X eller Y?

Som i kromosomer – er det en dreng eller en pige? Selvom det nærmest virker umuligt, er vi så småt ved at nå frem tidspunktet for, hvor det er muligt at få afklaret, hvad der gemmer sig bag bulen i maven og under de ømme bryster. Hvis man har lyst, altså.

Men jeg er ikke klar.

Jeg forstår godt at det er noget, som normalt driver nysgerrige forældre til randen af utålmodighedens sinddsyge, når de får muligheden for at vide, om at det er en bob eller en bobine, som ligger derinde. Jeg synes egentlig også, at det er ret fantastisk, at man kan se den slags allerede nu, hvor fosteret egentlig ikke er meget længere end mit dankort.

Men jeg har slet ikke på nogen måde travlt. Det er ikke fordi jeg som sådan er i mod man får det oplyst – eller har særlige kønspolitiske argumenter i ærmet – det er rent og skær følelsesmæssigt. Jeg er ikke klar til at personificere min graviditet så meget, at jeg ved om der gemmer sig en lille tissemand- eller kone derinde. Det er som om at det vil gøre det en tand for virkeligt, end tand for menneskeligt? Åh for fanden, hvis det så går galt… har man så ikke endnu mere man mister? Eller er jeg helt idiot?

Manden vil vældig gerne vide det. I sin evigt optimistiske tilgang til verden tror jeg ikke at der er så super mange forsvars-mekanismer tilbage i ham. Han skal være far, og der er ikke så megen grund til at lade glæden påvirke af for mange forbehold. Derfor kan man jo ligeså godt få kønnet af vide også – nu hvor det kan lade sig gøre?

Men han har lovet at give mig tid. Og jeg har til gengæld lovet at forsøge at arbejde på at blive klar. Arbejde på at få lyst til at vide det.

Jeg kan godt se at det er praktisk. Men jeg har nu aldrig drømt om at gå amok i hverken lyserødt eller -blåt (måske er der alligevel en anelse kønspolitik gemt i mig?). Selv er jeg vokset udmærket op i forholdsvis kønsneutrale omgivelser og med arvetøj fra min fætter, som sjovt nok var en dreng. Faktisk giver det mig en anelse creeps når forældre går komplet prinsesse-amok i en sky af lyserød tyl og flæser…

Don’t get me started på dem, som rent faktisk omtaler deres afkom som netop “prinsessen”…

Men igen… det er altså mest af alt bare fordi jeg endnu ikke er klar. Jeg har rigeligt at gøre med at forstå, at der gror noget derinde. Når jeg stadig intet mærker og ingen gener har, er det svært nok i sig selv at tro på. Bulen på maven kunne ligeså godt skyldes dét lune thebirkes, som jeg lidt for ivrigt kører ned næsten hver morgen.

Det er svært for mig for alvor at tro, at man kan have en mavefornemmelse for den slags – altså for hvilket køn det gemmer sig derinde. Ud over at man jo har temmelig gode odds for at gætte rigtigt. Sådan omkring 50 % vil jeg mene.

Men hvis jeg skal vælge, tror jeg at det er en dreng. Mest fordi jeg nok tidligere har forestillet mig, at jeg ville blive mor til drenge. Måske ubevidst fordi mit temperament passer mere til lego end til perleplader. Men vi får se… og det er jo i virkeligheden komplet og aldeles ligegyldigt hvad det er for én derinde, det er indlysende. Hvis bare den er sund og glad.

Men jeg er endnu ikke klar…

Advertisements

14 thoughts on “X eller Y?

  1. Jeg håber, du selv kan se ironien i at hade udtrykket “prinsesse” (er forresten enig!) og så efterfølgende antyde, at piger ikke leger med Lego eller drenge med perleplader ;) Jeg har selv en nevø, som i en periode ofte lavede perleplader iført lyserød prinsessekjole :D

    Personligt har jeg tænkt, at NÅR (!) jeg kommer dertil, vil jeg ikke vide kønnet. Jeg er så træt af at vide alt hele tiden (altså undtagen hvorfor mine æg ikke vil opføre sig ordentligt) – scanning på scanning, antal æg. størrelsen på dem etc. For mig er det en måde at få bare lidt magi ind i noget, som er blevet drænet godt og grundigt for alt det sjove…

    Like

    1. Jeg kan så godt se din pointe!! Og jeg grinte lidt af mine egne stereotyper, da jeg skrev. Tak for påmindelsen – egentlig legede jeg jo også mest med lego iført kondisko og cowboybukser, men jeg var jo sådan set ikke mindre “pige” af den grund :-)

      Forstår godt at du slet ikke vil vide noget (andet end lige den med æggene). Jeg tror faktisk også godt at jeg kan undvære. Manden er dog meget utålmodig og jeg tror at det er en måde for ham, at gøre det mere konkret. Jeg ved ikke helt hvor vi ender, men jeg har som skrevet lovet at arbejde på “lysten” til at vide det….

      Like

  2. Jeg læser glædeligt din blog selvom jeg ikke lider af infertilitet (er det noget man lider af? Eller lider under? Eller hvad siger man??)

    Da jeg var gravid sidste år, ville jeg heller ikke vide kønnet. Jeg synes ikke det er spor mere praktisk, og jeg kunne vist nok slet ikke rumme at personificere den lille alien så meget.. ligesom jeg synes at 3D scanninger er decideret uhyggelige..

    ..og må jeg tilføje at den lille alien aldrig har frosset på denne side af maven ;-) (og at min mave fornemmelse i øvrigt havde helt styr på kønnet)

    Like

    1. Uh, jeg har det på samme måde med 3D! Under én af de utallige tryghedsscanninger, ville den søde læge gøre lidt ekstra og printede et billede i 3D. Det ser SÅ freaky ud, selvom det blot var en lille reje på det tidspunkt.

      Dejligt at du læser med, selvom du ikke selv lider af (tror jeg at jeg ville sige) infertilitet :-) Kh Signe

      Like

  3. Først og fremmest: tak fordi du deler ud af dine tanker og giver en stemme til et emne, der ligger mit hjerte meget nært. Jeg har selv ventet i 9 år og været igennem utallige undersøgelser, behandlinger og et tocifret antal aborter, inden det endelig blev min tur (mit mirakel kom endelig til verden i juli i år).

    Jeg kan virkelig godt forstå din tumlen med at forstå, at det er virkeligt. Jeg brugte det meste af min graviditet på at forsøge at tro på det og jeg nåede rigtig langt, men der var dele af mig, der ikke turde forholde mig til det helt, før den dag jeg holdt ham i mine arme. Sandheden er, at selvom man har kæmpet så mange år for netop det, så er en graviditet ikke lutter lykke, når man har været det igennem vi har. Den er fyldt med dobbelthed. Glæde og frygt/bekymring, hånd i hånd. Selvom jeg godt vidste, at slaget ikke ville være mindre, hvis det skulle gå galt, uanset at jeg havde forsøgt at forberede mig, så var det svært at give efter og glæde sig og elske spiren ubetinget.
    Men på et tidspunkt i graviditeten begyndte jeg at blive bekymret for, om de forbehold jeg havde, pga min fortid, ville skade min tilknytning til barnet. Det ville jo være frygteligt, hvis jeg ikke gav ham alt den kærlighed han skal ha, fordi jeg er skadet af fortiden. Her hjalp det mig rigtig meget at kende kønnet, så jeg ku forholde mig til ham som et menneske, en lille dreng, min lille dreng. Ikke bare en ‘den’.
    Blot et input til jeres overvejelser om, hvorvidt I vil vide kønnet. Måske giver det mening for jer, måske ikke. Uanset , så er jeg sikker på I kommer frem til den rigtige beslutning for jer.
    Jeg krydser fingre og sender de bedste tanker til jer og jeres lille spire <3.

    (Og nej, de læser ikke journalen på Riget og kender ikke ens baggrund, med mindre man selv nævner den. Det kan både være en fordel og en ulempe synes jeg – det er rart at blive mødt med forståelse, men jeg oplevede også at det var rart ind imellem at føle sig som en "normal" gravid og blive mødt med indstillingen at "selvfølgelig er jeres barn sundt og rask".)

    Like

    1. Tak for dine fine overvejelser. Jeg har selv tænkt tankerne omkring tilknytningen allerede – altså tænkt over om det vender og om jeg kommer til at kunne give den lille al den kærlighed som der skal til, hvis jeg bliver ved med at have så svært ved at forholde mig til det. Men jeg tror det ikke. Jeg tror på at det kommer snigende og om ikke andet, så kommer for fuld styrke når “den” er ude hos os. Meeeeen… tvivlen dukker op – og i den forbindelse kan jeg godt se, at det måske senere hen kan give rigtig god mening at tage kønnet med, for netop at virkeliggøre det. Det er meget det som er på spil for manden min, tror jeg – at han nemmere vil kunne knytte følelser til “det i maven”, når han ved lidt mere om hvem der ligger derinde. Jeg vil i hvert fald have dine tanker i baghovedet. Tillykke med din søn! De allerbedste hilsner, Signe

      Like

  4. Kære Signe
    Jeg har fulgt dine skriblerier og meget ærlige tanker om jeres kamp for at blive gravid. Jeg lider ikke selv af inferlitet, men din blog giver et kærligt indblik i, hvad der mon foregår i veninder m.fl, som deler din situation, tak for det.
    Jeg har først og fremmest lyst til at sige tillykke med, at du endelig får lov til opleve lidt glæde og fornemmelsen af den lille spire i maven. Samtidig har jeg lyst til at dele med dig, at du ikke er alene med din forundring over livet i maven og tanker om tilknytningen. Jeg er nu gravid for anden gang og stort set samtidig med dig, idag uge 17. Jeg kan stadig ikke forholde mig til, at der er liv derinde og jeg er heller ikke nået til den store ekstatiske glæde omkring det. Jeg tænker, at det er sgu helt okay!! Sidste gang startede tilknytningen først langsomt efter uge 20 og især, når jeg og vi begge kunne mærke hende, det er helt specielt. Som May også skriver, så hjalp det os at kende kønnet, selvom jeg godt kan genkende dine tanker ifht personificering.
    Jeg ved, at jeg selv et par uger efter fødslen tænkte tanken: ” om jeg mon ville kunne undvære hende?” “ville jeg mærke forskel?” …den lille klump som lå der og ikke gav respons på meget! Nu er hun hele mit liv!
    Unden at underkende, hvad du har været og er igennem, så har jeg bare lyst til at give et lille pip af mod til dig og sige, at du skal nok nå det med tilknytning! Intet hastværk, det kommer i dit tempo, og det er ikke unormalt, infertilitet eller ej;-)
    Jeg håber alt går godt for dig og tak for at dele dine tanker
    Lene

    Like

    1. Kære Lene. Tusind tak for at du deler dine tanker og for at du læser med på bloggen. Jeg blev faktisk rigtig glad for din beskrivelse af egne oplevelse. For at følelsen af at det er uvirkeligt ikke nødvendigvis alene skal tilskrives min komplicerede historik. Jeg tror at du har ret – det skal nok komme – og måske er det meget almindeligt at det for nogle af os tager lidt tid. Det gør det i hvert fald for mig, denne gang – åbenbart.
      Stort tillykke med din graviditet – jeg håber at det snart bliver “virkeligt” for os begge :-)

      Like

  5. Der er gode argumenter for både det ene og det andet. Jeg har prøvet både at kende kønnet på forhånd og ikke at vide det. Det var en kæmpe oplevelse først at få kønnet at vide til fødslen (og overraske bedsteforældrene bagefter), men også dejligt ved næste graviditet at kende kønnet på forhånd og kunne forberede storesøster på, hvad der ventede hende. Mærk efter, hvad der føles rigtigst for dig og din kæreste. Hvem ved, måske bliver du bare alt for nysgerrig, når du først ligger der ti scanningen.
    PS. Hvis I ikke vil vide kønnet, kan det være en god idé at sige det til scanningsdamen, inden hun går i gang – nogle går nemlig ud fra, at alle pr. automatik vil vide det.

    Like

    1. Det må være så syret (og måske ret fedt?) først at vide det på dagen… men jeg ser vitterligt også det fine ved at vide det på forhånd. Særligt betyder det noget for manden, som jeg skrev. Måske bliver jeg mere klar som tiden går – og vi har en del scanninger tilbage til at beslutte det :-) Skal nok huske at sige det hver gang, så er ikke sker fejl!

      Like

  6. Hej :-)

    Jeg har også kommenteret på en kommentar, du skrev på Min Mave på et tidspunkt – også vedrørende kønnet. Ved ikke, om du husker det, men det var mig, der prøvede at slå et slag for, hvorfor det kan være positivt at kende kønnet.

    Igen vil jeg sige til dig, at jeg vil opfordre dig kraftigt til at TRO på din graviditet (lige nu ser vi lige bort fra, om du behøver vide kønnet eller ej, ikke). Jeg forstår dig så godt! Jeg har selv kæmpet meget med at turde tro på min graviditet, og jeg kæmper stadig. Men jeg lover dig – det du har gang i hjælper dig ikke. Det er en forsvarsmekanisme, men det er ikke en positiv en af slagsen.

    Jeg ved (fordi jeg selv har gjort/gør det samme), at du prøver ikke at glæde dig for meget, fordi du så føler, der er mere at miste. Men du bliver nøjagtigt lige så ked af det, hvis du mister nu – uanset om du har turdet glæde dig og ‘nyde’ graviditeten eller om du har levet med forbehold og frygt. Til gengæld ødelægger du en masse for dig selv ved ikke at kunne overgive dig til den lykke, du står midt i.

    Det har taget mig et laaaaangt psykologforløb at komme dertil, hvor jeg er nu, men det er begyndt at gå op for mig, at man ikke kan forberede sig psykisk på at miste. At miste bliver ikke hårdere af, at du har glædet dig. Tværtimod har du ikke undt dig selv glæden. Min psykolog hjalp mig blandt andet til at se, at vi mennesker kan miste hver dag! Men skulle vi så ikke glæde os over det vi har? Bliver det ikke værre, at vi går rundt og frygter hele tiden? Hvis vi endelig mister, vil vi så ikke gerne kunne se tilbage på den gode og glade tid?

    Jeg ved, det er lettere sagt end gjort at få sig selv derover – som sagt kæmper jeg stadig, og jeg er i uge 28 og mærker liv hver dag efterhånden. Men det hjalp mig lidt at begynde at tvinge mig selv til at opføre mig som en gravid. Gå ud og købe lidt ventetøj, kigge lidt på babyting, barnevogne osv. Og jeg synes selv, at jeg er kommet langt efterhånden :-)

    Håber ikke det her lyder som en provokation. Jeg ønsker bare virkelig, at alle gravide skal have lov til at nyde deres lykke bare et minimum! :-)

    Alle de bedste ønsker til dig!

    Like

    1. Kære Marie.

      Tak for din besked – som jeg bestemt ikke tager som provokation, men blot et forsøg på et velmenende råd baseret på dine erfaringer. Tillykke med din graviditet – det må være skønt at være nået så langt.

      Jeg oplever ikke som sådan at jeg forsøger at undgå at glæde mig – for jeg vil faktisk rigtig gerne glæde mig. Jeg prøver lidt af gangen når jeg tør – men det lykkes ikke for alvor, selvom jeg kommer lidt nærmere uge for uge.

      Men… selvfølgelig er der en forsvarsmekanisme, det er klart – også selvom jeg prøver at kontrollere den, den smule jeg kan. Min urhjerne og krop husker desværre alt for godt hvad den har været igennem.

      Jeg tror og håber at det kommer lidt efter lidt, hvis jeg får lov til at fortsætte med en sund og rask graviditet. Men jeg forventer ikke at angsten slipper – og jeg tror at jeg kan lære at acceptere den som en del af vilkårene for en graviditet som denne.

      De bedste hilsner til dig.
      Signe

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s