Historien – altså min egen (IV)

Vi smed alt hvad vi havde i hænderne og fløj afsted mod Rigshospitalet, så snart de havde ringet med en afbudstid. Til alt held havde vi begge arbejde i København den dag, som kunne aflyses eller rykkes. Endnu et slag til arbejdsgivers tålmodighed, men det er et tema helt for sig.

Det gik op for os at vi fik denne akutte tid, fordi kvinden som ellers havde aftalen, viste sig at være 40+ og derved falde for aldersgrænsen for behandling. Jeg fik et stik i hjertet på hendes vegne, selvom jeg var glad for at komme til. Tænk at vente så længe, som hun sikkert har, og så blive afvist i døren fordi ingen har husket at tjekke hendes cpr. nr. Jeg håber at hun kan få hjælp et andet sted.

Resten af turen var en gennemført positiv oplevelse. Samtalen foregik sammen med de to kvindelige læger, som skal være vores “kontaktlæger” under forløbet. De havde taget sig god tid, havde sat sig ind i mit tidligere forløb, og havde svar på stort set alle vores spørgsmål. De steder hvor de ikke havde svarene, var de ærlige omkring det. Jeg var vild med dem!

De virkede rolige og kompetente. Det var rart ikke at føle sig hensat til et samlebånd, som jeg ellers havde frygtet. De fortalte, at jeg formentlig ville tage bedst imod den “korte” IVF behandling. Det lød jo meget godt. Selve stimulationsbehandlingen består i, at jeg dagligt tager en indsprøjtning med et hormonpræparat. Det gruer jeg ikke helt så meget for længere, fordi jeg føler at jeg fik nogenlunde styr på dé dér ægløsningssprøjter, som jeg har taget et par gange. Lægerne følger mig via løbende scanninger, indtil æggene er udviklede og klar til at blive “høstet”, som lægen så fint kaldte det.

Derefter mixer de vores potentielle afkom i en kop, bestående af kærestens svømmere og mine æg. Derefter holder de øje med udviklingen (befrugtning og celledeling) i nogle dage, indtil det bedste æg forhåbentligt kan blive sat tilbage i min livmoder. Så er det ellers bare noget med at ruge på det, hen over julemåneden. Bok!

Vi var spændte og forventningsfulde efter samtalen. Vi tog en runde mere omkring “er vi sikre på at dette er vejen for os”-samtalen. Vi var endnu mere afklarede end før. Det er det rigtige at gøre, efter alt hvad vi har været igennem. Ressourcerne var på tidspunktet for samtalen nået et lavpunkt og frustrationerne over at der ikke skete noget ved insemination, var blevet for store. Nu kunne vi ånde lettet op med visheden om, at der var hjælp forude.

Selvfølgelig gjorde ventetiden, kombineret med min håbløse cyklus, at der skulle gå knapt to måneder før vi kunne starte. Vi skal henvende os på første cyklusdag, hvorefter “showet” vil blive sat i gang. De to måneder har dog været præget af en del andre ting på privatfronten, og derfor besluttede vi at sige nej tak til inseminering og holde en pause, for at lade batterierne op til IVF. Vi forsøgte naturligvis alligevel på hjemmefronten, for helt opgivet håbet har man vel ikke. Desværre intet resultat. Det har dog alt i alt været til at holde ud – gad vide om jeg er gået hen og er blevet tålmodig på mine gamle dage?

Den første menstruationsdag er så idag! Jeg har netop ringet til Riget og “meldt mig” under fanerne. Nu venter jeg på at de ringer tilbage med en tid til undersøgelse på søndag. Jeg forsøger at danne mig et overblik over kalenderen i de næste uger, men det er ganske håbløst at forsøge at forudsige de mange hospitalsbesøg. Jeg tvinger mig selv til bare at glæde mig over, at vi kommer i gang. Alt det andet må komme i anden række.

Det bliver en speciel december måned. Første del vil være præget af behandlingen. Jeg er spændt og nervøs. Jeg nægter (!) at forvandle mig til dét dér hormonella-monster, som jeg tidligere har fortalt om. Hun er ikke spor charmerende og min kæreste siger at han ikke særlig godt kan lide hende. Jeg er heller ikke fan.

Fysisk gruer jeg mest for selve æg-udtagningen. Heldigvis lovede lægen at være generøs med morfinenen. Dope me up! Den sidst halvdel af julemåneden er jeg dog endnu mere nervøs for. Jeg trænger til en rolig jul med familien, men jeg ved jo godt at ventetiden efter æg-oplægningen vil være præget enormt meget ængstelse. Det plejer at være i disse perioder, hvor jeg er allersværest at holde af, desværre.

Tør man håbe på, at 2014 slutter af med at en drøm går i opfyldelse? I så fald, så behøver jeg slet ikke at få andre julegaver i år.

Fortsættelse følger i næste indlæg.

8 thoughts on “Historien – altså min egen (IV)

  1. :) … er der selv, håber sådan, men tror næsten ikke på det. Jeg er i den 3. og sidste omgang med at få sat kærestens svømmere op, DET HAR BARE AT LYKKEDES! :)Fordi herefter hedder det IVF, og det skal vi selv betale, da mit CPR siger 1974. Øv hvor er det uretfærdigt!

    Like

  2. Jeg krydser alt hvad jeg har, for at det vil lykkes for jer :-D Ih, hvor jeg glæder mig til at høre mere… Jeg håber virkelig, at du får en dejlig jul med alt hvad du/I ønsker jer :)

    Like

  3. Så følger jeg også dig herinde, jeg krydser alt hvad jeg kan for at i også får en fed julegave som jeg selv håber at få i år.
    Jeg kunne svæve her fra og så til verdens ende hvis den vist positiv på lørdag.. ,

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s