Hvem skal tage hensyn?

Det er noget jeg støder på igen og igen, efterhånden som jeg er blevet klogere på at der findes en “hel verden” omkring det her med at have svært ved at få børn (tænk at jeg engang troede at jeg var helt alene, når det viser dig at “vi” er så mange). Nå, men dét jeg gerne vil skrive noget om, handler om at tage hensyn til hinanden når livet er lidt umuligt…

Rigtig mange af os som kæmper med barnløshed, mærker ofte smerten ved andres graviditeter, børn og glæde. Når man selv er i sorg, kan det være overvældende og smertefuldt når andre synes at komme så nemt til noget, som man selv kæmper sit livs kamp for at få. Man kan stirre sig så blind på jalousi og ked-af-det-hed, at man fuldstændig glemmer at se ind bag realiteterne – derind hvor ingen mennesker overhovedet er spor perfekte eller “bare har det hele”. Det gør ondt, og det er min oplevelse at det er super ødelæggende for rigtig mange relationer, når livet for den ene part af én eller anden årsag i en periode gør rigtig ondt.

Hvad gør man, når man er har kæmpet i årevis for at få et barn og ens lillesøster så pludselig proklamerer sin graviditet midt i familiefesten? Eller hvad gør man når man selv opdager at man er gravid efter få måneder, samtidig med at ens bedste veninde har kæmpet i årevis? Det er så svært at det ikke er spor underligt, at der ofte kommer rav i den.

Det er min oprigtige holdning at man i enhver relation altid skal tage hensyn til hinanden. Ofte vil der være én som er den svage part – og det bliver den andens opgave at “passe på” vedkommende. Men hvornår tipper det over – og har man ikke ret til at glæde sig uforbeholdent over dét som livet nu engang tilsmiler én, uden at skulle gå på listesko overfor folk omkring sig? Delvist jo – det mener jeg faktisk at man “har ret” til. Jeg mener dog også samtidig, at vi altid har et ansvar for at passe på hinanden, så godt vi kan.

Det er lidt som med ytringsfrihed i lille skala (og nu er det ikke fordi bloggen begynder at blive politisk) – gu har vi ret til at tænke og sige hvad vi vil, om hvem vi vil – men med denne ret følger for filan også en moralsk forpligtelse til ikke at trampe på hinanden? Ja, jeg har ret til at fejre min lønforhøjelse… men jeg behøver vel ikke at tvære det i hovedet på dig, hvis du lige er blevet fyret? Bare for at tage en lidt underligt eksempel…

Jeg har flere gange skrevet om, hvor svært det var for mig da min tætte veninde blev gravid. Hvor ondt det gjorde og hvor svært det var for vores venskab. Nu har hun fået den dejligste lille datter – og jeg sidder fortsat her midt i en verden af ingenting. Det er stadig svært, selvom hende den lille er tonser dejligt. Det er stadig rigtig svært. Men min veninde bærer en stor del af æren for at vores venskab stadig lever. Og jeg bærer en stor del af æren for at have turde fortælle hende, hvor svært det var for mig, også selvom det betød at jeg måtte lukke op for nogle sider af mig selv, som jeg ikke er den mindste smule stolt af.

Min veninde har taget så meget hensyn til mig under sin graviditet og fødsel, at hun nogle gange må have været ved at brække sig. Jeg kommer nok aldrig over følelsen af dårlig samvittighed over, at have været en stopklods midt i hendes livs glæde. Men det var jeg. Og hun har forsøgt at forstå det – og måske derfor er vores venskab stadig intakt.

Vi har ofte en tendens til at se livet ud fra dét sted vi selv er – og derfor glemme at andre kan være et helt andet sted. Jeg ville ønske for alt i verden at jeg havde været bedre til at tackle min jalousi overfor min veninde…

Samtidig findes der mennesker i mit liv, for hvem jeg ville ønske at de havde været bedre til at tackle at jeg i lang tid efterhånden har stået i en rigtig svær situation, som har krævet 97 % af mit fokus og som til tider har gjort mig både urimelig og besværlig. Det er det ikke alle omkring mig, som har været lige gode til at acceptere – eller tage hensyn til – og af samme grund er der unægteligt sorteret lidt ud i rækken af relationer. Det virker lidt voldsomt at tænke sådan, men det er nok desværre en realitet.

Så ud over at tale sammen om det – altså om dét som er svært – så skal vi måske som hovedregel forsøge at huske, at tage hensyn til de “som ligger ned”. Om det er vores venner, vores familie, eller vores kærester… Det er der desværre nogen som glemmer lidt, og som enten ikke tænker over – eller ikke ønsker – at tage hensyn. Det er en skam, for jeg tror som sagt at det (unødvendigt) kan koste nogle relationer, fordi vi får talt forbi hinanden.

Advertisements

6 thoughts on “Hvem skal tage hensyn?

  1. Det indlæg havde jeg bare så meget brug for. Min LILLEBROR og hans unge kæreste(20 år), har lige proklameret deres 2. graviditet. Og jeg må og skal være glad på deres vegne. Men det er svært, at sidde som 28 årig storesøster og kæmpe imens lillebror får drømmen opfyldt. Så tak for en lille hjælp til ikke at føle mig alene i verden.

    Like

    1. Av, den er fandme heller ikke nem. Åh, hvor er det uretfærdigt: ikke at de ikke skal have alt i verden, men bare du dog også snart fik dit store ønske opfyldt. Det kan være så svært at være i – jeg hader at skulle bide tænderne sammen og smile med, når følelserne river rundt i én indeni. Jeg håber det bedste for dig og jeg håber også at din familie og lillebror kan forstå at dette er en rigtig svær situation for dig at være i. Kh Signe

      Like

  2. Hvor er det bare godt skrevet. Det rammer så tæt på de følelser jeg har. Min mand og jeg har prøvet på at få børn i 2 år nu. Først var jeg på hormoner i ½ år og det sidste halve år har vi været igennem 3 inseminationsforsøg, som er mislykkedes. :( Vi er nu sendt videre til ivf behandling. Gud hvor er det hårdt. Har i dag fået endnu en graviditet smidt i hovedet og magter det snart ikke mere. Alle omkring mig bliver gravide for tiden både nære veninder og kollegaer. Det rammer så hårdt hver gang, når vi så brændende ønsker det de har. Håber bare snart det er vores tur til at få lidt medvind.
    Tak for din blog, den har hjulpet mig meget gennem det sidste halve år.

    Like

    1. Kære Cecilie. Tak for de fine ord – jeg er meget glad for at du har kunne bruge bloggen lidt, midt i det mareridt du og din mand står i. Åh, det er så forbandet hårdt. Det må sgu give en medalje – hold ud!! Kh Signe

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s