, at kvinder uden æggeledere får børn naturligt. Så stop dig selv. Bare … stop!

Aaaaah! Det lettede. Tak fordi I lagde øre (øjne?) til. I morgen, når jeg igen er meget mindre sur og tvær, får jeg helt sikkert dårlig samvittighed over indlægget og ved jo godt inderst inde, at folk siger de ting de gør, fordi de gerne vil hjælpe og støtte, men bare ikke ved hvordan. Men i morgen kan jeg så fortryde og vide bedre. For nuværende vil jeg nøjes med at trykke “udgiv indlæg” og nyde at smitte verden med min irritation.

Og så vil jeg overveje at gå ud og finde nogen, som jeg kan råbe lidt af…

Advertisements

5 thoughts on “Stadig pisse hamrende urimelig…

  1. Kan så meget relatere til dit indlæg. Min mand er desværre steril så vores søn på 1,5 er lavet med sæddonor. Både mine og min mands forældre har fået at vide at der ikke er nogen svømmere overhovedet og alligevel ‘kan der jo lige være en der smutter gennem nåleøjet’. Så fat det dog for fanden altså, nej det kan der ikke – for at det skal ske så skal der ligesom være nogen sædceller, hvilket vi har fået testet mange gange nu, og der er ingen at komme efter! Tak for det fine indlæg :-)

    Like

    1. På én eller anden mærkelig måde, må det være fordi folk tror, at det er en trøst eller et håb, de indgyder? Selvom det forholder sig stik modsat, nemlig at de kommer til at “underkende” og slet ikke “se” alvoren af dem man går igennem….

      Like

  2. Åh hvor befriende. Jeg troede jeg var den eneste.
    Vores dejlige pige bliver 4 til foråret og vi har nu forsøgt i 1,5 år at lave lillebror/søster… jeg har oplevet alle punkterne på din liste.
    Det værste er dog nu at vores datter ønsker en lillebror/søster så meget at hun efterspørger det næsten hver dag og fortæller, at hun skal have en lillebror/søster i børnehaven, så de ønsker tillykke i tide og utide. Argh… hvor ville jeg dog gerne give hende det. Og folk der siger – pas nu på aldersforskellen ikke bliver FOR stor. 🤬
    Tak for skøn og inspirerede blog og NEJ vi er ikke forkælelede fordi vi ønsker os endnu et barn.

    Like

  3. Hmmm. Jeg har gået og tænkt lidt over et svar til denne post. Jeg kan godt forstå dine tanker, men jeg føler mig også ramt, og jeg vil gerne prøve at give dig et andet perspektiv på det. Jeg er nemlig sådan en som nr. 6, som havde svært ved den første graviditet, og hvor den anden kom af sig selv. Er denne historie, som både er sand og for mig meget lykkelig virkelig en, som jeg ikke må dele med nogen af frygt for, at der skulle sidde en i selskabet, som ikke er lige så heldig som mig (og forstået: som ikke har mulighed for at være det)? Jeg kan forstå frustrationen, når historien bliver fulgt op af et “så det skal nok komme for jer også”, men jeg synes, det bliver svært (og svært uautentisk), når man begynder at forvente af folk, at de censurerer hele deres (lykkelige) virkelighed af frygt for at nogen kunne være ulykkelige. Jeg er selv tæt på en familie, hvor alle konstant underdriver de gode ting, der sker for dem af frygt for at nogen skulle blive misundelige, og jeg synes, det er utrolig svært at holde ud, at så mange mennesker, som har det rigtig godt sidder og beklager sig og ikke er ærlige om eller sætter pris på deres eget held.

    Jeg kan godt forstå misundelsen og alle de svære følelser. Og jeg kan også godt huske sorgen over alle de gravide maver omkring mig. Men jeg synes grundlæggende, der er forskel på om folk bliver på deres egen banehalvdel (fortæller om egne oplevelser – 3,4,6) eller om de giver dig “råd” (1, 2, 5, 7, 8), og jeg synes personligt kun, man kan tillade sig at sige “du skal tie stille” til de sidste.

    Jeg forstår godt, at dette også er en blog om de grimme følelser, og at du selv skriver , at du er urimelig, men jeg savner alligevel en nuancering af, hvad der så egentlig er rimeligt at forvente af folk omkring dig, både dem som prøver at støtte dig og dem som ikke kender til din situation. For det hele er jo ikke urimeligt, eller i hvert fald ikke lige urimeligt. For mig personligt ville en rimelig forventning til mine nærmeste være: fortæl ærligt om dig selv, men prøv at lade være med at komme med gode råd eller værdidomme. Måske er svaret på hvad en rimelig forventning er noget andet for dig. Men jeg kunne godt tænke mig at læse et indlæg (mere) om det.

    Jeg krydser fingre for, at din behandling snart lykkes!

    Like

    1. Kære N.
      Tak for din lange og virkelig velovervejede kommentar. Det har taget mig lidt tid at tygge mig frem til, hvad jeg gerne ville svare, for der er så mange komplekse dele i alt det du og jeg skriver om, at det er svært at holde tungen lige i munden :)

      På den ene side har du jo både ret og rimelighed på din side. Selvfølgelig både kan og skal man kunne tale om de lykkelig omstændigheder man er I, når noget går godt. Og hvis man ikke ved, at der sidder et ulykkeligt menneske overfor en, så kan man med rette ikke rende rundt og holde alt det gode skjult, i frygt for “hvad nu hvis”. Og på den måde er mit indlæg jo klart et udtryk for et sorgfuldt og presset menneske, som blot har brug for at rase ud – ikke mod en bestemt person, men mod uretfærdigheder generelt.

      Når man til gengæld ved, at man sidder sammen med et menneske i dyb krise, så mener jeg til gengæld faktisk, at man har pligt til at tage hensyn. Også selvom det er drøn uretfærdig, når man er super lykkelig. Jeg kunne aldrig drømme om at sidde og poppe champagne over min lønstigning eller forfremmelse, hvis min bedste veninde lige havde været igennem en grim fyring – og ligeså med andre tab/anden sorg. Den som er stærkest, må i mine øjne tage mest muligt hensyn.

      En anden ting er det der begreb omkring misundelse, for det er også svært, synes jeg. Når jeg skriver misundelse, mener jeg i virkeligheden ikke at jeg mis-under (forstået som ikke-under) den anden hendes glæde. Mine veninder fortjener eksempelvis al lykke i verden, for de er det bedste jeg ved. Men andres lykke kan blive endnu en reminder om egen angst og sorg, og man kan blive så ulykkelig forbitret, ikke fordi den anden ikke må, men fordi man så gerne også selv ville. Jeg ved ikke, hvilket ord der kunne dække dette fænomen bedre, end jeg synes at “misundelse” kan?

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s