Så var der dét med kønnet…

Af én eller anden grund er det noget, som vi alle sammen bevidst eller ubevidst meget ofte kommer til at gå vældig meget op i. Næst efter terminen, er kønnet et stensikkert spørgsmål, når folk opdager bulen på min mave. “Ved I hvad det bliver” spørger folk gerne… og jeg kunne i starten ikke dy mig for at svare, at vi satsede på at det blev en baby. Morfar-humor længe leve!

Nå, jeg har skrevet om mit manglende behov for at kende kønnet tidligere. Det startede med at handle om, at jeg slet ikke ønskede at forholde mig til, hvad det var for en lille skrøbelig spire jeg bar rundt på. Jo mere kendskab og jo flere detaljer – jo mere personlighed og jo flere drømme – ja, så meget desto mere smerte ville jeg føle, når det hele blev revet væk fra mig igen.

Men langsomt som tilliden til graviditeten voksede, ændredes mine argumenter for ikke at ønske at kende kønnet. Dels bryder jeg mig ikke voldsomt om for mange køns-stereotype forestillinger fra det øjeblik baby popper ud. Dels havde jeg i perioder ikke ét eneste form for behov for at vide det. Ingen nysgerrighed – bare jeg måtte få en sund og rask baby med hjem. Tissemand eller tissekone – makes no difference.

Men… manden har haft det anderledes, og han har været voldsomt tålmodig med mig. De sidste par måneder har vi flere gange fået tilbudet, når vi har været til nogle af de ekstra tjek. Hver gang har vi takket nej – og han har lovet at jeg ville få al den tid jeg havde brug for, indtil jeg blev klar til at vide det. Selv har han været klar i månedsvis. Til gengæld lovede jeg, at jeg ville forsøge at blive klar. Forsøge at få lysten og modet til at vide, hvem der boede derinde.

Så da den alt for muntre lægedame i tirsdags spurgte endnu engang, sagde vi ja tak. Vi fik en lille seddel med os, hvorpå hun skrev kønnet på klumpen derinde, og gemte ned i en kuvert. Derefter gik vi over på stamcaféen, hvor vi fandt et hjørne for os selv… så sad vi ellers dér og stirrede på kuverten foran os. Lidt tøvende overfor at åbne den og læse indholdet.

Kæresten tog mod til sig – og læste sedlen. Han så dels overrasket, dels glad ud. Det var ikke dét vi havde troet, kunne jeg se på ham – trods min ellers meget stærke mavefornemmelse for hvad det var.

På sedlen stod, at vi skal have en pige :-)

Egentlig blev jeg dybt overrasket. Eller overvældet. Eller noget helt tredje. Det var helt uvirkeligt og jeg vidste egentlig ikke helt hvad jeg tænkte. Sådan gik der en halv times tid. Så blev jeg overmandet af en helt igennem varm og omsorgsfuld følelse – som har varet ved lige side. For selvfølgelig er det en lille pige. Min lille pige. Vores lille pige!

Jeg har altid forestillet mig selv som drengemor. Jeg aner ikke hvorfor. Men jeg har været næsten sikker på at det var en dreng derinde. Nu giver det i stedet helt vildt god mening for mig, at med alt det vi har været igennem, er det selvfølgelig en baby af det stærke køn, som har klaret at holde ved derinde. Min lille seje fighter!

Så trods min langvarige modstand, er jeg overvældende glad for at vide at hun er en hende, derinde.

Jeg forholder mig lidt mere til at det er et vaskeægte lille menneske derinde nu – det er mere virkeligt – præcis som et par erfarne kloge kvinder havde påstået, at det måske ville blive for mig. Jeg har takket kæresten for, at han var så pisse stædig, at han holdt på at vi skulle vide det – for nu føles det bare helt igennem rigtigt…

Selvfølgelig er hun en pige!