Kontraster

Tidligere skrev jeg om vores sidste besøg på Riget – som heldigvis endnu engang gik mere end almindelig fint og medførte stor lettelse og lykke.

Glad og forpustede nåede vi caféen i Ryesgade efter scanningen, hvor vi ville puste ud og fejre med lidt frokost. Det var møgvejr og tilpas deprimerende, hvis det altså ikke var fordi vi var helt høje på en fantastisk fin oplevelse.

Inde på caféen sad Maria Gerhardt med sin kone. Både manden og jeg er netop nu i gang med at læse hendes selvbiografi, som dels handler om hendes møde med sit livs store kærlighed, og dels handler om den alvorlige kræftdiagnose som hun på tragisk vis fik stillet for nogle år tilbage. For de af jer som måske ikke lige er opdaterede på den danske musikscene, er hun en kvindelig DJ som har gået under navnet Djuna Barnes.

Hun er ikke voldsomt meget ældre end os – og jeg ved fra hendes biografi at hun sammen med sin kone har en lille dreng. Hun var egentlig erklæret rask, men der er nu kommet et tilbagefald, kunne jeg for nyligt læse i medierne. Prognoserne ser vist ikke alt for gode ud, er mit indtryk. Der er blevet startet nogle landsindsamlinger rundt omkring, som vist skal hjælpe til at finansiere noget behandling i udlandet. Et sidste forsøg, måske.

De sad der kun et par borde fra os.Vi kunne ikke høre hvad de talte, om jeg måtte virkelige koncentrere mig for ikke at kigge hen på dem. Ikke fordi hun er kendt, men fordi det var underligt at vide noget så personligt om et andet menneske, selvom hun overhovedet ikke kender mig og omvendt. I hendes biografi kan jeg læse, at hun ofte drager over forbi caféen efter sine utallige besøg og behandlinger på Riget. Nu virkede det alt for kontrastfyldt at vi sad der og fejrede vores nyfundne lykke, alt i mens de sad der midt i noget af det sværeste livet kan byde på.

Jeg følte lige pludselig enormt meget med dette smukke fremmede menneske på caféen. Faktisk havde jeg lyst til at sige ét eller andet til hende, selvom det ville have været virkelig upassende. Men jeg havde lyst til at sige noget i retning af, at det er en røvsej og uretfærdig kamp hun og hendes kære kæmper, og at jeg ønsker hende al mulig styrke til at komme igennem den næste tid. Men jeg gjorde det selvfølgelig ikke. Jeg tænkte bare på hende… og det gør jeg stadig nu her et par dage efter…

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s