Ufrivilligt barnløs… hvem, mig?

Ufrivilligt barnløs. Ikke ligefrem en label jeg drømte om, det er klart. Jeg var faktisk også ret længe om at acceptere det som en “diagnose”, der kunne beskrive vores situation – og endnu længere tid om selv at tage ordene i brug. De smagte så frygteligt bittert. Det gør de faktisk stadig, selvom det er blevet lidt nemmere med tiden.

Ufrivilligt barnløs. Det lyder ubehageligt, det lyder som noget, man ikke kan slippe ud af. Det lyder som noget, man ikke har nogen som helst magt over. Det lyder mest af alt så frygteligt definitivt. Som noget man aldrig slipper for igen. Måske var det benægtelse, måske var det håbet om, at hvis vi ikke sagde det højt, så var problemerne ikke nær så alvorlige.

I starten synes jeg oprigtigt ikke, at vi var ufrivilligt barnløse. Ikke da jeg fik konstateret PCO, ikke da jeg begyndte på Pergotime. Ikke da jeg aborterede, ikke da jeg blev opereret. End ikke da jeg aborterede igen, eller da vi begyndte med insemination. Ufrivillig barnløshed var noget andet. Det var noget for “de andre” – vi skulle jo bare lige have lidt hjælp til noget, som nok ville løse sig selv lige om lidt.

Det var først da jeg fik stukket en folder i hånden hos én eller anden læge, at det begyndte at dæmre. Den landede på bordet med et øredøvende brag: “Behandling for ufrivilligt barnløse”, stod der på forsiden. Mærkeligt. Gad vide hvem den var henvendt til?

I takt med at vi nærmede os IVF-behandlingen, og i takt med at problemerne på fertilitets-fronten fik alt for meget magt over vores liv og hverdag, jo nærmere rykkede jeg mig også en accept af den label, som længe havde hængt et sted over vores hoveder. Jeg begyndte at smage på ordene, og til sidst tog jeg dem i brug. Modvilligt og prøvende, for at se om det gjorde ondt værre.

Ufrivilligt barnløs. På en måde var det en forløsning at acceptere. Til trods for de beskrevne forbehold, så betyder diagnosen jo en art erkendelse af, at der er tale om noget, som ligger udenfor vores magt. Der er tale om en sygdom eller i hvert fald en tilstand, som vi ikke har valgt. Det krævede dog en ændring af mit eget selv-billede, og måske en spirrende bevidsthed om, at det ikke er sikkert at problemerne bare går over af sig selv lige om lidt.

For vi er jo ufrivilligt barnløse. Vi har i hvert fald ingen børn – og det er fandme’ ikke af vores egen frie vilje. Så selvom det er en diagnose, der stadig burde være forbeholdt “alle de andre” med alle de “rigtige problemer”, så har vi nok med tiden taget betegnelsen til os.

Fandens også!

12

One thought on “Ufrivilligt barnløs… hvem, mig?

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s