Manden II

Dette er ikke det første indlæg, som jeg skriver om ham. Ham, som på én måde er en ligeså stor del af denne kamp som jeg selv er, men som også ofte må se hjælpeløst til, ude af stand til at vide hvordan han kan hjælpe mig, eller lindre alt det min krop og psyke udsættes for.

Manden har et ualmindeligt veludviklet empatisk styresystem. Han er af den slags intuitive mennesker, som ved hvordan man har det, før man nødvendigvis selv gør. Han er også beskyttende med stort B – og derfor er der mange ting, som i denne kamp gør ham frustreret.

Der er ingen tvivl om, at han hader at se mig ked af det. Jeg ved at mine tåre går direkte i hans hjerte. Han sørger også selv, men jeg tror faktisk at hans største behov er at se mig glad, uanset hvordan. Så simpelt tror jeg faktisk at det kan opsummeres. Derfor er det en kæmpe byrde for ham, at føle sig så magtesløs når jeg er tæt på at give op, når jeg er vred som bare pokker, eller når jeg tuder over min omverdens endeløse række af graviditeter.

Vi har uden tvivl haft forskellige måder at tackle vores tab på, og forskellige måder at håndtere at være i behandling. Jeg vender og drejer hver en brik – ofte til hudløshed. Han snakker lidt om det, og vil derefter gerne videre og se fremad. Jeg tager fat i alle tanker og emner på én gang. Han tager én ting af gangen. Jeg bekymrer mig om fremtiden og alt det ubekendte: “hvad nu hvis ikke…”, han ser med positiv overbevisning frem til næste forsøg, og ikke så meget længere. Mars og Venus, here we come!

Det har været svært til tider. Jeg har følt mig alene, uden overhovedet at være det. Jeg har følt at han har negligeret de ting jeg gennemgik, fordi han ikke havde samme behov for de lange og gentagende snakke. Jeg har været frustreret over, at han ikke kunne forstå, hvilken måde der var den bedste at bearbejde alt det her på (læs: min måde!).

Han har stået model til meget. Når hormonerne og frustrationerne har faret rundt i kroppen på mig, er det ham som har taget imod møgfald over at have købt en forkert liter mælk med hjem. En morgen gik jeg i spåner over, at han havde så travlt med at nå et møde, at vi ikke kunne nå at følges. En eftermiddag smækkede jeg med døren og lagde mig til at tude hysterisk på gulvet i soveværelset – og jeg kan ikke engang længere huske hvorfor.

Det værste ved alt det her er næsten, at han har taget imod det. Han har fundet sig i urimelige ting, fordi han godt vidste hvor de kom fra. Fordi han godt vidste at det “ikke var mig”…

På et tidspunkt sagde han dog stop. Jeg var i fuld sving med at køre os begge to godt og grundigt ned under gulvtæppet. Vi blev mere og mere udkørte begge to, og vi var kørt fast i de samme riller. Han kunne ikke klare flere møgfald, og han kunne snart heller ikke slæbe rundt på mere af min sorg. Min frygt og pessimisme var ved at tage håbet fra os begge.

Jeg forstod godt at han mente det, og jeg tog mig faktisk sammen. Jeg ved ikke hvordan, men der var ingen anden udvej. For det første holdt jeg op med at råbe og skrige. For det andet fandt jeg et sted at få hjælp udefra, som gav mig en ny ventil og fornyet luft. Jeg fandt en måde at forklare ham, at han ikke er alene om at være ansvarlig for, at jeg (vi) kommer igennem denne her kamp. Vi kæmper i den sammen, men jeg kan også godt selv!

Nu kigger han på mig i ny og næ og siger, at han synes at jeg er mægtig tapper. Det giver mig troen på, at jeg godt kan klare lidt mere, uanset hvad der ligger forude. Så længe der stadig er plads til de dage, hvor jeg slet ikke føler mig den mindste smule hverken tapper eller stærk.

Jeg tør endnu ikke håbe på at vi er færdige med at kæmpe, hverken sammen eller hver for sig. Men lige nu kan vi godt klare det. Lige nu er der kommet lidt energi tilbage. Lige nu skal den fandme’ have én over nakken med den IVF-behandling.

11 thoughts on “Manden II

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s