Bare et lille hysterisk pip…

I tilfælde af at nogen er trætte af, at alle mine skriblerier handler om abort-angst og hyperventilation, er det nok et udmærket tidspunkt at stoppe læsningen. Til jer andre – kom ikke og sig, at jeg ikke har sans for drama!

Weekenden har ellers været dejlig! Jeg gjorde hvad jeg gør bedst i pressede situationer, nemlig at stikke fysisk af fra det hele. Denne gang blev destinationen Amsterdam, med en god veninde under armen. Det er jo et trick jeg før har afprøvet, og det fejler aldrig.

Nå, men eftersom der nødigt skulle gå for mange dage uden et emotionelt mini-drama, sendte jeg manden på en uges arbejde i udlandet og tog med oprejst pande hul på en nogenlunde spændende arbejdsuge. Det gik egentlig fint, sådan til at starte med. Så blev det tirsdag, og på én eller anden måde fik Fanden tag i mig. Der var uendelig langt til næste scanning, som er på torsdag (!)

Jeg besluttede derfor at tage en graviditets-test (seriøst – jeg lover at jeg godt selv er klar over hvor ynkeligt der er!) Ét eller andet i mig havde bare behov for at se de to streger. Det kan vist ikke forklares anderledes.

Så jeg satte mig til at tisse i den velkendte plastik-kop, som så mange gange før, og følte mig komplet og helt igennem åndssvag. Med rette! Men så  var det bare lige at jeg kiggede ned i den der kop. Og så at der slet ikke var tis i den, som forventet. Der var til gengæld blod.

Det er nok unødvendigt at sige til kvinder som har aborteret, hvilke tanker og følelser som flyver igennem hovedet på én i dette splitsekund. Alt det rationelle ved jeg godt – at mange bløder, at det ikke behøver at betyde noget, at alt stadig kan være fint, osv. Men det er jo lige meget, når man sidder der. Fuldstændig lige meget – for inde i mig betyder det jo kun én ting, det har jeg oplevet igen og igen. Drømmen var slut – og det var blot et spørgsmål om at få en læge til at bekræfte det.

Jeg gik i absolut handlings-mode. Ringede til Trianglen lidt i lukketid og fik fat på en sygeplejerske. De kunne først se mig næste morgen, netop grundet det sene tidspunkt. Jeg lagde på og ringede 1813 – her ville røvhullerne (ja, undskyld mig!) kun henvise mig videre til Riget, såfremt jeg havde smerter. Det havde jeg ikke.

Derpå forsøgte jeg at trykke på samtlige sympati-knapper, men damen var ikke til at rokke en millimeter. “Hvis det er en abort, er der jo alligevel desværre ikke rigtig noget de kan gøre for dig” messede damen i røret”, dog med en snert af medfølelse i stemmen. “Tak, det er jeg ganske klar over – det er min femte abort og jeg har bare brug for afklaring“, hvæsede jeg tørt ind i røret.

Så lagde jeg på og gik i gang med selv at finde nummeret til gynækologisk afdeling på Rigshospitalet. De har opereret mig flere gange, når jeg har været gravid udenfor livmoderen, og jeg har derfor et direkte nummer til deres døgn-afdeling. Det var jeg ikke bleg for at udnytte, tænkte jeg, imens min puls nærmede sig et uhensigtsmæssigt maksimal-niveau.

Men så ringede telefonen. Det var Trianglen. Nogen havde forbarmet sig over mig og de kunne klemme mig ind lige inden lukketid, hvis jeg kunne være fremme på et kvarter. Vi bor unægteligt ca. 20 minutter derfra, men jeg var ikke i humør til fordybelse i den slags detaljer, og jeg kastede mig derfor ned i en taxi og drønede afsted. Den søde tykke taxamand må have opfattet mig som dagens absolut mest ustabile kunde. Nuvel.

I taxaen nåede at jeg tænke over, hvordan jeg dog skulle overbringe de frygteligt nyheder til kæresten. Åh, han ville blive så ked af det, at jeg næsten ikke magtede det. Skulle jeg vente til han var tilbage i Danmark igen? Jeg ville jo ikke kunne skjule det… åh! Endelig nåede vi frem til klinikken.

“Ja, du har i hvert fald ikke aborteret” konstaterede lægen med dildo-scanneren efter ganske få sekunders undersøgelse, der føltes som timer. Jeg forstod ikke hvad han mente. Var det ikke slut? Eller havde jeg bare ikke udstødt det endnu? Hvad mente manden?

“Her blinker hjertet – og den vokser lige som den skal” fortsatte han pædagogisk, imens hans pegede på den sort/hvide skærm. Jeg kunne godt se det, når jeg anstrengte mig. Min hjerne prøvede at opfange betydningen: Du er stadig gravid. Der er stadig håb! Det er ikke slut!

Så stod jeg ude på gaden igen. Lettet, forpustet og efter at have spontan-krammet både læge og sygeplejerske på en helt sikkert alt for voldsom måde. Jeg gik derop hjem og sov som en sten i flere timer.

Som sagt, kom ikke og sig at jeg ikke har sans for dramatik!