Historien – altså min egen (II)

Den anden positive graviditetstest. Lige dele glæde, lettelse, skepsis og frygt. Hvad fanden var nu det for noget? Jeg kunne sgu da ikke blive gravid i måneden efter, at jeg lige var blevet opereret og havde aborteret? Nå, men gravid var jeg altså. Eller … næsten.

Ventetiden frem mod den berygtede scanning var kort – og uendelig lang. Jeg følte mig ikke godt tilpas. Kunne ingen ro finde, når mine nærmeste forsøgte at trøste og opmuntre. “Det sker jo ikke to gange i træk, hvad er chancen for det”? Tja, den er desværre større når det først er sket én gang, kunne jeg så oplyse dem, efter alt for megen research.

Min egen læge ville ikke scanne før uge 7. Fredagen inden da brød jeg sammen, og vi tog på en privat klinik. Jeg ville have en scanning som i det mindste kunne udelukke at graviditeten sad forkert. Så kunne hjerteblinket sgu vente til ugen efter. Jeg havde en elendig følelse af, at der var noget galt. Bildte mig selv ind at jeg havde ondt alle mulige og umulige steder. Var simpelthen en fest at være sammen med.

Jeg vrælede allerede inden jeg kom op på briksen. “Du er godt nok nervøs”, konstaterede den omsorgsfulde dame med dildoen. Ja, det var jeg. Jeg havde ikke de bedste erfaringer indtil videre. Damen scannede. Og scannede. Og konstaterede at der ikke var nogen graviditet i livmoderen, men i stedet en masse blod. “Jo, måske er der noget”, sagde hun så. En tidligt tilgrundegået graviditet, som hun målte til 1 x 1 mm. Men altså ikke noget, som ville blive til noget. God weekend.

Vi gik ud på gaden – jeg ringede til min mor og min veninde, som begge sad på spring ved telefonen. Jeg var underligt afklaret og tog det nogenlunde roligt. Faktisk, så var jeg på en mærkelig måde nærmest lettet. Nu vidste jeg da i det mindste besked. Nu var den frygtelige ventetid i det mindste overstået. Veninden og hendes kæreste stødte til os inde i byen – vi gik ud og drak øl. Mange øl. Og røg en million af de dér cigaretter, som jeg ellers havde lagt på hylden. Fuck det!

Mandagen efter kom jeg så til scanning hos egen læge. Hende som også i første omgang havde spottet, at der måske kunne sidde en graviditet udenfor livmoderen. Dette yndede hun i øvrigt at rose sig selv for, da jeg besøgte hende efterfølgende. Hun var tydeligt en smule fagligt stolt, over at have gennemskuet diagnosen. Jeg havde personligt lidt svært ved at dele hendes begejstring!

Nå, men hun bekræftede hvad vi vidste i forvejen. Men også mere til. Der var en skygge på den ene (læs: sidste tilbageværende) æggeleder, som hun ikke kunne forklare. Og den graviditet som den anden dame havde set inde i livmoderen om fredagen, kunne hun ikke længere se. WTF?

Jeg blev sendt på Riget. Igen. Ind til manden som stadig nægtede at bruge mit fornavn, selvom jeg tørt irettesatte ham højlydt flere gange. Han kunne selvfølgelig ikke huske os fra måneden før, så vi fortalte forfra. Han scannede. Scanneren valgte at gå i stykker, mens jeg lå med det mest dyrebare frit fremme. Han kaldte på en sygeplejerske. Jeg lå der stadig. De talte om at tilkalde en håndværker eller IT – jeg spurgte om det måske var ok, at jeg lige smækkede benene lidt sammen? Det var det så.

De fandt en anden scanner. Jeg fik taget blodprøver og blev sendt hjem. Dagen efter blev jeg scannet igen. Skyggen på æggelederen kunne de stadig ikke blive kloge på, men de besluttede sig for at igangsætte en medicinsk abort, for at “rense ud”. Lovely!

De følgende knapt fire uger bestod af forholdsvis kroniske smerter og en hel masse blod. Både som følge af aborten, men også grundet ugentlige blodprøver. Mine HCG-tal var lave, men faldt ikke nok. De var bekymrede. På et tidspunkt forklarede én eller anden læge, at der var en mulighed for at der alligevel sad noget udenfor livmoderen. Såfremt den allerførste jordemoder virkelig havde set en graviditet på 1 x 1 mm. indenfor, måtte det altså betyde at der var tale om en mislykket tvillingegraviditet – én indenfor, en udenfor. Are you kidding me?

Efter lang tid frem og tilbage faldt mine tal så meget, at sagen blev lukket. De fandt aldrig helt ud af, hvad der havde været galt. Skyggen på æggelederen forsvandt, hvilket man fandt tilstrækkeligt. Vi havde kørt mere eller mindre i alarmberedskab i så mange måneder sammenlagt nu, at luften gik helt af ballonen. Nu var jeg bare lettet over at undgå endnu en operation. At beholde mine sidste reservedele og stadig have en chance for selv at lave mine fremtidige børn.

Min læge gav os karantæne. Ikke flere graviditeter til mig foreløbigt. Kæresten var enig. Jeg accepterede modvilligt.  Meget modvilligt. Det føltes komplet forkert. Jeg blev undersøgt i alle ender og kanter, for at fastslå om jeg fortsat kunne blive gravid via øko-metoden. Det mente de nok at jeg kunne, prøverne vise at alt var normalt. Det var kun en delvis glæde, mente jeg, for de prøver viste også normale takter inden de to graviditeter. Og se hvor godt det gik.

Vi holdt pause som dikteret. Så frem til at det blev juli måned, så vi kunne komme i gang igen. Jeg købte billetter til et par rejser og en tur på Roskilde Festival. Hvis ikke jeg skulle være mor, så ville jeg i det mindste være fuld. Det blev faktisk en nogenlunde for-sommer. Så blev det juli. Så startede vi igen.

Fortsættelse følger i næste indlæg.

3 thoughts on “Historien – altså min egen (II)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s