Tilknytning i femte omgang…

I min første graviditet – før vi endnu anede at moder natur var en nådesløs dame med helt andre planer – tog det os ingen tid at hoppe direkte ind i graviditetsboblen: Vi jokede med mine hormoner, med mine madvaner, vi drømte om indretning af børneværelse – alt det som sikkert kendetegner helt almindelig redebygning og reproduktion. Min mand faldt gerne i søvn med en hånd på min mave hver aften – og drillede mig gerne med at “det var hans søn, der lå derinde”. Ja, sådan var livet så uskyldigt…

Alt dette gjorde vi stort set ikke anden gang jeg blev gravid… og da slet ikke tredje! Vi vidste at intet skulle tages for givet – for så snart vi begyndte at glæde os, ville det sikkert være slut. Man skulle jo nødigt friste skæbnen, ved at tro på for meget for hurtigt og vi var således ganske kloge – og kyniske – af skade. Vi kendte en del mere til livets barske realiteter, og jeg huskede smerten over at have følt mig fjollet. Fjollet over at have gået og troet på at jeg var rigtigt gravid, at jeg skulle have en baby. Følelsen af at have været virkelig naiv, forfulgte mig i meget lang tid efter…

Det har sat sine spor, som jeg først for alvor her i femte omgang er blevet meget bevidst om.

I samtlige andre graviditeter, selv de seneste af dem, har jeg nærmest fra øjeblikket hvor jeg så de to streger, været ramt af en varm følelse af tilknytning og omsorg for dét som spirrede i min mave. En varm ømhed, som er svær at forklare – også selvom jeg særligt tredje og fjerde gang bibeholdt en vis distance. Jeg har tænkt på dét i maven som noget virkeligt, og som noget jeg skulle passe på. En spirrende mor-fornemmelse, kan man måske endda kalde det?

Det har givet sig udslag i, at jeg har været bevidst om at jeg var gravid, at jeg har forsøgt at leve efter det og at det helt naturligt har påvirket hvad jeg fx har spist eller anvendt af kosmetik. Det er kommet helt naturligt, og jeg er vist alligevel ikke synderlig hysterisk hvad de ting angår – bare sådan almindeligt fornuftig.

Den må jeg med skam indrømme, at jeg ikke rigtigt kan finde frem denne gang. Jeg prøver – og jeg er selvfølgelig bevidst om hvorfor “følelserne” og bevidstheden udebliver. Min hjerne forsøger sig klart nok med en solid omgang selv-beskyttelse!

Men jeg føler mig ikke særligt gravid – hverken fysisk eller følelsesmæssigt. Mine symptomer er til at overse, og jeg skal aktivt tvinge mig selv til at huske på dét flere gange dagligt: “Du er gravid endnu, du er gravid endnu, du er gravid endnu”. Når jeg så husker det, bliver jeg varm og glad for en stund, men så overtager skepsis alligevel ganske hurtigt: “Lad os nu se, hvor længe der varer”. Den naturlige varme og omsorgsfølelse, som jeg kendte fra tidligere, udebliver altså for nuværende. Aktivt skal jeg huske på, at jeg er gravid og derved også “tvinge” mig selv til at leve derefter.

Jeg håber sådan at det ændrer sig med tiden – at det får lov til at ændre sig fordi vi får tid nok. At det bliver mere naturligt og ikke så fremmed en fornemmelse for mig.

Igennem årene som ufrivillig barnløs tror jeg at de fleste gør sig mange tanker om den dag miraklet indtræffer – og der er jeg ikke spor anderledes. Jeg har forestillet mig hvordan ville blive og være, jeg har spillet “indre film” i timevis. Jeg må dog indrømme at det hele lige nu mest bare synes så tilpas uvirkeligt, så den føromtalte og forventede eufori træder ligesom en smule i baggrunden. Det samme gør altså åbenbart den øjeblikkelige tilknytningsfølelse, lidt endnu…

26 thoughts on “Tilknytning i femte omgang…

  1. Nu har jeg kun været rigtig gravid en gang, men jeg havde og har ingen symptomer på det..
    Det var sindsygt uvirkeligt for mig og jeg havde intet forhold til det der lå der inde.. Jeg har aldrig tudet til en scanning, for ærligt forbandt jeg det ikke med at det lå inde i min mave..
    Det var først da jeg begyndte at kunne mærke ham at det blev en lille smugle virkeligt.. Og jeg kan stadig glemme jeg er gravid og det er stadig mærkeligt at det er vores søn der ligger der inde..
    Så for mig giver det god mening at du har svært ved at forholde dig til det! Det gør dig hverken til en dårlig gravid eller mor, for på et tidspunkt så ændre det sig også for dig.. :)

    Like

    1. Jeg håber og tror at du har ret!! Jeg finder det mest af alt også bare uvirkeligt for tiden. Jeg har meget, meget få symptomer og glemmer det næsten til tider. Det må være fantastisk at mærke liv – det vil jeg glæde mig til uanset om det bliver denne gang eller i fremtiden. Kh Signe

      Like

      1. Jeg glemte det ofte og så fik jeg dårlig samvittighed fordi så var jeg jo en dårlig mor.. Det er altså noget pjat, det hverken kan eller skal være en stor lykke bobbel at være gravid.. Den ene bekymring erstatter den anden og det bliver sikkert kun værre når barnet er født.. Så jeg glæder mig når jeg kan og så husker jeg mig selv på at det folk viser på socialemedier kun er den halve sandhed.. :)

        Like

      2. Jeg får faktisk også ind i mellem ret dårlig samvittighed – for jeg regnede lidt med at det ville komme helt naturligt når nu jeg havde glædet mig så længe og virkelig bare var SÅ klar. Særligt det med at se hjerteblink troede jeg ville gøre det meget virkeligt for mig – men det er som om det stadig slet ikke er sunket ind at det er noget som rent faktisk ligger inde i min mave. Og ud har ret – op i rø*** med dårlig samvittighed – der findes ikke en opskrift på hvordan man er “rigtig” som gravid! Basta!

        Like

      3. Det var lige præcis også min tanke! Og jeg forsøgte meget ihærdigt at fremtvinge en enkelt tåre til første scanning, det havde jeg jo hørt alle andre gjorde når de så deres lille mirakel. Der skete ikke en skid, mest af alt tænkte jeg når.. Og sådan var det faktisk hver gang frem til MD.. Det var først der det rigtig sank ind, fordi jeg kunne mærke nogle af de bevægelser jeg kunne se på skærmen.. Men jeg bliver aldrig hende der snakker i falset når jeg skal fortælle om min graviditet og har scanningsbilleder over det hele.. :) Til gengæld er jeg blevet rigtig god til at shoppe tøj jo længere jeg er kommet i graviditeten..

        Like

      4. Jeg stortudede til første scanning – men det var fordi jeg var sikker på at jeg skulle have en dårlig besked. Det var bestemt ikke på den “Holywood-agtige” måde, hvor moderen fælder en yndigt tåre fordi hun blivet så rørt. Her var det mere en blanding af panik, mistro og en hel masse hyperventilation ;) Oh, jeg håber at nå til shoppe-fasen, den tror jeg også at jeg kunne blive ret god til!

        Like

      5. Jeg fattede overhovedet ikke hvad det var damen sagde.. At det der blinkede på skærmen betød at mit barns hjerte slog.. Så jeg har nok virket som en meget kynisk dame der på briksen.. :) og jeg er ved at brække mig over den sygeplejerske som man skal gå til hos min læge. Hendes iiiiiiihh og naiiiii over alt muligt kan få det til at løbe mig koldt ned af ryggen.. Tror bare jeg gemmer de store følelser til han kommer ud!
        Du er rigtig godt på vej mod shoppe-fasen Signe. :)

        Like

      6. Åh – jeg har den samme type sygeplejerske!! Hun insisterede selv på at tage “hvordan har du det”-snakken, men da jeg endelig åbnede lidt op for at jeg faktisk var røvhamrende angst, var hendes eneste reaktion at “nu var det jo vigtigt at være positiv, og iiiih, hvor var det hele skønt”. Resten af tiden gik med at hun kvidrede løs om alt det smukke ved at være mor… med andre ord blev mine følelser komplet ignoreret. Oh well… jeg glæder mig for hver dag over at rykke et mikro-skridt nærmere shoppe-fasen :-) Hvor langt er du efterhånden – og har du det godt?

        Like

      7. Ha.. Jamen, det er bare så typisk! Man skal endelige ikke sige højt at man er bange, for det eneste der virker er at være positiv. Jeg er sikker på at det er rigtig godt at være positiv, men man bliver nødt til at erkende at det kan man simpelthen ikke være 24/7 og slet ikke når man har en baggrund som din. Jeg synes det er fedt at du bruger bloggen til at få det ud – både det gode og det dårlige!
        Jeg er 34+3 og har det rigtig godt. I virkeligheden har jeg nok det folk kalder en drømme graviditet. Absolut ingen gener, men det giver sgu også bekymringer! 😄 Mentalt er jeg splittet mellem at syntes der er en evighed til han kommer og gå i panik over han faktisk max kommer om 8 uger. Det er en ret underlig følelse.

        Like

      8. Det må være meget surrealistisk at være nået dertil – jeg forestiller mig levende de lidt blandede følelser vedrørende tålmodigheden. Puha – men lige pludselig er han der jo, og det bliver selvfølgelig helt igennem herligt, hårdt og hamrende spændende. Dejligt at du i øvrigt stadig læser med herinde – bloggen er jo et dejligt sted at få luft, det ved du jo alt om :-)

        Like

      9. Ufrivillig barnløshed er stadig et emne der står mit hjerte meget nært, jeg læser stadig med på flere blogs og hepper. Her har jeg været med fra starten og din kamp har været helt særlig for mig. Jeg føler at jeg “kender” dig og dine glæder og sorger er noget der rammer mig!

        Det er meget mærkeligt at være nået så langt. Kigger en gang i mellem på maven og overvejer om han nu virkelig også er der inde.
        Jeg glæder mig helt ubeskriveligt til at kunne sætte et ansigt på ham og se hvordan vores gener blandet sammen ser ud. :)

        Like

      10. Det kan jeg levende forestille mig, må være noget af det vildeste at se frem til. Det er også noget af det som jeg selv drømmer allermest om. Dejligt at du stadig læser med – og jeg havde det på samme måde dengang jeg fulgte din blog – det er som om man får en følelse af tilknytning og kendskab, også selvom det foregår bag skærmen!

        Like

      11. Det vel som i gamle dage hvor man havde en penneven. :) Nu foregår det bare bag en skærm.
        Bliver du stadig fulgt med blodprøver? Eller er næste skridt en scanning igen?

        Like

      12. En moderne penneven med helt særlig indsigt i fertilitetsbehandling ;) Jeg får ikke flere blodprøver, nu er det “bare” scanninger. Det er fantastisk at være nået “så langt”, men ventetiden mellem dem trækker fortsat tænder ud!

        Like

      13. Ja, det er skide hyggeligt.. :)
        Jeg håber det private er lidt mere rundhåndet med scanningerne? Jeg fik 2 i det private med 3 ugers mellemrum.. Og så blev vi afsluttet efter den sidste scanning i uge 10.. Jeg var alt for lang tid om at booke NF, så den kom vi først til da jeg var 13+5.. Det føltes som en evighed at skulle vente 3 uger hver gang..

        Like

      14. Vi har fået en række scanninger helt i starten, fordi jeg var overstimuleret og derfor blev fulgt tæt. Nu har vi kun en enkelt tilbage hos Trianglen, tror jeg – og så vil der være helt uoverskueligt langt til en NF scanning om en måned… det kommer jeg næppe til at holde til, så der må vi nok finde på noget selv for at lette ventetiden. Det føles lige netop som en evighed…

        Like

      15. Jeg havde faktisk en forventning om at når man lagde så mange penge så fulgte de en helt til NF.
        Kan anbefale den lille kbh’er og jordemoderhuset til scanninger, begge steder har drop in scanninger og jeg har følt de har taget mig seriøst hver gang.
        Vi har haft en scanning hver gang mellem dem det offentlige tilbyder og det har givet mig så meget ro!

        Like

      16. Jeg tror at jeg kunne blive scannet hver morgen på vej til job, hvis jeg fik lov til at bestemme ;) Og ja, det ville være skønt om de fulgte én lidt længere… jeg kommer helt sikkert til at købe flere på egen hånd for at komme igennem!

        Like

      17. Det ville virkelig være fedt hvis man kunne få det.. :) Det ville give meget mere ro til alle og mere effektivitet på jobbet! Man kunne forslå det som en medarbejdergode. ;)

        Like

  2. Kan virkelig godt forstå dig! Jeg havde det også sådan ad flere omgange i starten af denne graviditet. Både at jeg prøvede ikke at håber for meget, men også flere gange, hvor jeg nærmest glemte at jeg var gravid. Fx var jeg lige ved at drikke alkohol et par gange(!) Nå nej, jeg er sgu da gravid!
    Samtidig sneglede tiden sig afsted og en uge efter at have set de to streger, føltes det som om, jeg havde vidst det mindst en måned. Shit, de første tre måneder er lange.

    Giv dig selv plads til både at have det på den ene og den anden måde. Der skal være plads til både at drømme og være skeptisk. Det er jo meget forskelligt hvordan kvinder oplever graviditet, men for mig har det slet ikke været, som jeg forestillede mig. Eller rettere, jeg har ikke været, som jeg forestillede mig, jeg ville være.

    Like

    1. Ja, ugerne føles som måneder. Jeg forsøger at lade tiden gå og gøre arbejdet for mig, men det går bare SÅ langsomt. Jeg prøver at gøre som du råder til – acceptere at dagene er forskellige og at følelserne svinger. I dag er eksempelvis en god dag, så det skal bare nydes i fulde drag. Så skal de dumme dage tidsnok vende tilbage. Ja, alt er lige pt. anderledes end jeg havde forestillet mig…

      Like

  3. Det skal nok komme – om ikke andet så når du mærker liv :-) Men foreløbig er der ikke noget at sige til, at du er forbeholden…

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s