Kuk Kuk

At være i fertilitetsbehandling er en følelsesmæssig ruchetur, som jeg aldrig har kendt mage til. Jeg ønsker det ikke for nogen, jeg ønsker det jo sådan set heller ikke for mig selv. Men her er jeg så alligevel. Jeg har skrevet om det i tidligere indlæg – det dér med at søge hjælp udefra, når det hele går helt i knude indeni. For det gør det, midt i alt det her, på den ene eller anden led, på det ene eller andet tidspunkt.

Efter min første operation, var der faktisk en opmærksom kvindelig læge, som foreslog mig at jeg måske skulle tale med nogen, som havde forstand på denne form for tab. Nogen som jeg kunne lette mit hjerte til. Min første indskydelse var, at hun jo måtte være oprigtigt bekymret for mit velbefindende (hun havde sådan set også kun mødt mig, når jeg var mere eller mindre opløst i gråd). Men jeg synes slet ikke at jeg “var der”, hvor jeg havde behov for hjælp (klassisk!). Jeg er velsignet med gode veninder og en dejlig familie, som kunne give mig al den støtte og tid der skulle til – det måtte være rigeligt. Mere navlepilleri var der nok heller ikke behov for.

Det gik nogenlunde godt i lang tid. Også igennem abort nummer to og igennem det forår, hvor vi blev beordret pause fra forsøgene. Men så kom den sommer, som jeg havde ventet så længe på. Den som jeg havde lagt al min energi, i at holde ud frem til. Nu skulle det simpelthen være, nu ville det lykkes for os!

Men det gjorde det bare ikke. I stedet var der sommerlukket på klinikken, medicinen gik i restordre og min uduelige krop begyndte at producere æg i den “forkerte side” – der hvor jeg har fået fjernet en æggeleder. Da sommeren var ovre, blev det sjovt nok efterår. Der var stadig ingen graviditet i sigte. Eller det vil sige, der var faktisk temmelig mange graviditeter, men de sad ligesom ikke på mig.

Denne periode var den værste, sådan som jeg husker det. Den føles som om den strakte sig over måneder, selvom det reelt nok handlede om en enkelt. Jeg troede at jeg skulle blive skør. Sådan helt godt gammeldags gak i låget. Alle mine flugtinstinkter var aktiverede. Jeg var panisk for slippe ud af mit eget hoved, og finde et sted hvor det ikke gjorde så pokkers ondt at være til.

Tvivlen og de mindre klædelige tanker fyldte mere og mere: Er det min egen skyld? Hvad nu hvis jeg aldrig kan blive mor? Hvad nu hvis min mand forlader mig? Hvad nu hvis alle andre gad at holde op med at være så fucking lykkelige, bare lige et øjeblik?

Jeg fandt frem til et sted, som måske kunne hjælpe mig. En tidligere fertilitetssygeplejerske, som idag er uddannet terapeut. Igennem sin private praksis hjælper hun kvinder og par med forskellige aspekter forbundet med ufrivillig barnløshed og behandling. Hun afholdt en “workshop” i november, hvor man skulle mødes i en mindre gruppe og diskutere en række temaer.

Det lød grænseoverskridende og mærkeligt. Jeg vidste ikke om det var noget, men jeg vidste at jeg var nødt til at finde på ét eller andet. Det lød alligevel også mindre skræmmende end en psykolog (og mindre omkostningstungt, nu vi er ved det). Det tiltalte mig, at der dels ville være en faglighed bag, samtidig med at jeg måske kunne møde andre, i lignende situationer. Jeg talte med min mor og min kæreste om det. Begge synes de, at det var en oplagt idé. Måske var de lettede ved tanken om, at nogen ville kunne hjælpe mig?

Vi mødtes af tre omgange, hver med 14 dages mellemrum. Jeg var nervøs første gang, det var de andre vist også. Vi var 4 kvinder i alt, hvilket var rart og trygt og alligevel nok til at der kom godt gang i snakken. Jeg kan bedst beskrive hele oplevelsen med et enkelt ord – lettelse. Jeg var ikke den eneste i verden, jeg var ikke ved at blive skør, og der var gode grunde til og forklaringer på alle de ting, som jeg havde tænkt og følt. Faktisk var jeg heller ikke den person i hele verden, som havde det allerværst, tro det eller ej. Det havde jeg nok fået bildt mig selv lidt ind, undervejs.

Allerede efter første gang, havde jeg det mærkbart bedre. Oplevelsen var gennemført positiv, og jeg var så overrasket over den fortrolighed og ærlighed, som lynhurtigt opstod mellem os. Det var rørende at høre andre beskrive de følelser og tanker, som jeg selv har været ved at drukne i. Det var også rigtig hårdt, men på den gode måde. Jeg fik en fornyet energi og tro på, at jeg godt kan klare det her lidt endnu. Også selvom der sikkert kommer en nedtur eller 12 mere undervejs.

PS: Efter at vi er blevet færdige hos den fantastiske “Terapeut-Tina”, er planen blevet at vi skal ses igen. Så må vi se om der er grobund for mere, end det vi allerede har taget med os. Hvis der er nogen af jer, som tror at I kan have glæde af et lignende forløb, så skriv til mig – så skal jeg gerne henvise jer til workshoppen, som foregår et sted nogenlunde midt på Sjælland.