Tik tak…

Der er gået nogle dage, siden jeg skrev lidt om vores overvejelser, vedrørende et potentielt IVF-forsøg i det private system, henover sommerferien. Med skam må meldes, at jeg ikke er kommet beslutningen voldsomt meget nærmere. Jeg vil ikke påstå, at jeg normalt er verdensmester i at tage beslutninger, men jeg plejer alligevel at være en anelse mere konsekvent, end det lige nu er tilfældet. Jeg væver hele tiden rundt, og jeg kan finde både for og i mod alle sider af sagen.

Derhjemme har vi snakket om det mange gange, uden rigtig at rykke. Vi er nogenlunde enige om fordele og ulemper og nogenlunde enige om, at 25.000 kr. er virkelig mange penge. Men der er alligevel en forskel fra tidligere, som jeg vil forsøge at tilskrive det faktum, at vi desværre er blevet mere rutinerede i “gamet”.

For et år siden tror jeg, at manden havde holdt på, at det var for vildt at kaste penge efter, når vi stadig har forsøg i det offentlige. For et år siden tror jeg også selv at jeg havde haft svært ved at forstå, hvorfor tanken om et par måneders ventetid, giver mig lyst til at sende hele min morgenmad på retur.

Nu ved vi begge to hvordan det føles at holde ufrivillige pauser. Vi ved hvor hårdt det er, og hvor voldsom nedturen er efterfølgende, såfremt heller ikke pausen medvirker til at gøre noget godt. At holde sig selv oppe over en venteperiode kun for at opdage, at det ingen forskel gjorde – ud over at smide endnu mere tid ud af vinduet. Endnu mere spildt liv. Netop dette var for alvor med til at sende mig i kulkælderen sidste efterår – og til hjernevrider :-)

For det er jo sådan det føles, selvom det burde være forbudt. Vi går jo i bund og grund bare og venter… på igen at blive lykkelige?

Og hvorfor er ventetid så frygteligt? Dels fordi fertilitetsbehandling nærmest ikke består af andet – det er pisse langtrukkent ! Og man er alt for bevidst om det tog, som bare buldrer afsted, men som man ligesom ikke rigtig når at springe med på.

Jeg ved godt hvor skørt det lyder, men havde vi ikke haft alle de dårlige oplevelser som vi har haft, så havde jeg haft et barn, som netop var blevet et år gammelt. Det gør mig vanvittig trist – for hvert år der går uden at det lykkes, er på én eller anden måde et år mindre sammen med mine børn. Det er et år mindre med børnenes bedsteforældre. Ja, det er nemt at køre i ring, og det er sgu ikke for at være overdramatisk – men det er disse tanker som medvirker til at det gør rigtig ondt at vente. At vente endnu mere, end vi allerede har gjort.

En af de ting man skal leve med som ufrivillig barnløs, er det kæmpe moment af usikkerhed. Du ved på den ene side godt, hvad der skal til for at lette din smerte. Men du ved på den anden side ikke noget som helst om, hvornår dette indtræffer – eller om det nogensinde gør, for den sags skyld. Dette slider én op på måder, som næsten er umulige at forklare. Og under de vilkår, virker tre måneder som en livstid.

Så jeg når tilbage til at jeg kæmper mellem mine følelser og min fornuft – og jeg kan for engang skyld ikke helt mærke i maven, hvad der er det rigtige at gøre. Jeg hælder nok mere til et forsøg i det private, end jeg gjorde for et par dage siden – men det er fordi det om ikke andet er det, som føles “mindst forkert”…

…det er jo for helvede bare penge, ikke?

12 thoughts on “Tik tak…

  1. Udfordringen er at få noget godt ud af livet, mens man venter. For ellers bliver det nemlig, som du skriver, bare spildt liv. Og det er sgu ærgerligt. I dag kan jeg godt ærgre mig over al den tid jeg brugte på at bekymre mig, være bange og ked af det, især da vi prøvede at få barn nummer to, og jeg bagefter kan se, at min datter nok gik glip af noget, fordi hendes mor brugte så meget energi på at bekymre sig over, hvorfor hun ikke kunne blive gravid igen. Den tid i hendes (og mit) liv kommer jo aldrig igen. Man bliver jo ikke hurtigere gravid af ikke at være lykkelig.
    Tænk på, at når du så bliver gravid, så vil du knuselske lige netop det barn du får, og tænke, at hvis det ikke havde taget så lang tid, så ville du ikke have fået lige netop dét barn.
    Men jeg ved godt, at det er meget nemmere sagt end gjort.
    Mange tanker herfra.

    Like

    1. Det er lige netop meget nemmere sagt en gjort. For ja, det er sgu spild af liv – og vreden over dette har jeg meget svært ved at håndtere. Det burde jo være nogle af det bedste år – ikke de dårligste. Jeg ved at jeg har meget at være taknemmelig for, jeg ved at jeg før i tiden havde det dejligt – så nu føles det frygteligt at alt det gode er udenfor rækkevidde. På gode dage kan jeg tænke som dig – altså at jeg får dét barn, som jeg skal have når det engang lykkes, og at den kærlighed vil gøre det hele værd. På dårlige dage ved jeg jo desværre godt, at der ingen sikkerhed findes på disse området – heller ikke for at jeg får et barn. Kh Signe

      Like

  2. Som jeg ser det kan en pause give ‘ro’ på den måde, at der ikke er nogle forventninger, der kan ende i skuffelse. Jeg fik selv energi af at være igang med behandling trods de mange indsprøjtninger. Og dem kan man vel godt kombinere med sommer. Og som andre skrev, så kunne det måske også være en anden oplevelse i det private med nye øjne på jeres situation.
    Jeg ville selv blive skør af at vente, hvorfor jeg i disse valgtider må bekende kulør og stemme på det private, selvom jeg er stor tilhænger af det offentlige som ansat på en fødegang!

    Ønsker jer det bedste!

    Like

    1. Ja, det ville være den store fordel ved en pause – og jeg håber at jeg kan finde den ro, hvis det er sådan vi belsutter. Men damn, det er længe at vente – og det frister med de friske øjne og med tanken om at “komme i gang og gøre noget”. Jeg tror godt at jeg kan holde sommerferie selvom det er med hormonsprøjter – jeg synes at jeg har prøvet det som var værre i alt dette! Tak for at bekende kulør – bare flere politikkere ville gøre det samme :-) Kh Signe

      Like

  3. Det er for helvede nemlig bare penge .. Vi kunne ikke vente på det offentlige, så jeg har ikke noget sammenligningsgrundlag. Man skal være i det/have været i barnløslimbo, for at forstå at pengene det koster er så “ligegyldigt” i fht ønsket om et barn hurtigst muligt….

    Like

    1. Den anden dag talte manden og jeg om, hvad det værste der kunne ske for os økonomisk ville være: altså noget med at vi begge mistede job og samtidig var i privat behandling, osv. Det første som slog mig var, at jeg ville flytte ud af vores store dejlige lejlighed, og tilbage til vores studiebolig, helt uden at blinke. For boede jeg bare dér på 40 kvm. med en unge eller to, ja så skulle jeg nok være lykkelig alligevel. Sådan er det jo selvfølgelig nemt at tænke… men det materielle falmer voldsomt i værdi, når man så voldsomt ønsker sig noget som ikke kan købes for penge. Kh Signe

      Like

  4. I næste uge har vi været i gang i det private i et år. Det er lang tid. Mislykket forsøg, og lang ventetid på operation har ikke gjort det nemmere. Jeg havde indstillet mig til at vi ikke kunne nå igang med næste forsøg før efter sommerferien, for sådan en har de private altså også tit skal lige nævnes. Men i dag til tjek, så alt fint ud og jeg har fået sprøjter med hjem, og har lige stukket mig. Mærkeligt at være så glad for at stikke sig med en nål. Nå det var er sidespor. Jeg ville nok personlig vælge at bruge forsøgene i det offentlige først. Nu er du blevet opereret og som jeg har forstået det, har det forhåbentlig fjernet det der laver ravage for jer. Vis nu det ikke lykkes for jer, og det gør det, for det skal det bare, men hvis nu. Så tror jeg i vil blive glade for ikke at have brugt resourcer i er private før det er helt nødvendigt. Ikke barer pengene, for det er ikke kun 25 i kommer af med, der kommer mange penge til medicin oveni, selv med tilskud, men det er mere det, at der er en psykologisk følelse der spiller ind idet man går ind i det private regi. Det var der i hvert fald for mig. Noget sidste chance agtigt. Håber og tror ikke det bliver sådan for jer. Det var bare lige lidt tanker herfra en sen aften, efter en lang dag. Håber det giver lidt mening, men insidere ende er der med at vælge det der føles rigtigt for jer. Knus

    Like

  5. Hej, vil bare sige at jeg sagtens kan forstå, hvis du gerne vil i gang hos det private med det samme i stedet for al den dræbende ventetid! Chancen for at det lykkes med et IVF-forsøg er måske 30%, og det betyder, at hvert enkelt forsøg er et gamble, MEN til gengæld betyder det at over tid, når man er indstillet på at have mange forsøg, så er det meget usandsynligt at det ikke lykkes, især nu hvor du ved, hvad der var galt, og at der ikke er nogen grund til at det ikke skulle kunne lykkes med IVF! Det er også derfor, jeg synes, det er så tarveligt at man kun har tre forsøg i det offentlige: Hvis ens sandsynlighed er 30% i eet forsøg, giver det en sandsynlighed på ca 35% (= 70% * 70% * 70%) for at det ikke lykkes i de tre forsøg, og det er da strengt at overlade folks behandlingsmuligheder til ren tilfældighed! Og synd at mange stopper efter tre forsøg, fordi de måske tror de har sværere ved at blive gravide end andre, selv om det bare er rent held! Så jeg vil sige: Kør på og bliv ved, og hvis det ikke lykkes i det næste forsøg eller to, så skal det nok lykkes senere alligevel, selvom jeg ved hvor svært det er at vente, gennemgå behandlinger og holde modet oppe. Og hvis du alligevel skal i gang hos det private senere, så er det måske federe at komme i gang og føle at der sker noget nu. Kram og håber, I finder ud af, hvad der er rigtigt for jer!

    Like

    1. Kære M. Tak for dit indspark – og for tankerne. Jeg er meget enig i dine betragtninger – uden at have regnet på statistikkerne, forstår jeg simpelthen ikke at man ikke går ind og foretager en konkret lægelig vurdering af hvert enkelt par, for at vurdere om det er muligt at blive gravid ved IVF. Såfremt der er gode muligheder, giver det ingen mening at stoppe ved tre forsøg. Tænk hvis man gjorde det samme med kemo, eller andre livsvigtige ting? Hvor sender vi alle dem hen, som ikke bare lige har råd til at gå i det private – hvorfor skal de have mindre ret til at blive forældre, end os andre? Systemet må være besluttet af folk, for hvem barnløshed ligger fjernt. Anyway – det er en vigtig debat at tage. Hvis du har lyst til at skrive et indlæg til bloggen omkring dine holdninger på dette område, vil jeg gerne lægge website til – du kan blot kontakte mig på mail, så ser vi på det. Kh Signe

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s