Historien – altså min egen (XIII)

Det er svært at finde ud af, hvor man starter et blogindlæg, om alt det som er sket igennem den seneste uge. Jeg blev udskrevet fra Riget igår, lørdag, og det er først nu jeg orker at sidde oprejst, i mere end et par minutter. Fortællingerne i mit hoved er mange og usammenhængende, og derfor vil de blive delt lidt op og smidt på bloggen, efterhånden som jeg er i humør til det.

Dette indlæg handler om, hvad der er sket over de sidste par dage, undervejs min fjerde graviditet. Undervejs i dét som synes at være endnu en graviditet, i en endeløs række af ting, der går galt. Bear with me… dette bliver potentielt lidt langtrukkent.

Som det fremgår af sidste indlæg, var det heller ikke vores tur denne gang. Det viste sig desværre, at jeg havde ret. Jeg er tilfreds med at jeg fik lægerne til at lytte til mine bange anelser, tilfreds med at jeg efterhånden kender min krop så godt, at det er mere end almindeligt meningsfyldt at lytte efter hvad mavefornemmelsen dikterer. Dertil kommer at jeg også bare er pisse ked af, at mine kyniske og negative forudsigelser endnu engang holdt stik.

I onsdags dukkede vi som aftalt op på Rigshospitalet – fastende og klar til at få de endelige svar. Det viste sig at den scannende læge blot troede, at vi kom til et almindeligt graviditets-tjek, hvilket indledningsvis skabte en temmelig akavet situation på briksen.

Derefter kom en mere erfaren bagvagt på banen. En ældre og lidt køligt anlagt dame, som jeg dog med det samme fik fornemmelsen af at have “på min side”. Hun lyttede til mine forslag og satte sig ind i historikken.

Hun sagde på et tidspunkt: “Jeg er 99% sikker på at du har ret – jeg synes desværre at alt tyder på at dette ikke ender der hvor vi kunne håbe. Jeg medgiver med din historik, at en ekstrauterin graviditet er bedste bud på en forklaring. Men jeg kan bare ikke være sikker“.

Derpå lagde de an til at sende os hjem igen. De ville gerne se tiden an – give den en uge eller to mere, og følge mig tæt undervejs. Håbet var enten, at en graviditet udenfor livmoderen gik i sig selv og at æggelederen derved kunne reddes – eller måske blot, at det var for tidligt til at kunne se en sund graviditet inde i livmoderen.

Jeg var ikke enig. Jeg kender efterhånden rutinen og ved hvordan den dans ender. Den ender enten på et operationsbord eller med en sprængt æggeleder – og så er jeg i øvrigt lige vidt, ved næste graviditet. Eller næste igen. Disse tanker har jeg gjort mig, siden min anden graviditet. Dén hvor de aldrig fandt ud af, om graviditeten sad indenfor eller udenfor, men hvor det hele gik i sig selv igen, vel at mærke efter mere end halvanden måned i vente-helvede.

Vi opsøgte en læge på den afdeling, hvor vi er i IVF-behandling. Hun gav mig ret, stort set uden forbehold. “Det lyder som om de æggeledere aldrig har fungeret, og aldrig vil komme til det“, sagde hun. Hun fortalte derefter, at det siden 00’erne har været deres officielle anbefaling i forholde til den videre IVF-behandling, at man fjerner syge æggeledere.

Så jeg pressede på, da vi igen talte med en læge på gynækologisk afdeling. Jeg sagde, at jeg ikke var tryg ved at de blot sendte mig hjem i endnu en uge, og at det ikke var mit ønske at de forsøgte at redde min æggeleder, selvom det måske var muligt. Jeg ønskede at de fik revet det f****** plaster af, så jeg kunne komme videre.

Da vi forlod Rigshospitalet og gik hjem langs søerne, ringede min telefon. Det var lægen igen – hende vi lige havde forladt. Hun havde vendt min sag med et par kollegaer og alle var enige: Hun kunne klemme mig ind til en kikkertoperation den efterfølgende morgen, så vi én gang for alle kunne finde ud af, hvad der var galt.

Det gjorde mig glad at blive taget alvorligt, og at de nu ville finde en afklaring på alle usikkerhederne. Samtidig meldte sig en masse spørgsmål.

Lægen spurgte i telefonen: “Hvad ønsker du at vi skal gøre, hvis nu æggelederen viser sig at være sund og rask?“. Det fik mig til at tøve. Det var jo ikke ligefrem fordi jeg drømte om at miste min sidste mulighed for selv at lave børn, så hvad nu hvis? Hvor kunne graviditeten i øvrigt ellers sidde, hvis ikke i æggelederen? Og hvad nu hvis der imod alle odds, alligevel var tale om en sund almindelig graviditet? Ville den så blive ødelagt af en kikkertoperation?

Mange spørgsmål, og svære spørgsmål – og blot en halvt døgn til at beslutte. Heldigvis kom jeg aldrig for alvor til at tage stilling til alt det ovennævnte. Spørgsmålene blev afklaret torsdag morgen, inden jeg blev kørt til operation, hvilket var både sørgeligt og befriende.

Torsdag morgen tog vi en sidste snak med den læge, som skulle operere. Hun ville gerne scanne en sidste gang, sagde hun, for at danne sig et overblik. Hvorfor hun kunne se noget andet, end de 9 andre læger før hende, kan jeg ikke finde nogen rimelig forklaring på. Men det kunne hun, ikke desto mindre. Hun fandt nemlig graviditeten – lige dér, midt på min venstre æggeleder.

For altid vil jeg have denne specifikke del af forløbet indprintet tydeligt på hjernehinden. Det er noget som jeg vil bruge lang tid på at tænke over, og som gør mig så utrolig trist, men også glad og stolt, på én og samme tid.

For lige dér midt på scanningsbilledet, bankede et lillebitte hjerteblink. Det fineste lille stykke flimmer, på den sort/hvide skærm. Lægen behøvede ikke rigtig at sige noget, for det var tydeligt for os begge to, hvad vi så: En lille bitte peanut, som havde lagt sig trygt og godt til rette, det helt forkerte sted.

Lille stakkel. Lille bitte skat.

Oplevelsen gjorde et utrolig stort indtryk på mig, og nu hvor jeg skriver om det, bliver jeg igen virkelig berørt. Jeg har brugt mange kræfter igennem det sidste år, på at distancere mig lidt fra de graviditeter, som alligevel ikke er blevet til noget. Jeg har trøstet mig selv med at der ikke var tale om “rigtige liv” eller noget som nogensinde kunne blive til noget. Og så lå den bare lige dér alligevel, og blinkede til os. En rigtig lille fighter, som aldrig ville få en chance.

På grund af min æggeleder.

Hvis jeg ikke havde set mig rigeligt sur på mine æggeledere i forvejen, så blev jeg dét i hvert fald lige dér. De har fået lov til at ødelægge rigeligt, og nu må nok simpelthen være nok! Den skulle væk, så jeg ikke fremadrettet skulle frygte mere. Så jeg ikke skal bruge prævention resten af livet, fordi en graviditet potentielt er farlig for mig. Så der ikke ved fremtidige IVF-behandlinger, vil være den mindste smule risiko for, at et befrugtet æg forvilder sig ud, hvor det ikke skal være. Jeg ville ikke være med til mere!

Beslutningen gav en utrolig ro, selvom den var voldsom. En ro som også sidder i mig nu, efter operationen. For det er som om nogle brikker faldt på plads. Der er nogle ting, som har stået i vejen for dét vi ønsker os mere end noget andet, og nu har vi forhåbentlig fjernet det.

Det bliver et blogindlæg i sig selv, en af de kommende dage – som vil handle om dét med ikke længere at være i stand til at få børn “på egen hånd”. For den mulighed er nu udelukket for mit vedkommende, og det vil aldrig kunne blive anderledes.

Indtil nu vil jeg slutte af med at skrive, at operationen gik godt og at jeg vågnede op med en følelse af at have truffet den rigtige beslutning. Jeg blev hængende på hospitalet i nogle dage, grundet komplikationer – heldigvis intet som vil have varige konsekvenser. Jeg skal til tjek i løbet af ugen, men forventer ellers at være på benene indenfor overskuelig fremtid.

Nu kryber jeg tilbage på min sofa, i armhulen på min mand. Der bliver jeg liggende, indtil jeg igen kan overskue at kigge frem. Ude i min taske ligger en lille kuvert. I kuverten ligger et scanningsbillede af min lille peanut. Jeg er dybt taknemmelig overfor den ældre sygeplejerske, som på helt diskret og udramatisk vis forstod, hvorfor det betød noget for mig at få det billede med hjem.

PS: Du kan læse fortsættelsen på historien her – eller starte fra begyndelsen her.

21 thoughts on “Historien – altså min egen (XIII)

  1. Nu sidder jeg seriøst her og tuder. Over alt det, I har måttet skulle igennem, og over det lille hjerteblink, der sad det forkerte sted. Hvor var det som du skriver bare godt, at I fik et billede med hjem. Jeg håber, at der meget snart er en ny graviditet på vej, nu I har fundet årsagen til, hvorfor det er gået galt hver gang. Mange tanker herfra. Du virker som en stærk kvinde!

    Like

    1. Tak for den fine kommentar – det er også noget af det allermest rørende jeg har været ude for i denne sammenhæng. Det gør mig utroligt ked af det at tænke på, men på en måde også lidt stolt over, at det på én eller anden mærkelig vis betyder at vi var rigtig tæt på at skabe noget, som kunne være blevet… Kh Signe

      Like

  2. Åh, for ….. hvor er det bare hjerteskærende, hvad du er igennem, Signe. Du skriver så godt på trods af, at du er midt i det hele. Jeg fik våde øjne, da jeg læste om hjerteblinket.
    Og hvor er du sej – du tager situationen i egen hånd. Det må føles godt selv at kunne træffe nogle beslutninger i det kaos, der ellers præger infertilitetscirkusset – hvor hårde de end er.
    Når du har slikket sårene er det måske muligt at se de små positive ting, der er ved dette: I kan lave de sejeste fighters – og fremover farer de ikke vild derinde.
    Men respekter endelig at du er i sorg nu, og at du måske ryger ned, ligesom du troede at du var på vej op. Men du kommer over det. Knus

    Like

    1. Tak Mie – det var en hård beslutning, som dog fortsat føles som den eneste rigtige mulighed. Der var ikke rigtig mere at rafle om, eller at håbe på. Tak for de fine ord om bloggen også – det er dejligt at vide at du læser med derude. Kh Signe

      Like

  3. Følger stadig med i din blog, blev meget berørt over dette udfald for dig og jer.
    Godt der var en empatisk ældre sygeplejerske der gjorde det rette! Mange tanker, forhåbning og styrke til den nye tid!

    Like

  4. Dit indlæg gør på alle måder meget stort indtryk på mig. Jeg kan slet slet ikke forstå hvor hårdt det må være at sige farvel til sit lille foster, også selv om det aldrig ville ende godt for nogen af jer. Men jeg kan også læse du trods modgang på modgang er stærk nok til at passe på dig selv og din evne til at få en sund og rask graviditet næste gang. Godt du stod fast i det du kunne mærke og nu på et eller andet tidspunkt kan se frem ad mod en vellykket IVF uden at skulle grue for dig selv eller dit foster. Som jeg har skrevet før, så bliver du mor, det gør du. Nu er vejen lagt dertil når du kan betræde den. På sådan en mors dag her viser du hvertfald på alle måder at du bliver en helt fantastisk en af slagsen.

    Like

    1. Din måde at skrive det på er en stor trøst – det var nemlig lige præcis ikke endt godt for nogen af os, uanset hvordan vi havde grebet det an. Det føles som den helt rigtige beslutning – og jeg “glæder” mig til at komme videre. Tak fordi du læser med og tak for din kommentar og gode tanker. Kh Signe

      Like

  5. Kære Signe. Jeg har læst med på din blog siden februar og er blevet meget grebet af din historie. Jeg tænker ofte på dig og går og krydser fingre når du venter på svar fra dette eller hint. Jeg måtte godt nok lige synke en ekstra gang da jeg læste om jeres lille hjerteblink. Hvor er det bare møghamrende uretfærdigt at I skal så meget igennem. I må være fantastiske, stærke mennesker og en dag bliver I sejere, kærligere og stærkere forældre end vi andre overhovedet kan drømme om at være.
    Gem du dig endelig i mandens arme til du er klar til at møde verden igen og give den tørt på.
    Kærlig hilsen Det stille heppekor.

    Like

    1. Tak Sara – både for de fine ord om bloggen og for at du læser med. Ja, det var en hård oplevelse, men også en virkelig fin én af slagsen på en helt særlig måde. Et stille heppekor er guld værd i alt dette, så jeg er glad for at du læser med :-)

      Like

  6. Der går virkelig mange tanker til dig – jer – på trods af, at vi slet ikke kender hinanden. Kan varmt tilslutte mig det stille heppekor.

    Like

  7. Jeg er uden ord. Jeg kan levende sætte mig ind i hvor hårdt det har været at se det lille blink og lige nu triller tårerne ned af mine kinder på jeres vegne. Hvor var det en stærk beslutning at træffe af jer (dig!), og jeg kan sagtens forstå hvorfor du føler at det var det rette at gøre. Hvor må du føle dig udkørt – mentalt og fysisk ovenpå denne omgang!
    Men når du er ovenpå igen hedder det IVF og det er faktisk helt ok – jeg synes det var en god fornemmelse at være i et forløb hvor alt er styret og meget mindre er overladt til tilfældigheder. Jeg tror det bliver godt for dig og kommer til at føles som en lettelse når du ved, at de dumme æggeledere ikke er der til at forpurre endnu en graviditet. Alt det bedste til dig Signe. Ja hatten er lige her når du får brug for den igen.

    Like

  8. Årh søde Signe.. Kan slet ikk forstille mig hvordan det er at se et hjerteblink og så er det ikke det rigtige sted!
    Det er fandme uretfærdigt du skal igennem det her og så flere gange.
    Jeg tror du har taget den rigtig beslutning. Man skal lytte til sin krop, om ikke andet så lærer man i hvert fald det midt i det her cirkus!

    Håber du kan finde modet og overskuddet frem igen! Jeg tror stadig på dig og jer! :)

    Like

    1. Det var også en virkelig rørende og svær oplevelse, som alligevel også var fin på sin egen måde. Det er noget som sætter store tanker igang – også selvom beslutningen måtte træffes som den blev. Og ja, der er i sidste endnu kun os selv til at træffe disse svære valg på vores kroppes vegne, og det hjælper af og til at føle at man tager bare en brækdel af magten tilbage. Kh Signe

      Like

  9. Åh, hvor er det dog uendelig trist at læse. Tårerne kom piblende frem, da jeg læste om Jeres lille peanut. <3

    Jeg har fulgt med i din blog meget længe. Det til trods for at jeg ikke er ufrivillig barnløs.

    Men du rører mig dybt med din (enormt velformuleret) beretning et sted dybt inde.

    Jeg ønsker Jer alt det bedste i Jeres videre forløb.

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s