Detox

Da jeg begyndte på dette indlæg, var det blot for at give et lille indblik i, hvordan det står til her midt i min underlige limbo af ventetid, frygt og en smule (virkelig forsigtig) glæde. Nu har jeg skrevet det hele lidt om et par gange, og kan godt se at det måske bliver temmelig rodet. Det passer meget fint til tilstanden i det store hele, egentlig.

Vi har bevæget os ind i uge 10 – hvilket for mig er både helt uvirkeligt og utopisk, men samtidig jo selvfølgelig også giver en eller anden form for lettelse. Det er det længste jeg nogensinde har været, uden at det endnu er gået galt. Det tætteste vi har været på opfyldelsen, af den mangeårige drøm.

Så meget desto mere har vi jo så også at miste.

Dagene går sådan lidt i ring. Jeg er ikke dybt ulykkelig eller skræmt fra vid og sans hele tiden – men det er alligevel utroligt udmattende at være inde i mit hoved. Frygten kommer i bølger og rammer mig når jeg synes at opfange de mindste faresignaler : Er jeg begyndt at bløde, hvorfor er mine bryster ikke mere ømme, hvad var nu det for et stik i maven? Der skal ikke meget til at tippe læsset og jeg har haft virkelig mange tudeture igennem de sidste uger. Mange flere end hvad der er klædeligt.

Jeg prøver at tøjle angsten med det bedste våben jeg har – tryghedsscanningerne. Hvis det stod til mig, var der ingen øvre grænse for hvor ofte jeg gerne ville forbi og tjekke det lille liv. Men det lader sig ikke gøre, selvfølgelig, ikke hele tiden. Jeg har ikke tal på antallet af scanninger indtil nu, faktisk – hvilket vidner om at det måske tenderer til at tage lidt overhånd.

Jeg har ikke blødt siden mit panik-anfald i sidste uge, og jeg begynder at turde tro mere og mere på at det virkelig blot var Lutinus, som var skyld i en lille rift eller lignende. Jeg er blevet scannet flere gange siden da, og der er ikke grund til bekymring, påstår de. Nu er jeg heldigvis på “udtrapning” af både Lutinus og Østradiol, og jeg glæder mig voldsomt meget til at “få min krop tilbage“.

Så nu er jeg på detox i mere end én forstand – dels nedtrapning af al medicin, dels et forsøg på at netrappe antallet af scanninger. Den næste er i kalenderen til mandag den 7. september, og derefter er der ikke booket yderligere før NF om tre uger. Jeg ved sgu ikke om det holder…

Det er underligt at vide, sådan faktuelt, at jeg gravid. Det føles fortsat slet ikke sådan – hverken fysisk eller følelsesmæssigt (ud over den evige følgesvend – angsten for at det snart går galt). Jeg har fortsat stort set ingen symptomer på noget som helst – og jeg skal derfor hele tiden minde mig selv om, at jeg jo altså har set ved selvsyn, at den er god nok. Hvis jeg ikke havde lægens ord for det, kunne jeg godt lige nu være én af de kvinder, som ikke opdager en graviditet før de er meget langt henne. Mærkeligt.

Heller ikke følelsesmæssigt, er der rigtigt noget at spore. Jeg ville så gerne kunne glæde mig og mærke lykkeboblerne i kroppen. Jeg ville så gerne føle mig “forbundet” med dét derinde… men det udebliver altså for nuværende.

Vi har aldrig været så langt før, bliver jeg ved med at messe for mig selv. Vi har aldrig været så tæt på noget, som måske kunne komme til at gå godt…

10 thoughts on “Detox

  1. Der var en gang en klog dame der sagde til mig at hvis det går galt, gør det ikke sorgen større, at man har givet sig hen til glæden og håbet, end hvis man har bekymret sig undervejs – i det mindste har man så været glad og håbefuld undervejs. Jeg ved af erfaring at det kan være svært at give sig hen og tro på det. Jeg havde heller ikke de store symptomer i starten (gravid efter 3 års ICSI og 2 aborter undervejs) og har det stadig ikke nu i uge 25 – men nu kan jeg mærke det lille liv derinde flere gange hver dag og det er det der for alvor har givet mig roen.
    Håber du også finder den snart.

    Like

    1. Hej Ditte.Tak for din fine besked – og tillykke med de 25 uger – det må være vildt. Jeg ved at du har ret, og jeg prøver hver dag at glæde mig bare en lille bitte smule. Når jeg kan og tør, gør det det hele meget nemmere. Jeg håber at det bliver bedre og bedre som tiden går. Hvis jeg får lov til at komme så langt som du, er jeg sikker på at det bliver nemmere. Kh Signe

      Like

  2. Hej Signe.

    Jeg er ny her på bloggen, men hvor er den fin. Tak for din ærlige beretning, og kæmpestort tillykke med det lille liv i maven. Jeg har rigtig mange i min omgangskreds, der har historier, der ligner din, og det er rart at få lov at blive klogere, uden at skulle plage livet af de kvinder, der ikke oveni alt det andet, skal klappe stavelser for mig. Jeg ved godt, at ikke to historier er ens, men det giver stadig et fint billede af, hvad det er der fylder, når man læser din beretning.

    Jeg er selvvalgt alenemor, og har for 11 uger siden fået lille Frida. Hun er mit andet barn, og hvor den første graviditet var stort set problemfri, indtil jeg ramlede ind i en svangerskabsforgiftning i 33. uge, har jeg denne graviditet blødt flere gange om ugen, fra uge 8 til uge 25. Det var rædselsfuldt. Det føltes som at gå til eksamen, hver eneste gang, jeg skulle på toilettet. For mig fik det den konsekvens, at jeg mentalt var virkelig bag ud ift. at forberede mig på hendes ankomst, for jeg var næsten i 7. måned, før jeg endelig turde tro på, at hun kom. Så selvom jeg ikke har dit lange, svære forløb bag mig, kender jeg alligevel til den angst, du beskriver.

    Jeg krydser alt, hvad krydses kan for at du om 30 uger får lov at lide alle verdens kvaler på fødelejet, og sige velkommen til det vigtigste i hele verden:)

    Kh

    Linda

    Like

    1. Hej Linda
      Tak for de pæne ord om bloggen – og velkommen til. Et stort tillykke med Lille Frida, som trods en masse graviditetsbøvl med sikkerhed har vist sig at være hele kampen værd. Jeg håber meget at du har ret – og jeg håber også at jeg får lov til at nyde en smule af graviditeten, efterhånden som tiden skrider frem.
      De bedste hilsner
      Signe

      Like

  3. Hej Signe.
    Håber I havde en god scanning i går? Jeg glæder mig til en forhåbentlig positiv update :-)
    Vil bare sige at jeg sidder her i 21. uge og har stort set ikke mærket noget til min graviditet, frem til nu hvor jeg så småt begynder at kunne mærke liv derinde. Tog faktisk mig selv i i starten nærmest at ønske mig kvalme, for så havde jeg da et tegn på graviditeten ;-) Men det er jo helt fjollet og hvor skal man nyde det, når alt går godt. Der er liv derinde og du har det dejligt fysisk. Hurra!
    Håber alt det bedste for jer – det skal nok blive et smukt forløb for jer. Det tror jeg på!

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s