Mavefornemmelser

Dagene går og ugerne gør det samme. Jeg er nået ind i det 2. trimester – og det er ret surrealistisk for mig. Jeg bliver stadig grebet af angsten for, at det hele snart bliver taget fra mig igen. Når jeg vågner om morgenen, skal jeg altid aktivt huske mig selv på, at det ikke er noget jeg har drømt. At jeg stadig er gravid, indtil andet er bevist.

Min hjerne har svært ved at tro det – og min krop har ikke de store reaktioner, ud over en voksende bule foran, som nok snart gør det svært at være i de stramme jeans. Jeg er slet ikke mentalt klar til ventetøj – slet ikke. Min ny-fundne overtro blokerer for den slags indkøb, i hvert fald lidt endnu. Det bliver ikke nemmere med tiden at skjule det på arbejdet – synes allerede at min ene kollega har skævet til maven op til flere gange. Bare lidt endnu…

De sidste måneder har været præget af mange op og nedture. Af mareridt, angst-anfald og “babu babu” afsted til akut scanning ved den mindste blødning. Og også af vild og uvirkelig glæde. Det har været udmattende, men samtidig er jeg selvfølgelig helt igennem taknemmelig for, at have fået lov til overhovedet at gå det igennem. At få lov til at komme længer, end jeg havde troet at det var muligt.

Nu hvor roen jo alligevel, trods alt, er faldet en smule mere på end i den tidlige start, er der nogle ting jeg bemærker, når jeg ser tilbage på de seneste måneder. Én af dem er lidt underlig, så jeg håber at I vil bære over med mig, nu hvor jeg forsøger at skrive om det.

Lad mig endelig afklare, at jeg ikke tror på “6. sanser” eller på andre spirituelle forklaringer – og jeg er heller ikke gået hen og er blevet synderlig religiøst ovenpå mine to streger – alligevel synes jeg bare at det er lidt pudsigt. Lidt mærkeligt.

For hvis der er noget der har kendetegnet alle de andre graviditeter før denne, så er det at jeg altid har haft en ganske klar mavefornemmelse, når det gik galt. En fornemmelse af at den vitterlig var gal – og at det var et spørgsmål om tid før lægerne bekræftede dét, som jeg allerede vidste i forvejen. Jeg har sikkert været vildt irriterende igennem alle de mange ugers samlet ventetid, hvor vi er blevet bedt om at se tiden an og “håbe på det bedste” – for jeg synes hver gang at jeg har været temmelig klar over, at der ikke var meget at håbe på.

Det var eksempelvis grunden til, at jeg valgte at blive opereret tidligere på året, selvom lægerne gerne ville vente lidt – jeg vidste hvad klokken havde slået, og ville bare gerne have det overstået.

Men… Det har været anderledes denne gang. Ikke at jeg har haft en tydelig fornemmelse af at, “nu ville det gå godt” – slet ikke. Jeg har været pisse ræd for at der skulle sker ét eller andet. Men min mavefornemmelse af at den var gal, har været fraværende. Min faste overbevisning, som nogle gange har overtrumfet lægernes ord, har ikke været der. Selv de gange hvor jeg har blødt og er styrtet afsted med vild panik mod den nærmeste scanningsklinik, har jeg ikke haft den der helt tydelige “nu er det slut”-afklaring i maven.

Manden og jeg talte om det på et tidspunkt. Han opfordrede mig til virkelig at stole på, at jeg ville kunne mærke hvis der var noget galt. For det havde jeg jo før kunne mærke, næsten alt for præcist. Og hvis jeg ikke mærkede noget denne gang, så måtte det være fordi at alt var i fin orden.

Det kunne jeg selvfølgelig ikke sådan lige efterkomme, for i mit hovedet stolede jeg på absolut ingenting ud over hjerteblink på en sort/hvid skærm. Men jeg ville da egentlig ønske, at jeg havde turde finde lidt ro i fornemmelsen.

Om man kan ligge noget i det? Sikkert ikke. Og jeg har som sagt heller ikke turde lytte til det uanset hvad, for jeg stoler ikke på noget som helst når det kommer til graviditeter. Men det er da alligevel lidt skørt…

Lige nu mens jeg skriver dette, har jeg egentlig en fornemmelse af, at det ender godt det her. Jeg tør ikke sige det højt (bloggen tæller ikke) – men en lille del af mig må være begyndt at tro bare en anelse. Det synes jeg er ret modigt af min hjerne, sådan at kaste sig ud i.

Måske har jeg  lige jinxet det hele voldsomt meget…

2 thoughts on “Mavefornemmelser

  1. Jeg har sjovt nok haft det lige omvendt og har hver gang følt mig fuldstændig taget på sengen. Selv da jeg havde en GUL, hvor jeg havde haft stærke smerter et par gange i graviditeten samt var blevet scannet, testet og VARSLET om, at det kunne være problemet, var jeg total clueless. Her i tredje IVF med første ægoplægning er første gang, hvor jeg ikke var specielt overrasket over, at det ikke blev til noget – måske bliver man alligevel lidt immun undervejs?

    Jeg håber, det betyder for dig, at troen er ved at indfinde sig – jeg tror hvert fald efterhånden ikke en skid på jinx, held og mirakler, men mest bare på lægevidenskab og anatomi. Og hvorfor skulle den ikke være på vores side på et eller andet tidspunkt?

    Like

    1. En smule imun bliver man desværre ja – hærdet overfor selv det hårdeste. Min 3. abort var ikke “særlig slem” i sammenligning med de andre – jeg var blot lettet over at det gik hurtigt og smertefrit.
      På en måde er det måske meget godt, at din hjerne nægter at acceptere det ulykkelige, selv når tegnene er der. Omvendt er jo ikke nemmere at tackle overraskelsen af den grund.
      Og ja – der er alt for meget overtro, mystik og vandrehistorier over hele fertilitetsområdet – ud med det og ind med noget lægevidenskab, tak!

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s